Kronik

Damekrimiernes rædselsregime

Når femikrimier bliver lovprist i medierne, er det grov diskrimination over for kvinderne. Bøgerne er gode og godt skrevet, når man betænker, at det er kvinder, der har skrevet dem? Havde mandlige forfattere skrevet disse overlæssede trivi-romaner, var de for længst blevet pebet ud af banen
Liza Marklund begyndte med en skrækkelig skrivefacon og fortsatte med den, og den har udbredt sin smitte, skriver dagens kronikør.

Liza Marklund begyndte med en skrækkelig skrivefacon og fortsatte med den, og den har udbredt sin smitte, skriver dagens kronikør.

Keld Navntoft

2. januar 2009

Heltinden har gerne et typisk mandejob, hvilket automatisk kaster to handy effekter af sig. Den ene er, at hun skal kæmpe mod mandschauvinisme og sexchikane på arbejdspladsen, den anden er, at hun føler, at hun skal være 10 gange så dygtig som sine mandlige kolleger for at blive anerkendt - en i øvrigt forældet problematik. Hun skal beskæftige sig med kriminalstof eller være reporter eller politikvinde eller sågar detektiv, arvefølgen går fra amerikanske Sara Paretsky til svenske Liza Marklund og ind i danske damebøger - alle plagierer hinanden på det groveste i håb om at score kassen - man kan også være kvindelig retsmediciner med ret til at bære våben og fucke politiets arbejde op.

Hovedpersonen i en femikrimi skrevet af en skandinavisk 'krimidronning' skal helst have to mindre børn og enten være skilt eller have et ægteskab, som er truet af hendes egne skyldfølelser eller af mandens utroskab. Den Kvindelige Helt har et uanet forråd af skyldfølelser, hun har skyldfølelser over for børnene og ægtemanden, en veninde eller tre og en dement mor, som hun alt for sjældent besøger eller ringer til.

Og hvis dette ikke rækker, så har hun skyldfølelser over for sig selv, fordi hun ikke er god nok ved sig selv og under sig selv dit eller dat, for eksempel en lille ferie eller en tur i motionscenteret. Det er sort reaktionært at beskrive kvinden som skyldoffer.

Med hensyn til sex og kærlighed har Heltinden gerne en dragning mod et umuligt forhold, manden skal helst være umådelig gift eller midt i en skæbnesvanger skilsmisse.

Det er afgørende, at der er mindst fem-seks intriger og sager i gang samtidigt, flere mord, gerne et par kidnapninger (af små børn), derpå både aktuelle og fortidige incesttragedier, bedrageri på flere planer m.m. Og hvorfor er det nu vigtigt? Det er det, fordi forfatteren ved at overlæsse sin bog med temaer nok til fem bøger slipper for at gå i dybden med nogen af dem.

Sproget er fladt som krydsfiner, uoplevet og usanset, og i beskrivelsen af følelser står klichéerne opmarcheret i en uendelig række. Disse forfattere har endnu ikke fundet ud af, at det er umuligt direkte at beskrive en følelse, så man ikke brækker sig af kedsomhed. Der er mange "knuder i maven" eller "sten" samme sted, (her kommer jeg hver gang til at tænke på Rødhætte), og "angstens sved" løber gerne ned ad nakken på Den Kvindelige Helt. Det er i øvrigt noget sludder, man sveder ikke, når man er meget bange, så trækker alt sig sammen, inklusive blodkar og svedkirtler, og man bliver tør.

Vrede kan kun udtrykkes på én eneste måde i alle bøgerne, kvinden knuger så hårdt om rattet i sin bil, at hendes "knoer bliver hvide".

En skrækkelig facon

Liza Marklund begyndte med en skrækkelig skrive-facon og fortsatte med den, og den har udbredt sin smitte. Hun elsker at starte en sætning med et verbum, endda gerne på ny linje.

Lena fik gjort sig fri af sine dystre tanker. Rejste sig fra bænken. Overvejede sin plan på ny. Umulig!

Skråede over vejen. Ønskede ham langt væk. Død. Spekulerede mens hun fandt nummer elleve i husrækken. Var han hjemme? Åh-gud, ikke dét! Lena stod stille.

Mærkede angsten som en sten i sin mave. Ventede. Ville jo bare lægge et brev i postkassen. Ikke andet.

Dette eksempel har jeg selv digtet, skal det siges - det er altså en såkaldt travesti. Det skulle også være godt med mange punktummer. Det er en vildfarelse, at det skulle gøre romanen letlæst og forøge spændingen.

Lad mig rette på sproget.

Lena fik gjort sig fri af sine dystre tanker, rejste sig fra bænken, og overvejede sin plan på ny. Derpå skråede hun over vejen, hun ønskede ham langt væk - død. Lena spekulerede, mens hun fandt nummer elleve i husrækken, på om han var hjemme. Åh-gud, ikke dét! Her vil jeg nok anbefale at udelukke åh-gud! Det vrimler med den slags i romanerne, åh, gud, det må ikke være sandt! Lena stod stille og mærkede angsten som en sten i sin mave, ventede - hun ville jo bare lægge et brev i postkassen, ikke andet.

Længere sætninger er jo noget bøvlet noget, det kræver skrivetalent at iværksætte dem, så de bærer handling og psykologi smidigt med sig over længere strækninger. Her skal forfatteren med garanti tænke sig om og sætte det rasende skrivetempo ved pc'en ned, det tempo, der kræves for at sprøjte en roman ud hvert eller hvert halvandet år.

De kvindelige romanhelte har ufatteligt mange følelser pr. tidsenhed, de kan have skiftende følelser inden for nogle få minutter, ofte fem-seks radikale følelsesskift pr. halve romanside, dette virker - for mig at se - mere som en behandlingsmoden labilitet end som portræt af et følsomt gemyt. Det ene øjeblik er kvinden rasende, og en "tordensky" hviler over hendes pande - sekundet efter bliver hun svag, og "benene ryster under hende", og hun græder jamrende, så tager hun et tag i sig selv og føler lettelse og ler "nærmest hysterisk". At beskrive en sådan følelsesmæssig ustabilitet er at fastholde kvindekønnet i en tidslomme, der hører puberteten til.

Det er en kunst i sig selv at skrive en god og interessevækkende dialog. Det gøres med garanti ikke ved brugen af 'hverdagens sprog'. Det er elementær viden om skrivekunst, at en realistisk dialog med hverdagens sprog virker flad og - urealistisk. Død. Mens en urealistisk, det vil sige en ikke-naturalistisk, dialog gerne fanger, virker levende. Dialogerne i de mange krimier, jeg har læst af kvindelige forfattere, er skæmmet af noget, som også skæmmer en del danske tv-serier, sidst og værst med DR's serie Sommer, hvor replikkerne i al deres endimensionelle medløb til handling voksede i munden på de arme skuespillere.

Man taler kun om dét, der netop foregår, og dialogerne er renset for tankespring og associationer, samtalerne er pædagogiske - det vil sige forklarende - og der er hele tiden tale om kronologisk og tematisk medløb til historien.

Mændene pebet ud

En af mine pointer er, at dette at lovprise femikrimier i medierne, som tilfældet er, er at diskriminere kvinder på det groveste. Bøgerne er gode og godt skrevet, når man betænker, at det er kvinder, der har skrevet dem? Havde mand-lige forfattere skrevet disse overlæssede trivi-romaner, var de for længst blevet pebet ud af banen.

En svensk, mandlig forfatter - som naturligvis blev beskyldt for at ligge under for, at rønnebærrene er sure - sagde, jeg tror, det var om Camilla Läckberg, at hun skrev som "leverede hun noveller til et ponyblad for teenagere". Det var ikke pænt sagt, men det er dækkende.

En seriøs mandlig eller kvindelig romanforfatter, som sælger lad os sige maksimalt et oplag på 2.000 bøger, kan ikke stille sig op og kritisere en forfatter, som sælger måske 40-50.000 eksemplarer pr. roman.

Ikke desto mindre gik den svenske debat eller det svenske skænderi ud på, at de lad os sige seriøse forfattere mente, at romankunsten simpelthen var truet på sin eksistens med trivialromanernes stormende succes.

Lad det stå helt klart her, jeg ser ikke et sekund ned på forbrugerne af triviallitteratur. Jeg tænker såmænd bævende på forlags- og boghandlerbranchen og den angst for at udgive og eksponere lødig litteratur, som kunne blive resultatet af de mange krimisællerter.

Alle - også forfatterne, ser det ud til - rækker fingeren op i luften og får besked om, hvilken vej vinden blæser. Hvor pengene er.

Eske Holm er koreograf, danser og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu