Det var en trykket Bush, der i november erkendte på CNN, at flere af hans kommentarer gennem årene måske ikke har været lige hensigtsmæssige.
Interviewet vakte berettiget opsigt, for efter næsten otte års hån og bekymring over Bushs retorik i europæiske medier virkede præsidenten for en sjælden gangs skyld resignerende over for kritikken.
Ud over hans utidige 'missionen er fuldført' fra dækket af hangarskibet U.S.S. Abraham Lincoln i maj 2003, og hans "de kan bare komme an"-replik om de irakiske oprørere samme år, var der særlig én udtalelse fra den angrende præsident, man bør hæfte sig ved.
Bush fortalte nemlig i samme åndedrag, at han fortrød, at han i kølvandet på 11. september 2001 havde brugt westenreferencen "Eftersøgt - død eller levende" om Osama bin Laden, fordi hans ordvalg var blevet misforstået.
Mens Bush havde prøvet at positionere sig som en ægte amerikansk cowboy, der udtrykte handlekraft, styrke og mod i en periode, hvor amerikanerne sukkede efter hævn og lederskab, tolkede især europæerne hans retorik som udtryk for en voldelig selvtægts desperado.
På trods af, at Barack Obama ud fra en europæisk optik umiddelbart er i besiddelse af større talegaver end Bush, bør han tage ved lære af sin forgængers sproglige fejltrin. Særligt når det gælder begreber, der har rod i amerikansk mytologi.
Retorik fra det vilde vest
Bushs brug af western-metaforer går langt ud over det førnævnte eksempel. Siden 11. september har han affyret den ene salve af sproglige referencer efter den anden, der har knyttet amerikansk udenrigspolitik til westernmytologien, som vi kender fra film med legender som John Wayne og Gary Cooper. Bushs konsekvente omtale af Bin Laden og Saddam Hussein som outlaws, hans fortælling om det godes kamp mod det onde og hans ambition om at samle en posse (westernslang for bande) af frivillige hjælpere, er, ligesom hans beskrivelser af hvordan menneskejagten på terrorister skal ske ved at ryge dem ud af deres gemmesteder, alle eksempler på denne tendens.
For at forstå Bushs referencer må man kende til westernmytologiens centrale betydning for amerikansk kultur. Film og litteratur om helte og skurke i Det Vilde Vesten fungerer nemlig som en slags kulturel skabelsesberetning. Fortællinger om nybyggernes kampe mod bestialske indianere og den ensomme westernhelts dueller mod skrupelløse revolvermænd handler om, hvordan civilisationen Amerika blev skabt gennem voldelige og blodige opgør.
Selvforståelsens GPS
Historierne er ikke nødvendigvis sande i den forstand, at de virkelig har fundet sted, men som myter har de karakter af en fortælling og kollektiv hukommelse om, hvordan livet i Vesten virkelig var, og de rummer kernen i amerikansk selvforståelse. Heltemyter om cowboys og sheriffer indkapsler en ideologi, der afspejler den amerikanske kultur, de er skabt i.
Westernhelten personificerer i sin grundform, at der med moralsk forsyn og fysisk styrke følger et ansvar. Og en mission til at udbrede fred, frihed og ikke mindst retfærdighed i en verden, der forstås ud fra gode og onde modsætninger.
Handlingsmønstrene varierer fra fortælling til fortælling, men enegang, vold og selvtægt er centrale elementer i denne tradition. Vi genkender også denne mentale skabelon fra actionheltene i film som Dirty Harry, Rambo, Die Hard og The Terminator, der alle har rødder i samme mytologi.
Myterne er så stærke kulturelle fortællinger, at de fungerer som en slags mental og kulturel GPS vejviser, som kan føre én tilbage på sporet, når man er faret vild. De fortæller både, hvordan tingene var, og hvordan de burde være og fungerer dermed som et handlingsanvisende ideal. Det var derfor kun naturligt, at Bush meget eksplicit brugte westernmytologien som retorisk og politisk ledestjerne, da han skulle forklare og rationalisere amerikansk udenrigspolitik efter den traumatiske oplevelse 11. september 2001.
Alt fra professionelle kommentatorer til internettets flittige bloggere har genbrugt samme mytologiske univers, når de har beskrevet præsidenten. Her er han konsekvent blevet omtalt som sherif Bush eller cowboy Bush. De har dog langt fra været enige om karakteristikken af Bush som en arketypisk westernhelt. På den baggrund kan man konstatere, at Bushs mytologisk ladede retoriske skud fra hoften har givet et overrumplende rekyl.
Rynkede bryn i Europa
Særligt i Frankrig og Tyskland rynkede man brynene i foragt over Bushs westernretorik. Her forudså man, at cowboyens rå og individualistiske karakter ville vanskeliggøre ambitionerne om en international politisk arena, hvor samarbejdet er baseret på gensidig respekt, kompromiser og fælles løsninger. Bushs tilsidesættelse af internationale organer som bl.a. FN burde dog ikke komme som den store overraskelse, for USA vil altid påberåbe sig retten til at handle på egen hånd, hvis amerikansk sikkerhed er truet.
I britiske medier var det særligt cowboyens "skyd først og spørg bagefter"-strategi, der blev kritiseret, men også westernheltens oversimplificerede opdeling af verden i godt og ondt, som man genkendte i Bushs retorik. Samme fortolkninger gjorde sig til dels også gældende i særligt de kystvendte og mere liberalt orienterede medier i USA, men ikke i lige så høj grad som i Europa.
Bushs klippefaste tro på cowboyens samlingskraft i USA må dog endegyldigt være krakeleret i sommeren 2003, hvor en meningsmåling i USA konkluderede, at en af de mest brugte negative betegnelser for Bush var prædikatet cowboy. På det tidspunkt steg de amerikanske tabstal i Irak, og de frygtede masseødelæggelsesvåben havde vist sig ikke at eksistere.
I samme periode kom traditionelle republikanske kernevælgere dog Bush til undsætning.
En bølge af forsvarstaler for både præsidenten og fortolkningen af cowboykarakteren væltede frem i amerikanske medier. Her lød det gennemgående argument, at jo flere tøsedrenge i Europa, der brugte cowboyen som et negativt ladet udtryk, des mere styrkede det dem i overbevisningen om, at verden netop havde brug for en cowboy i det Hvide Hus.
Der var behov for en leder, der turde tale uden omsvøb ligesom cowboyen, og amerikansk enegang og voldsudøvelse var nødvendig for at sikre civilisationen mod morderiske og barbariske fjender. Bush var ligesom Gary Coopers sherif i filmen High Noon, lød karakteristikken.
Mens europæerne og liberale amerikanere ikke ville se farerne i øjnene, ligesom de kujonagtige landsbyboere i filmen, havde Bush vist styrke og gjort det, hans intuition bød ham at gøre.
De meget varierende fortolkninger og brug af metaforer fra westernmytologien viser, at de ikke har den entydige fortolkningsramme, som Bush havde forestillet sig. Mens nogen opfatter cowboyen som en frelsende helt, lægger andre vægt på hans arrogante, destruktive og voldelige tendenser.
Ny cowboy i sadlen
Når Barack Obama indsættes som præsident 20. januar 2009, vil de sikkerhedspolitiske prioriteter være de samme som under hans forgængere i det ovale værelse, nemlig at sikre USA imod truslen fra terrorister og udbrede demokratiets budskab til regioner, hvor det ikke har fået rodfæste.
Derfor vil westernmetaforer som denne måske igen blive aktualiseret, når talen falder på amerikansk udenrigspolitik:
"Så længe en håndfuld slyngelstater er rede til at angribe suveræne nationer, sådan som Saddam angreb Kuwait i 1991, vil der være tider, hvor vi igen kan blive nødt til at spille rollen som verdens modvillige sherif. Dette vil ikke ændre sig - og ej heller bør det ændre sig."
Citatet er fra bogen Mod til at håbe, der udkom på dansk på Informations Forlag i 2008. Forfatteren hedder Barack Obama.
Mens den ene præsident rider mod solnedgangen, vil en ny sætte sig i sadlen. Sikkerhedssituationen vil vise, om de også opfostrer cowboys i Chicago, men i en usikker fremtid må både Obama og vi andre forsøge at finde holdbare metaforer til at beskrive både amerikansk lederskab og verden omkring os.
BA i Historie Mikkel Selmar har skrevet kronik på baggrund af specialet 'Sherifstjerner og Bushdoktrinen' ved Københavns Universitet
