Kronik

Sprogkrigen i Spanien raser

Det er blevet problemtatisk at tale spansk i dele af Spanien. Landet har officielt fire sprog, og de tre regioner med hver deres særegne sprog diskriminerer borgere, der ikke lærer de lokale sprog
Det baskiske fodboldhold står med to bannere, der på spansk og euskadi (baskisk) siger: -Vi er officielt en nation-. Katalanske nationalistiske studerendes kampråb på katalansk: -Forsvar dine rettigheder, Forsvar dit sprog-.

Det baskiske fodboldhold står med to bannere, der på spansk og euskadi (baskisk) siger: -Vi er officielt en nation-. Katalanske nationalistiske studerendes kampråb på katalansk: -Forsvar dine rettigheder, Forsvar dit sprog-.

19. december 2008

Et stigende antal spaniere klager over, at det spanske sprog - kastiliansk - bliver mere og mere marginaliseret i de tre tosprogede regioner: Catalonien, Galicien og Baskerlandet.

I forbindelse med 30-års-dagen for Spaniens demokratiske forfatning den 6. december var der da også mange røster, der udtrykte behovet for en korrigering af Spaniens Magna Carta, ikke mindst med henblik på den omsiggribende regionale nationalisme.

I den forbindelse påpegede en politiker det paradoksale i, at Spanien er det eneste land i verden, hvor det at tale spansk er et problem. Her kunne man passende tilføje, at spansk er et af verdens største sprog, der tales af næsten 500 millioner mennesker.

I landets tre tosprogede regioner er der imidlertid et stigende antal forældre, der føler sig krænkede over, at deres børn ikke mere kan blive undervist på deres spanske modersmål i de tosprogede regioner, hvor lokalsprogene vægtes højere. Det drejer sig om de selvstyrende regioner Catalonien, Galicien, Baskerlandet, Valencia og de Baleariske Øer, der har Mallorca som hovedø.

For et par år siden gik en spansk læge i sultestrejke i Barcelona i protest imod, at hans datter ikke kunne blive undervist på spansk i skolen.

I oktober havde avisen El Mundo en artikel om lægen, der lå i skilsmisseforhandlinger og risikerede at miste forældreretten til sine børn på grund af sin protestaktion.

Han blev af konens advokat beskrevet som en "ekstremist", der førte korstog mod det catalanske sprog og brugte datteren som et våben i et politisk spil.

Lægen taler foruden sit modersmål spansk også flydende catalansk, som han holder meget af, men i lighed med adskillige andre spansktalende tilflyttere til Catalonien vil han også have lov til at bruge sit modersmål.

I byen Vigo i Galicien tyer adskillige forældre nu til den nyåbnede O Castro International School, der vedat benytte det amerikanske skolesystem, kan realisere en undervisning på både engelsk og spansk. Her får børnene langt flere timer på spansk end i det lokale galiciske skolesystem, og det selvom 70 pct. af børnene i Galicien har spansk som modersmål. Galicisk er tæt beslægtet med portugisisk.

Tosprogethed og bøder

Efter næsten 40 års Franco-diktatur, som fratog Catalonien, Galicien og Baskerlandet retten til at bruge deres lokale sprog officielt - og straffede borgerne, hvis de talte det offentligt - har genindførelsen af en demokratisk forfatning og regionalt selvstyre naturligt nok fremelsket en stærk sproglig bevidsthed og nationalisme.

Ifølge forfatningen er catalansk, galicisk og baskisk officielle sprog ved siden af fællessproget spansk, og siden demokratiets indførelse har de tosprogede regioner målrettet arbejdet på at forøge kompetencerne i deres respektive sprog.

I dag er antallet af skoleelever med catalansk som modersmål forøget fra 26,6 pct. (1993) til 34,1 pct. (2000) og år 2026 forventes procenttallet at stige til 41,1.

Catalansk tales af ca. ni millioner mennesker i Catalonien, Valencia, de Baleariske Øer, Andorra og i Roussillon i Frankrig, galicisk tales af ca. tre millioner mennesker og baskisk kun af ca. en halv million.

Med forfatningen af 1978 blev undervisningskompetencerne i høj grad overdraget til regionerne selv, som sidenhen har vedtaget en række sproglove med henblik på en normalisering af lokalsprogene.

Det var især den catalanske sproglov af 1998, der banede vejen for øgede privilegier for catalansk på bekostning af spansk. Det giver sig ikke blot udslag i undervisningen. I dag kan det eksempelvis i Barcelona give en bøde på 1.200 kr. at hænge et skilt op, der alene er skrevet på spansk.

I Baskerlandet har man hidtil haft en mere liberal sprogpolitik med mulighed for at vælge mellem tre modeller i uddannelsesforløbet:

a) spansk hovedsprog med baskisk som andet fag.

b) spansk og baskisk ligeligt fordelt.

c) baskisk hovedsprog med spansk som andet fag.

Men nu er lokalregeringen også her begyndt at stramme op om valgmulighederne til fordel for baskisk. Problemet er imidlertid, at kun 30 pct. af befolkningen i denne region taler baskisk og 95 pct. spansk. Ifølge en polemisk artikel med titlen "Basque Inquisition" i Wall Street Journal (6. november 2007) skriver forfatteren, at alle offentligt ansatte er nødt til at lære baskisk for at kunne beholde deres job.

Men ifølge en af de interviewede baskere er baskisk et gammelt sprog, som ikke egner sig til at blive brugt i et moderne samfund. Ikke desto mindre får baskiske skolebørn udleveret tekstbøger på baskisk, som ifølge forfatteren aldrig fortæller dem, at Baskerlandet er en del af Spanien. I de første skoleår bliver ordet 'Spanien' ikke en gang nævnt.

Kamp for fællessproget

Det er først i løbet af i år, at man i Spanien reelt er begyndt at tale om spansk som et diskrimineret sprog. Det foranledigede 20 prestigefyldte spanske kulturpersonligheder med filosoffen Fernando Savater i spidsen til at formulere et 'Manifest for fællessproget', som blev underskrevet i Madrid den 23. juni af bl.a. Mario Vargas Llosa, Alvaro Pombo og lederen for teatergruppen Els Joglars, Alberto Boadella. De fem hovedpunkter i manifestet fastslår, at:

1) spansk eller kastiliansk er det officielle fællessprog for hele den spanske nation.

2) alle de borgere, der ønsker det, har retten til at blive undervist på kastiliansk.

3) en hvilken som helst borger i de tosprogede regioner skal kunne betjenes offentligt på to officielle sprog.

4) skiltning på officielle bygninger og veje i de tosprogede områder bør være på to sprog.

5) politiske repræsentanter bør benytte kastiliansk i den spanske centraladministration og i udlandet.

Manifestet gav anledning til en voldsom polemik, der har varet lige siden.

I de tosprogede regioner manifesterede den regionale nationalisme sig på diverse anti-spanske blogs i en særdeles aggressiv retorik, der med al ønskelig tydelighed bekræftede, at spøgelset fra Franco-tiden stadig føles som en trussel. Her kunne man bl.a. læse at underskriverne af manifestet manede til folkedrab og lignende beskyldninger.

Manifestet fik dog også stor opbakning i befolkningen med over 200.000 underskrifter og blev bl.a. understøttet af de to nye anti-nationalistiske partier Unión Progreso y Democracia (UPD) og Ciudadanos (Borgerne, red.).

Spansktalende forfølges

Derimod er ministerpræsident José Luis Rodríguez Zapatero blevet kritiseret for at krybe udenom og ikke ville tage stilling til problemet.

Efter sigende hænger hans 'neutrale' holdning sammen med hans frygt for at miste mandater i de tosprogede regioner. Mens ministerpræsidenten sætter kikkerten for det blinde øje, synes antagonismen at spidse til.

I Barcelona manifesterede unge yderligtgående nationalister sig på den catalanske nationaldag den 11. september ved at brænde det spanske flag af sammen med billeder af kongeparret Juan Carlos og Sofia.

Et par uger efter demonstrerede op imod 5.000 mennesker i Barcelonas gader til forsvar for det spanske sprog, og i alle de tosprogede regioner har folk sluttet sig sammen i forskellige foreninger, der kæmper for bevarelsen af spansk.

I oktober hørte jeg i Madrid et foredrag af lingvisten Irene Lozano om det spanske sprogs marginalisering. Lozano er forfatter til flere bøger heriblandt den prisbelønnede Lenguas en guerra (Sprog i krig), hvor hun analyserer hele den aktuelle sprogfejde i Spanien og dens baggrund.

Hun tager afstand fra den aktuelle brug af sprog som våben i en politisk kamp og pointerede, at antagonismen nu er kommet så vidt, at man risikerer at stemples som frankist eller højreorienteret, hvis man forsvarer det spanske sprog.

"Man betragtes som det rene nul, hvis man ikke behersker lokalsproget, og forældre, der kræver, at deres børn skal undervises på spansk, risikerer at blive totalt marginaliserede".

Irene Lozano ser tosprogetheden som et stort privilegium og går ind for UNESCO's model, der kræver at minoriteter har ret til at bruge deres eget sprog, men også bør lære landets officielle sprog.

Det problematiske er blot, at sårene fra Franco-diktaturets undertrykkelse af de regionale sprog stadig er for dybe til, at man uden videre kan forsone sig med fortiden og gå en ny flersproglig og flerkulturel fremtid i møde.

Viveca Tallgren er cand.phil. i spansk og underviser i faget på VUC Lyngby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu