Kommentar

Hvem skal have bank?

Finanskrisen har genrejst diskussionen om den finansielle sektors rolle i samfundet, og om hvem der egentlig skal drive bankvirksomhed. Kan finanssektoren helt overlades til private hænder, eller skal staten igen drive bank - under demokratisk kontrol
Debat
7. januar 2009

At der findes banker er sådan set en god idé. Bankernes oprindelige formål er jo at sikre, at overskud fra en del af produktionen bliver kanaliseret over i andre dele af produktionen, hvor der er behov for investeringer. Og at sørge for at vores opsparede midler anvendes på fornuftig vis i den tid, hvor vi ikke selv skal bruge dem.

Men som finanskrisen så tydeligt har blotlagt, så er den bankverden, vi kender i dag, meget langt væk fra denne kernefunktion. I dag er finanssektoren en selvstændig økonomi med et vidt forgrenet net af stadig mere spekulative og fantasifulde investeringer. Værdipapirer og valuta sælges, gensælges og forsikres med stadig større hast. Og nye finansielle produkter opfindes for at sætte yderligere gang i karrusellen.

Teorien om kapitalens frie bevægelighed, der ville føre investeringerne derhen, hvor de gør mest gavn for samfundet, viste sig at være helt uunderbygget. Kapitalen søgte derhen, hvor de kortsigtede fortjenester fandtes - i spekulationsøkonomien.

Bankernes transformation til spekulative kolosser kom ikke af sig selv, men var et direkte resultat af 80'erne nyliberalistiske markedsfundamentalisme. I hele verden fjernede regeringerne de bånd, der tidligere lå på bankerne, samtidig med at den statslige del af den finansielle sektor blev privatiseret.

Brug for opgør

Indtil nu har politikernes svar på krisen været at gennemføre redningsplaner og hjælpepakker for bankerne. Problemet ved de mange redningspakker er bare, at de ikke løser de problemer, der ligger til grund for krisen. Der er behov for et grundlæggende opgør med den måde den finansielle sektor fungerer på. Spekulationsøkonomien skal ikke bare gøres gennemsigtig, den skal bekæmpes og holdes nede. Det handler sådan set om at bevæge bankerne tilbage til deres oprindelige formål - og sikre at de virker til gavn og ikke til skade for samfundet.

Privat vs. offentlig

Men samtidig med den private banksektor tæmmes og reguleres, bør vi seriøst overveje, om det overhovedet er klogt, at banksektoren er på private hænder. Er det fornuftigt, at en så central funktion i samfundet med så stor indflydelse på økonomien overlades til private interesser?

Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt udtalte forleden, at det "ikke er statens opgave at drive bank".

Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor skal pengene på vores løn- og opsparingskontoer forvaltes af private interesser, hvis formål er at sikre størst muligt overskud til egne aktionærer?

Finanskrisen og de seneste finansskandaler har med al tydelighed vist, at bankerne ikke har forvaltet vores opsparing på en måde, der har været til gavn for den enkelte og samfundet.

På samfundets hænder

Men det rækker faktisk længere end det. Ofte bruges lønmodtagernes opsparing ikke bare lemfældigt, men i direkte modstrid mod vores egne interesser. Når bankerne investerer vores penge i virksomheder, der flytter jobs væk fra Danmark eller underbetaler deres medarbejdere. Når der investeres i virksomheder, der opererer fra skattely. Eller i forurenende kulkraftværker. Så er det noget, der har direkte negativ virkning på os, som har ladet bankerne administrere vores opsparing.

Hvis bankerne - derimod var på samfundets hænder, kunne vi tage demokratiske beslutninger om, hvordan vores opsparing skulle forvaltes, og sikre at vores penge gavnede den enkelte og samfundet i sin helhed.

Vi kunne f.eks. demokratisk vælge, at vores opsparing blev brugt til investeringer i grøn teknologi, der ikke tiltrækker investeringer fra privat hold. Vi kunne lade krav om miljøbeskyttelse og ordnede arbejdsforhold være betingelser for investeringer i virksomheder, eller på anden måde sikre at investeringer fulgtes af krav om samfundsgavnlig adfærd.

Der findes allerede i dag andelskasser som Fælleskassen og Merkur Bank, der fungerer efter lignende præmisser - og oven i købet kan fremvise gode økonomiske resultater. Men hvis det virkelig skal batte, så skal staten på banen. Og det demokratiske samfundseje af bankerne, eller en del af bankerne, skal gøres permanent.

