Læsetid: 5 min.

Hvad vil Hamas?

Vi har brug for en ny forståelse for, hvem Hamas egentlig er, og hvad de vil. Måske er der en anden læsning af Hamas' politiske teori og praksis, som er blevet fravalgt, enten fordi 'man' ikke har kunnet afkode den, eller fordi 'man' ikke har ønsket at give den en chance
-Stop terroren,- står der på et flag ved en pro-israelsk demonstration i Berlin. Hamas er i Israels og mange mediers optik desværre reduceret til en terrororganisation, hvor Hamas som politisk parti med deres moderate og fleksible bud på en mulig fred bliver fuldstændig negligeret.

-Stop terroren,- står der på et flag ved en pro-israelsk demonstration i Berlin. Hamas er i Israels og mange mediers optik desværre reduceret til en terrororganisation, hvor Hamas som politisk parti med deres moderate og fleksible bud på en mulig fred bliver fuldstændig negligeret.

13. januar 2009

I pressedækningen af Gazakrigen er der tilsyneladende ingen tvivl om, hvem Hamas er, og hvad de vil. De har jo i årevis stået på både EU's og USA's terrorliste. De er islamister og ønsker at oprette et kalifat i hele det oprindelige britiske Palæstinamandat, og de bekæmper derfor Israel for at udradere den jødiske stat og genskabe den oprindelige arabiske, muslimske stat 'from the river to the sea' (fra flod til hav, red.). Men måske er det ikke hele sandheden? I disse dage hvor den israelske krigsmaskine er i gang med den endelige løsning af sit Hamasproblem, mener jeg, at vi skylder os selv og den øvrige verden her i det yderste minut at besinde os og stille nogle direkte spørgsmål til, hvem Hamas egentlig er, og hvad de vil?

Måske er sandheden ikke så sort/hvid, som medierne fortæller os i dag? Måske er der en anden læsning af Hamas' politiske teori og praksis, som er blevet fravalgt, enten fordi 'man' ikke har kunnet afkode den, eller fordi 'man' ikke har ønsket at give den en chance?

Hamas er en videreførsel af det palæstinensiske Muslimske Broderskab, der har eksisteret i Palæstina siden 1948, men som med udbruddet af den første intifada i 1987 blev en del af det folkelige oprør mod den israelske besættelse. På dette tidspunkt havde guerillastyrker bekæmpet den israelske stats besættelse af palæstinensisk jord i mere end 25 år, mens Det Muslimske Broderskabs afdelinger i Palæstina i samme periode havde afsværget voldelige metoder og i stedet opbygget et net af sociale, uddannelsesmæssige og religiøse institutioner, der støttede op om dagliglivet fra vugge til grav for den besatte befolkning.

Skabe forbedringer

Med oprettelsen af et begrænset selvstyre i Palæstina i 1994 på et lille område uden definerede grænser, skiltes vejene for Hamas og Fatah. Fatah opgav den væbnede kamp, mens Hamas ikke kunne acceptere afgivelsen af palæstinensisk jord.

Den anden intifada fra 2000 til 2004 førte til en genoptagelse af samarbejdet mellem Fatah og Hamas i den fælles voldsomme, militære konfrontation med Israel, hvor selvmordsbomber anvendtes af begge grupper.

I 2004-2005 skete der et paradigmeskift i Hamas. Overmagten og befolkningens lidelser under krigshandlingerne fik Hamas til endeligt at skifte over til den moderate linje, som hele tiden havde vekslet med mere radikale perioder. Hamas besluttede sig til at overgå fra at være en 'bevægelse' til politisk parti og deltog med stor folkelig opbakning i lokalvalgene i 2004-2005. Som en konsekvens opstillede Hamas derefter til parlamentsvalget januar 2006 med et valgprogram, der lovede 'change and reform' (forandringer og reformer, red.).

Til deres egen og hele verdenssamfundets overraskelse vandt Hamas en overbevisende valgsejr, der dog straks afvistes og dernæst udløste voldsomme reaktioner både fra Israel og fra verdenssamfundet.

