Kronik

Snapshot af en frigørelsesproces

I november samledes tusindvis af mennesker i Columbia for sammen at gå en 500 kilometer lang march for 'liv, retfærdighed, lykke, frihed og autonomi'. De indianske og sortes bevægelser i Latinamerika har ydet modstand i mere end 500 år. Det handler om frigørelse
Tusindvis af mennesker ankommer til Colombias hovedstad, Bogotá, efter cirka en måneds og 500 kilometers gang på de colombianske landeveje.

Tusindvis af mennesker ankommer til Colombias hovedstad, Bogotá, efter cirka en måneds og 500 kilometers gang på de colombianske landeveje.

22. december 2008

De indianske og sortes bevægelser i Latinamerika har ydet modstand i omkring 500 år, altså siden Amerikas erobring. I løbet af de senere år har de bevæget sig fra modstand til magt, for eksempel i Bolivia og Ecuador. I det følgende vil jeg gå i dybden med, hvad disse bevægelser egentlig står for ved at kigge på sidste skud på stammen -en 500 kilometer lang march i Colombia.

Den 20. november i år ankom mellem 30.ooo og 50.000 mennesker til Colombias hovedstad, Bogotá, efter cirka en måneds og 500 kilometers gang på de colombianske landeveje. Marchens initiativtagere er en indiansk bevægelse i Cauca regionen. Dog har den fra starten været tænkt som en march, der kan forene og dermed styrke de sociale bevægelsers frigørelseskampe i Colombia. Der er tale om en 'minga'.

Minga er et quechua-indiansk ord, og den betegner en praksis, hvor man mødes for at arbejde med noget, der er i fællesskabets interesse. Det vil sige, at andre agendaer og mål indordnes eller lægges til side, mens mingaens formål opnås. Man kan indkalde til minga for at reparere taget på et hus, for at så eller høste, eller for at debattere omkring et problem eller nogens overtrædelse af loven. En minga kan bestå af to personer eller, som tilfældet er med denne, af tusinder.

Mod dødsprojektet

Den 12. oktober i år - dagen hvor store dele af Latinamerika fejrer Amerikas 'opdagelse' - indkaldtes der til "minga for liv, retfærdighed, lykke, frihed og autonomi". Endvidere gjaldt mingaen "mobilisering mod dødsprojektet og for et folkeligt livsplan". Det er store ord.

For at forstå indholdet i indkaldelsen, og dermed også hvad det er, bevægelserne kæmper for, skal man vide lidt om det paradigmeskift, som de lægger op til, og som er en grundlæggende del af deres kamp. For eksempel hentyder 'et folkeligt livsplan' både til menneskers og jordens liv og dermed til naturens rettigheder. Dette er grundlæggende for tænkningen hos mange indianske og sorte grupper og er for eksempel for nyligt blevet stadfæstet i Ecuadors konstitution. For et folkeligt livsplan hentyder endvidere til, at det nu er på tide, at folket formulerer og determinerer de horisonter, samfundet skal bevæge sig mod. Demokratiet radikaliseres hermed. Den udvides til større grader af deltagelse via diskussion mellem bevægelserne, og der lægges vægt på, at den, der leder, skal adlyde gruppen.

Debatterne bevægelserne imellem skal så udmunde i specifikke retningslinier og mål. Samstemmende hermed hentyder 'dødsprojektet' til ødelæggelsen af planeten på grund af udnyttelsen af naturen og til den fattiggørelse, mord og fordrivelse af mennesker, denne udnyttelse indebærer. Dødsprojektet anses som en effekt af det globale kapitalistiske marked, og hermed er det ikke blot en hentydning rettet mod lokale væbnede aktører som FARC, de paramilitære styrker eller regeringen, men lige så meget mod en global orden og international medsammensvorenhed, der er grundlæggende for dødsprojektet.

Repression og mirakler

Således har mingaen formået at forene en betydelig del af de øvrige sociale bevægelser. Den inkluderer organisationer af indianere, sorte, bønder, studerende, ofre for statslig vold, fagforeninger, lærere, journalister og kvinder. På deres lange vej er organisationerne blevet mødt med beskyldninger om terrorisme af regeringen. Indianerne er blevet afkrævet undskyldninger over for militær- og politiskyrkerne, efter at der blev rapporteret om et par sårede politimænd under konfrontationer. Samtidig har CNN vist en amatøroptagelse af en politimand, der står i politiets urogruppe og skyder mod aktivisterne.

Ifølge Organización Nacional Indígena de Colombia (den landsomspændende organisation for colombianske indianere - ONIC) har der været 121 sårede og 3 døde blandt indianerne i forbindelse med marchen. Taget denne repression i betragtning, som altså ikke er unormal i Colombia, er denne mobilisering nærmest et mirakel.

Frigørelse vs. befrielse

Der er flere grunde til, at mingaen har opnået så stor styrke og opbakning. Den er sidste skud på stammen af en 516 år gammel frigørelsesbevægelse. Som Gabriel Bustamante Peña udtrykker det i den uafhængige journalistorganisation mod censur - Medios Para la Paz' - hjemmeside:

"Det er absurd at FARC, de paramilitære grupper og regeringen med henholdsvis 50, 20 og seks års eksistens kommer og dikterer for de indianske bevægelser hvordan de skal organisere sig, hvordan de skal forsvare sig eller simpelt hen tilegner sig legitimiteten af deres kampe." Han fortsætter:

"Var det ikke for al den død og vold som førstnævnte gruppers projekter har medført, ville alle deres nybegynderdiskurser om befrielse, modstand eller sikkerhed være til at grine over."

Udover denne erfaring, ligger der også, for fødderne af de marcherende, en forenende kraft, der er svær at opstøve på andre måder end ved at gå sammen, i stor flok, i dagevis. Her ligger en reel trussel i forhold til den colombianske regering, en trussel, der er større end FARC nogensinde kunne være. Den grundlæggende forskel har med befrielse versus frigørelse at gøre. Befrielse, FARC's projekt, indebærer, at der er et undertrykt folk, der skal hjælpes, vises vej, altså befris. Frigørelse, derimod, er en praksis. FARC's legitimitet blandt sociale bevægelser i Colombia har længe været dalende, da disse bevægelser ikke var interesserede i befrielse. De var i gang med frigørelse. Ofte ansås denne frigørelsespraksis af FARC enten som undertrykkelse, eller som samarbejde med FARC's fjender.

Interkulturalitet

Endnu en vigtig faktor i forhold til mingaens styrke og omvæltingsskabende potentiale er, at den som fællesprojekt ikke indebærer eller kræver af deltagerne, at de skal tænke og handle ud fra de samme forståelsesrammer. Derimod fastholder de, at denne ide om, at man skal være ens for at arbejde sammen, er en måde at partikularisere de sociale bevægelsers kampe og dermed styrke den herskende verdensorden.

Dele af FARC har haft en rolle at spille i forhold til styrkelsen af den folkelige modstand i Colombia. Men FARC formåede aldrig at gå væk fra en monokulturel måde at se verden på. De har inkluderet indianske og sorte befolkninger i deres tekster, men har ikke været i stand til at revidere deres marxistiske paradigme i lyset af disse befolkningers tænkning og praksis.

Derimod er det indbegrebet i store dele af de sorte og de indianske bevægelsers kampe i Latinamerika at forsvare en 'anden' måde at se verden på, hvor der blandt andet er plads til dialog og til lighed i diversiteten.

Det er derfor, at indianske og sorte bevægelser i Latinamerika i dag bearbejder og diskuterer deres ideer om reciprocitet, lighed og komplementaritet. De bevæger sig således fra modstand til frigørelse via nye konstruktioner af magt, baseret på deres egen tænkning. Principper som redistributiv økonomi; egne politiske systemer med autoriteter, der leder ved at adlyde; interkulturel uddannelse, sundhed og retssystem og reciprocitet mellem mennesket og naturen, er således almindeligt anvendte.

Epokeændring

Ovenstående kan måske lyde langt ude og idealiserende for mange danskere. Men faktum er, at der ikke blot er tale om et paradigmeskift. Her er det nyttigt at hidkalde sig Ecuadors præsident, Rafael Correas sejrstale sidste år, en valgsejr som han opnåede med massiv støtte fra de ecuadorianske indianske bevægelser. Han sagde, at dette var "en epokeændring, ikke en ændringsepoke."

Som forskeren Walter Mignolo har påpeget det på sin blog, hentyder denne udtalelse til "et skift i anskuelsen af menneskelige relationer, og som konsekvens deraf til et skift i politik, økonomi, uddannelse og medborgerskab."

I Latinamerika i dag er diverse bevægelser altså i gang med en frigørelse, der er baseret på et helt andet paradigme end dem, vi kender i Europa. De har været i gang i 516 år, så mon ikke det er på tide, vi ser nærmere på det, der sker den vej?

Julia Suárez Krabbe er ekstern lektor på Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu