Louise Brown, den første person, som blev undfanget uden for en krop, fyldte 30 sidste år. Fødslen af det såkaldte 'reagensglasbarn' - (IVF) - var dengang overordentlig kontroversiel. Leon Kass, som siden kom til at sidde i præsident George W. Bush' Bioetiske Råd, hævdede dengang, at risikoen for at frembringe et abnormt spædbarn var for høj til nogensinde at berettige IVF-forsøg. Endvidere fordømte flere religiøse ledere brugen af moderne videnskabelig teknologi som erstatning for kønsligt samkvem, selv i de tilfælde hvor sidstnævnte ikke førte til graviditet.
Siden er omkring tre millioner mennesker blevet undfanget ved IVF, hvorved ellers infertile par har fået deres ønskebarn. Risikoen for at få et abnormt barn ved IVF har vist ikke at være spor større, end når forældre i samme alder undfanger et barn gennem et godt gammeldags samleje. Da mange af de klinikker, som tilbyder IVF, imidlertid overfører to eller tre fostre ad gangen for at øge chancerne for graviditet, er tvillinge- og trillingefødsler hyppigere med de risici, som det kan indebære.
Den katolske kirke fastholder fremdeles sin modstand mod IVF. I en nylig kirkelig udtalelse, Dignitas Personae, formulerer Kirkens Kongregation for Troens Doktrin sin modstand mod IVF ud fra flere grunde, deriblandt den, at der i processen frembringes flere foster, hvoraf få overlever. Dette udfald adskiller sig imidlertid ikke fra naturlig undfangelse i og med, at langt de fleste af de fostre, som undfanges gennem samleje, heller ikke klarer at fastgøre sig til livmodervæggen, med det resultat, at kvinden ofte end ikke er klar over, at hun har været 'gravid'.
Definition af kærlighed
Hertil kommer, at Vatikanet påtaler det forhold, at undfangelsen ved IVF er resultat af "et teknisk indgreb" snarere end af "menneskers forening i ægteskabelig lykke". Men selv om ethvert par utvivlsomt ville foretrække at undfange deres barn uden lægers intervention, så er det nu en gang en mulighed, som ikke står til rådighed for infertile par.
Modstanden imod IVF synes også at stride imod hovedlinjerne i kirkens lære om ægteskab og familie som den rette kontekst for opfostring af børn. Ifølge Dignitas Personae bør et nyt menneskeliv "skabes via en handling, der udtrykker den gensidige kærlighed mellem en mand og en kvinde."
Adoption
Men hvis kirken dermed alene sigter til samleje, indtager den en urimeligt snæver opfattelse af, hvilke former for handlinger, der kan udtrykke gensidig kærlighed mellem en mand og en kvinde. At tage de ubekvemme og til tider temmelig ubehagelige skridt, som er påkrævet for at få et barn sammen ved IVF kan og vil ofte være resultatet af en meget mere bevidst, velovervejet og gensidigt kærlig handling end et samleje.
En bedre indvending imod IVF er, at i en verden med millioner af forældreløse eller uønskede børn, ville adoption være en mere etisk korrekt måde at få et barn på. Men hvis det er argumentet, hvorfor skal vi så lige netop falde over de par, som bruger IVF? Hvorfor ikke f.eks. kritisere Jim Bob og Michelle Duggar, et par fra Arkansas, som for nylig fik deres 18. barn? Michelle Duggar blev udnævnt til Young Mother of the Year i Arkansas i 2004 på et tidspunkt, da hun allerede havde født 14 børn, men jeg har ikke hørt Vatikanet belære Duggar-familien om, at de bør adoptere i stedet frem for at avle så mange børn.
Kultur betyder noget
Uanset modstanden fra religiøs side er brugen af IVF til ufrugtbare i den normale reproduktive alder blevet bredt accepteret i hele verden. I lande, hvor kirken stadig er stærk, har modstanderne mod denne fertilitetsbehandling fortsat stor indflydelse. I Polen f.eks. vil et nyt lovforslag drastisk begrænse IVF's tilgængelighed.
Andre steder omhandler den etiske debat ikke så meget IVF selv som rammerne for dens brug. I november sidste år blev Rajo Devi, en 70-årig indisk kvinde, verdens ældste mor takket være IVF. Hun og hendes 72-årige mand havde, siger hun, gennem 55 års ægteskab længtes efter et barn. Sæd fra hendes mand ser ud til at være blevet anvendt, hvorimod æggets oprindelse synes uklar.
Nogle vil finde det grotesk at blive mor i en alder, hvor de fleste kvinder er bedstemødre, men de afgørende spørgsmål må være, hvilken form for pleje disse børn har udsigt til, hvis deres forældre dør eller bliver ude af stand til opdrage dem. Som mange mennesker i landdistrikterne Indien, indgår Devi i en udvidet storfamilie med mange andre pårørende, hvorfor hun er overbevist om, at andre vil kunne træde til for at opdrage hendes barn, hvis det skulle blive nødvendigt.
Men som dette eksempel viser, kan betydningen af forældrenes alder for et barns velfærd variere fra en kultur til en anden. At blive mor i 70-årsalderen er mere acceptabelt for en person, der er del af en storfamilie, end det ville være for vestlige par, der bor i eget hjem uden nære slægtninge eller venner i nærheden til at tage over.
Peter Singer er professor i bioetik på Princeton University
© Project Syndicate og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
