Kronik

De afrikanske landes tavshed

Zimbabwes nabolandes statsledere spiller en væsentlig rolle med hensyn til den håbløse situation i landet. Man kan spørge, om de overhovedet har gjort sig fortjent til den bistand, de har modtaget i så mange år, når de lader hånt om de grove brud på menneskerettighederne i Zimbabwe og lader en diktator som Mugabe køre Zimbabwe i sænk
Det er ikke lykkedes for mægleren, den tidligere sydafrikanske præsident Thabo Mbeki (t.h.), at få gennemført en magtdelingsaftale mellem Zimbabwes præsident, Robert Mugabe (t.v.), og oppositionslederen, Morgan Tsvangirai.

Det er ikke lykkedes for mægleren, den tidligere sydafrikanske præsident Thabo Mbeki (t.h.), at få gennemført en magtdelingsaftale mellem Zimbabwes præsident, Robert Mugabe (t.v.), og oppositionslederen, Morgan Tsvangirai.

Desmond Kwande

12. januar 2009

Iagttagere af situationen i det sydlige Afrika er i disse måneder vidner til et grotesk skuespil. Deltagerne i mæglingsprocessen i Zimbabwe- præsident Mugabe og mægleren, den tidligere sydafrikanske præsident Mbeki - trækker det zimbabwiske oppositionspartis leder Tsvangirai rundt i manegen med nabostaternes stille samtykke. Resultatet er, at den 84-årige Mugabe har manøvreret sig ind i en position, hvor han fortsat kan beholde magten, til trods for at han tabte præsidentvalget den 29. marts sidste år.

Sagen er kort fortalt, at efter et halvt års forhandlinger om en overgangsregering efter præsidentvalget i marts 2008, som Tsvangirai vandt, og som Mugabe derefter vandt ved et ulovligt valg i juni, besluttede nabostaterne organiseret i Southern Africa Development Community (SADC), at Mugabe og Tsvangirai skulle dele indenrigsministeriet mellem sig. Det skete, efter at Mugabe egenhændigt havde sat sig på forsvars- og informationsministeriet, finans- og udenrigsministeriet samt efterretningstjenesten.

Tsvangirai nægtede at rette sig efter deres beslutning, fordi det samme politi, som havde myrdet, tortureret og forfulgt medlemmerne af hans parti, hørte under indenrigsministeriet. Desuden bad han SADC om at finde en anden mægler, fordi Mbeki i det stille støttede Mugabe. Det bevirkede, at Mbeki fremsatte en svidende kritik af Tsvangirai, som han anklagede for at gå Vestens ærinde. Et argument, som også Mugabe ofte benytter.

Hvad er årsagen til, at det ikke er lykkedes for præsident Mbeki og SADC at finde en løsning på den humanitære, økonomiske og politiske krise i Zimbabwe, herunder koleraepidemien? En antagelse, der ligger lige for, er, at ingen af dem på trods af krisens alvor har haft nogen interesse i en magtdelingsaftale, som ville give Tsvangirai reel indflydelse på styret og dermed fratage Mugabe en del af magten. De er således ansvarlige for det svigt, som de udviser for den brutale behandling og udbredte nød, som befolkningen i Zimbabwe er udsat for. Hvor er den respekt for god regeringsførelse og for menneskerettigheder, som alle afrikanske stater har forpligtet sig til i Den Afrikanske Union (AU)? Og hvad bliver der af deres ønsker om afrikanske løsninger på afrikanske problemer?

Frihedshelte

Så hvorfor er det gået så galt i Zimbabwe, som der er? Først skal situationen i det sydlige Afrika undersøges ud fra et magt- og udviklingsperspektiv. Dernæst ser vi Sydafrika på samme måde. Til sidst kan en sammenligning af disse stater måske pege på nogle fælles grundlæggende problemer og mønstre, som blokerer for en reel løsning af situationen i Zimbabwe.

Der kan gives forskellige forklaringer på de reaktionsmønstre, som de afrikanske statsledere udviser. Nogle har rod i den koloniale fortid. De afrikanske ledere, som stod i spidsen for selvstændighed, og som støttede hinanden i denne kamp, sidder nu som stats- og regeringsledere. De overtog demokratiske forfatninger, som kolonimagterne havde indført, men som kun overlevede i en kort periode. Så snart de havde overtaget magten, nægtede de at afgive den til andre grupper/oppositionspartier. Det skete ved at centralisere styret, og egne tilhængere blev anbragt i statsadministrationen, politiet, hæren og efterretningstjenesten. Denne elite og præsidenten holdt sig ved magten ved at udnytte statens ressourcer og bekæmpede modstanderne med alle midler. Den indbyrdes loyalitet mellem stats-lederne, som altså stammer fra befrielsestiden, forhindrer dem i at kritisere de overgreb, som nu begås af bl.a. Mugabe. Han betragtes som en helt overalt i Afrika på grund af befrielseskampen mod englænderne i det tidligere Rhodesia, og en yngre Mbeki kan ikke hamle op med dette forbillede.

Andre forklaringer skal søges i den manglende udvikling i Afrika. Mange ofte indbyrdes rivaliserende etniske grupper inden for kunstige statsdannelser skaber konflikter, og tilbagestående produktionsforhold i landbruget, ingen industrialisering, utilstrækkelige uddannelses- og sundhedssystemer og svage, ustabile institutioner er karakteristiske træk. At 50 års bistand ikke i nævneværdig grad har afhjulpet disse problemer, er en helt anden sag.

