Læsetid: 4 min.

Tiden er inde til Automobil 2,0

Spørgsmålet er ikke, om den kriseramte bilindustri skal reddes, men hvordan den skal reddes: En transportrevolution vil kræve en infrastrukturrevolution
12. december 2008

Amerikanske, europæiske og kinesiske bilproducenter trygler i disse uger deres regeringer om massiv tilførsel af offentlige midler, og mange advarer om, at kommer hjælpen ikke, må de lukke. Fortalerne for statslige hjælpepakker henviser til de fatale følger, det vil få for verdensøkonomien, hvis store bilproducenter overlades til egen undergang, mens tilhængere af uregulerede markedsmekanismer, som sædvanlig foretrækker at lade falde - hvad ej kan stå - så kun de sunde, overlevelsesduelige virksomheder bliver tilbage.

Men der findes også en ganske anderledes og langt mere original indfaldsvinkel til problemet. Den fordrer imidlertid, at vi anlægger et helt nyt perspektiv på, hvordan bilindustrien fremover skal indrettes.

Med udbredelsen i det 20. århundrede af forbrændingsmotorer og motorvejsinfrastruktur begyndte olieæraen, som vi må forstå som historiens Anden Industrielle Revolution på samme måde som det 19. århundredes dampmaskiner, lokomotiver og jernbaneinfrastruktur markerede starten på kulæraen og Den Første Industrielle Revolution.

Nu går solen ned for Den Anden Industrielle Revolution og dens primære energi og teknologi er lagt i respirator. De sidste års dramatiske prisstigninger på olie bebuder, at vi har taget fat på slutspillet, ikke blot for de store benzinslugere, men for forbrændingsmotoren i det hel taget.

Hvad skal vi stille op?

Den brutale virkelighed er, at den stigende globale efterspørgsel efter olie støder på stadig svindende forsyninger. Resultatet bliver priser, der stiger støt og skaber en inflationær spiral i hele logistik- og forsyningskæden, hvorved det globale forbrug automatisk falder igen, især når olieprisen når over 100 dollar pr. tønde. På et tidspunkt i en ikke så fjern fremtid - måske er vi der nu - vil vi så ramme globaliseringens kulminationspunkt, hvorefter den globale økonomiske motor går i stå, økonomien krymper og energipriserne falder, fordi verden bruger mindre olie. Bilindustrien er det tidlige varslingssystem, der fortæller os, at vi er fremme ved Den Anden Industrielle Revolutions tusmørkezone.

Hvad skal vi så stille op?

Vi er nødt til at gribe dette kritiske øjeblik og stille skarpt bilindustriens fremtid. Det vil kræve, at vi flytter fokus fra hjælpepakker og forsøg på at redde den olie-forbrugende forbrændingsmotor og i stedet koncentrerer os om at forske i og udvikle en ny generation af køretøjer, som drives af udskiftelige brændselsceller, brint eller el, der oplades fra vedvarende energikilder. Paradigmeskiftet i vores energisystem og automobilteknologi er samtidig indgangsportalen til Den Tredje Industrielle Revolution og den post-kulstoføkonomi, som er på vej til sætte sig igennem i første halvdel af det 21. århundrede.

En satsning

For at få overgangen til at lykkes, er vi nødt til at holde os for øje, at transportrevolutioner altid er indlejret i større infrastrukturrevolutioner. Den kuldrevne dampmaskine-revolution krævede omfattende udbygninger af infrastrukturen - herunder en overgang fra transport ad vandveje til transport via jernbanenet, hvilket nødvendiggjorde anlæg af nye byer og trafikknudepunkter. På samme måde førte benzinmotoren til nye nationale vejsystemer, anlæg af olierørledninger og opførelse af nye forstadsområder med erhvervs- og boligkorridorer langs de mellemstatlige motorveje.

Skiftet fra forbrændingsmotor til køretøjer med brint og elbaserede plugin-brændselsceller vil kræve en tilsvarende ny satsning på at udvikle Den Tredje Industrielle Revolutions infrastruktur. I første omgang bør de nationale elnet og transmissionsledninger omdannes fra en central såkaldt servomekanisk styring og kontrol til decentralt distribueret, digitaliseret styring. Daimler er allerede gået sammen med det tyske energiforsyningsselskab RWE og Toyota med det franske EDF om installere genopladningsfaciliteter for brændselscelle- og batteridrevne køretøjer langs motorveje, på parkeringspladser, i garager og i handels-og boligområder.

Elrevolution

For at kunne levere energi til de kommende årtiers millioner af nye plug-in-biler er forsyningsselskaberne gået i gang med at omlægge el-nettet ved hjælp af den samme teknologi, der skabte internetrevolutionen. De nye såkaldte smart nets eller intergrids vil revolutionere måden, hvorpå elektricitet produceres og leveres.

Mobile kraftværker

Millioner af eksisterende og nye bygninger, boliger, kontorer, fabrikker, vil blive bygget eller ombygget til at kunne fungere som 'positive kraftværker' der kan udnytte vedvarende lokal energi fra sol, vind, jordvarme, biomasse, vandkraft og bølger til at generer el til eget forbrug og dele overskuddet med andre via smart intergrids, på samme måde som vi allerede nu kan producere vore egne informationer og dele dem med hverandre på tværs af internettet.

Den elektricitet, vi producerer i vore bygninger fra vedvarende energi, vil også blive brugt til levere energi til plug-in-biler, ligesom disse biler vil kunne fungere som mobile kraftværker, der kan sælge elektricitet tilbage til hovedforsyningsnettet.

Dette skifte til Den Tredje Industrielle revolutions infrastruktur vil kræve meget omfattende offentlige og private investeringer. Vi vil blive nødt til at omlægge bilindustrien, omkonfigurere elnettet og ombygge millioner af kommercielle bygninger og boliger til positive kraftværker. Den nye tidssvarende infrastruktur vil koste hundredvis af milliarder af dollars. Nogle hævder, at vi ikke har råd. Men skeptikerne skylder at forklare os, hvordan de så forventer at skabe ny vækst i gældstynget global økonomi, der står i afhængighedsforhold til et døende energisystem.

Den Tredje Industrielle Revolution vil bringe en ny æra af 'distribueret kapitalisme', hvor millioner af eksisterende og nye virksomheder og ganske almindelige husejere selv bliver spillere på energimarkedet. I denne proces vil der blive skabt millioner af nye grønne job, og en ny teknologisk revolution vil blive kickstartet, som både vil kunne øge produktiviteten og imødegå klimaændringerne.

Ved at sætte bilindustriens fremtid i centrum for infrastrukturskiftet fra Den Anden Industrielle Revolution til Den Tredje Industrielle Revolution kan vi forandre debatten om en statslig redning af bilindustrien til en debat om, hvordan vi bedst kan investere og sætte gang i en ny økonomisk handlingsplan for en bedre og renere verden.

Jeremy Rifkin er fremtidsforsker og rådgiver for Den Europæiske Union

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

martin sørensen

Elbilen er nok det bedste bud på fremtidens bil.

Fremtiden handler groft sagt, om at få mere ud af mindre. en standart el bil udnytter energien ca 3 x bedre end nogen forbrændings motor. og el bilen giver helt enkelt brint bilen baghjul når det glæder om energi effektivitet.

http://www.danskelbilkomite.dk/Elbilen%20giver%20brintbilen%20baghjul.pdf

Overgangen til en el baseret infrastruktur, ja det kan faktisk være selve hovedstenen i den new green deal som vi skal igang med for at få sparkdet nyt liv i økonomien. serie produktionen af det integredede hjul motor hvor el motor og hjul ophæng er en sammenhængede enhed, ja denne opfindelse kommer sammen med 2 næsten ligegode batteri systemer og leasing af batterierne afregnett pr kørt km. Til at gøre elbilen til allemands eje, om få år. Dette faktum sænker prisen pr bil ned til at en bil uden batteri den vil om få år koste max 60.000 kr for en standart bil i golf klassen. selve kassen med de 4 hjul ja producere den endeligt der hvor det er mest effektivt, og billigst det er batteriet og lade systmet som der er selve den værdi skabede del af elbilen.

Glem hybrid bilerne, glem brint bilerne. skal vi bare lave en bil med brænselsceller ja så koster brænsels cellen ca 500.000 kr alene. og det er primært udgiften til platin som der jo er en ret sparsom resurse, i naturen, standarliser batteri systemerne, og du har nu en enhed hvor du kan skifte batteriet, på max 1-2 minutter. 100% fuld automatisk. http://www.danskelbilkomite.dk/BrintEjiBiler.htm

Nej det giver langt bedre energi mæssig logik at lade brinten indgå som en del af fjernvarme produktionen. på vindstille dage der tage man brint lageret og bio gas lageret og vender strømmen på brændsels cellen, nu laver vi bio gas og brint om til strøm og varme men udelukkde på højt effektive høj tempraturs brænsels celler ved at gøre dem en del af fjernvame forsyningen ja nu udnytter vi varme tabet til varme, og kan sende energinen over i elbilerne herfra, hvis vi samtidigt med roadpricings systemet har en resuse afgift dvs når der er mangel på strøm så er det dyre at bruge elbilen mens det er billig i perioder med massere af overskuds strøm så har vi indført markdes meknismer der kan begrænse brugen af bilen på de perioder hvor der vi bruger andre energi kilder en vindbaseret eller bølge baseret strøm.

elbilen udnytter helt enkelt alle energi kilder til sin bedste kapasitet..

http://www.youtube.com/watch?v=gNIijgJcsbs&eurl=http://www.betterplace.c...

Og bilerne de kommer om 1-2 år, om bare 5-15 år der vil der ikke blive solgt en brændstof bil i danmark jeg spår at den sidste brændstof bil sælges i danmark i år 2020.

Må man i den forbindelse igen pege på "Cradle to Cradle" konceptet af Michael Braungart og Will McDonough - det er ikke alene tid til at finde på nye ting, det er også tid til at finde nye måder at fremstille disse ting på. Cradle to Cradle er den eneste måde at bibeholde en industriel civilisation her på planeten, og jo før folk indser det, jo bedre.

Steen Rasmussen

Dem, der har bil, bruger gennemsnitligt mere end to timer af deres arbejdsdag på at tjene til bilen. Den tid, de sparer på at have bilen, er gennemsnitligt mindre, end den tid de skal bruge på at tjene til bilen.

Sammenlagt ville gennemsnitsmennesket allerede være rigere på både tid og penge, hvis det droppede bilen. Der ville være mindre at lave og mere tid til overs uden bilen.

Når man betragter de problemer, menneskeheden skaber for sig selv med sit forbrug af bl.a. biler, og når man inddrager det faktum, at væksten og forbruget af unødvendigheder tenderer mod at underminere menneskehedens egne livsbetingelser, så må man konkludere, at mennesket agerer ud fra sin helt egen form for nødvendighed, ikke en ydre nødvendighed men nærmest på trods af den ydre nødvendighed. Det er ikke eksterne former for nødvendighed, der driver menneskeheden mod selvforskyldte problemer af miljømæssig karakter, men de perverse behov for at kunne kalde sig nyttig, produktiv og økonomisk succesadækvate subjekter, på en målestok, som egentlig kun indikerer den fart hvormed man bidrager til den kollektive destruktion af almindelige livsvilkår.

Europastaten, som braldrede op med Europa som forbillede i kampen mod klimaforandringerne, har, nu hvor USA er væk som den instans der i princippet kunne forhindre ethvert konstruktivt initiativ, afsløret at man overhovedet ikke er til sinds at gøre noget som helst når det komme til stykket. Det er resultatet af mødet i Polen.

De politiske institutioner har mistet deres legitimitet, imens de fromme og naive snakker om teknologiske løsninger, hvor løsningen for længst ligger inden for rækkevidde. Mindre forbrug, mere tid til at leve osv.

Fremtidens sande opgør med selvdestruktionen skal komme nede fra. Fra det, den gode Karl Marx kaldte pjalteproletarerne (og som han ikke havde noget som helst til overs for), de bevidst arbejdssky, os der ikke kan se meningen i galskaben, fordi vi har bevaret for sanselighed intakt i forhold til de storproducerende og storsvinende idioter, der render og kører rundt og smadrer det hele for sig selv og eftertiden.

Det drejer sig om at vække den oprindelige dovenskab og lyst til livet i dets uperverterede udgave. Vi er nødt til at tro på, at dovenskaben stadig er der et sted i os alle sammen, og at den bare venter på at komme frem, at den er blevet fortrængt af misforståede forældre og institutioner allerede fra den tidligste barndom, men at den er der endnu.

Den grønne teknologi kan ikke redde os fra os selv, så længe vi selv er problemet. Når det så er sagt, så kan det selvfølgelig aldrig skade med en bedre teknik. Det kan bare aldrig blive løsningen på den underlæggende problematik.