Kronik

En brandklokke om natten

Udsigten til tyrkisk medlemskab får klokkerne til at ringe for Den Europæiske Union
Tyrkiske muslimer venter på, at solen går ned på den første dag i Ramadanen, så de kan begynde at spise. De ikke-religiøse og sekularisterne i Tyrkiet føler sig under pres for at indordne sig under sociale normer fremmet af regeringspartiet AKP. Blandt eksemplerne er presset for at deltage i fredagsbønnen og at faste i Ramadanen

Tyrkiske muslimer venter på, at solen går ned på den første dag i Ramadanen, så de kan begynde at spise. De ikke-religiøse og sekularisterne i Tyrkiet føler sig under pres for at indordne sig under sociale normer fremmet af regeringspartiet AKP. Blandt eksemplerne er presset for at deltage i fredagsbønnen og at faste i Ramadanen

Tolga Bozoglu

26. januar 2009

Thomas Jefferson, som var med til at grundlægge De Forenede Stater, anså i et brev skrevet i 1820 spørgsmålet om slaveriet for at være 'en brandklokke om natten', som ville få klokkerne til at ringe for den amerikanske union. Det er med samme bange anelser, mange i dag anser spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU.

I sidste nummer af Middle East Quarterly, som handler om den islamiske trussel mod Tyrkiet, konkluderer professor Bassam Tibi: "Vestlige politikere, akademikere og meningsdannere forstår næppe det, der foregår i Tyrkiet." Et godt eksempel er den tidligere amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rices erklæring i maj 2007 om, at regeringspartiet AKP er "en regering, der er opsat på at trække Tyrkiet i europæisk retning", og sidste marts udtalte den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, at "AKP-regeringen består af ægte europæiske reformister".

Tyrkiets lange vej mod EU-medlemskab begyndte med associeringsstatus i 1963, og det var først ved Helsinki-topmødet i 1999, at dets kandidatur blev godkendt.

I 2001, mens Bülent Ecevit var premierminister, begyndte Tyrkiet på en reformproces for at få grønt lys fra EU til at åbne forhandlinger. Disse reformer omfattede en revision af civil- og straffelovgivningen, en udvanding af militærets rolle og større frihed til at benytte kurdisk offentligt.

Til trods for at hovedparten af disse reformer kun fandtes på papir, afgjorde EU-Kommissionen i oktober 2004, at Tyrkiet "i tilstrækkelig grad" havde opfyldt de politiske kriterier for medlemskab og anbefalede, at man startede forhandlinger.

I oktober 2005 begyndte forhandlingerne efter en del skænderier om anerkendelse af Cypern, som blev medlem sammen med ni andre stater i maj 2004.

Da EU indledte forhandlinger, lod den imidlertid bagdøren stå på klem, idet den konkluderede, at "såfremt Tyrkiet ikke er i stand til fuldt ud at påtage sig alle forpligtelser i forbindelse med medlemskabet, skal det sikres, at Tyrkiet forbliver forankret i europæiske strukturer via de stærkest mulige forbindelser." Siden hen er begejstringen for tyrkisk medlemskab aftaget betydeligt hos begge parter.

Storbritannien, der spillede hovedrollen som mægler i forbindelse med starten påoptagelsesforhandlingerne, har under amerikansk indflydelse altid været en varm fortaler for Tyrkiets medlemskab. Endda i en sådan grad, at da Tyrkiets forfatningsdomstol sidste juli besluttede ikke at forbyde AKP, erklærede den britiske udenrigsminister, David Miliband, at det var "en anledning at fejre".

Et værdifællesskab

Bortset fra de formelle kriterier for EU-medlemskab, har man tit understreget, at EU er et værdifællesskab. Herhjemme var det makkerparret Jeppe Kofod og Erik Boel, som brugte samme argumentation for at starte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Da forhandlingerne startede, jublede daværende britiske udenrigsminister, Jack Straw:

"Det betyder, vi har et Europa baseret på værdier, ikke historien". Og tidligere forklarede Olli Rehn, EU's udvidelseskommissær, at Europa er defineret af værdier, ikke af grænser. Men set i lyset af Tyrkiets udvikling, siden AKP kom til magten i 2002, kan der argumenteres for, at Tyrkiet ikke længere er egnet.

En overordnet plan for afmontering af den sekulære republik etableret af Mustafa Kemal i 1923 blev fremlagt af Omer Dincer, premierminister Erdogans tidligere departementschef, på et seminar i Sivas i 1995.

To år før blev 37 mennesker, de fleste deltagere i en Alevi-kulturfestival, dræbt i en hotelbrand i samme by, da hotellet blev brændt ned af en rasende mængde islamiske fundamentalister.

Med Dincers egne ord: "Jeg tror, at det republikanske regime burde erstattes i højere grad af et nærdemokrati, og at det sekulære princip burde erstattes af integration med islam. Derfor tror jeg, det er på tide - og absolut nødvendigt - at erstatte alle de grundlæggende principper fremlagt ved den tyrkiske republiks begyndelse, såsom sekularisme, republikanisme og nationalisme, med en struktur, der er mere nærdemokratisk, mere decentraliseret og mere muslimsk."

