Kronik

Kan Obama modstå kejserfristelsen?

Man skal tilbage til den Store Depression i 1933 eller den Amerikanske Borgerkrig i 1861 for at finde en nyvalgt præsident, der arver så mange og så alvorlige problemer, som Barack Obama gør. Spørgsmålet er, om han kan modstå fristelsen til at bruge de samme magtbeføjelser, som Bush har gjort
Det nu forhenværende makkerpar, George W. Bush og Dick Cheney, overlader deres efterfølgere et præsidentembede med øgede magtbeføjelser. Spørgsmålet er, om Obama kan modstå fristelsen til at benytte sig af de magtmidler i lyset af de kolossale udfordringer, han står over for.

Det nu forhenværende makkerpar, George W. Bush og Dick Cheney, overlader deres efterfølgere et præsidentembede med øgede magtbeføjelser. Spørgsmålet er, om Obama kan modstå fristelsen til at benytte sig af de magtmidler i lyset af de kolossale udfordringer, han står over for.

Robyn Beck

23. januar 2009

Udover at forsøge at indfri sine ambitiøse valgløfter skal USA's nye præsident, Barack Obama, kæmpe med en økonomisk krise, der er ved at udvikle sig til den værste siden 1930'erne, to igangværende militære konflikter og klimaforandringer, som USA har forsømt i otte år. Hertil kommer selvsagt en lang række andre internationale konflikter, som verdens eneste supermagt ikke kan ignorere.

Disse udfordringer bliver ikke ligefrem nemmere af, at Bush-regeringen har formået at sætte så meget af USA's anseelse over styr.

Samtidig med, at Barack Obama skal forsøge at give amerikanerne selvtilliden tilbage, trække nationen op fra dybet og rehabilitere dens anseelse i verden, skal han også rehabilitere selve præsidentembedet og medvirke til at genoprette magtbalancen i det amerikanske demokrati.

Det indebærer paradoksalt nok, at han frivilligt skal give afkald på en lang række af de magtredskaber og privilegier, som Bush-regeringen har påkaldt sig. Og de er mange. Ingen tidligere præsident - ikke Abraham Lincoln, ikke Franklin D. Roosevelt, end ikke Richard Nixon - har som George W. Bush hævdet at have så vidtgående beføjelser til at ignorere eksisterende lovgivning, hvis han skønnede, at det var nødvendigt for at varetage nationens sikkerhed.

Kejsermagt

Da George W. Bush tiltrådte præsidentembedet i 2001, spåede historikeren Michael Beschloss, at han ville blive "den første sande post-imperiale præsident".

Beschloss tog grueligt fejl. Sammen med Bush kom en uhyre indflydelsesrig vicepræsident, Dick Cheney, der siden sin tid som Gerald Fords stabschef i Det Hvide Hus i 1970'erne havde været overbevist om, at præsidenten måtte have mere magt, og at Kongressen, domstolene og medierne tilsvarende måtte svækkes.

Udenrigspolitisk var Cheneys vision nærmest identisk: USA måtte have mere magt til at handle på egen hånd ved at løsne de snærende bånd fra traktater, formaliserede alliancer og internationale organer. USA's præsident skulle sættes fri til at udnytte, hvad den indflydelsesrige neokonservative kommentator Charles Krauthammer i 1990 kaldte "det unipolære øjeblik" - USA's historiske mulighed for som verdens eneste supermagt at skabe forandring.

Dick Cheney har selv peget på, at hans syn på magtfordelingen i det amerikanske demokrati kan findes i den mindretalsrapport, han var med til at udarbejde i 1987 efter den såkaldte Iran-Kontra skandale, hvor Reagan-regeringen organiserede våbensalg til Iran for at få frigivet gidsler fra Hizbollah, for derefter at trodse et udtrykkeligt forbud fra Kongressen ved hemmeligt at overføre en del af fortjenesten fra våbensalget til den anti-kommunistiske Contra-guerilla i Nicaragua. Modsat det store flertal af hans kolleger, mente Cheney ikke, at Kongressen havde nogen ret til at blande sig i præsidentens dispositioner. Mindretalsrapporten vakte ikke stor opmærksomhed dengang, og der var derfor heller ikke mange, der hæftede sig ved Cheneys kontroversielle syn på præsidentembedets magt. Det kom der først, da han indtog rollen som den mest magtfulde vicepræsident i amerikansk historie.

Magtkoncentration

Det er en udbredt, men fejlagtig antagelse, at Bush-regeringens stræben efter mere magt var en direkte konsekvens af terrorangrebene den 11. september 2001. Denne stræben var til stede fra den første dag i Det Hvide Hus, men den blev selvsagt intensiveret med 'krigen mod terror', og det blev langt nemmere at retfærdiggøre hemmeligholdelse og drakoniske tiltag. Dem kom der mange af i de følgende år.

Fangelejren i Guantánamo er et oplagt eksempel. I november 2001 udstedte Bush et dekret (executive order) som skabte et nyt straffesystem med hemmelige militære tribunaler - et limbo mellem det civile og det militære retssystem, hvor både amerikanske borgere og udlændinge kunne få status som 'fjendtlige kombattanter' og nægtes basale habeas corpus-rettigheder.

I denne konstruktion eksisterede der i princippet ingen adskillelse mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt: præsident Bush havde i sidste ende alle tre.

Ifølge Cheney og hans ligesindede var internationale traktater som Geneve-konventionerne heller ikke bindende for præsidenten, uanset om Senatet havde ratificeret dem.

Den amerikanske højesteret har traditionelt været tilbageholdende med at begrænse præsidentens handlemuligheder i krigstid. Alligevel har den nu i fire domme underkendt Bush og Cheneys forestilling om, at præsidenten er hævet over loven. Den afgående præsident efterlader sig ikke desto mindre en række ladte våben, som en efterfølger kunne være fristet til at samle op og bruge.

Kan præsident Obama modstå fristelsen?

Dick Cheney tror det ikke: "Når først de kommer hertil, og de står over for de samme problemer, som vi skal håndtere hver dag, så vil de påskønne nogle af de ting, vi har fået på plads."

Barack Obama kan imidlertid så klart som de fleste andre konstatere, at præsident Bushs store magtbeføjelser ikke har gjort ham til en stor præsident, og han har klart tilkendegivet, at han er parat til at neddrosle embedets magt på flere områder. En række af præsident Bushs dekreter kan umiddelbart omstødes. Obama fastholder eksempelvis, at præsidenten ingen ret har til at tilbageholde fanger på ubestemt tid, og at fangelejren i Guantánamo på Cuba skal lukkes.

Ting tager tid

Det kan dog af praktiske årsager komme til at tage længere tid, end mange af Obamas mest liberale tilhængere bryder sig om. De, der forventer, at ledende folk i Bush-regeringen vil blive anklaget og retsforfulgt for krigsforbrydelser eller for at krænke amerikanske borgeres frihedsrettigheder, bliver sandsynligvis også skuffede. Obama har allerede ladet forstå, at han både finder det politisk uklogt og skadeligt for bestræbelserne på at slå bro henover midten i amerikansk politik.

Obama er ikke i tvivl om, at Bush-regeringen har sanktioneret anvendelsen af tortur. Ved at nominere Leon Panetta som chef CIA har han sendt et klart signal om, at denne praksis vil blive ændret. Panetta har været en vedholdende kritiker af Bush-regeringens semantiske kunstgreb med at redefinere tortur, samt dens bestræbelser på at bøje eller omgå Genève-konventionerne.

Også i kontroversielle spørgsmål som hemmelige aflytninger af amerikanernes telefonsamtaler uden en kendelse fra den såkaldte FISA-domstol og Bush-regeringens radikale anvendelse af såkaldte "signing statements" til at omfortolke vedtagne love eller ignorere dele af dem har Barack Obama bebudet et klart brud med de sidste otte års magtbrynde. Det giver klare forhåbninger om, at den tidligere professor i forfatningsret faktisk vil afsikre nogle af sin forgængers efterladte våben, og at Dick Cheney måske ikke får ret i sin spådom.

Niels Bjerre-Poulsen er leder af Center for Amerikanske Studier på Copenhagen Business School.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annegrethe Rasmussen

Fra Washington DC skal der lyde en tak for en spændende kronik, som rammer plet i en meget interessant diskussion. Jeg var just selv i forgårs til en middag hvor der var en af de tungeste lobbyister i hele den amerikanske hovedstad med tll bords. For det første regnede han ikke med at Obamas nye regler for lobbying ville gøre hans arbejde den mindste smule mere besværligt (han var mao. enig med Cheney i at tingene på mange måde vil forblive som de er og har været under Bush). For det andet var hele bordet - 15 mennesker - enige i, at det mest interessante aspekt ved Obamas nye regering netop var om han kunne undgå "kejsersyndromet". Forventningen (men ikke forhåbningen) rundt om bordet var, at det at have så megen magt, uundgåeligt korrumperer. Spørgsmålet er naturligvis om Obama viser sig at være undtagelsen, der bekræfter reglen,
Gode hilsener
Annegrethe Rasmussen, Informations skribent i Washington DC

På New York Times hjemmeside kan man læse en gengivelse af en tale, Barack Hussein Obama netop har holdt. Obama rækker her en hånd ud til forsoning med den muslimske verden og uddeler samtidigt knubbede ord til de islamofobiske ledere i vesten, der får at vide at de af deres befolkning vil blive bedømt på hvorvidt de formår at opbygge gode relationer eller om de er destruktive og søger konflikter:

“To the Muslim world, we seek a new way forward, based on mutual interest and mutual respect.
To those leaders around the globe who seek to sow conflict or blame their society's ills on the West, know that your people will judge you on what you can build, not what you destroy.”

(Kilde: http://www.nytimes.com/2009/01/20/us/politics/20text-obama.html?_r=1&pag...)

Ih du milde kineser, hvor bliver det efterhånden bare svært for Pia Kjærgaard, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning Schmidt, Villy Søvndal og resten af det politiske establishment i Danmark at blive ved med at påstå at de er helt på linje med Barack Hussein Obama.

It's Time for Change…