Kommentar

Død, dødskult og uvidenhed

Hvis der er noget af blivende værdi, som vi kan gøre for vores verden, vores land, vores gud eller vores børn, som kræver, at vi selv giver eller risikerer vores liv, så er der nødvendigvis næppe tale om en 'dødskult'
26. januar 2009

Er Danmark i virkeligheden et provinsielt lorteland, et uvidende, tilbagestående bondesamfund, befolket af bønder, der er kommet til penge og blevet kræmmere, men stadig i hjertet er overbevist om, at livet er, som vor mor altid sagde det var, og at verden ender for enden af Lars Pæsens mark, og det ganske uanset, hvad alle de fine herrer fra Aarhus eller Kiøbenhawn mon finder på at sige? Måske ikke, trods alt. Men det kan være svært at forestille sig et sted, hvor politiske positioner i den grad indtages og fastholdes uden nogen som helst viden om eller kendskab til det område, der dog er positionens genstand. Et godt eksempel på det sidste er en nylig leder i det borgerlige onlinemedie 180grader.dk, der efter en vis formel beklagelse af den israelske brutalitet lægger skylden for de seneste rædsler på palæstinenserne, nærmere bestemt på den angivelige 'dødskult' i det palæstinensiske samfund.

Vor egen historie

Hvordan det? Jo, palæstinenserne ærer deres døde, og de ærer de mennesker, der giver deres liv i kampen mod israelerne, som 'martyrer'. Og på grund af denne 'dødskult' sætter palæstinenserne altså sig selv op for de israelske angreb, lægger så at sige selv deres spædbørn under de frembrusende israelske tanks. Eller, som lederskribenten i 180grader.dk udtrykker det: "Mens unge israelere drømmer om at blive iværksættere, og har rollemodeller i de iværksættere, der er nået på Nasdaqindekset, drømmer store dele af den palæstinensiske ungdom i stedet om at blive martyrer, og har deres rollemodeller i de islamiske terrorister, som allerede har opgivet deres liv i kampen mod Israel."

Og her der det så, kæden i mine øjne hopper af. Der er krig, og de unge palæstinenseres land er besat af en tilsyneladende ganske brutal besættelsesmagt. Hvis modstandsfolk vækker beundring, kan det kun være svært at forstå, hvis vi samtidig vælger at være døve og blinde for vor egen historie.

Hvad siger vi f.eks. om de ganske få unge mænd, der blev dræbt under forsvaret af Danmark den 9. april 1940? "De gav deres liv". Og dem, der døde eller blev henrettet under modstandskampen? "De gav deres liv," siger vi, som regel i beundring. Den italienske partisansang Bella Ciao handler om en ung mand, der går i døden med vidt åbne øjne og genopstår gennem de blomster, der spirer på hans grav.

De faldne, de heldige

Mindeparken i Århus indeholder navnene på tusinder af sydslesvigere, der faldt i Første Verdenskrig. Det næste skridt, som ikke er den danske nationale tradition fremmed heller, er at håbe på at få lov til at være blandt de faldne, de heldige, der får lov at give deres liv for Fædrelandet.

Dyrkelse af ofret

Dette er ikke nødvendigvis defaitisme à la 'de levende skal misunde de døde', men en dyrkelse af ofret og offerviljen. Slår man op i en sangbog fra den danske nationalromantiske tradition, 1848 og 1864 og alt det dér, slår denne holdning én i møde fra sang efter sang, side op og side ned.

Mere generelt og mere rimeligt findes en sådan 'dødskult' vel overalt, hvor man overhovedet har en forestilling om at arbejde eller kæmpe for noget, der er større end én selv. Vi mennesker er her kun på lånt tid, og vi kan alle sammen gå hen og dø den dag i morgen - vi kan håbe og tro, det kommer til at gå anderledes, men vide det kan vi ikke. Hvis der er noget af blivende værdi, som vi gerne vil gøre for vores verden, vores land, vores gud eller vores børn, må vi altså hellere se at komme i gang nu, for ellers kan det let være for sent. I morgen kommer måske ikke. Og hvis der er noget af blivende værdi, som vi kan gøre for vores verden, vores land, vores gud eller vores børn, som kræver, at vi selv giver eller risikerer vores liv, er der så nødvendigvis tale om en 'dødskult'? Næppe - og det er da heller ikke den officielle linje, når vi taler om de unge mænd, der desværre ganske meningsløst ofrer deres liv i Afghanistan.

Nogle gange er der bare ting, vi anser for større end os selv, og så kan det være nødvendigt at sætte os selv ind som indsats. Men dette er en almenmenneskelig erfaring. Den egentlige tragedie i Mellemøstkonflikten er måske, at Israel efterhånden har begået så mange forbrydelser mod den palæstinensiske civilbefolkning, at hadet til Israel for mange bliver større end den enkeltes eget liv. Men måske vi skulle vente, til vi selv har set vores far, mor, søster og bror myrdet for de indkommende bomber, før vi dømmer dem for det.

Og lad os, for nu at slutte hvor jeg begyndte, som nation begynde at tænke før vi taler, så vi ikke kommer til at spilde mere af vores tid og kostbare opmærksomhed på uvidende personer som 180grader.dk's lederskribent.

Carsten Agger er cand.scient. i teoretisk fysik og arbejder som systemudvikler og medredaktør af hjemmesiden faklen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vel talt.

Det er på tide at man indser at majoriteten på hver side af den konflik, og en masse andre for den sags skyld, er ganske almindelige mennesker som ønsker et ganske almindeligt liv.

Det er på tide man river magten ud af hænderne på rabiate tåder der for hver en tid, og med tåbelige påskud som religion, for hver en pris ønsker konflikt, og overdrager det ansvar de helt tydeligt ikke magter, til folk der magter det.

Man kunne passende have startet med at demonstrere den vestlige verdens og demokratiets overlegenhed, ved at sætte sig ned at tale med Hamas, på trods af alle deres tåbeligheder.

Men ak. Istedet vælger man at reagere på nøjagtig samme forstokkede tåbelige facon, og så ruller lavinen igen.

Fri mig for begrebet "ansvarlig politiker".

Man kunne tale med dem som den repræsentant som det palæstinensiske folk havde valgt ved et frit og fair demokratisk valg.
Og sammen kunne man tale om hvordan man bringer konflikten til ophør. Det virker som et rimeligt oplagt emne.

Men hvorfor bilægge en konflikt når man kan være dumstædig. Der er jo ingen grund til at skilte med den moralske overlegenhed man i demokratiets navn påberåber sig, når man smadrer løs.

jan henrik wegener

Det kan vel ikke udelukkes at der er lidt om det - at der virkelig blandt dette lands fem millioner indbyggere findes lorte-borgere, eller hvad?

Bjarne F. Nielsen

Ja, 180grader.dk er bestemt heller ikke min kop kaffe. Snakken om dødskult stødte jeg første gang på i udgaver af Det Bedste i 1960'erne. Et måneds-blad med artikler, oversat fra amerikanske udgaver med en friseret holdning til livet og med opbygge-lige kristne klange. Lidt som vore dages talkshow-
vært Oprah Winfrey.

Snak om dødskulten søger at bortforklare, at kon-flikten i Mellemøstkonflikten drejer sig om retten til jord og vand.

Fredsvejen er den svære vej frem.

Forhandlinger vil blive ført i et folkeligt klima, der er hadefuldt og præget af massiv mistillid til hinan-dens hensigter.

Palæstinenserne er delt geografisk og politisk.
Hamas henretter atter Fatahfolk i Gaza og aner-kender ikke den kompromissøgende og i øvrigt dybt korrupte Abu Mazen (Fatah) på Vestbredden som den fælles præsident.

Fred vil kræve, at Hamas anerkender Israels eksi-stens, noget der vil svække egen magt og som
vil ses som en håndsrækning til "forrædderen",
Abu Mazen. Og stadig værre, Hamas anerkendes ikke af USA og andre som forhandlingspartner.

Ingen israelske regering har hidtil været interes-seret i reelle fredsforhandlinger, der vil kræve rømning af Vestbredden. Et uhyre omtåleligt pro-blem. Mere end 40 procent af de bibelske kvadrat-alen er efterhånden annekteret af måske 300.000 israelere. Rømningen af de 8.000 i Gaza-striben i 2005 var politisk overkommeligt i en valgkamp og til formildelse af verdensopinionen.

Fred vil kræve en mere rimelig deling af det sym-bolmættede Jerusalem.

Fred vil kræve sikre grænser mellem de to folk, noget få tror er muligt.

Problemerne er nærmest uendelige og synes ulø-selige. Der skal meget bogstaveligt rives mure ned.

USA må igen presse Israelsk diplomatisk og even-
tuelt true med økonomiske sanktioner. Hidtil er der stort set givet Israel et carte blanc til at gøre, hvad det ville, og det nødvendige pres er udeblevet. Det altid delte FN og Europa bør bidrage til at presse Israel til fredsvilje.

Barack Obama, der opmuntrende og målrettet sø-ger at afkaste den texanske skam, bør genoptage fredsforhandlingerne, når Gaza-tragedien er kom-met på afstand.

Obamas muligheder er desværre begrænsede. Han vil være i sine forgængeres handlingslam-mende dilemma. Delt mellem eget folk, over-vejende proisraelsk, og resten af verden, over-vejende antiisraelsk.

Konflikten har sin egen blodige logik, der ved-
varende forarmer det palæstinensiske folk og
fordømmer det israelske. Og det er skræmmede
svært at være optimist eller fantast på fredsvejen.

Peter Andreas Fog

For at bruge et eksempel, der er mere etnisk homogent kan man betragte de japanske Kamikaze-piloter, der adskildte sig fra alle andre krigere/soldater i den japanske hær ved at deres formål netop var at dø. Carstren Aggers logik lader ikke til at kunne skelne kamikazepiloterne som et særligt fænomen fordi han forveksler dyrkelsen af martyriet med viljen til at kæmpe for sin sag. Der er således ogsåp væsensforskel på at se voksne mænd demonstrere deres solidaritet med en eller anden sag iført diverse symboler på kamp og så se voksne mænd iklæde deres små børn bombeattrapper.

Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder betyder ikke at du skal ofre det kæreste du har - med mindre selvfølgelig at det kæreste du har ikke er dine børn, men din fanatiske tro på Allah.

Travis Malmzon

"Er Danmark i virkeligheden et provinsielt lorteland, et uvidende, tilbagestående bondesamfund, befolket af bønder, der er kommet til penge og blevet kræmmere, men stadig i hjertet er overbevist om, at livet er, som vor mor altid sagde det var, og at verden ender for enden af Lars Pæsens mark.....""

Bare der ikke springer noget i dig Carsten Agger.

Hvis dette er hvad du kan producere af had på baggrund af et tilfældigt onlinemedie, tør jeg slet ikke tænke på hvordan du vil overfalde nationen hvis du fik fat i et eksemplar af Ekstra Bladet.

Hvor er koblingen mellem OBO's betragtninger, og mig (og dig formoder jeg) som borgere i Danmark ???

Hvorfra dette had ???

Det virker som om fabrikken hvor de laver folketingsmedlemmer for DF, en gang imellem har en fejlproduktion hvor hadet vendes indad og ikke udad.

Gorm Petersen

Den bedste beskrivelse af årsagerne til problemet jeg har hørt, var Herbert Pundiks beskrivelse af Sharons grundholdning:

Sharon havde ikke fantasi til at forestille sig at de israelske rædselsgerninger nogensinde kan blive tilgivet. Derfor er selve tanken om en palæstinensisk stat klods op at Israels grænse en vederstyggelighed - før eller senere vil de søge at få hævn.

Det kan være sværere at tilgive sig selv, end at blive tilgivet. Modstanderens vidner er i stort omfang døde og kan ikke aflægge vidnesbyrd.

Morderen lever stadig - og husker præcist hvad der skete !!!

I 60erne flød mange drengeværelser med krigsblade, hvor maniske tyskerne blev nedkæmpet igen og igen. Den største helt var ofte en fregnet englænder, der til sidst gav sit liv for at redde kammeraterne, heltinden og Fædrelandet. Men efter at nogle idiotiske muslimer begyndte at sprænge sig selv og tilfældige andre i luften i tide og utide, har idealet om den frivillige offerdød måttet nytænkes.

180grader snubler lige som mange andre i det påbudte nysprog, som blev indført for frit at kunne dæmonisere "selvmordsbombere" og lignende galninge. Mens det nu er nærmest ridderligt at dræbe på sikker afstand via fjernstyrede missiler og højtflyvende bombemaskiner, er der totalt kujonagtigt bevidst at give sit liv for at ramme en overmægtig fjende.

Tilsvarende er det harmfuldt, at guerillasoldater ikke opretter omhyggeligt mærkede og fritliggende angrebsbaser langt fra byer og andet dækkende - så de på efter god vestlig krigsskik kan lade overmagten udslette sig. Samme overmagt har naturligvis angrebs-retten på sin side, mens det ville være krigsforbryderisk, hvis den angrebne part så sendte missiler retur mod Vesten.

Vores pjaltede fjender har ingen respekt for liv, mens vore præcisionsvåben kun ved nærmest systematiske fejltagelser beklageligvis udløser "Collateral Damage", endnu et sært eksempel på nysprog. Når vores egne soldater en sjælden gang dør er det "et ubærligt tab", mens vi slet ikke optæller fjendens.

Hvis Vesten skulle forsvare sig ved at kæmpe mod en moderne hær i sine egne byer, ville sproget skulle ændres igen - da man pludselig ikke længere blot kan fordømme modstanderen ud fra hans metoder, der alle er er udtænkt ud fra en generel militær underlegenhed.

Tyske skolebørn - og vi husker alle fra de sjove krigsfilm, hvor fanatiske tyskere er - lærer fortsat et mindedigt om "Klinkes Opfertod". Klinke var en tysk soldat der bevidst lod sig sprænge sammen med en bombe, for at slå hul i Dybbøl Skanse i 1864 - "en frivillig offerdød, der har sikret Klinke vejen direkte til himlen".

Den sejlivede myte om kamikaze-piloternes frådende offervillighed underbygger på fornemste vis, hvor bindegale andre kulturer kan være. Og vi glemmer omhyggeligt, at det efterhånden er solidt dokumenteret, at kamikaze-piloterne langt fra fløj frivilligt i døden. Samt at en del af dem var kristne!

Personligt har jeg alt imod idioter, der slår andre ihjel - uanset hvilket kampråb de begrunder grusomhederne med. Men jeg har tilsvarende alt imod en ensidig opinion, der bevidst dæmoniserer den ene part, og hvidvasker den anden, ved omhyggeligt at nytænke hvad der lige nu er mest praktisk at anse for forargeligt.

Jeg vil altid støtte et undertrykts folk ret til oprør, men det giver ikke frit løb for valg af metoder - heller ikke for overmagten, når den "forsvarer" sig. Og jeg nægter at fordømme den ene part, hvis jeg ikke samtidig får mulighed for markere, at den anden parts metoder ofte er lige så svinske. Uanset hvilke oratoriske finesser, parterne så pakker deres mord ind i.

Travis Malmzon

@Tom Paamand:

"Og jeg nægter at fordømme den ene part, hvis jeg ikke samtidig får mulighed for markere, at den anden parts metoder ofte er lige så svinske."

Jeg ser du gør en undtagelse i dit indlæg. ;-)

Jeg har stor respekt for din pragmatisme.

Peter Andreas Fog

Jeg er noget overrasket over det niveau, der hersker blandt Informations læsere. Tom Paamand skriver f.eks.

"180grader snubler lige som mange andre i det påbudte nysprog, som blev indført for frit at kunne dæmonisere "selvmordsbombere"...."

Heinrich R. Jørgensen

Stor ros herfra til Tom Paamand, for et fremragende forsøg på at holde sig på afstand af spin, løgne, bedrag og ikke mindst selvbedrag.

jens peter hansen

Hvad har grødbønderne med med dæmoniseringen af selvmordsbomberne at gøre ?
Det var bønderne der blev slået til plukfisk, det var nordslesvigere, ikke sydslesvigere, der mindes i Århus, de fleste formentlig grødbønder, men det er ved grød ikke disse fra Jens Pæsens mark der deltog i dødskulten. Det var de dannede og lærde. Havde der været lidt mere bondefornuft slap vi måske for fanatismen

Gorm Petersen

Vore mindreværdskomplekser over besættelsen - at vores totale mangel på modstand i de første døgn gjorde Norges situation mange gange værre - er vi endnu ikke sluppet fri af.

At være vidne til andres mod er salt i såret over egen fejhed.

Så ender man med at vende alting på hovedet - for at kunne leve med sit eget svigt - mens man frygter for den dag lykkepillerne holder op med at virke.

Ikke blot barndommens krigsblade - men hele verdenslitteraturen skulle skrives om, hvis vi skal overleve den dag lykkepillerne holder op med at virke.

@g. petersen

Hvad menes med: "vi" ? - ingen af os var der da
dengang - men det er jo let at stå på sidelinjen og heppe - nu endda: Med tilbagevirkende kraft.

Hans Jørgen Lassen

Kim,

jeg synes jo egentlig godt, at g. petersen kunne have gjort modstand den 9. april, i stedet for bare at overgive sig uden at affyre et eneste skud.

Så jeg forstår skam udmærket, at han har mindreværdskomplekser i den anledning, ikke mindst over for Norge, som han dermed, efter egen mening svigtede. Det er da bestemt muligt, at lykkepiller er en god løsning for ham, i den ulykkelige situation.

Personligt her jeg dog for længst tilgivet ham hans manglende modstandskraft.

@Hans Jørgen Lassen

Jep - Fogh's kritik af samarbejdspolitikken - underforstået: At vi aldrig igen må svigte i kampen imod wannabe-imperialister, kan jo skyldes to ting: En almen afsky for imperialisme, eller at wannabe-imperialister opfattes som konkurrenter.

Hans Jørgen Lassen

Kim,

tjah, det er da i hvert fald iøjnefaldende, at Fogh aktivt støtter verdens mest imperialistiske nation, nemlig USA. Og selvfølgelig også slyngelstaten Israel, der som bekendt er godt i gang med sit imperialistiske projekt med at kolonisere Vestbredden.

Det er i den sammenhæng uden omkostninger eller konsekvenser af nogen art, at Fogh kritiserer, hvad hans foregængere besluttede for næsten 70 år siden. Det betyder selvfølgelig ikke, at kritikken nødvendigvis er forkert, og man har da lov til at spekulere over andre mulige fremgangsmåder, post festum. Man kunne måske lære af historien - men jeg tror nu ikke, at det har været Foghs anliggende.

Pia Kadornikow:

"Nu kan man jo lave sjov med meget, men Hamas og mange Palæstinensere opdrager jo deres børn til en art martyr-forbillede. Så uanset hvad man mener om konflikten, kunne man måske tænke på børnene?"

Tænker Pia Kadornikow monstro i denne sammenhæng, på de tusindvis af palæstinensiske børn israelerne netop har slagtet og/eller traumatiseret i Gaza?

jan henrik wegener

Som den ene part i duoen bag "Faklen"(den anden var Rune Engelbreckt Larsen) er Agger naturligvis selvskreven repræsentant for humanitet, oplysning, tolerance, god debattone, dialog og respekt!
Næste gang han skriver om et af disse emner (måske medforfatter af en bog med titlen "Dialog og respekt"?) synes jeg han burde citere sig selv, altså den der om lortelandet med de dumme uvidende bønder!