Liberalisterne har haft deres årtier til at bevise teorierne om den uregulerede kapitalismes lyksaligheder. Måske det var på tide at lade socialistiske ideer om demokratisk kontrol og økonomisk planlægning afprøve deres værd.

Frank Aaen og Pelle Dragsted er hhv. MF'er og folketingskandidat for Enhedslisten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

Tak for det indlæg, som jeg er fuldkommen enig i:

http://www.information.dk/178632#comment-100879.

I de marxistisk-leninistiske samfund ,som idag er afgået ved døden ( USSR, det "gamle Østeuropa" m v) ejede "folket" erhvervslivet og bankerne, og det var kommunistpartiernes / socialistpartriernes politikere , der styrede hele "kagen" og sørgede for, at ingen "grimme samfundsfjender" fik profit - alt skulle ske i folkets interesse..

Hvis statseje er sagen, så ville disse hedengangne socialist-samfund have været blevet kanon-successer - det blev de ikke - tvætimod blev de studier i ineffektivitet og politisk/økonomisk korruption.

Hellere en høj levestandard og livskvalitet med en finanskrise i ny og næ end et liv i et ny-marxistisk og permanent fattigt Europa.

Jakob Nørgaard

Ja lad os hellere udnytte resten af verden for at kunne opretholde vores urimelige, og uholdbare, høje levestandard.. Der et begrænset kvantum af ressourcer på jorden. Når vi tager mere, får andre mindre. Og vi har ikke fortjent det mere end andre. Ingen bestemmer hvor de er født og ingen har mere ret på jordens ressourcer end andre.

Det er på tide at vi opgiver den snævertsynede tanke om at vores nationale baggrund berettiger overforbrug på andres bekostning, og i stedet adopterer en universel tilgang til den problemstilling som et humanistisk grundsyn fordrer: hvordan skaber vi de bedst mulige vilkår for den størst mulige gruppe i HELE verden.

Claus Oreskov

Robert Kroll – du skyder langt forbi målet. Jeg tror nu ikke det er din fejl, at du ikke er bedre oplyst omkring forholdene i Sovjetunionen, og det tidligere Østeuropa. Under den kolde krig, var det sparsomt med pålidelige oplysninger, om de socialistiske lande som fandt vej til medierne og historiebøgerne. Man kan roligt sige at vi levede med censur gennem hele perioden. Meget af det vi fik at vide, var præ fremstellet i USA og stærkt manipulerende. I de sidste 10 år har vi så oven i, her i Danmark, været udsat for en massiv historie forfalsknings proces, som delvis er styret fra Christiansborg. Midt i denne syndflod af hadefulde og usandsynlige historier, er der også små lysglimt, f.eks. Hans Aage: ” Revolutionen Fjernsynet og Arbejderbevægelsen” i Arbejderhistorie tidsskrift for historie kultur og politik. Nr.2, 2007. Her er en dansk forsker, der har sat sig for at forstå hvordan planøkonomien virkelig fungerede, i stedet for, at rende med halve sandheder, og fulde løgne. På grund at, ovenfor omtalte politiske styring, af historie forskningen i Danmark, er jeg selv for længdes, holdt op med at læse danske historiske bøger. På det udenlandske bogmarked kommer der stædig, mange hæderlige bøger og angående Sovjetunionen vil jeg anbefale: Stephen F. Cohen: ” Rethinking the Sovjet Experience. Politics & History Since 1917” ( Oxford University Press ).

Alene i Sydøst asien lever over en halv milliard mennesker under fattigdomsgrænsen. Mange tusinder ernærer sig ved indsamling af skrald, disse mennesker bor på skrallebunkerne, lever deres liv der og dør der. Det er en af konsekvenserne af hvad du skriver: ” Hellere en høj levestandard og livskvalitet med en finanskrise i ny og næ end et liv i et ny-marxistisk og permanent fattigt Europa.”
Du skal huske, at det samme kapitalistiske system, der producere velstand i en sektor eller et land i verden, producere tilsvarende armod og fattigdom, andre steder i systemets – det er systemets egen indbyggede logik.

Angående Frank Aaen og Pelle Dragsted klumme: Tak for en knippel god analyse og sober fremstilling at et ellers komplekst og mangehoved uhyre. At netop bankvæsnets mangel på gennemsigtighed frister til ulovligheder er ikke nogen nyhed se, f.eks. hvad Lenin siger om den ting i en pjece fra 1917.: ” Kun hvis bankerne nationaliseres, kan man opnå, at staten får kendskab til, hvor millionerne og milliarderne går hen og hvordan, hvor de kommer fra og hvornår”.

