Kronik

I DR spilles jazz af en halv mand

Hvis et stærkt DR skal fastholdes, er det nødvendigt, at det igen bliver hele Danmarks DR. Inden for det rytmiske musikliv er der efterhånden ikke mange meningsdannere, som tager DR alvorligt længere
Nyd dem! Ifølge dagens kronikør fører besparelser og ensretningen i DR til, at der bliver langt mellem gensynene med DR-s Big Band. Her set på Nytorv i København i 2003.

Nyd dem! Ifølge dagens kronikør fører besparelser og ensretningen i DR til, at der bliver langt mellem gensynene med DR-s Big Band. Her set på Nytorv i København i 2003.

Thomas Vilhelm Jørgensen

6. januar 2009

Danmarks Radio - engang en samlende kultur-, underholdnings- og nyhedsformidler. Som etableret statsmonopol var DR forpligtet til at stå til rådighed for offentligheden og styrke demokratiet ved at orientere alsidigt om holdninger, være samfundets vagthund over for det politiske system, samle danskerne, orientere om nye udtryk inden for kunst og kultur, underholde, opdrage og undervise.

I dag er der opbrud og konkurrence på mediemarkedet. Medierne er ikke længere skarpt afgrænsede i den digitale verden. Målsætningen om alsidighed er afløst af et kommercielt fokus, hvor det gælder om til enhver tid at have så mange brugere som muligt. Det betyder, at der satses på mainstream det meste af døgnet.

Man er gået fra at oplyse og orientere til primært at underholde. Public service er blevet afløst af public demand.

I en infotainment-tid

Kulturområdet er i dag i den situation, at det er nødvendigt at spørge: Hvad skal vi med DR? Hvad får man for licenspengene? Selvfølgelig er det svært at finde et ståsted i en ny medieverden med internetradio/tv, DAB, konkurrerende stationer og de digitale nyhedskilder som er under udvikling.

Men DR's reaktioner på den nye tid har ikke været holdbar. Man har som andre prøvet at popularisere nyhedsdækningen, overtaget udenlandske underholdningskoncepter, en lind strøm af genudsendelser, investeret i store events, som har mindre interesse om et år eller to, og samtidig er der lukket for stof, som anses for at være for smalt, opmærksomhedskrævende og kontroversielt. DR er ikke længere alle danskeres radio. Man satser primært på visse modtagere af produktet. Det virker f.eks. som om, at ophavsmænd nærmest betragtes som besværlige størrelser, hvis rettigheder man helst vil sikre sig 100 procent uden at skulle betale særlig meget for det.

Man har også isoleret sig fra store dele af dansk musik, som nu nærmest er ikke-eksisterende i DR-sammenhæng.

Inden længe vil DR med licenspenge i ryggen åbne et nyt stort koncertsted i København, som kommer i konkurrence med den musikscene, der er blevet overladt til sig selv, samtidig med, at man, med support fra reklamespots i radio og tv, sender egne ensembler ud på spillesteder for at score kassen til skade for de orkestre, der prøver at klare sig selv på markedets vilkår.

Hvordan kan en liberalt sindet kulturminister og DR's bestyrelse lægge ryg til et sådant scenarium, hvor man optræder som en slags statsstøttet koncertagentur i konkurrence med det øvrige musikliv, som i denne tid oplever mange nedskæringer?

Pladeudgivelserne er mange, men DR spiller kun en mindre del af dem. De små specialselskaber, der ikke er afhængige af store salgstal, skal nok hutle sig igennem, men ikke takket være DR, som ikke mere spiller eller indkøber deres musik, hvilket på længere sigt underminerer DR-diskotekets betydning som en af landets fineste samlinger. Hvis en af de små cd produktioner alligevel skulle blive spillet på DAB radio, er afregningen til kunstnerne en syvogfirsende del af, hvad der betales på FM.

Forbigået i en guldalder

Lad mig nøjes med at belyse et område, som jeg kender til: jazzen. Indtil besparelserne i 2007 præsenterede Jazz Live i alt flere end 100 timers unikke koncerter hvert år. Ofte i samarbejde med lokale miljøer, støttende spændende initiativer, og ofte projekter af en kvalitet, som senere blev udgivet på cd. I 2007/08 op mod 15 udgivelser, hvoraf mange fik anmelderroser med på vejen f.eks. med Alex Riel, Ben Webster, Blake Tartare, Thomas Hass, Jonas Westergaard, Thomas Agergaard, Mads LaCour, Klüvers Big Band & Jesper Thilo.

Dansk jazz oplever netop nu en guldalder, som har fostret mange musikere med et godt internationalt ry. Copenhagen Jazz Festival er den største danske musikfestival målt både på publikum og antal koncerter.

Hvad skal vi gøre om 20 år, når vi skal se tilbage på denne enestående periode i dansk jazz?

Det bliver i hvert fald uden DR's medvirken, hvor man ikke mere dokumenterer aktiviteterne. Besparelser i 2007 og igen i 2009 på 30-40 procent rammer et i forvejen stramt jazzbudget. Der bliver groft sagt en halv mand plus det løse tilbage til at dække området. Produktet fremover bliver overvejende musik programsat af en computer.