Da de afrikanske stater således i overvejende grad stadig er udemokratiske, tåler stats- og regeringslederne ikke kritik udefra - især ikke fra Vesten. Hertil benyttede de princippet om staternes suverænitet og kravet om ikke-indblanding. Det manifesterer sig i tavshed, ja ligefrem accept af brud på menneskerettigheder og brutale styreformer, som ikke blot foregår i Zimbabwe, men også i Den Demokratiske Republik Congo og i Sudan rapporteres der om overgreb og vold.

Stadig et udviklingsland

Nogle af disse udviklingsproblemer og magtmønstre findes også i Sydafrika, som er et udviklingsland på trods af en moderne industri- og servicesektor. Det er ikke lykkedes for ANC-regeringen at få bugt med den enorme fattigdom blandt de sorte, med en arbejdsløshed på omkring 40 pct. og med den voldsomme kriminalitet. Det er splittet i race- og etniske grupper, hvoraf den store sorte befolkningsgruppe indtil nu i loyalitet over for ANC's befrielseskamp mod apartheid og uden politiske alternativer har stemt ANC til magten siden 1994, således at det stadig har to tredjedels majoritet i parlamentet. Den nuværende opposition har intet at sige, og den politiske sammenhængskraft er lige så svag som i andre afrikanske lande. Institutionerne - især på lokalt niveau - er ineffektive og ofte korrupte. Den tidligere præsident Mbeki har i sine to regeringsperioder centraliseret styret, og en lille sort elite sidder på den politiske magt, mens den økonomiske magt beherskes af den hvide overklasse. Disse forhold bevirker, at demokratiet er både ungt og svagt.

Et ømtåleligt problem er den skæve jordfordeling, hvor de hvide storbønder råder over størstedelen af den frugtbare jord. En jordreform til fordel for de sorte bønder går så langsomt, at de med skadefryd ser, hvad der foregår i Zimbabwe. Her bemægtigede Mugabe sig voldeligt de hvide farmeres jord, gav den til egne tilhængere og hyldes derfor i nabolandene. Det er en politisk realitet, som forhindrer Mbeki i at kritisere idolet Mugabe.

Resultatet af disse problemer har været valget af den udenrigspolitik, som kaldes det stille diplomati, hvor også Mbeki har insisteret på at respektere Zimbabwes suverænitet og nægtet at blande sig i landets interne forhold. Han har som forklaring anført, at brugen af økonomisk pression som f.eks. stop for el og olie ville destabilisere situationen i Zimbabwe. Det kunne få økonomiske konsekvenser for Sydafrikas økonomi og bidrage til øgede flygtningestrømme fra Zimbabwe. Det viser sig nu, hvor katastrofalt han har taget fejl.

Både Mbeki og SADC-lederne - med undtagelse af Botswana og Kenya - er i stigende grad blevet kritiseret for partisk stillingtagen til fordel for Mugabe og ladet ham slippe af sted med så 'frie og fair' valg som nødvendigt, for at Mugabe og hans regeringsparti ZANU-PF kunne forblive ved magten og lade Tsvangirai fremstå som syndebuk i magtdelingsaftalen. Disse forhold kan være en af forklaringerne på Mugabes uforsonlige adfærd over for Tsvangirai og hans utilslørede arrogance i forhandlingerne om en magt-delingsaftale.

Vender vi tilbage til begreberne magt og udvikling, ser vi, at Sydafrika til trods for en stærk økonomi er en kolos på lerfødder, fordi det er præget af interne spændinger og et svagt demokrati. Det er således svagere politisk set, end man skulle forvente, og det kan forklare valget af det stille diplomati. Det har vist sig umuligt at gå enegang udenrigspolitisk i SADC af frygt for sammenholdet i SADC og AU, især når det drejer sig om situationen i Zimbabwe og forholdet til Mugabe. Så hellere svigte Tsvangirai end lade Mugabe falde. Sker det, kan det true SADC's statslederes magtmonopol og altså også ANC's, hvad enten præsidenten hedder Mbeki, Motlanthe eller Zuma.

Da SADC's statsledere således spiller en væsentlig rolle med hensyn til situationen i Zimbabwe, kan man spørge, om de har gjort sig fortjent til den bistand, de har modtaget i så mange år, når de lader hånt om de grove brud på menneskerettighederne i Zimbabwe og lader en diktator som Mugabe køre Zimbabwe i sænk uden reelt at røre en finger?

Birthe Refslund er tidligere seminarielektor i historie og samfundsfag og Master i Afrikastudier. Hun har arbejdet syv år i Afrika, henholdsvis på University of Zambia og i Mocambique på Udenrigsministeriets diplomatinstitut i Maputo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det spørgsmål jeg står tilbage med efter jeg har læst dit læserbrev er, hvor vidt vesten kan handle på det. For det tror jeg desværre ikke vi kan ret meget, uden at hjælpe Mugabe. Da vi ville komme fremstå som den tilbagevendende kolonimagt endnu mere end vi i forvejen gør. Og derved ville det for de afrikanske lande, blive endnu sværere at gøre noget ved Mugabe. Da de så ville fremstå som kolonomagternes lakajer.
Så jeg tror at vesten skal blande sig uden om og stå klar når Mugabe falder, og lade grunden til at de afrikanske lande skal presse Mugabe være at de masive flygtninge strømme destabilisere hele regionen og ikke at vi siger de skal.