Michael Skaarup

Tak for en god artikel....Jeg er ganske enig i tankerne.

Det er dog lidt sørgeligt, men også glædeligt at Helle Thorning, ikke mener at samfundet har en interesse i at drive banker.
Det sørgelige består i at Socialdemokratiet, ellers havde en standpunkt der var forskellige fra Fjogh & medskyldige.
Det glædelige er, at det er tydelig markering, af at Helle T. snart til bliver forfremmet til en plads i EU. mao. Væk med hende og hendes egoistisk socialisme. aka "Jeg kan slå fjogh".. Kære Helle du kan ikke en skid alene.....

Jeg er ligeledes ganske enig i at markedmekanisme usynlige hånd, aldrig har eksisteret og det kapitalistiske løgn og selvforståelse, om at bedst er billigst, bærer hovedansvaret for det nuværende resultat.
Nemlig verdenomspændende økonomisk nedtur.

samt det indlysende dumme i påstande som at rigdommen dryser ned igennem samfundsklasserne. Mao. lad de rige blive rigere, så vil de fattige automatisk følge med velstandsstigningen. Hvorfor der i dag ikke skulles findes et eneste fattigt menneske i verden... .

Der sikkert flere veje frem imod bæredygtige løsninger, men ikke alle tjener menneskelig udvikling. Lad os dog ankende de almen menneskelige svagheder som griskhed og grådighed, ikke skal kunne sende folk fra hus og hjem. Men at gennemsigtig system med statlig demokratisk kontrol og ansvar i bank og finansverdens bestyrelser, kan sikre samfundet bedre, end at give enkelte mennesker denne magt alene.

Kære Claus Oreskov.

Jeg er helt uenig i det du siger, men vil af pladshensyn blot kommentere et enkelt punkt om "velstand og armod".

Høj levestandard og livskvalitet i f eks Danmark betyder ikke tilsvarende lav levestandard og livskvalitet i et andet land.

År 0 var vi ca 100 mio mennesker på jorden - idag er vi ca 6,4 milliard og år 2050 er vi i flg FN ca 9,4 milliard.

Hvis din indbyggede tese om, at godernes mængde er begrænset og dermed at godt liv et sted modsvares af et dårligt liv et andet sted, så ville vi alle være gået til for længst.

Livskvalitet skabes af viden og produktivitet - Danmarks befolkning har stor viden og er meget produktiv - derfor har vi det godt. Vi bygger ikke vores velfærd på at "stjæle " fra andre lande.

Ulandene hjælpes dybest set ikke op af dyndet ved blot at sende varer og pengesedler, men ved at sende viden og kompetence, så de kan skabe et godt liv for sig selv - det kommer ikke til at gå ud over vores velfærd - tværtimod.

Marxismen er død - den har lavet for mange ulykker.

Der er brug for en ny forståelse, der kan rumme tidligere (mis-)forståelser af ( tilsyneladende ) modsætningsforhold. Robert Kroll føler - ganske unødigt - at han må vælge mellem et opsat modsætningsforhold mellem (for-)historiske ideologier ( socialisme kontra kapitalisme ). Vi kan imidlertid sagtens forholde os til en langt mere
kompliceret virkelighed, nemlig at disse tilsyneladende modsætninger, faktisk kan bidrage med noget, hver især, til helheden .. til en mere realistisk og bæredygtig opfattelse og forvaltning af virkeligheden. Det er faktisk også det der i perioder var projektet i DK: en avanceret form for balancegang mellem modsætninger, liberale tanker forenet med social omsorg, hvor stat folk og erhvervsliv indgik i dette fælles projekt, - på trods af og på grund af - deres forskellige muligheder og begrænsninger.
Mange tænker sikkert som Robert Kroll: enten høj materialistisk standard i et kapitalistisk baseret system, med alle dens indbyggede kriser mere eller mindre usagt - eller også social tryghed og omsorg, men ikke så meget "materialisme" og penge mellem hænderne. Men hvad vil det sige at ønske sig " levestandard og livskvalitet med en finanskrise i ny og næ " frem for et " permanent fattigt Europa ". For mig lyder det som paradokser:
Hvad vil høj levestandard og en krise i ny og næ medføre ? .... 2009 vil besvare, hvad 2008 allerede har ladet os ane ... Hvordan bygger man et hus, hvordan vokser et egetræ eller kornet på marken - kan man glemme noget så tilsynbeladende gundlæggende ? Ja, for det er hvad der implicit ligger i tidens tankegang: et forsøg på at bygge huse ved blot at kaste mursten, mørtel og skeer op i luften i håbet om at det hele falder på rette plads - mens man tidligere altid har bygget ud fra grundige og realistiske principper: først natur, så mennesker og afgrøder, så grave brænde sten og blande mørtel, så tegninger og fundament, så sten mørtel og hænder ...
Idag kan kapitalismen ikke se hverken sig selv eller virkeligheden udenfor den klaustrofobisk ideologiske tankegang, for overophedede seddelpresser hvis visnede papir til forveksling ligner skovens hvirvlende blade i en efterårsstorm - i ramme alvor kan folk sidde op sin flade, dertil indrettede (?) midt i sociale problemer uden at gøre noget, mens de forklarer sig selv og andre "at de mangler penge" og en bank kan i ramme alvor stå og fortælle en landmand, der producerer mad til flere tusinde, at det økonomisk ikke "hænger sammen", så at sige, at han ikke kan brødføde sig selv ... sådan kan den ene absurditet og åbenlyse brud med virkeligheden opremses i een uendelighed ... til ( eller mod- )svarende absurditeter gør sig naturligvis også gælde indenfor den klaustrofobiske socialistiske system ...
Socialismen og kommunismen var oprindelig også en reform og modifikation af liberalismen-kapitalismen, som allerede i løbet af 1800-tallet havde vist sine indbyggede mangler/imperfektioner - og selvom socialismen-kommunismen i sin teorætiske form forsøgte at nærme sig et andet syn på menneskelivet - så havde disse 2 store hoved-ideologier fra de forrige århundreder mange begrænsninger til fælles: de var baseret på et ureflekteret natursyn, og havde ikke øje for den højere komplekse balancetilstand som naturen repræsenterer
( iøvrigt er naturen et system der i sin kompleksitet opererer med "kriser" " reformer" " gennembrud-revolution" og længere/kortere forløb uden afgørende forandringer .. ) ... de 2 store ideologier havde også det materialiske, mekanistiske, "newtonske" syn på verden til fælles ... igen ganske ureflekteret og stærkt selvbegrænsende i forhold til hvad der er på færde i verden omkring os ...
Den danske Niels Bohr ( som iøvrigt kom ud af en delvis jødisk indvandrerfamilie ... ) gjorde sine afgørende videnskabelige fremskridt, ved netop at kunne rumme forskellige måder at tænke og analysere på, som i datidens videnskabelige verden, ellers blev opfattet som hinandens modsætninger. Niels Bohr havde et levemotto:
Modsætningerne kompletterer hinanden.
Det er den urgamle universelle sandhed, som vi idag har tilsyneladende har glemt ... den starter med mand og kvinde og formeringen .... den går hele vejen igennem historien ... frem til tiden efter den franske revolution og naturvidenskabernes gennembrud ( også inden for forståelsen af det menneskelige sind, individuelt og socialt ) ... frem til den nuværende " krise ": et menneskeskabt "financielt" system, som ikke er blevet videreudviklet ( kun modificeret ) de seneste 100 år eller mere ...
Da den financielle krise ikke optræder alene, men i selskab med en omfattende klimatisk forandring, en trussel mod egentlig menneskeig produktivitet og beskæftigelse ( pga af det førnævnte forældede financielle system ) samt en tidsindstillet "alders-bombe" i de vestlige samfund
er gennemgribende forandringer uundgåelige: hvadenten vi ser på disse som en udfordring som kan imødekommes med nytænkning og kreativitet
- eller i flæbende nostalgi og selvmedlidenhed klamrer os lettere infantilt og ureflekterende fast til de store ideologier på lerfødder ...
valget vil komme til enhver ... det er tid til at træde
i karakter ... så lad os kaste de narremasker, som så mange enten bærer selv eller prøver at sætte på hinanden ... lige fra manden og kvinden på gaden til de øverste ledere ... igen nævnt, ingen glemt ....

Heinrich R. Jørgensen

En udmærket analyse og klokkeklar fremstilling af et vigtigt emne. Frank Aaen viser endnu en gang sit format som analytiker og revser.

Jeg er dog mindre begejstret for konklusionen, eller løsningen - et statsejet pengeinstitut.

Jeg har intet mod, at staten ejer er pengeinstitut, hvis dette drives på samme vilkår som alle andre - hvilket bl.a. betyder en gedigen armslængde mellem stat og pengeinstitut.

Staten behøver ikke at kunne diktere vilkårene for udlånspolitikker for noget specifikt pengeinstitut - hvis staten ønsker at begunstige f.eks. energi og klimateknologi, sker det bedst vha. finanspolitik o.a. lovgivning.

Ønsket om investering i bl.a. danske virksomheder og arbejdspladser, er temmeligt antikvarisk og fjoget. I øvrigt findes der allerede en finansiel kolos der forfølger det formål, nemlig ATP. Hvorfor skulle staten gøre mere på det område?

Der findes adskillige fornuftige pengeinstitutter i Danmark, der driver bankvirksomhed med andet sigte end kasino fantasmer - bl.a. bør Oikos nævnes, der sørger for mikrokreditter til verdens fattige.

Claus Oreskov

Robert Kroll du manipulere med mine ord! Jeg skrev intet om: ” Høj levestandard og livskvalitet”. Det jeg skrev, omhandlede i abstrakte termer, nogle indbyggede mekanismer i kapitalismen (som et monetært verdens system). Du laver det om til en metafysisk diskussion om ”det gode liv”! Resten af din analyse er nationalistisk ord gejl, du taler om at Danmarks befolkning har det godt – men har de det lige godt?
Og for en orden skyld: Sovjetunionen gik ikke i opløsning; men blev afviklet ved et politisk dekret den 8. december 1991. Formålet var at bringe Boris Yeltsin til magten. ( Tatyana Tolstaya har sine helt egne, lettere sarkastiske for ikke at sige bidende bemærkninger om dette historiske hændelsesforløb i det lille essay: ” Yeltsin and Russia Lose” fra bogen: ”Pushkins Children” ).
Dekretet der afviklede Sovjetunionen blev udarbejdet og underskrevet af Boris Yeltsin Ruslands præsident, Leonid Kravchuk Ukraines præsident og Stanislav Shushkevich Hvide Ruslands præsident. Ingen repræsentanter fra de andre republikker eller Sovjetunionens præsident Gorbatjov var inviterede til dette møde, der fandt sted i en dacha beliggende i natur reservatet Belovezhskaya Pushcha ved Minsk.
Den dag i dag går der frasagn på egnen, om det drikkegilde de 3. præsidenter afholdt der i hytten.

Andreas Trägårdh

I har jo fuldstændig ret.

Tak til Frank Aaen og Pelle Dragsted

Tak for et relevant og gennemarbejde argument, i den offentlige debat om finanseringen af Danmark.
Artiklen er en redelig og overskuelig analyse med et kritisk blik på bank systemet.

Må rigtig mange få øjnene op for jeres pointe!

Andreas Trägårdh

Men hør, hvorfor må staten ikke bedrive bankvirksomhed?

Det må den også godt, at drive skat ind er jo i og for sig en bank virksomhed. Så hvorfor må staten så ikke tjene penge på denne bankdrift, på lige fod med de private banker?

Eller, som det så enkelt anskueliggøres i artiklen; Hvorfor skulle staten ikke netop være den fortrukne bank garanti, til enhver meningmands fordel!?

Det er en skide go ide! Lad os få det i sving, kammerater :) -

Frank har vundet min stemme!

Bjarne Thyregod

Tja hvorfor må staten ikke bedrive bank-virkomhed.
Jeg forstår det heller ikke - for snart 17 år siden havde vi i Danmark en statslig pengeformidler Girobank som gav et stort overskud til staten.

Postgiro senere Girobank leverede en billig ydelse og høj kvalitet til kunderne, men var en torn i øjet på Bankverdenen og Schlüters regering som jo fandt ideologisk føde hos Tatcher og Regan og deres cheføkonom Milton Friedmann.

Så istedet for at udvide Postgiros virkefelt blev den solgt og endte som en underafdeling af Den Danske Bank.

Ja her kunne vi have haft en velfungerende statsbank, men nej.
At regeringer i andre lande er tæt knyttet op om banker viser at det især er herhjemme at ultraliberalisterne og deres ideologi har slået igennem.

Torben Madsen

"Ofte bruges lønmodtagernes opsparing ikke bare lemfældigt, men i direkte modstrid mod vores egne interesser. Når bankerne investerer vores penge i virksomheder, der flytter jobs væk fra Danmark"

Det er i Danmarks interesse at job som kan gøres bedre eller billigere i udlandet, bliver flyttet til udlandet.

Vi kan så gøre det som vi er bedst til.

Det er den måde vil er blvet rige på. Således at man hele tiden for allokeret pengene derhen hvor det giver det største afkast.

Pelle Dragsted

Læs andre artikler jeg har skrevet om krisen mv på http://www.pelledragsted.blogspot.com

mvh. Pelle Dragsted