Kommentar

Universiteternes lovbrud og pengemaskine

Erasmus Mundus er reduceret til en pengemaskine, hvilket tydeligt ses, da universitetsledelserne ikke ligefrem har varetaget de studerendes interesser
Debat
4. december 2008

Talsmanden for Danske Universiteter anmoder den 25. november i Information om, at politikerne finder en løsning, så danske universiteter fortsat kan deltage i Erasmus Mundus-samarbejder - internationale uddannelser på europæiske universiteter. Talsmanden Jens Oddershede (JO) slutter sit indlæg således: "Danske Universiteter har længe presset på for at få vedtaget en løsning, der sikrer, at det er både lovligt og økonomisk forsvarligt at deltage i Erasmus Mundus."

Universitetsledelserne har ganske rigtig presset på for at få lovliggjort de ulovligheder, universitetsledelserne har foretaget de sidste fem år, og de har presset på for, at de kunne fortsætte med at opkræve betaling på Erasmus Mundus-uddannelserne. Universitetsledelserne har overtrådt lovgivning og bekendtgørelser om, at der på taxameterfinansierede uddannelser ikke samtidig må opkræves brugerbetaling.

Har presset på

Blandt overtrædelserne af dansk lovgivning bør også nævnes, at universitetsledelserne har opfundet en 'konsortiekonstruktion', som de påstår at optage de studerende igennem - hvilket der ikke er lovhjemmel til, og som ifølge Videnskabsministeriets redegørelse fra 1. februar 2008 har efterladt de studerende på Erasmus Mundus i "et retstomt rum". Når der ikke er retsgrundlag for en uddannelse, er de studerende eksempelvis ikke dækket af garantier om, at uddannelsen eksisterer gennem hele deres uddannelse - de har ingen rettigheder. Uddannelser, der finder sted på tvivlsomt retsligt grundlag, kaldes også for bogus degrees.

Det fremstår tydeligt, at universitetsledelserne ikke ligefrem har varetaget de studerendes interesser. De har handlet som tilskyndet i universitetsreformen af 2003: Efter økonomiske interesser. Erasmus Mundus er reduceret til en pengemaskine. Videnskabsministeriet bad universitetsledelserne om at rydde op i lovovertrædelserne i februar 2008, men siden er intet sket. De studerende, der i strid med dansk lovgivning er blevet opkrævet brugerbetaling, har ikke modtaget en krone retur.

Universitetsledelserne har presset på, for at Folketinget skal ændre lovgivningen i universitetsledelsernes favør. Det er ikke de studerendes interesse, at der er brugerbetaling på de internationale uddannelser, og det er ikke de studerendes interesse, at der indføres stipendieordninger til de videregående uddannelser - som det nu er universitetsledelsernes forslag. Som JO ganske rigtigt skriver, er der mange studerende, der ønsker at tage en del af deres uddannelse i internationalt regi. Derfor skal vi finde en løsning, så det kan være gratis for de studerende at tage en international uddannelse.

Der er to løsninger

Det skal siges, at det nye løsningsforslag fra universitetsledelserne vil sikre, at de danske studerende ikke opkræves brugerbetaling. Til gengæld vil studerende fra andre EU-lande blive opkrævet brugerbetaling på Erasmus Mundus - selv om uddannelserne muligvis bestyres af et dansk universitet. Men så længe dele af uddannelserne foregår i Danmark, må vi fastholde, at der er tale om uddannelser, som det er gratis at følge. Der er to løsninger, der gør det muligt at fastholde gratisprincippet i Danmark:

Den bedste løsning er, at der på EU-niveau stilles krav om, at mobilitetskriteriet for Erasmus Mundus uddannelserne beror på et gratisprincip for alle EU-studerende. Det forudgående Erasmus program har fungeret siden 1987 efter dette princip. Princippet kan overføres til Erasmus Mundus, hvis der er politisk vilje til at tage beslutning på EU-plan om, at uddannelser i EU skal være gratis for europæiske studerende. Det vil fremme den europæiske integration, uden at stille studerende fra de nye medlemsstater dårligere fra begyndelsen.

Den næstbedste løsning er, at danske universiteter kun laver Erasmus Mundus-samarbejder med de lande i Europa, der heller ikke har brugerbetaling på videregående uddannelser. Så kan vi også opretholde gratisprincippet, men er afskåret fra en del interessante samarbejdspartnere.

Vi må håbe, at oppositionen bevarer den stilling, de har indtaget indtil nu i forhandlingerne med Videnskabsministeriet, nemlig at Erasmus Mundus skal være gratis. Oppositionen har foreløbig holdt flot stand mod universitetsledelser og et ministerium, der har undladt at holde styr på sit ressortområde. Vi venter spændt på, hvad udfaldet bliver af tovtrækkeriet omkring gratisprincippet for de internationale videregående uddannelser.

Camilla Gregersen er cand.mag. i uddannelsesstudier og socialvidenskab. Hun har søgt aktindsigt i samtlige dokumenter vedrørende Erasmus Mundus-skandalen og har rejst sagen i Folketinget i 2007, da hun arbejdede derinde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hej Camilla - spændende indlæg, selvom jeg godt nok ikke er helt enig!

Først og fremmest vil jeg foreslå at overveje, om international uddannelse virkeligt ER en guldgrube for universiteterne. Jeg tvivler meget stærkt på, at Erasmus Mundus er noget, der er værd at gøre for pengenes skyld. Der er rigtigt mange omkostninger forbundet med sådanne internationale uddannelser - udenlandske studerende er 'dyre' studerende, da de ganske enkelt har behov for mere hjælp, vejledning og tilrettelægning af undervisningen. Derudover kræver det også en hel del ressourcer at udvikle et program mellem flere universiteter, tilmed på tværs af grænser. Så det er altså ikke noget pengetræ, vi taler om - tværtimod.

Derudover har jeg lidt svært ved at se løsningen i de løsninger, du foreslår. Man kan selvfølgelig sige, at alle lande i verden skal tilegne sig gratis-princippet - men det er immervæk kun meget få, der har gratis videregående uddannelser. Det er i bedste fald et langsigtet politisk projekt, der vil strække sig over mange år og ikke løser noget for de uddannelser, der er truet af lukning lige nu. For din anden løsning betyder det, at der kun vil være meget få lande at samarbejde med - vi kan måske lave samarbejder her i Skandinavien, men så ellers ikke meget mere. Hvordan vil en sådan løsning være til glæde for de stadigt flere studerende, der gerne vil have en international dimension på deres uddannelse?