Læsetid: 6 min.

Bag humanismens maske

Ordet 'humanisme' er blevet kapret af 68'erne i åndenød efter et nyt dogme, og det har de fundet i politisk korrektheden. Som de kalder humanisme
68-erne er indædte modstandere af kernevåben. Men kun vestlige kernevåben. Nu kommer Iran og bebuder et kernevåbenprogram og vilje til at bruge kernevåben i en ny holocaust. Og 68-erne er tavse. arkiv

68-erne er indædte modstandere af kernevåben. Men kun vestlige kernevåben. Nu kommer Iran og bebuder et kernevåbenprogram og vilje til at bruge kernevåben i en ny holocaust. Og 68-erne er tavse. arkiv

Palle Hedemann

27. januar 2009

"Men jeg holder meget af kristendom som en integreret del af vores humanisme," siger Hans Edvard Nørregaard-Nielsen (HENN) til Information 23. december, og det er faktisk skuffende. Hvorfor? Fordi HENN herved godtager venstrefløjens forvrængning af humanismens oprindelige begrebslige betydning, der giver det et nyt indhold uden forbindelse med etiketten. Det er en fremgangsmåde, der minder om de havdyr, der finder en tom konkylie på havets bund, og kravler ind. Men dette tilfælde er værre, for de nye beboere - de politisk korrekte - har selv suget den oprindelige substans ud af konkylien og erstattet det med noget ganske andet. Og det er dårligt gjort, rigtig dårligt gjort.

Vist er det sandt, at ord ændrer betydning undervejs, men når slutresultatet er en slags Newspeak som i Orwells 1984, er det et tegn på, at noget er galt. I dag er humanisme 'noget med godhed', men sådan har det ikke altid været.

Begrebet går helt tilbage til Platos og Socrates' Grækenland, hvor man lagde særlig vægt på disciplinerne historie, filosofi, drama, grammatik, retorik, logik, matematik og astronomi. Dette dannelsesideal hed enkyklia pædia, (hvorfra vi får ordet encyklopædi), og da dette ikke særlig mundrette udtryk blev oversat til latin, kom det til at hedde humanitas. Og det er fra ordet humanitas, at vi får den nu så berømte 'humanisme', som 68'erne samt nogle 'trendy' mennesker i dag bekender sig til. Det 'humane' element i ordet betød ikke barmhjertighed, men blot mennesket som selvstændigt tænkende væsen. Studiet af humanitas havde først og fremmest at gøre med menneskenes verden, og stod derfor i kontrast til divinitas, studiet af Guds verden. En humanist var blot et menneske, der dyrkede humaniora. Men sådan er det åbenbart ikke mere.

Vore dages humanister - næsten alle med baggrund i 68-bevægelsen - vil vanskeligt kunne genkende sig i ovenstående beskrivelse, idet deres tanker går i en helt anden moralsk/politisk retning, der har karakter af en religion - en moralsk religion - hvorefter anderledes tænkende ikke blot menes at være forkert på den, men decideret onde. Ordet 'humanisme' er blevet kapret af 68'erne i åndenød efter et nyt dogme, og det har de fundet i politisk korrektheden. Som de kalder humanisme. Og sådan er det gået til, at ordet har fået et indhold, der er meget forskelligt fra det oprindelige. Se, her er en liste over, hvad 'humanisternes' holdninger er i dag.

Håndplukket ideologier

-De er imod imperialisme (vestlig imperialisme vel at mærke). Korstogene var en vestlig forbrydelse, mener de, men den enorme arabisk/muslimske ekspansion i tiden efter Muhammed har aldrig generet dem. De taler ikke om den, ligesom de dengang heller ikke talte om sovjetisk og kinesisk imperialisme.

-'Humanisterne' er imod 'racisme' (vestlig 'racisme' vel at mærke), men ikke-vestlig racisme har aldrig generet dem. De råbte op om Sydafrikas apartheid, men vendte de det blinde øje til slaveriet i Sudan, hvor slaveri stadig eksisterer. Men hvem har hørt 'humanister' tale om det?

-De er imod tortur. Men kun når det sker vestligt regi. I de fleste lande - Nordkorea, Kina og de arabiske lande er gode eksempler - får mistænkte en behandling, der får Abu Ghraib til at ligne drengestreger. Har nogen set 'humanisterne' interessere sig for det? Jeg har ikke. Tilbage til deres trossætninger.

-'Humanisterne' er imod religion ('opium for folket'), men kun den kristne religion, viser det sig. De er kun imod Vestens religion, deres forhadte fars og mors religion, så i dag støtter de islam og islamisering. Tænk på Enhedslistens omfavnelse af Asmaa Abdol-Hamid.

-De er imod alle former for censur, udtagen når det gælder islam. Islam må ikke fornærmes. Jens Jørgen Thorsens billede af Kristus på korset med erigeret lem var en sjov og nødvendig provokation. Men Jyllands-Postens Muhammedtegninger og Lars Vilks Muhammedhund var en unødvendig krænkelse af folks 'religiøse følelser'.

-De er imod besættelser. Men kun den påståede israelske besættelse. Ruslands besættelse af Østeuropa har aldrig haft deres bevågenhed, og Kinas besættelse af Tibet har de aktivt støttet.

-De er indædte modstandere af kernevåben. Men kun vestlige kernevåben. Nu kommer Iran og bebuder et kernevåbenprogram og vilje til at bruge kernevåben i en ny holocaust. Og 68'erne er tavse. Fordi Iran ikke er Vesten, og fordi bombeadressaten er Israel, gør det ikke så meget.

-De er tilhængere af demokratiet. Men de har intet imod, at Danmarks Radio agerer propagandaapparat ved at tegne et skrækbillede af Anders Fogh Rasmussen, USA og Pia Kjærsgaard, og derved skubber vælgerne til venstre. (Hvad der næppe kan siges at være demokratisk i et land, hvor en ganske lille stemmeprocent kan afgøre et valg).

Selv racister

Sådan er 68'ernes holdninger, og de præsenteres i dag som 'humanisme', der som sagt oprindelig betød en dyrkelse af humaniora. Men det var dengang. Nu betyder humanisme 'godhed', fordi en humanist i egen selvforståelse favner bredt og elsker alle mennesker, som om de var brødre. I hvert fald i teorien.

Men som det fremgår af listen er 'humanisternes' holdninger i høj grad racistiske, selv om deres racisme er vendt mod deres egen æt. 68'erne er oikofober. De er hjemmehadere, Erasmus Montanusser i anden potens, der ikke blot hader, det, de er rundet af, men som også ubevidst vil skade det. De er a priori imod det hvide Vesten - som Israel anses at være en del af - og for det farvede ikke-Vesten. Det lyder umiddelbart sympatisk, indtil man ser på de bagvedliggende grunde, og her ser det dystert ud. 68'erne går nemlig ud fra, at kun vesterlændinge kan være onde. Så folk fra den tredje verden kan umuligt være det.

Hvorfor? Af den enkle grund at de i 68'ernes blinde øjne ikke er rigtige mennesker. (Ja, du har læst rigtigt kære læser). Kun rigtige mennesker kan være onde (børn og dyr kan ikke være onde), og farvede folk fra den tredje verden er for 68'erne ikke rigtige mennesker, de er i bedste fald ansvarsløse børn og i værste fald halve mennesker. Og derfor kan de ikke stilles til ansvar for noget, på samme måde som man ikke kan stille børn eller dyr til ansvar for noget. Det er med andre ord ikke kærlighed til de 'ædle vilde', der driver værket, men had til mennesker i den vestlige verden. Og det er racisme af værste slags, fordi den formummer sig som sympati for mennesker, den i virkelighed føler foragt for.

Det slemme Vesten

Men det kan 68'erne slet ikke se. De er ganske uvidende om, at deres ulyst over for deres eget samfund og deres egne rødder i virkeligheden har meget at gøre med noget så enkelt som hadet til deres egen far og mor, det pubertære had som 68'erne - trods deres magt og vælde - aldrig har formået at lægge fra sig. De er børn, der aldrig er blevet voksne. De er blevet hængende i barnekammeret, og derfor er de - ligesom børn - blottet for selverkendelse, men desto bedre til at mobbe anderledes tænkende på samme måde, som skolebørn er gode til mobbe. Ikke fordi de nødvendigvis er onde, men fordi de mangler den medfølelse, der burde komme med den modenhed, de aldrig fik.

Derfor er deres 'medfølelse' med den ikke-vestlige verden for det meste attitude, og gælder kun dér, hvor 'forbryderen' er Vesten.

Og i situationer hvor forbryderen ikke er Vesten, er de ikke interesserede. Dér melder de hus forbi. Og derfor kunne de eksempelvis mobilisere enorm energi til støtte for den i USA dødsdømte Abu Mumia Jamal, mens de 10.000 kinesere, der hvert år henrettes for deres organers skyld, ikke interesserer dem ret meget.

Sådan tænker 68'erne i dag. Præcis som dengang. Intet har ændret sig. Kun navnet.

Geoffrey Cain er forfatter, cand.mag. et art.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Faktisk anser jeg det for at være vigtigt at gøre opmærksom på den frihed der blev opnået, og den gæld de efterfølgende generationer står i til netop den periode. Selv kan jeg ikke rose mig af at have gjort den store indsats, da jeg var travlt optaget i ’68 med to små børn. Men jeg er da i den grad taknemmelig for oprøret og opgøret ;-).

Jannik Thorsen

@Søren Ferling

"Åh, det er ærgerligt at jeg har fået lidt travlt, for det er sjældent nogel er vilde med at høre insiderviden fra pædagogverdenen "

Det er bare i orden. Den kan jeg få en anden gang, når tiden tillader det.
Men dit eksempel med "der skal 2 parter til at slås", illustrerer vel meget godt tidsånden i pædagogiske og didaktiske kredse.
Fra min egen tid i folkeskolen genkender jeg, hvordan at voldelige og mobbende elever, nærmest blev behandlet med fløjshandsker. Her var pædagogikken, at det var "synd" for de stærke og tyranniserende elever. Simpelthen fordi de brugte voldelige handlinger i afmagt. De havde ikke andre kommunikations former, end at tæve og mobbe deres skolekammerater.
Jeg har altid undret mig, om det har strejfet lærernes tanker, at nogen børn bare er sadistiske af natur, og rent faktisk vil gå langt for at opnå popularitet og magt i en klasse?

"Det lyder for mig som om du også har været forbi Alesina og Putnam - og ja velfærdsstatens dødsdom blev underskrevet af venstrefløjen i f.eks. 1983 eller 1974 Eu-Arb-Dia eller med Euromed fra 2010."

Jeg tager bestemt hatten af for din evne til at være bredt belæst. Det er ikke mange herinde, på disse fora, der har læst nogen af disse herrer. Dette er selvfølgeligt beklageligt.
Det empiri jeg omtalte, er faktisk udført af Alesina og kollegaer. Den går selvfølgelig ud på at lave regressionsanalyser af forskellige variabler, og deres sammenhæng med skattetryk og omfordeling. Virkeligt en øjenåbner.
Putnams bog, om multikulturalisme og politisk deltagelse, både lokalt og nationalt, er bestemt også god læsning. Kudos til Putnam, for at publicere hans fund, selv om han ikke brød sig om resultaterne. Han kunne dog ikke vare sig for at komme med en moralsk opsang i sidste kapitel, hvilket desværre skæmmer bogens helhedsindtryk.

"Ja, der er andre variable, men etnicitet er uhyre stærk og som du er inde på, jo fordi vi simpelthen forstår nærtstående bedst - mimik, øvrigt kropssprog, stemmeføring og tankegang, følelsemæssige dispositioner osv. Og mange slags sammenblandet stresser af samme grunde folk og får dem til at 'hunker down', 'act like a turtle' - og gå mod statslig omfordeling."

Ja, de kulturelle markører er meget vigtige i den sammenhæng. "smeltediglen" skaber desværre en lang række problemer, pga. at folk har meget lidt tilfælles på tværs af etniske skel.
Hvad man dog ikke skal forklejne heller, er de fænotypiske eller morfologiske markører. At folk ligner hinanden rent fysisk, skaber også bedre sammenhængskraft, simpelthen fordi det indikerer familielighed. Eller sagt på en anden måde, det sandsynliggør at man er i familie med hinanden, meget langt ude. På den måde, kan etnicitet fungere som en proxy for genetisk beslægtethed(selvfølgelig relativt set i forhold til den øvrige population der sammenlignes med).
Jeg er ganske klar over at det er politisk ukorrekt at blot nævne dette forhold. Men dette gør det selvfølgelig ikke usandt af den grund.

"De har godt nok forsøgt sig med at give os skylden for andres mindre held i deres forehavender med hadeting som 'Postcolonialism' og 'Orientalism' af Said, ja sågar Korstogene, men de ting er ved at være debunket, så når det også snart er sket med erstatningen CO2, bliver det spændende, hvordan det så er at vi er skyldige i det meste på denne Jord."

Jeg mener sådan set også at "postcolonialisme" og Saids "orientalisme", er det man kan kalde antivestlig litteratur. Jeg er bange for at mange af denne litteraturs "indsigter", er blevet accepteret af mange unge mennesker i dagens DK. Blot på en mere simpel og slogan agtig måde.

Hvad klima hysteriet angår, har det været en fordel for bevægelsens udbredelse, at så mange idealister aktivt leder efter en ny sag, nu når det multikulturelle projekt ikke så entydigt er forbundet med en moralsk frelsen.
Det skal dog siges, at jeg forholder mig nogenlunde på afstand, af det videnskabelige indhold af klimateorierne.
På trods af det, fornemmer man at folk i vide kredse er meget fanatiske omkring "drivhuseffekten". Det ville være klædeligt med lidt mere kritisk sans. Men det er desværre en mangelvare i disse tider.

Søren Ferling

@ Inger Sundsvald

"Selv kan jeg ikke rose mig af at have gjort den store indsats..."

Nej, men det kan jeg - det er jo altså bare tilladt at indse at man, et godt stykke hen ad vejen, har taget fejl...

"Men jeg er da i den grad taknemmelig for oprøret og opgøret ;-)."

Det er jeg for så vidt også - der var plads til forbedringer i 50'er-kulturen. Fejlen var og er at man i visse kredse - dem der vandt magtkampen - ikke var interesseret i at 'forbedre', men i at 'nedbryde'.

Sådan set samme fejl som i Den franske Revolution, hvis ideologier 'de destruktive' abonnerer på - man ophøjede den pubertære hybris om at kunne undvære alle rødder og klare sig ved egen hjælp, til at være en overgribende forestilling i samfundet.

Men hybris (det hovmod at ville være guderne lig - jvf. humanismens guddommeliggørelse af Mennesket) efterfølges at nemesis (faldet).

Og det behøver man ikke engang gå til kristendommen for at få at vide - det vidste allerede de gamle grækere.

Søren Ferling

@ Jannik Thorsen

"Men dit eksempel med "der skal 2 parter til at slås", illustrerer vel meget godt tidsånden i pædagogiske og didaktiske kredse"

Man skal desværre først danne teori ud fra praksis for at kunne kortlægge emnet - derfor mest egnet til længere snakke.

Jo, jeg mener det er et typeeksempel og et der breder sig systemisk i kulturen - blive 'vi' angrebet er det 'ikke så godt', men forsvarer vi os 'går vi i krig' e.l.

Og mere på det jævne - forsvarer man sig bare lidt for kraftigt mod et overfald, blive man dømt for vold.

"Fra min egen tid i folkeskolen..."

Jo, dér var ånden nok mere sund og retfærdig i min (og Garps) skoletid.

"Jeg har altid undret mig, om det har strejfet lærernes tanker, at nogen børn bare er sadistiske af natur, og rent faktisk vil gå langt for at opnå popularitet og magt i en klasse?"

Først i nyere tid er man meget småt begyndt at indse at visse mennesker f.eks. er psykopater - selv ordet har været bortdømt.

Nå ja, hvad angår læsning - min interesse er vel sådan cirka 'vores kulturs udvikling', så man kommer rundt om en del forskelligt.

Men ja, det er ærgerligt at multikulti'er foretrækker luftspejlinger for empiri.

Putnam har også fået almen anderkendelse for sin faglige integritet - og sidste kapitel kom også først på, efter han i et par år havde prøvet om ikke data kunne tolkes anderledes, hvad de ikke kunne.

"Ja, de kulturelle markører er meget vigtige..."

Jo, og der er en korrespondance mellem kultur og genetik, som du også er inde på og det er storestygt at 'mene' - det er altså bare sådan at det er tilfældet.

Så vi risikerer et samfund, hvor mennesker er ekstremt fremmedgjorte og ensomme.

I multietniske samfund undgår folk i vidt omfang øjenkontakt med andre i det offentlige rum for at undgå farlige situationer - noget vi også allerede har mødt i danske retssale - 'jamen, han provokerede - hvordan - han kiggede'.

"Jeg er bange for at mange af denne litteraturs "indsigter", er blevet accepteret af mange unge mennesker i dagens DK. Blot på en mere simpel og slogan agtig måde"

Jamen, det er slugt 'hook, line and sinker' i hele samfundet - én mands ene bog - 'vi er jo kun rige, fordi de andre er fattige' - 'det er jo vores skyld' - og 'Orientalism' - 'vi har et racistisk syn på farvede', der på deres side er fejlfrie, helt enkelt.

"Hvad klima hysteriet angår, har det været en fordel for bevægelsens udbredelse, at så mange idealister aktivt leder efter en ny sag"

Minder mig om en artikel jeg lige har læst idag: Theodore Dalrymple, The Persistence of Ideology, Grand ideas still drive history.

http://www.city-journal.org/2009/19_1_otbie-ideology.html

Den kommer i nærheden af en del af den her debats temaer.

Især her: - "rage is not always proportionate to its occasion but can be a powerful reward in itself" -.

"Ideological thinking is not confined to the Islamists in our midst. The need for a simplifying lens that can screen out the intractabilities of life, and of our own lives in particular, springs eternal; and with the demise of Marxism in the West, at least in its most economistic form, a variety of substitute ideologies have arisen from which the disgruntled may choose.

Most started life as legitimate complaints, but as political reforms dealt with reasonable demands, the demands transformed themselves into ideologies, thus illustrating a fact of human psychology: rage is not always proportionate to its occasion but can be a powerful reward in itself. Feminists continued to see every human problem as a manifestation of patriarchy, civil rights activists as a manifestation of racism, homosexual-rights activists as a manifestation of homophobia, anti-globalists as a manifestation of globalization, and radical libertarians as a manifestation of state regulation."

Det var egentlig heller ikke min mening at påstå at sidde inde med sandheden om CO2 - jeg synes bare intuitivt at den trives dårligt og min indgang til at beskæftige mig med den, var oprindeligt ikke naturvidenskabelig (jeg troede nok mestendels bare på den) - det var de pseudoreligiøse signaler, der begyndte at komme og den tilhørende begyndende heksejagtsstemning. Først da begyndte jeg at se på det fysiske - og fandt ud at at der var tale om politiseret videnskab.

Al den slags siger Dalrymple gode ting om - han kan anbefales.

Jannik Thorsen

@Søren Ferling

Det var da en lettelse at du stadig har lyst til at deltage i debatten.
Efter vores korrespondance på GCs tråd, er mit indtryk at vi er blevet temmelig upopulære hos det øvrige slæng af informations kulturmarxister.
Flere af disse personager er kun interresseret i mudderkastning, eftersom vi nu er blevet sat i bås som "kulturkæmpere".
Det er både lidt tragisk, men også komisk.
Måske bekræfter det blot gammel visdom, at man som samtale partnere skal dele en vis mængde fælles antagelser og ideologi, før at man kan have en konstruktiv udveksling af meninger.
Eller ihvertfald gælder det i ganske mange tilfælde.
For jeg syntes nu at huske at der herskede en høj ethos på det filosofiske institut, hvad det angår.(langt langt bedre end på historisk institut forøvrigt)
Selvom instituttet var moderat venstredrejet, var der i almindelighed en debat disciplin som jeg sjældent har oplevet andetsteds. Muligvis fordi man beskæftigede sig så indgående med logik og argumentationsteori.
"Det åbne samfund", eller den "herredømmefri samtale", kan ihvertfald ikke realiseres på informations debatsider, må jeg konstatere.
Men indrømmet, GCs indlæg skorter heller ikke på polemik, eller anklager. Tager man det personligt, er det vel meget naturligt at reagere følesesbetonet.
Omend det set fra en akademisk vinkel, er helt utilstedeligt.

Nå, men det var en mindre detour...

"Man skal desværre først danne teori ud fra praksis for at kunne kortlægge emnet - derfor mest egnet til længere snakke."

Som fagmand, har du vel nok ret. Jeg har desværre stærkt begrænset erfaring med praksis, og har derfor et begrænset bidrag på det punkt.
Så jeg nøjes med at lytte, hvad angår det pædagogiske felt.
Jeg kan dog konstatere, at et stigende antal forældre har problemer med opdragelsen af deres små poder. De ved simpelthen ikke hvad de skal stille op.
Men det overrasker mig ikke. Når man kaster akkumuleret viden og visdom overbord i et hug, kommer man jo til at stå i et vakum. Det er så her at de marxistiske pædagoger skulle træde til. Men denne opgave lader dog også til at være en for stor mundfuld for denne profession. Lærer og pædagog erhvervet, er jo ikke ligefrem populære i disse tider.

"Nå ja, hvad angår læsning - min interesse er vel sådan cirka 'vores kulturs udvikling', så man kommer rundt om en del forskelligt."

Ja det gør man. Jeg syntes nu stadig det er godt gået at du både har læst Alesina og Putnam. De fleste har ikke engang hørt om nogen af disse herrer, og rigtig få har endog læst dem.

Motivationen til at at vide noget om 'vores kulturs udvikling', bliver særligt ægget, når man konstant oplever kognitiv dissonans, relativt til de officielle politiske ideologier.
Da jeg læste uddrag af Marcuses "Eros and civilization", for nogen år siden, tænkte jeg; "han er da for langt ude, der er da ikke nogen der har taget ham seriøst".
Men jo mere man forstår af frankfurter skolens inflydelse, i jo højere grad bliver denne type læsning særligt interressant at sætte ind i en idehistorisk kontekst. Fordi man forsøger at spore frankfurter skolens indflydelse på nutiden, åbner der sig en helt ny horisont op for en.

"Jo, og der er en korrespondance mellem kultur og genetik, som du også er inde på og det er storestygt at 'mene' - det er altså bare sådan at det er tilfældet."

For få generationer siden, havde det været ganske indlysende. I vore dage er det imidlertidigt suspekt at gå ind på denne tankegang. Selv DF insisterer hårdnakket på at deres kritik ene og alene er rettet mod "kultur" og "religion".
Det er derfor at jeg påstår at venstrefløjen har sejret ad helvede til. Simpelthen fordi de har vundet "diskursen".
Denne udtalelse har bare i sig selv, bragt mig i miskredit hos diverse kulturmarxister. Så der er åbenbart nogen af venstrefløjens sejre de ikke alle vil stå ved. Hvorfor, kan man kun gisne om. Måske fordi de foretrækker ofrets rolle.

"I multietniske samfund undgår folk i vidt omfang øjenkontakt med andre i det offentlige rum for at undgå farlige situationer - noget vi også allerede har mødt i danske retssale - 'jamen, han provokerede - hvordan - han kiggede'"

Ja. Det er i den grad slående at lægge mærke til når man befinder sig i indre by. Flere ældre bekendte vægrer sig også ved at tage offentlige transportmidler i indre by, efter mørkets frembrud.
Jeg tror nu også medierne spiller en rolle hvad det angår.
Et meget underbelyst tema, som du også nævner, er den øgede identitest forvirring og eksistentielle angst der følger med det at bo i multietniske samfund.
Det er måske ikke så overraskende at konflikterne lurer under overfladen.

Dalrymple er også et fornuftigt bekendtskab, kan jeg konstatere. Tak for linket.
Jeg må læse lidt på den mand, når lejligheden byder sig. Ligesom Fjordman har han indsigt og en skarp pen.
Noget der i den grad er en mangelvare i dagens vestlige samfund.

Søren Ferling

@ Jannik Thorsen

Jo, underligt at det skulle være negativt at være 'kulturkæmper', men måske noget med at kultur er farligt, fordi det er identitet - og identiteter er noget grisseri - man bør bare være 'et menneske' - et individ blandt 6 mia. andre - 'vi er jo alle mennesker', som det ofte fremhæves med den underforståede betydning at så er alt væsentligt sagt om mennesker. - Tja, man kan jo bare gætte - videre kommunikativ er man jo ikke.

Ja, man skal have en vis fælles grund, men det plejer man jo at få ved at gå 'baglæns' til man finder noget og så fremad til man ser, hvor og hvorfor vejene skilles - og så kan man diskutere.

Jo jo, GC er polemisk, så det driver ned ad væggene - men hvad gør man overfor folk, der synes grebet af psykologisk rigor mortis og som man gerne ville tale med om noget vigtigt.

Jeg tror gerne man kan det på Filosofi - ellers ville det jo være en ørken og kunne ligesågodt lukkes som i sin tid Kultursociologi.

Jeg har ellers abonneret på Habermas 'Herredømmefri samtale' - aldrig kigget videre på Poppers 'Åbne samfund', men dog mærket mig at mange tager titlen til indtægt for at man bør nedlægge grænserne, men det er jo en lidt mere abstrakt form for åbenhed han taler om. Habermas har jeg måttet tage delvist afstand fra i takt med min (i det mindste oplevede) forståelse for mennesker.

Det begyndte nok med at jeg måtte afvise borgeres demokratiske/moralske pligt til at underlægge sig konklusionerne fra den intersubjektive rationelle demokratiske samtale i det offentlige rum. Det er for meget palaverdemokrati eller basisdemokrati, der vil lade de mindre ressourcestærke i stikken overfor de stærkere. Ja, og det herrødømmefri forudsætter en grad af god vilje hos den ressourcestærke, som ofte ikke opfyldes i praksis - og nok også har problemer med de mindre konstruktive af os.

Apropos Habermas så jeg fornylig at han er begyndt at tale om at religion nok er en nødvendighed for et samfund - om det så er for at støtte islam eller ej - at den ateistiske humanisme ikke ser ud til at være i stand til at instituere sine egne værdier. Bemærkelsesværdigt for den sidste overlevende af de store fra Frankfurterskolen og EU-ansat ideolog.

Ja, det med pædagogik er en større omgang at udlægge - som hvis man ser en optagelse fra f.eks. en kinesisk børnehave - så vil mange have en fornemmelse af at det her vist ikke er for børn, men at eksplificere og udfolde det er en anden sag.

Lidt af det kan rummes i at jeg mener at idéen med at der er nogle voksne der vil børnene noget er alt for dominerende - det naturlige er at det er børnene der kommer til de voksne og meget af det arbejde jeg har været med i, har været inspireret af bl.a. nogle socialpædagogiske kollektiver, hvor focus ikke var klient-pædagog, men et fælles objektivt nødvendigt mål (derfor skibsprojekter kan være gode) som de voksne kan og derfor søger børnene at blive lige som dem - som det er det naturlige. Som en forstander sagde så er opdragelse kriseintervension - normale sunde børn inddrages automatisk i deres kultur - medmindre selvfølgelig de har marxistiske pædagoger, der vil 'frigøre' dem.

Helt enig i at Franfurterskolens indflydelse er kollosal - jeg har til gode at vide om der er en forbindelse til John Dewey, som har bidraget meget til tidens manipulerende undervisningsteknologi.

Jeg tror efterhånden at når mange venstreorienterede taler om at have tabt til liberalismen, er det simpelthen fordi de ikke forstår - folk i stat, medier og forskning på et vist niveau ved godt at de tromler frem som aldrig før og at perspektivet med at få udslettet den vestlige civilisation ikke er ude af syne.

Og jo, den kamp kæmpes vanskeligt fra andet end en offerposition - eller man må have 'ofre' at skubbe foran sig. Derfor bl.a. er indvandringen nødvendig - som med Stalins folkeforflytninger med samme formål.

Jeg mener ikke at medierne er skyld i folks angst - det er ret reelt her i NV - flere er døde af kulturberigelse indenfor et par minuttters gåafstand fra mig og der er utallige episoder af mindre intimidering.

Dem der mener at identiteter er årsagen til konflikter, ain't seen nothing yet - identitetsløse mennesker kan gøres til rene vilddyr på ingen tid.

Hvis du synes om Dalrymple, kunne du også kigge på - http://www.roger-scruton.com/ - jeg kan plantemand godt lide hans forhold til landbrug og natur, men ellers er han også værd at lytte til - omend Dalrymple i særlig grad svinger pennen elegant.

Sider