De to israelske historikere, Shaul Mishal og Avraham Sela, har i deres bog om Hamas fra 2006, The Palestinian Hamas, givet deres bud på, hvorfor Hamas kunne vinde så stor folkelig opbakning i alle de palæstinensiske områder.

De skriver, at sejren hverken skyldtes Hamas' islamiske profil eller den vedholdende militante modstand mod Israel, men et håb om, at Hamas kunne skabe en bedre og ærligere regeringsførelse og et forbedret socialt og økonomisk liv for befolkningen.

Har flyttet sig meget

Og her peger de dels på en folkelig tillid bygget på Hamas' ukorrupte og troværdige sociale og økonomiske arbejde i territorierne. Dels angiver de rummeligheden i Hamas' politik, der i hele perioden har tilladt pragmatiske skift mellem moderate og radikale holdninger, der kombinerede et visionært syn på langt sigt, med en pragmatisk politik på kort sigt.

Ved overgangen til et politisk parti i 2005 kunne de således skifte fra drømmen om en islamisk stat inden for datidens Palæstina i en fjern fremtid til en pragmatisk løsning sammen med Israel her og nu. Våbenhviler - hudna - der i princippet kunne forlænges i al evighed, skulle erstatte kampen med Israel, hvis eksistens hermed indirekte anerkendes som en politisk realitet: "Kommende generationer vil have lært at leve under anderledes mere normale forhold. Hvem ved, hvad de vil beslutte sig for?"

I begyndelsen af marts 2006 brød Hamas' forsøg på at oprette en national samlingsregering med alle palæstinensiske grupperinger sammen, og den 27. marts 2006 præsenterede Hamas sit eget regeringsudspil.

Det er den anerkendte arabiske forsker og historiker Khaled Hroub, der i Journal of Palestine Studies i 2006 peger på den centrale betydning af Hamas' politiske platform fra 27. marts 2006, der med sin moderate og fleksible holdning må betragtes som et udspil både til Fatah, Israel og det internationale samfund.

Det er her, vi ifølge Hroub skal aflæse Hamas' politiske program, og det er her, vi kan se, hvor meget Hamas har flyttet sig politisk og intellektuelt fra charteret i 1988, som de stadigvæk udelukkende bedømmes på .

Fleksibelt bud på fred

Dokumentet henvender sig til alle aktører med en arabisk retorik, der rummer klare om end tit modstridende budskaber om moderation og fleksibilitet. Forholdet til præsident Abbas ønskes styrket gennem samarbejde og dialog. Det tabende Fatah forsikres om samarbejde. Til Israel understreges ønsket om fredelige forhandlinger trods palæstinensernes lidelser under besættelsen og deres ret til at gøre modstand mod denne. Over for Vestens bekymring understreges forpligtigelsen til ansvarlig regeringsførelse og overholdelse af internationale aftaler. Over for bekymrede arabiske naboregimer fremstiller Hamas sig som et moderat styre og over for Hamas' vælgere understreges, at Hamas er et islamisk parti.

Dokumentet peger ifølge Hroub flere steder 'mellem linjerne' på muligheden for en tostatsløsning, der som konsekvens indeholder eksistensen af både en jødisk og en arabisk stat, og der peges på en åbning i fredsforhandlingerne med en henvisning til det afviste fredsinitiativ fra den Arabiske Liga i 2002, der indebar en arabisk anerkendelse af Israel.

Hroub understreger endnu et centralt aspekt i dokumentet. De religiøse overtoner er meget neddæmpede og samles i formuleringer om at forblive trofast over for islamiske, tolerante værdier.

Siden da, fra marts 2006 til i dag, er helvede brudt løs i Gazastriben, og alle kræfter er blevet sat ind på at forhindre 'change and reform'.

Med Israels brud på våbenhvilen 4. og 17. november og Hamas' raketangreb er der åbnet op for en endelig løsning af Israels USA-sikrede krav om 'security'.

Den israelske regering har følgelig sat en dagsorden, der reducerer Hamas til en terrororganisation og fuldstændig negligerer det politiske parti Hamas' regeringsplatform og deres moderate og fleksible bud på en mulig fred.

Marianne Risbjerg Thomsen er pensioneret gymnasielærer og p.t. studerende ved Carsten Niebuhr Instituttet på KU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu