Samfundets spil om retfærd

I Albert Camus' roman Den fremmede dør en mand, fordi han er ærlig. Da han bliver spurgt, hvorfor han ikke sørgede mere, da hans mor døde, svarer han: Det ved jeg ikke. Han formår ikke at spille samfundets spil, fordi han ikke ønsker at lyve.

I den lille roman betyder det ganske paradoksalt, at hovedpersonen Meursault ikke dømmes til døden, fordi han har skudt en araber på stranden. Men snarere fordi han ikke udviste den rette adfærd, da hans mor døde. Han levede ikke op til samfundets forestilling om, hvad det vil sige at udvise fornuftig eller passende adfærd, når ens kæreste dør. Konklusionen er klar: Meursault er ufornuftig og dermed ikke tilregnelig. Og hvad sker der med utilregnelige, uforudsigelige og fremmede mennesker i det rationelle juridiske system? De fjernes.

Mere generelt kan man spørge: Hvad viser bogen? At retfærdighed er en kunstig dyd. Retfærdighed handler ikke om sandt eller forkert, da personen i Den fremmede netop dømmes, fordi han er ærlig eller sandfærdig. Nej, det juridiske system er bygget op omkring nogle regler, som man kan forholde sig strategisk til, hvis ikke, så bliver man dømt.

Lad os bevæge os fra det fiktive til fakta. Normalt vil en økonom antage følgende: Alt andet lige sker A, så følger B. Når A så rent faktisk sker, men B ikke følger bagefter, skyldes det ikke dårlige antagelser, men at alt muligt andet afveg fra antagelsens fundament. Nogle spillede efter andre spilleregler, nærmest som om de snød! De handlede uforudsigeligt.

På den måde kan de vise økonomer stadigvæk fastholde forestillingen om, at kapitalismen er det bedste system, fordi det ligger i systemets regelsæt, at det er ok at lyve. Så længe du bare lyver godt og grundigt. Det gør økonomien, når den bilder sig end at være en videnskab, og ikke blot et instrument i en liberal ideologi. Men den lille løgn betyder ikke noget her, fordi ingen af de to - økonomien eller den liberale ideologi - ønsker at afsløre hinanden. Den liberale ideologi har baseret sit frihedsbegreb på økonomiske attributter, mest prominent ejendomsretten. Dette kan selvfølgelig være svært at forstå lige nu, hvor de, der intet har, ikke taler om kriser. Er det eksempelvis ikke de ellers så afholdte bankdirektører, som for tiden beklager sig mere end narkomanerne nogensinde har gjort på Vesterbro?

Derudover taler økonomien om Adam Smiths usynlige hånd, som noget vi ikke rigtigt taler om, da den helt af sig selv sørger for, at det hele forløber bedst muligt. Hvilket vil sige mest økonomisk rentabelt. Det mennesket nemlig søger - ifølge den første klassiske økonom - er mest mulig profit. Men selv her må den liberale ideologi hjælpe økonomien, fordi det frie marked slet ikke er frit, den usynlige hånd er synlig. Tænk på bare alle de regulativer, skatter og momsregler mv., som gør, at vise nationers produkter favoriseres frem for andre nationers. Også selvom de andre nationers produkter er mindst lige så gode og endda billigere. Det tyder på at dette parløb - mellem den liberale politik, som altså slet ikke er liberal, hvis vi med liberal forstår fri, og økonomien - er baseret på en gensidig løgn, som er en del af dets spil.

Dette er en hård beskyldning, men ikke desto mindre sand. Økonomien og den liberale ideologi har selv defineret de spilleregler, som samfundet er bygget op omkring. Det betyder også i stigende grad, at de juridiske love er skabt efter en model, der stemmer godt overens med økonomiens og liberalismen. De juridiske love er jo ikke neutrale.

Et spørgsmål om tro

Lad os bremse en smule op og uddybe. Den franske filosof Gilles Deleuze har påpeget i Empirisme et subjectivité at det, som kendetegner det juridiske system, er dets iboende negativitet. Dette siger han, fordi lovene kun fokuserer på de negative aspekter af samfundet, såsom afvigelser, uforudsigelighed og fremmedhed. Eller frygten herfor. Hvad er folk, der ikke drømmer om profit og ejendomsret? Hvad er folk, der føler sig frie, selvom de intet ejer? Snydere! Loven er dog ikke samfundets fundament, det er derimod institutionerne, der tolker og praktiserer loven. De dømmer efter gældende spilleregler.

Af samme grund adresserer en liberal regering som den danske, også sin moralisme til de voksne, fordi de kan dømmes. Opdrag jeres børn ordentligt, ellers fjerner vi jeres tilskud. Hold jeres børn inden døre, eller også ...! Regeringens problem er ikke et spørgsmål om repræsentation, altså repræsentation som i repræsentativt demokrati, men om tro. Regeringen forsøger at få flertallet til at tro på egne interesser (den økonomiske ideologi), hvilket typisk sker gennem en lystig skabelse eller stramning af love, som udspringer af en forestilling om, at alt uforudsigeligt skal fjernes. Simpelthen af frygt for at tabe spillet.

Derudover forsøger regeringen at højne gevinsten ved at spille dens spil. Dette sker, f.eks. ved at gøre ejendomsret og profit lig med ideen om frihed. Ja, hvorfor kan man næsten spørge: hvorfor ellers bruge så mange politikræfter og skattekroner på at lukke Ungdomshuset og Christiania? Var det fordi disse steder var uforudsigelige, idet de ikke drømte om det, som den liberale regering tror er den rigtige form for lykkelig frihed? Var de ikke gode nok til at lyve? Måske skulle brugerne af Ungdomshuset ikke have talt om kreativitet, koncerter og frirum, men blot have nævnt, at de drømte om at eje fast ejendom, sådan som spillets regler forudsætter.

Et spørgsmål om vaner

Er der håb? Ja, altid. Den menneskelige natur er ikke moralsk, derimod er moralen i vores natur. Det betyder, at det sociale - alt lige fra familien til den store vide verden - ikke er et spørgsmål om begrænsninger, men om integration. Integration af sympatier, forstået som en integration af forskellige livsformer og tanker er vejen frem. Det, der gør mit liv let og svævende er måske ikke er det samme, som gør Anders Fogh Rasmussens liv let. Udfordringen for et samfund - der ikke ønsker at være skrøbeligt og afhængigt af simple økonomiske antagelser - bliver at udvide sympatien, så der er plads til alle. Hvilket vil sige en udvidelse af den moralske bevidsthed, som reelt er en politisk bevidsthed, ligesom den sande moralist i dag er dommeren i det juridiske system. Det så vi jo i Camus' roman. Det ser vi i dag, når vi får at vide, at forskellige måde at tænke på ikke er ønskeligt i kreative Danmark.

Retfærden er ikke en refleksion over forskellige interesser, men en refleksion styret af en bestemt interesse. Retfærdighed er slet ikke et naturligt princip, men en kunstig skabt forestilling baseret på en ideologi. Primært den økonomiske liberale, hvilket ses, når det loven værner mest om er ejendomsret og økonomiske interesser, som var der tale om nationens børn. Det, som Deleuze siger om det juridiske system og dennes ide om retfærd, er, at den virker blandt mennesker uden at tage del i deres interesser. Det betyder at det juridiske system aldrig rigtig tror på de indgreb, som systemet eksekverer. Det er et spil, hvor spillets regler ikke handler om tro, men ene og alene om man tror på gevinsten ved at spille det.

Gevinsten er en særlig forestilling om frihed, som er så skrøbelig, at der konstant må skabes flere love og stramninger for at fremme friheden. Er kulturen og traditionerne i Danmark virkelig så skrøbelig, at de skal beskyttes mod andre former for liv?

Måske er det et spørgsmål om vaner. Vanen er i sin natur ikke naturlig, men det er ganske naturligt at tilegne sig vaner. Der er noget trygt og rart i vanerne. Og hvad er vanen i Danmark? Vanen er at frihed handler om at eje og have penge. Jo flere penge, desto mere fri. Vanen er at acceptere de straffe, som det juridiske system udfører, fordi vi ikke orker at stille spørgsmål til, hvilke forestillinger og ideologier, som lovene fremmer. Hvad nu, kommer der flere love og regler til at beskytte de frie marked? Eller skabes et frigørende spil, hvor alle kan vinde?

I en fri verden bevæger intet sig længere frit. Det virker absurd, som en roman af Albert Camus. Måske han forsøgte at hentyde til noget?

Finn Janning er ph.d. i filosofi