Kronik

Fadervor i folkeskolen?

Gud Fader bevar os for en folkeskole så ufolkelig, at den ikke vil give børnene de nødvendige religiøse kompetencer, der gør det muligt for dem at forholde sig til hele virkeligheden i dens fulde udstrækning og ikke kun til 'vores del'
Gud Fader bevar os for en folkeskole så ufolkelig, at den ikke vil give børnene de nødvendige religiøse kompetencer, der gør det muligt for dem at forholde sig til hele virkeligheden i dens fulde udstrækning og ikke kun til -vores del-, mener Peter Holm.

Gud Fader bevar os for en folkeskole så ufolkelig, at den ikke vil give børnene de nødvendige religiøse kompetencer, der gør det muligt for dem at forholde sig til hele virkeligheden i dens fulde udstrækning og ikke kun til -vores del-, mener Peter Holm.

Kim Haugaard

Debat
16. januar 2009

I modsætning til alle andre eksperter er jeg pr. definition diskvalificeret, når det gælder religionsdebatten, for jeg er nemlig præst i den danske folkekirke. Facit er derfor givet på forhånd, og læseren kan i og for sig godt standse allerede her. Jeg holder på kristendommen og synes, der hver eneste dag skal være både morgensang med salmer og Fadervor i Folkeskolen.

Det er ikke spor overraskende, at en præst mener det, men tværtimod, hvad man kan forvente, for præster tror jo på Gud. Normalt er det ellers sådan, at eksperter rådspørges, netop fordi de har en faglig viden, men det er en udbredt forestilling, at i trosspørgsmål gælder der andre spilleregler. Her kan enhver med henvisning til troen komme med sin uforbederlige mening uden at skulle underbygge sine synspunkter med almengyldige argumenter, for troen er nærmest fredhellig, noget meget personligt - noget inderligt, ja, noget helt og holdent privat.

Så præsten skulle altså være noget så paradoksalt som en ekspert, der offentligt udstiller sin helt private tro, men som i virkeligheden ikke har nogen faglig ekspertise at øse af. Og det må indrømmes, at nogle præster er i høj grad selv med til at holde den idé i omløb, og det er slet ikke ondt ment eller bare for at slippe for besværet med at dokumentere det saglige og faglige i troen - de mener det virkelig. Det hedder jo også 'min tro' - som om troen ikke kunne debatteres på et fagligt grundlag. Men det kan den nu alligevel, og enhver teologisk kandidat har på universitetet lært, at der er forskel på den enkeltes helt private psykologiske 'trosfølelse', som udspiller sig i sjælen, og på troens indhold, mens troens indhold er et fagligt teologisk anliggende.

Ikke bare visse præster, men også politikere gør sig det bekvemt med håndteringen af de religiøse problematikker ved som noget helt indiskutabelt at henføre troen til privatlivets hellige sfære og i øvrigt lade religion være et spørgsmål om kulturarv. Men en sådan reduktion af tro og religion bør teologer protestere imod, for den holder ikke en millimeter i den virkelige verden, hvor enhver, der har den mindste smule omtanke, kan indse, at religion er noget mere - noget som ikke bare af kulturelle grunde spiller en enorm rolle overalt i verden, men også at der faktisk er en faglig teologisk diskurs overalt på kloden.

Man kan godt gøre anstrengte forsøg på at bagatellisere hele det religiøse felt ved at udnævne det til at være en slags luftkasteller, som folk af forskellige grunde bygger op henover hovedet på al fornuft, men det er faktisk omvendt. Der er både faglighed og saglighed i religion.

Bag troens private skjold

I teologien har strategien siden Oplysningstiden været at bruge fornuftige metoder, som man også kender det fra andre fag, og det er pinligt, at der inden for ens egne faglige rækker findes folk, som er intellektuelt havareret på et sted i den før-modernitet, der nu kun skimtes i bakspejlet. De ligefrem fodrer både politikere og religionskritikerne med udueligt skyts, og det er ærgerligt, at især kritikere ikke er klogere, men hopper på den og går til modangreb mod fundamentalistiske forestillinger, som om de dermed fik ram på tro og religion som sådan, skønt de kun skyder på mål, der ligger langt til højre for den moderne teologiske diskurs. På den måde spilder både de hjemlige og de mere internationalt kendte kritikere deres krudt uden på nogen måde at komme i dialog med det, der er kernen i al religion.

