Læsetid: 4 min.

Historien er ikke slut

Det vestlige demokrati er alligevel ikke helt så universelt, som mange troede og håbede. Det store tigerspring frem mod demokrati og markedsøkonomi er en historisk sjældenhed
For mange russere er Putins styre synonym med kaos og et system, der ikke kunne sikre en minimal levestandard. Russerne har derfor vendt sig mod den stærke leder, som garanten for politiske resultater. Derfor kommer ønsket om politisk frihed kun i anden række.

For mange russere er Putins styre synonym med kaos og et system, der ikke kunne sikre en minimal levestandard. Russerne har derfor vendt sig mod den stærke leder, som garanten for politiske resultater. Derfor kommer ønsket om politisk frihed kun i anden række.

Johannes Eisele

23. januar 2009

Historien er slut, lød det ved afslutningen på Den Kolde Krig. På det tidspunkt herskede der en ofte euforisk stemning i den vestlige verden, og ganske mange troede, at demokratiet ville sprede sig som det universelle svar på tomrummet efter kommunismens kollaps. I dag ved vi, at det ikke gik helt sådan. Faktisk er mange lande bevidst begyndt at orientere sig imod en autoritær styreform og 'den stærke leder' som garant for politiske resultater.

Demokratiseringsdiskussionen var fokus for en international konference på Aarhus Universitet, der blev afholdt i sidste weekend i et samarbejde mellem Institutterne for Statskundskab og Antropologi og Etnografi. På dagsordenen var emnet 'transition', altså den terminologi, der typisk anvendes for at beskrive overgangen til demokrati i de tidligere kommunistiske lande.

Med titlen End of Transition? var der på forhånd lagt op til en kritisk revurdering af den engang så optimistiske tro på, at politiske forandringer er synonyme med demokratiske fremskridt.

Den vestlige forestilling om demokratiets og markedsøkonomiens uundgåelige sejrsgang på kloden udspringer af det historiens endeligt (End of History), som blev spået efter afslutningen på Den Kolde Krig, og som den amerikansk-japanske politolog Francis Fukuyama gjorde sig til talsmand for. Derved mente man, at det liberale demokrati havde vist sig alle andre styreformer overlegen, og at det kun ville være et spørgsmål om tid, før de tilbageværende autoritære stater endelig ville tage demokratiet til sig.

Transition

Billedet var imidlertid mere grumset. Nogle lande blev hurtigere demokratiske end andre. Andre lande gennemlevede aldrig den profeterede transitionsfase, men bibeholdt diktaturet. Mange tog formelt de demokratiske og retslige institutioner til sig, men levede videre med de autoritære tilstande og status quo på en række afgørende områder. Der har med andre ord ikke været tale om nogen entydig udvikling.

Sandheden er formentligt snarere, at der er tale om politiske forandringer, der afhænger af en række strukturelle faktorer, som er specifikke fra stat til stat. Blandt de mest centrale forhold kan nævnes tidligere erfaringer med demokrati, geografisk placering i forhold til Vesten samt ikke mindst de eksisterende institutioner i landene. Transition skal derfor ses i et århundredelangt perspektiv, snarere end som en udvikling der kan klares i løbet af et årti, som det ofte fremstilles sådan blandt politikere og kommentatorer.

Et stærkt lederskab

Troen på hurtige fremskridt har efterhånden vist sine praktiske begrænsninger. Mens demokrati har haft en bemærkelsesværdig gennemslagskraft i Centraleuropa, i visse dele af Østeuropa og Balkan, skal man ikke meget længere mod øst for at se den enorme udfordring, der endnu ligger i tilnærmelsen til vestlige standarder.

I Georgien er eftertanken efter den såkaldte Rosenrevolution i 2003 begyndt at melde sig. Præsident Saakasjvili er i stigende grad blevet upopulær som følge af den store sociale slagside, som hans liberale markedsreformer har ført med sig. Samtidig har Saakasjvilis image som demokratisk bannerfører fået alvorlige ridser i lakken efter den voldsomme nedkæmpelse af demonstranter i Tbilisis gader og de begrænsninger i ytringsfriheden, Saakasjvili har indført efter sit fatale fejlangreb på Sydossetien i august sidste år.

Også i Ukraine har Orangerevolutionen med jævne mellemrum vist sin skrøbelighed pga. åbenlyse uenigheder mellem de gamle koalitionspartnere. Finanskrisen har ramt Ukraine særdeles hårdt, og frem for vidtløftige planer om demokrati ser ukrainerne hellere et stærkt lederskab ud af krisen her og nu.

Med 1990'erne kom så opblomstringen af række internationale institutioner og fonde med det formål at skabe forudsætninger for demokratiske fremskridt i de nye lande. Blandt de mest kendte eksempler er Soros Foundation, som har spillet en mere eller mindre åbenlys rolle i de såkaldte farverevolutioner, der har udspillet sig i de tidligere socialistiske stater.

En hel industri

Også EU og Europarådet spiller en særdeles aktiv rolle i at fremme den politiske og sociale udvikling på græsrodsniveau. Der investeres enorme summer i seminarer og projekter, der har til formål at øge kendskabet til vestlige værdier som ligestilling, menneskerettigheder og - demokrati. Med tiden er der opstået en sand demokratiseringsindustri bestående af konsulentfirmaer og ngo'er, der lever af den vestlige støtte til politiske reformer verden over.

En lang proces

Nogle lande har direkte modsat sig, hvad de anser som ekstern indblanding i interne affærer. Rusland er et af de klareste eksempler på et land, der ikke vil belæres om demokrati eller have alskens projekter kørende inden for sine grænser. Efter de turbulente 90'ere under Jeltsin er demokrati for mange russere blev synonymt med kaos og et system, der ikke kunne sikre en minimal levestandard. Russerne har derfor vendt sig mod den stærke leder, Putin, som garanten for politiske resultater. Derfor kommer ønsket om politisk frihed kun i anden række. Rusland er langt fra alene om dette fænomen, og troen på den stærke leder trives ganske vel mange steder uden for den vestlige verden.

I anno 2009 står tilbage, at der ikke findes nogen fatalistisk bevægelse mod et endegyldigt mål, men at lande og regioner udvikler sig forskelligt. Man skal blot vende blikket mod den hjemlige arena for at konstatere, hvordan den demokratiske udvikling i Danmark gik stødvist og over en meget lang historisk periode. Det store tigerspring frem mod demokrati og markedsøkonomi ser man sjældent.

Henrik Boesen Lindbo Larsen, cand.scient.pol. og freelance kommentator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu