Læserbrev

EU bliver aldrig USA's modvægt

En EU-hær ikke være nogen garanti imod interventionen i Irak. Et er, at en tragisk sindsforstyrret tv-figur tror på EU som en modvægt til USA, men vi andre behøver ikke at gøre det samme. Arkiv

En EU-hær ikke være nogen garanti imod interventionen i Irak. Et er, at en tragisk sindsforstyrret tv-figur tror på EU som en modvægt til USA, men vi andre behøver ikke at gøre det samme. Arkiv

6. januar 2009

DR-TV's nye dramaserie 'Livvagterne' tegner rigtig godt. Måske lige bortset fra at det står uklart, om det er manuskriptforfatterne eller Catic, den krigstraumatiserede far i debutafsnittet, der kommer for skade at kludre i kendsgerningerne omkring Irak-invasionen. Ved nyheden om sønnens død under dansk livvagttjeneste i Irak udtaler faren: "I stemte nej til Maastricht. I stemte også nej til EU-militærsamarbejde. Hvis der var en fælles europæisk holdning, så havde der også været en fælles EU-hær. Så ville Danmark ikke være med i den krig."

Imidlertid ville en EU-hær ikke være nogen garanti imod interventionen i Irak. Tværtimod lægger EU op til øget forsvarssamarbejde med USA, blandt andet i doktrinen "Et sikkert Europa i en bedre Verden", og flertallet af de 25 EU-landes regeringer støttede faktisk Irakkrigens indledende fase.

Megaskandaler

Gerhard Schröder lancerede sig som modstander af krigen, men under hans regering mellemlandede CIA-fly på tysk jord, og regeringen fortiede sit kendskab til CIA's bortførelse i 2003 af statsborgeren Khaled el-Masri, som blev fløjet til Afghanistan og torteret i fem måneder. Tysklands efterretningstjeneste BND afhørte fanger i Syrien og på Guantànamo, og tyske medierapporter anklagede i januar 2006 BND for at have hjulpet CIA og Bush-regeringen med at udpege bombemål i Irak. Disse megaskandaler skulle kulegraves i et udvalg under Forbundsdagen, men i artikelbasen infomedia.dk kan jeg ikke se nogen aviser, der reelt følger op på undersøgelsen. Hvorfor ikke?

I 2007 droppede Merkel-regeringen sågar at kræve 13 CIA-agenter udleveret i sagen om el-Masri af hensyn til Tysklands forhold til USA. Faktum er, at en Europahær stod på ønskelisten hos CIA-organet American Committee on United Europe allerede i foråret 1951 i samarbejde med Europabevægelsen. Det dokumenteres i bogen "The Hidden Hand" af historiker Richard J. Aldrich.

Resultatet blev indkredset i tidsskriftet Foreign Affairs i 1999 med indlægget "Europe's Next Big Idea". Det erklærede, at nu hvor ØMU'en var sat på skinner, var tiden kommet til en EU-forsvarssøjle, som "flytter Europa et gigantisk skridt tættere på politisk parallelitet med de Forenede Stater". Samme tidsskrift, foråret 1995, bragte Richard Holbrookes indlæg med den sigende overskrift; "America: A European Power".

Et er, at en tragisk sindsforstyrret tv-figur tror på EU som en modvægt til USA, men vi andre behøver ikke at gøre det samme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Estrid Sørensen

Kære Morten. Du skrive, at de omtalte "megaskandaler skulle kulegraves i et udvalg under Forbundsdagen, men i artikelbasen infomedia.dk kan jeg ikke se nogen aviser, der reelt følger op på undersøgelsen" og følger dette op med det berettigede spørgsmål "Hvorfor ikke"? Og så rejser du langt omkring for at finde svaret. Måske skulle du søge i infomedias redaktions-politik. Rent faktisk kører der i øjeblikket en undersøgelsesdomstol i Tyskland, som netop forsøger at klarlægge, hvorvidt BND-medarbejdere i Iraq informerede amerikanerne. Og jeg kan informere dig om, at foreløbig ser det ret usandsynligt ud, at der overhovedet er noget om snakken. Research i mere end een kilde er altid et godt råd - også for Information før de refererer til 'de vigtigste artikler' i deres nyhedsbrev.

Kære Estrid. Tak for kommentaren (jeg hedder for øvrigt Magnus).

Jeg kan berolige dig med, at du har misforstået mine ord. At undersøgelserne faktisk er i gang, er jeg fuldt ud klar over. Det, jeg i mit indlæg undrer mig over, er, at ingen medier skriver om, hvad der så - indtil videre - er kommet ud af dem.

Hvorvidt det er medierne, der er kritisabelt dovne, eller om det er undersøgelserne, der ikke rykker sig ud af stedet, ved jeg ikke. Hvad der er værst, ved jeg såmænd heller ikke.

Til gengæld ved jeg fra avisartikler netop om de fire sager, at det (også) i Tyskland er sørgeligt almindeligt, at skandaler kommer for udvalgsundersøgelser for blot at blive syltet. - "I kan ikke se mig," sagde barnet, og holdt sig for øjnene.