På en måde er jazzen, hvad angår formidling af musikken, bombet tilbage til tilstandene i 1930'erne. Tæppebombning med musik uden sammenhæng eller præsentation på genreopdelte computerstyrede lavbudget DAB-kanaler med minimale lyttertal er ikke en holdbar løsning, hverken for brugere eller ophavsmænd.

Ingen andre end DR har ressourcerne til at dække den levende musik, og for jazzen, hvor opførelse og skabelse i nuet er en vigtig del af kunstformen, er det særlig slemt, når vilkårene for den levende musik forrringes.

En gang spillet og ikke bevaret er den væk for altid.

Big Band nr. 2

Hvornår står DR Big Band for tur? Den kunstneriske linje har ikke været markant i lang tid. Man har satset på at afsætte orkestret kommercielt ved koncerter med populære kunstnere. DR Big Band er ikke længere synligt som jazzensemble, og man må i dag erkende, at det er Klüvers Big Band i Århus, der opleves som jazzens førende store orkester i Danmark. At DR ikke selv prioriterer sit Big Band højt understreges af, at det i snart to år ikke har haft faste sendetider, hvor man har kunnet høre dets produktioner (hvis der er nogle), men at DR i stedet har valgt især at præsentere det via, hvad der i DR sammenhæng burde være en sekundær aktivitet, enkeltnumre fra dets pladeproduktion gennem årene spredt ud over jazzfladerne.

Mere af det samme

Måske har DR valgt forkert ved at satse på at konkurrere med de kommercielle stationer? Det er liberalismens akilleshæl på medieområdet, at øget konkurrence giver mere af det samme og mindre af alt det andet.

Alene på internettet er man op imod mange tusind andre radiotilbud. Burde man ikke, i erkendelse af det store udbud, variere sit produkt, så succeskriteriet ikke kun er antallet af lyttere og seere, men i lige så høj grad kvalitetsbetjening, dokumentation og dækning af så mange interesseområder som muligt?

Og her er underholdning selvfølgelig en naturlig del. Dybest set er DRs kapitulation som aktiv medspiller på kulturområdet en trussel mod den nødvendige udveksling af ideer og tanker, som er vital for et velfungerende demokrati.

Når flere politikere har den opfattelse af DR som et mediemonopol, er de ude af trit med virkeligheden.

Sammenlignet med andre aktører på mediemarkedet er DR nærmest som en pølsevogn foran Mærsk Mc-Kinney Møllers hovedsæde. Grunden til, at der ikke satses mere i Danmark er nok, at markedet er for lille til at være kommercielt interessant.

Måske er det netop derfor, at DR har mulighed for at stå for noget unikt i en tid, hvor man råber på samling om danske værdier og kultur?

Hvis et stærkt DR skal fastholdes, er det nødvendigt, at det igen bliver hele Danmarks DR - også ophavsmændenes og alle de andre, som også betaler deres licens. Ellers risikerer vi en yderligere stigende ligegyldighed over for institutionen. Der er efterhånden ikke mange meningsdannere inden for det rytmiske musikliv, som længere tager DR alvorligt.

I dag er der stor konkurrence på udbudssiden, og samtidig har mediebrugeren i sit privat- og arbejdsliv krav og ønsker om at udnytte sin tid så optimalt som muligt.

Her er hverken fladeradio eller - tv det rigtige svar. Det er begrænset, hvor meget mere suppen kan fortyndes, uden at smagen af varmt vand overdøver krydderierne.

Adam Oehlenschläger beskrev dilemmaet i et af sine teaterstykker i 1800-tallet: "Flest og bedst er to forskellige tanker".

I vore dage kunne det udbygges til "Flest, bedst og billigst er tre forskellige tanker". Vi ønsker et DR, der er - ikke et, der var. I 2009 udløber medieforliget, som var grundlaget for P2.

Ole Matthiessen er jazzpianist, musikhistoriker, anmelder, forfatter, bestyrelsesmedlem i Dansk Jazzforbund og Ben Webster Fonden og tidligere jazzmedarbejder i DR

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

”I en infotainment-tid (…) Man har som andre prøvet at popularisere nyhedsdækningen, overtaget udenlandske underholdningskoncepter, en lind strøm af genudsendelser, investeret i store events, som har mindre interesse om et år eller to, og samtidig er der lukket for stof, som anses for at være for smalt, opmærksomhedskrævende og kontroversielt.”

Det er lige hvad jeg mener. Nyhedsdækningen præsenteres i et opskruet sensationssprog, der glider som smurt i olie fra krig, mord, fodbold og til kendissers gøren og laden.

Det er opmuntrende at se artikler om emnet. Mere kul på! De ansvarlige kunne jo tro, at alle var glade og tilfredse, hvis ingen brokkede sig. Det burde forbydes DR at ofre ressourcer på seerundersøgelser om hvorvidt man kan lide Reimers fredagsshow.

Bravo. Som talt ud af mit hjerte.

Nogle husker måske den debat, der var i disse spalter for et par måneder siden om kvaliteten af udsendelserne i P2.

Selv om det handlede om klassisk musik, kunne alt hvad der er skrevet i denne artikel om jazzens grumme skæbne i DR, jo lige så godt have været sagt - og blev også sagt - om den måde man mishandler den klassiske musik på.

Dengang kom der et indlæg fra en apparatjnik i DR, der mente at der ikke var noget at komme efter, og alt var såre godt.

Mon ikke det samme sker igen?