Højrefløjen røres ikke af kritikken, for den er nemlig dækket godt ind bag den privatiserede troens skjold, og de teologiske frontløbere er for længst over alle førmoderne bjerge og uden for skudvidde. Så kritikken betyder i virkeligheden ingenting for den debat, der kunne være både nyttig og interessant, hvis den altså kom til at handle om det, der er kernen i al religion. Det er nemlig den kendsgerning, at virkeligheden er dobbeltbundet, helt uanset om man er troende eller ateist. Noget falder inden for menneskets erkendelse og magtsfære, og noget falder udenfor. Noget er endeligt, andet uendeligt, noget er konvention, andet står ikke til debat. Noget er et spørgsmål om meninger, noget andet er spørgsmålet om meningen. Denne 'andet-sfære'fortælles frem ved hjælp af Gud og guder. Dvs. at religion er mere end et spørgsmål om psykologi og kultur, nemlig et forsøg på at håndtere et fundamental-ontologisk anliggende.

Det er tilsyneladende ikke gået op for hverken højre-præster, politikere eller religionskritikere, at religion handler om at aflæse 'kosmiske realiter' og forholde sig til dem, og denne manglende forståelse præger i høj grad også den verserende debat morgensalmer og Fadervor i folkeskolen.

Det bliver kun til for eller imod uden smålig hensyn til, hvad det rent indholdsmæssigt er, man er for eller imod. Modstanden går på det principielle, at der er religion på færde. Religion er, tænker man, nemlig et helt særligt privat anliggende, som skolen ikke skal blande sig i, ligesom den heller ikke skal være kulturel partisk. Samfundet er jo multikulturelt.

Af lutter respekt for alt og alle - også for dem, der kalder sig ateister - skal skolen holde fingrene fra morgensang og Fadervor. Modsat går forsvaret på, at der er dansk kulturtradition på spil, og at salmer og bøn jo ikke kan gøre skade, eftersom religion er en privatsag.

De samme præmisser kan åbenbart føre til modsatrettede konklusioner. Men hvad med at standse en så overfladisk debat, der ikke indeholder skyggen af substans, men som alene beror på formalismer og principrytteri? Hvad med at få en dialog om indholdet, og om der evt. ligefrem kunne være filosofisk ræson i at lade skolen stå for en religiøs prægning af eleverne?

Rent faktisk er ikke-morgensang og ikke-bøn nemlig langt fra - som nogle åbenbart forestiller sig - udtryk for respekt og neutralitet, men for et valg, der går på, at man overlader eleverne til sig selv i forhold til den sfære, der ikke tilhører mennesket. Eller man kan skærpe det og sige, at man oven i købet svigter børnene ved ikke at lære dem et sprog for og give dem en holdning til de magter, kræfter og energier, der falder uden for menneskets magtsfære - til 'anden-sfæren'.

Fadervor er nærmest udtryk for (nøgtern) minimalisme. Her kommer 'kun' skabelsestanken, at der er to magtområder, til udtryk. Kristus nævnes ikke, men alene at der findes vores og ikke-vores. Hvad enten man kalder sig ateist eller troende, er det et livsvilkår, som intet menneske kan gøre sig fri af.

Indholdet skal drøftes

Så jeg vil foreslå, at man i stedet for at diskutere for eller imod Fadervor, giver sig til at drøfte indholdet. Så vil man nemlig hurtigt opdage, at Fadervor ikke er et spørgsmål om private følelser, om kulturarv eller om at få en god start på dagen, eller at ikke-Fadervor betyder, at ateister og de ikke-kristne slipper for at blive noget påduttet noget, de ikke ønsker. Forholdt det sig så enkelt var sagen slet ikke værd at diskutere.

Set fra min side - som ekspert - er der noget langt mere alvorligt på spil end hensynet til den enkeltes frihed eller den kulturelle identitet. Under overfladedebatten rejser sig nemlig det spørgsmål, om skolen skal give børnene sans for realiteterne - at væren består af immanens såvel som transcendens, eller om den skal lulle dem ind i den illusion, at der kun findes immanens, og at mennesket er Gud, for nu at bruge den gamle metafor. Vender skolen ryggen til 'den religiøse dimension', må den påtage sig det ansvar, at den er med til at opbygge en illusion, og den må også bære en del af skylden for det sproglige, filosofiske og følelsesmæssige tomrum eller kaos, der opstår, når eleverne før eller senere rent faktisk befinder sig i en situation, hvor virkeligheden viser sig at være dobbeltbundet.

Men Gud Fader bevar os for en folkeskole så ufolkelig, at den ikke vil give børnene de nødvendige religiøse kompetencer, der gør det muligt for dem at forholde sig til hele virkeligheden i dens fulde udstrækning og ikke kun til 'vores del'. Kan man ikke kalde det omsorgssvigt?

Peter Holm er provst for Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Søren Kristensen:
"Æv bæv, min illusion er bedre en din!"

Det er desværre en meget præcis beskrivelse af niveauet.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

du tager fuldstændig fejl. Jeg selv, for nu at tage et nærliggende eksempel, har overhovedet ingen illusioner, hverken gode eller dårlige.

Når man tilhører et mindretal, må man acceptere at klaveret spiller på flertallets præmisser.

Hvis man ikke kan lide lugten, så er der jo fine muligheder for at sende ungerne i en friskole.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

er det noget du siger, fordi du gerne vil fremmane mit sædvanlige agnostiker-bavl? ;-)

Min kommentar om niveauet, gælder ikke samtalen i denne tråd, men debatniveauet generelt i "samfundet". Beklager hvis det gav anledning til fejltolkning...

jesper schultz

Er det nødvendigt at tvinge børnene til at deltage i en fællesbøn startende med ordene 'Fader vor...' - for at bekendtgøre dem med 'de kosmiske realiteter'?

Kunne man ikke mageligt nøjes med klassens timer til kristendomsundervisningen (religion, kristendomskundskab eller hvad det kære barn nu hedder lige pt) - for at forklare børnene, at nogle voksne tror på 'nogen' eller 'noget' der bestemmer over altet?

Hvad med de stakkels børn der er ase-troende, skal de også deltage i 'Fader vor'? Hvad med de troende i den store 'Det Flyvende Spaghettimonster'-kirke?

Er det helt umuligt at forstå, at fok af en anden tro (eller ingen tro) finder det anmassende at deres børn tvinges til at deltage i en kollektiv bøn til en bestemt deitet?

Jeg er selv en af '...dem, der kalder sig ateister ...'; men måske Hr. præsten vil nedlade sig til engang at retlede mig, så jeg må se lyset og afkaste mig ignorancens kåbe?

(Jo, jeg synes tonen er nedladende, og jeg synes argumentationen er forkrampet og fordrejet. Det vigtigste *er* altså ikke at tvinge en bestemt tro ned over hovedet på nogen. Så kan vi tage det metafysiske i klassetimer hvor det kan blive sat i det nødvendige objektive og nøgterne lys).

Per Holm Knudsen

Kristendommen kan ses på flere måder f.eks. sådan Kristendom - tjah! og Oh Jesus!

Prøv en friskole.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

nej, jeg ville bare for god ordens skyld tage afstand fra den sædvanlige, halvmasochistiske relativisme (som dog er beslægtet med din agnosticisme, men slet ikke identisk), som går ud på, at alt er lige godt, alle er lige kloge, og den ene illusion kan højst erstattes af en anden illusion.

Men som sagt, først og fremmest synes jeg, at denne provst er en opblæst nar, og tilmed er han det (med cadeau til din sekularisme) for vore penge.

Per Holm Knudsen

Om her er nogen tankevækkende oplevelser Religulous

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"alt er lige godt, alle er lige kloge, og den ene illusion kan højst erstattes af en anden illusion."

Illusioner kan kun erstattes med fravær af illusioner. Hvilket vi begge to sjovt nok påstår er netop vores eget standpunkt :-)

Jeg mener i øvrigt ikke, at jeg er værdirelativist. Jeg mener bestemt ikke, at alt er lige godt, at alle er lige kloge, osv. Hvis jeg mente det, tjente min deltagelse hér logisk set intet formål...

Jeg ønsker blot ikke forholde mig til nyttesløse og absurde grublerier, som f.eks. "Hvilken er mest fornedrende: Katolicisme eller Indre Mission?" eller "Hvilken er mest fascistoid: Ortodoks jødedom eller wahabisme?". Hvad er formålet med så åndssvage spørgsmålet? At deltage i sådanne overvejelser, er jo netop at holde sig på øv, bøv niveauet.

Desværre formår jeg sagtens at forholde mig til de to spørgsmål ovenfor, som tilfældigt er blevet formuleret til lejligheden. Jeg har klare bud på begge, og allerede linet de afgørende argumenter og afvejninger op. Hvilket sådan set ærgrer mig, da spørgsmålene blev lavet for at illustrere noget der var topmålet af ligegyldighed.

Hej Per :)

Jeg tror, at min kommentar var mere henvendt til Ole Wolf end til dig.

Det ændrer dog ikke ved, at hvis ikke lærere i faget kristendomskundsab fortæller eleverne om både kristendommen, islam, jødedom, buddhisme mm.

Hovedproblemet for mig at se er at man i de små klasser stadig regner kristendom for det der i gamle dage hed 'bibelkundskab'. Altså lære børnene, fortælle børnene, de bibelske fortællinger.
Først i 5.-6.klasse lærer eleverne (børnene) om andre religioner.

Hvis jeg bestemte, ville jeg indføre et fag, som bl.a. sskulle lære eleverne om oldtidens riger, fra Perser-riget over Babylon til Kina; over Romer-riget til Islam, hinduisme og buddhisme mm. Og faget skulle begynde i 7. eller 8.klasse.

Søren Kristensen

@ Kim Vibe

1) "Når man tilhører et mindretal, må man acceptere at klaveret spiller på flertallets præmisser."

2 ) "Hvis man ikke kan lide lugten, så er der jo fine muligheder for at sende ungerne i en friskole."

Du vender tingene på hovedet.

Ad. 1:
Hvilken autoritetstro! - at bare noget er effektueret af flertallet, så er det den rigtige vej at gå. (Husk, uden sammenligning i øvrigt ,at nazismen også var flertallets valg i Tyskland op til 1945. Det blev det ikke mere rigtigt af).

Jeg appelerer med andre ord til at du begynder at tænke selv.

Ad: 2:
Som hele folkets skole (deraf navnet folkeskolen) kan det ikke passe at den ikke skal levere en neutral tilgang til religionsundervisning, dvs. uden at farvorisere den ene fantasme frem for den anden.

Hvis dette tilbud ikke er nok, bliver retten til yderligere mangfoldighed varetaget gennem friskoleordningen, hvor religiøs inddoktrinering heller ikke er tilladt.

Esben Sørensen

Til Peter Holm!

Spar os for dine teologiske udgydelser til forsvar for Fadervor i den danske folkeskole.

Bestemmelsen i Folkeskolelovens paragraf 1, stk. 3 indebærer iflg. kirke- og undervisningsminister, Bertel Haarder, at Folkeskolen ikke må søge at påvirke eleverne i retning af bestemte livsanskuelser eller politiske opfattelser. Så klart er det formuleret, og så klart skal det opfattes.

I faget religion, hvorunder kristendommen hører, skal eleverne undervises. Kristendom er således ikke et forkyndelsesfag, men et kundskabsfag, hvor skolen skal give eleverne viden om kristendommen. De skal lære at forholde sig kritisk til såvel Bibelen som til Koranen og andre såkaldt hellige skrifter, men som du forhåbentlig kan forstå, må der ikke forkyndes på nogen måde overhovedet. Derfor kan skolen heller ikke påtage sig at praktisere religiøse handlinger som Fadervor ved morgensamlinger eller på anden måde. Det må den danske folkekirke tage sig af.

Lars Christiansen

Jeg respektere fuldt ud ateisters ret til at tro på hvadsomhelst, blot de holder det inden døre og ikke missionerer.

Lars Christiansen

Hvor er det fedt, at en teolog har nosser til at kalde sig "ekspert" i tro og religion

Det irriterer åbenbart jantelovens jurister, der jo hader eksperter og smagsdommer.

Heinrich R. Jørgensen

Lars Christensen:
"Jeg respektere fuldt ud ateisters ret til at tro på hvadsomhelst, blot de holder det inden døre og ikke missionerer."

Ja, ateister kan være lige så missionske og fundamentalistiske og teister. Blot skal man helst ikke nævne den slags højt, når der er ateister til stede. Den slags udsagn afføder som regel en strøm af prædikener og bandbuller mod de kætterske postulater :-)

Heinrich R. Jørgensen

Rettelse:
"Ja, ateister kan være lige så missionske og fundamentalistiske som teister."

Henning Ristinge

"Men Gud Fader bevar os for en folkeskole så ufolkelig, at den ikke vil give børnene de nødvendige religiøse kompetencer, "

Det er nok sådan stort set det eneste jeg er lidt enig i. Men netop det opnår men ikke - som Holm synes at mene - ved at fastholde Lutheransk indoktrinering i folkeskolen. Tværtimod bør kristendomskonskab, salmesang og bønner forbydes på skolerns grund eller den slags bør henvises til de bederum der burde være på de fleste større arbejdspladser. Så kunne man istedet indfører tvungen undervisning i verdens religioner/tros forestillinger og sammenkæde det med filosofundervisning. man kan selvsagt give en vis vægt til luthers kristendom som en væsentlig del af vores kulturarv.

Iøvrigt mener jeg folkekoreen bør privatisers og at al religion skal udelukkes fra statslige organisationer og institutioner, som i Frankrig. Det ville løse en lang række problemer og sikre at den Luhterske tror ikke har mere særstatus end den folket vil give den når de vælger om de vil batele deres kirkeskat til den institution eller ej. Personligt tror jeg det ville medføre en opblomstring for folkekirken, det er, efter at den er blevet grundigt saneret.

Heinrich R. Jørgensen

Ganske enig, Henning Ristinge.

Det er jo absurd, at de islamofobe forestiller sig, at religiøse vrangforestillinger kan modvirkes med andre religiøse vrangforestillinger.

Der er godt nok sådan at vacciner virker, men medicinsk præcisionsdosering er trods alt noget mere eksakt end teologisk ditto, og teologernes resultaterne kan næppe forventes at leve op til lægernes.

Henning Ristinge

præster og lignende forkyndere bør selvsagt banlyses fra folksekolen. Folk kan etablere friskoler hvis de ønsker at deres børn skal indoktrineres i en eller anden tro det være sig politisk eller religiøst - det bør snadt for dyden ikke være det offentliges eller statens opgave.

Heinrich R. Jørgensen

Henning Ristinge:
"præster og lignende forkyndere bør selvsagt banlyses fra folksekolen."

Dén får du næppe Paven med på ;-)

Ét er at lære om fadervor, noget andet at fremsige denne remse som bøn hver dag.

Gad vide om nogen ville turde svare for følgerne, hvis en skole fandt på at alle hver dag gennem hele deres skoleliv, i forbindelse med morgensamlingen, andægtigt skulle fremsige:
"To plus to er lig fem.
To plus to er lig fem.
To plus to er lig fem.
Amen"
?

Heinrich R. Jørgensen

Peer Bentzen, jeg tror der er skrevet en bog der berører emnet. Forfatteren er George Orwell, og bogens titel er et årstal :-)

Heinrich R. Jørgensen

Et andet tankeeksperiment for hvor meget det man lærer i en tidlig alder fylder som voksen, kan enhver der kommer forbi denne kommentar gøre.

Vi lærte alle alfabetet at kende, da vi begyndte i skolen. Nogle kunne måske læse før vi kom i skolen, men pensum var helt klart, at vi skulle skoles i bogstaverne, og lære at sætte dem sammen til ord.

Opgaven er simpel. Svar omgående på følgende spørgsmål: Hvor mange bogstaver er der i det danske alfabet?

Heinrich R. Jørgensen

:
:
:

Heinrich R. Jørgensen

:
:
:
:
:
:
:
:
:
:
:
:
:
.
:
:
:
:
:
:
:
:
:
:

Dernæst kontroller om det var korrekt. Og hvis ikke, hvad kan årsagen være?

Man kunne også vende det hele lidt på hovedet, og spørge hvad det er for en lærdom der er så vanskelig at fatte, at det er nødvendigt at terpe den hver dag i 10-12 år?
Og så stille tillægsspørgsmålet, om besværet mon skyldes, at det, der søges banket ind, nok intet har at gøre med virkeligheden?

Sider