Kronik

EU har brug for samlet handling

EU kan se tilbage på seks måneder med flere internationale kriser, som på paradoksal vis har bragt medlemslandene tættere sammen. Det er ikke de indre reformforsøg, men de ydre behov for resultater, der kan skabe samlet udenrigspolitisk handlekraft
Debat
5. januar 2009

Udgangspunktet for et styrket EU tegnede sig ellers dårligt med det irske nej til Lissabon-traktaten tilbage i juni måned. Men så kom Georgien-krigen, finanskrisen og en række nye politiske udfordringer for Europa.

Disse begivenheder har i vidt omfang været udslagsgivende for en ny europæisk vitalitet. Derved fik EU vendt en decideret krisetilstand til et hidtil uset lederskab på den internationale scene.

De internationale omvæltninger har været en cadeau til det franske EU-formandskab, der effektivt har formået at fremstille præsident Nicolas Sarkozy som Europas stærke lederskikkelse. Og det franske formandskab har også på mange måder gavnet hele EU.

I kraft af et velsmurt diplomatisk apparat har Paris kunnet skabe langt større handlekraft end de fleste andre regeringer i EU's formandsstol.

I vide kredse i EU var der således få, der ville have troet på lige så store resultater før det slovenske formandskab (foråret 2008) - eller under det tjekkiske formandskab, der netop er indledt.

Georgien

Som resultat af de franske mæglingsforsøg indvilligede Moskva og Tbilisi at gå ind på en sekspunktplan, der satte en stopper for de georgisk-russiske fjendtligheder i begyndelsen af august. Kort tid derefter kunne EU udsende en fredsbevarende observatørmission til Georgien med henblik på at overvåge våbenhvilen.

Mens udfoldelsen af den rå magtpolitik i Europas baggård kom bag på de fleste, er det en udbredt opfattelse, at EU's rolle i konfliktløsningen har været succesfuld. Hvis det ikke havde været for EU's indblanding, kunne russiske styrker meget vel have indtaget Tbilisi, og situationen ville have været langt mere alvorlig for Georgien.

Når formandskabet har opnået resultater over for Rusland, skyldes det en realpolitisk tilgang, som til en vis grad anerkender russiske interesser i Sydkaukasus. Det har krævet en stor indsats at overtale de østeuropæiske lande til at slutte op omkring denne linje, specielt Polen og de baltiske lande. Men det er lykkedes, og i modsætning til Irak-krigen for fem år siden er der ingen splittelse mellem et 'nyt' og et 'gammelt' Europa.

Finanskrisen

Det er imidlertid håndteringen af finanskrisen, der for alvor har konsolideret indtrykket af et handlekraftigt EU. Siden aktiekursernes himmelfald og de skandaleombruste bankkrak har der været udbredt frygt for en økonomisk krise med arbejdsløshed og global recession af historiske dimensioner.

For selv de mest liberale økonomier har finanskrisen vist et presserende behov for at holde kort snor i den finansielle sektor. Det var landene i euro-zonen, der gik forrest med initiativer til offentlige investeringer og statslig overvågning af finansverdenen. EU-landene har siden tilsluttet sig ambitionen om en koordineret indsats mod krisen.

Globale problemer kræver imidlertid globale løsninger. Afholdelsen af G20-mødet blandt verdens vigtigste ledere har her været EU's største succes.

Sarkozy kunne i november gennemtrumfe dette møde i kraft af EU's enorme betydning for verdensøkonomien. USA er presset og har brug for samarbejde med verdens øvrige magter. Det er en ny situation, hvor EU har taget teten i inddragelsen af de voksende økonomier som Brasilien, Indien og Kina i en proces, som kan resultere i historiske politiske beslutninger vedrørende den globale økonomi.

Afrika

Frankrig aktivisme har strakt sig så vidt som til at foreslå udsendelsen af europæiske tropper for at bekæmpe den humanitære katastrofe i DR Congo. Efter modstand fra EU's kernelande er der dog ikke udsigt til nogen militær intervention. Det var ellers i Congo, at EU i 2003 viste sig i stand til at standse lignende uroligheder med indsættelsen af få, men veldisciplinerede soldater.

Til gengæld har EU netop påbegyndt flådemissionen ATALANTA til bekæmpelse af pirater i farvandet omkring Somalia. Pirateriet har længe været en åbenlys trussel mod den internationale skibsfart omkring Afrikas Horn. EU har derfor ønsket at tage selvstændig del i bekæmpelsen. ATALANTA viser altså, at EU har en fælles vilje til militær handling, men at der omvendt skal være klare interesser forbundet med det.

EU-forsvar

EU's militære udvikling er i høj grad dikteret af eksterne begivenheder. Ikke mindst forholdet til NATO og USA. Særligt Storbritannien, men også de nye medlemslande mod øst er gået særdeles varsomt frem for ikke at risikere konkurrence til NATO. Efterhånden er en ny erkendelse dog ved at indfinde sig: Europa må påtage sig en større del af den militære arbejdsbyrde for at bevare det amerikanske engagement i NATO.

Også på dette punkt har franskmændene øjnet en chance for at agere primus motor: Til gengæld for fransk tilbagevenden til NATO skal EU-forsvaret have en saltvandsindsprøjtning og gøres mere selvstændigt.

Alt tyder på, at USA med Obama i spidsen vil acceptere disse planer. Det hænger ikke mindst sammen med, at USA har tabt pusten og i de kommende år er tvunget til at søge støtte blandt sine europæiske allierede. USA har brug for EU, og dermed er fundamentet lagt for en styrkelse af EU-forsvaret til de internationale operationer.

EU's nyvundne selvtillid blev så sent som i sidste uge i Poznan i Polen kun forstærket af indgåelsen af nye fælles regler om klima- og energipolitikken. På et dybere plan står EU's nye aktivistiske profil i stærk kontrast til de ofte kuldsejlede forsøg på at reformere systemet indefra.

Indbyrdes splittelse

EU består fortsat af selvbevidste nationalstater. Derfor har det historisk været mere reglen end undtagelsen, at initiativer til styrkelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik går i vasken. Det skyldes ikke mindst de EU-skeptiske folkeafstemninger, der forkaster elitens projekter (Lissabon-traktaten inklusive).

De internationale omvæltninger har imidlertid understreget nytten af et handlekraftigt EU, der kan reagere på de internationale omvæltninger. Bruxelles må levere resultater frem for som altid at fremstå indbyrdes splittet i udenrigspolitiske spørgsmål.

I første omgang peger det på, at EU i fremtiden ikke kan forlade sig på tilfældigheder omkring det roterende formandskab. Ikke blot forstærker det imaget af et identitetsforvirret Europa at lade sig repræsentere af et nyt formandsland med ansvar for den fælles udenrigspolitik hvert halve år.

EU risikerer ligeledes at stå splittet i tilfælde af svage formandskaber, der (modsat f.eks. Frankrig) ikke har den politiske kapacitet til at samle medlemslandene.

Det er i lyset af denne udvikling, at EU's ledere nu forsøger at genoplive af Lissabon-traktaten. Som det ser ud, kommer irerne til at stemme om en revideret Lissabon-traktat, hvor alle lande får lov at beholde en kommissær.

Men ellers er Lissabon-traktaten fortsat udtryk for et mere sammenhængende EU. Her tæller specielt planerne om skabelsen af en permanent EU-udenrigsrepræsentant, som skal samle de eksterne politikker fra Rådet og Kommissionen under én persons myndighed. Til formålet skal udenrigsrepræsentanten udstyres med sin egen europæiske udenrigstjeneste.

Mens EU-medlemmerne i sidste instans naturligvis ikke kan tvinges til enighed, har EU endnu meget at vinde på et mere kontinuert lederskab. Et EU i flere hastigheder er stadig en mulighed, hvis der på langt sigt ikke kan opnås enighed om de mere kontroversielle aspekter af en fælles udenrigspolitik, herunder forsvarssamarbejdet.

EU har foreløbigt vist sig i stand til at imødegå de mest påtrængende behov for politisk handling. Derved kom fokus væk fra krisestemningen efter Irlands nej. Behovet for resultater presser de indbyrdes uoverensstemmelser i baggrunden. Deri ligger forudsætningen for en styrket udenrigspolitik fra Bruxelles.

Henrik Boesen Lindbo Larsen, cand.scient.pol. med speciale i europæisk sikkerhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her