Samme år udtalte Tyrkiets nuværende præsident, Abdullah Gül, der dengang var næstformand for det islamiske Velfærdsparti (forbudt i 1998), i et interview:

"Den republikanske periode er slut. Hvis 60 procent af Ankaras befolkning bor i hytter, så har det sekulære system spillet fallit, og vi vil gerne ændre det."

Og det er netop det disse 'reformerede post-islamister', som Olli Rehn kalder dem, er gået i gang med, til trods for at indledningen til den tyrkiske forfatning fastholder:

"Der skal ikke være nogen form for indblanding fra hellige religiøse følelser i statens anliggender og politik."

Anti-sekulære aktiviteter

Med ti stemmer mod én fandt Tyrkiets forfatningsdomstol sidste juli, at AKP var "fokus for anti-sekulære aktiviteter", men i stedet for at lukke partiet blev det besluttet at halvere dets statsstøtte. I anklageskriftet hæftede domstolen sig i særdeleshed ved udtalelser fra ledende partimedlemmer, men der findes rigeligt med eksempler på transformationen af det tyrkiske samfund i de sidste seks år.

Siden AKP er kommet til magten, har partiet gjort systematiske og vedvarende forsøg på at erstatte de ledende echeloner af statsadministrationen, uddannelsessystemet og retsvæsnet med egne tilhængere.

For to år siden blev et forsøg på at udnævne generaldirektøren for en islamisk bank til guvernør af centralbanken bremset af præsident Sezers veto, men i august 2007 blev Sezer erstattet af Abdullah Gül, Erdogans udenrigsminister.

Selvstændigheden af flere uafhængige nævn er blevet undermineret, hvilket bl.a. har betydet, at tilladelsen til at bygge et olieraffinaderi i Ceyhan er givet til Calik Group, hvor Erdogans svigersøn er generaldirektør, fremfor til Petrol Ofisi, som ejes af Aydin Dogan, ejer af den regeringskritiske Dogan Media Group. Calik Group har desuden uden modstand overtaget Sabah-ATV mediegruppen, Tyrkiets andenstørste, og hovedparten af købet er blevet finansieret af to statsbanker.

Den nye formand af Det Højere Uddannelsesnævn (YÖK) er håndplukket af regeringen, og det har gjort det muligt at udnævne AKP's foretrukne kandidater til universitetsrektorer fremfor universiteternes egne kandidater.

Ydermere er formanden for Radio- og tv-nævnet (RTÜK), Zahid Akman, involveret i en skandale, som truer regeringens overlevelse. Sidste september blev tre direktører for en tyrkisk velgørenhedsfond i Tyskland, Deniz Feneri (Fyrtårnet), dømt for at have overført 14,5 mio. dollar til forretningsforbindelser i Tyrkiet, bl.a. til Kanal 7, en islamisk tv-kanal. Bedrageriet menes at være blevet styret fra Tyrkiet, og Zakman er nævnt som kurér. Ikke desto mindre er sagens akter ikke blevet rekvireret, og der foregår ingen undersøgelse i Tyrkiet.

Det var valgene i 2002 og 2007, der etablerede AKP's politiske magt, men det var licitationslovgivningen fra 2003 og 2008, som har gjort det muligt at berige den nye elite. Ifølge den første lovændring er alle kontrakter vedrørende energi, vand, transport og telekommunikationer holdt udenfor, og nye ændringer har gjort licitationer endnu mindre gennemsigtige.

Socialt pres

For to år siden opfandt den velanskrevne tyrkiske sociolog, Serif Mardin, udtrykket 'nabopres' ('mahalle baskasi') for at forklare det sociale pres til at indordne sig efter konservative religiøse normer. I sidste måned bekræftede en kontroversiel rapport, 'At være anderledes i Tyrkiet', udarbejdet af Det Åbne Samfunds Institut og Bosporus Universitet, at ikke-religiøse og sekularister i Tyrkiet føler sig under pres for at indordne sig under de sociale normer fremmet af AKP.

Blandt eksemplerne er presset til at deltage i fredagsbønnen og at faste i Ramadanen og at sørge for, at hustruerne går med tørklæde for at beskytte deres virksomheder og jobs. Dengang Tayyip Erdogan var borgmester i Istanbul, var alkohol forbudt i kommunens udskænkningssteder, men nu kan den ikke serveres i 56 ud af Tyrkiets 81 provinser, hverken kommunalt eller i privatejede restauranter.

I november 2005 fastholdt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tørklædeforbuddet på tyrkiske universiteter og understregede, at det er pluralisme og tolerance, der kendetegner et demokratisk samfund. Tayyip Erdogan var ikke enig og erklærede, at det kun var de religiøse lærde, der var berettiget til at udtale sig i denne sag.

I et forsøg på at genoplive Tyrkiets chancer for EU-medlemskab har Erdogan udnævnt sin nære ven Egemen Bagis til chefforhandler. Det var denne herre, som sidste år i Los Angeles Times udtalte: "Vi opgraderer landets demokratiske niveau."

Desværre er der fortsat en del europæiske og amerikanske politikere og meningsdannere, der tror på denne fantasi, og derfor ville det være klogt at lytte til Bassam Tibis advarsel: "Ved at støtte det institutionaliserede islam mister Vesten sine ægte venner: liberale muslimer."

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk presse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu