Læsetid: 6 min.

Den konsekvente inkonsekvens

Når blot ministre kvajer sig på et accepteret grundlag er fredningen effektiv
Om få år vil man opfatte præstefætrene og DF som en kuriøs og irriterende forsinkelse af en nødvendig ny national formulering.

Om få år vil man opfatte præstefætrene og DF som en kuriøs og irriterende forsinkelse af en nødvendig ny national formulering.

Erik Refner

17. januar 2009

Denne klumme har før beskæftiget sig med den forbløffende udeblivelse af rimelige konsekvenser, når regeringen og dens ministre kvajer sig. Det er sådan set fint, hvis og når der er langt tøjr for ministre. Det er ikke nemt at være det, og småligheden i det danske samfund, hvad den beskæftigelse angår, er normalerweise til at få øje på. Blot nogle eksempler: Ritt Bjerregaard blev smidt ud som undervisningsminister, fordi hun havde boet standsmæssigt i Paris; siden måtte Arne Melchior gå efter en inferiør regning i forbindelse med en rund fødselsdag, og endnu senere har Lars Løkke Rasmussen fået ørene i maskinen for sine bilag på cigaretter, fadøl og naturfilm.

Det sidste er selvfølgelig ikke så heldigt; dels er det noget småfnidder, dels er manden finansminister og bør udvise nærighed på nationens vegne. Men særligt meget med finansministerkerneydelsen har bilagssagen ikke at gøre; Løkke Rasmussen passer, uanset hvad man mener om hans politik uden tvivl sin daglige dont og gør ud fra sine forudsætninger sikkert meget for at klare skærene.

Bilag og sundhedsbombe

Det er blot nemmere at skyde på en minister, når det drejer sig om sager, de fleste kan begribe, end når lokummet brænder i finanssektoren, og nøglen sidder indvendig. Eller fordi manden har sønderbombet sundhedsvæsnet.

Løkke Rasmussen kan sagtens opleve sig fældet som statsministerkandidat på bilagene, hvor han i virkeligheden burde være blevet det på sundheden eller en økonomisk politik der engang kunne købe hele verden, som forgængeren så musikalsk udtrykte sig, og hvis grundlag nu er meningsløst.

Det er her det bliver interessant, når der således ikke sker noget som konsekvens af substansen i politikernes virke. Og der sker ikke noget som helst i disse år, hvis ikke det er i Dansk Folkepartis partiegoistiske interesse. Nu og da spænder DF bæltet, når de kan genere konservative ministre af den lidt eksklusive slags, den type, der har vovet at løfte øjenbrynene en smule over støttepartiets aggressive primitivitet.

DF's politiske grundlæggende kynisme - eller uhæderlighed - viser sig i den slags sager, hvor reaktionen nøje afpasses efter gevinsten, ikke efter sagens lødighed.

Populistisk ikon

At anbringe et ansvar på Lene Espersens skuldre og lade dette få konsekvenser, ville under normale omstændigheder være naturligt, når man betænker at den konservative leder, der tværtimod er blevet forfremmet i alle legemsdele, står for den skandaløse politireform samt en kriminalpolitik, der har gjort det hele værre.

Lene Espersen er i den forstand en dundrende fiasko. Men hun appellerer til det primitive segment i vælgerskaren og Dansk Folkepartis lov-og-orden-drenge med vælgere, der forlanger råt for usødet og nul pjank og pjat og øllebrødsbarmhjertighed. Lene Espersen er således som populistisk ikon urørlig.

En anden af de konservative topfolk, som burde være kørt langt ud på den politiske losseplads, er Brian Mikkelsen. Men også han er blevet forfremmet - til den ministerpost, i hvilken Espersen kvajede sig, og som også B. Mikkelsen er gået til med tanden bidt sammen og nul tolerance.

Selv har Brian formøblet dansk kulturliv i stort og småt. Alene museernes situation er til rotterne. Selv forsigtige og loyale museumsfolk siger fra og kan ikke længere forvalte den danske kulturarv, midlerne er væk efter nedskæringer og dispositioner, der har sat området årtier tilbage.

Men det mærker man ikke umiddelbart; først kommende årgange vil smerteligt erkende at meget af forudsætningen for en avanceret kulturnations infrastruktur, ganske enkelt ikke eksisterer. Til den tid er Brian gået til de evige fadbamsers og receptioners land, og fagfolkene får skylden for kulturarvens forfald.

TV2's tåbelige licens

Mest fantastisk er håndteringen af TV 2. Her havde man en station, der egentlig klarede sig meget godt. Det de lavede var ikke sensationelt godt, heller ikke sensationelt dårligt. Og selv om grundtanken om, at Danmarks Radio skulle have public service konkurrence, af mange grunde var hen i vejret, så gik det da. Og bedre end fortjent, fordi DR blev værre end rimeligt. Og så kom Brian og privatisterne. I løbet af få år, og efter Venstres Jens Rohde havde fået sit aftalte ønskejob som direktør for radioen, gik det helt ad helvede til.

Selvfølgelig ville ingen købe TV2 og slet ikke på de vilkår, det vidste alle med minimum af indsigt. Og hvorfor skulle stationen overhovedet sælges? Det fik man aldrig svar på bortset fra det sædvanlige religiøse vås om privatiseringens velsignelser.

Fra en galeanstalt

Nu er TV 2 reddet på målstregen af det tåbeligste forlig i dansk mediehistorie: Folk skal betale licens uden at betale licens, selv om de bliver tvunget til at betale licens, hvis de betaler licens, for det skal de, hvis de ser tv og betaler licens, hvad man heller ikke kan undgå, for at TV2 kan få licens uden at få det.

Man kan ikke bruge dette i en revytekst, folk tror, det er grebet ud af luften over en galeanstalt.

Socialdemokraterne er gået med til forslaget for at være med og for at undgå reklameafbrydelser i gamle danske film. Det er jo også en slags politik.

Enhver burde kunne se, hvad det alligevel en dag ender med: DR og TV 2 bliver om over tid slået sammen, hvad de to hele tiden burde være blevet, hvis altså politikerne vil fastholde public service-kanalerne i konkurrence med de kommercielle.

En kulturminister med ansvar for det rod, der nu er kommet ud af det hele, og som aktivt hele vejen igennem har sat blus under kedlerne for at optrappe mediekatastrofen i kulturkampens navn, ville i den virkelige verden være gået af for længst og have forladt politik. Aber nein.

Her drejer det sig ikke om, hvad man samarbejder om, men med hvem, og DF har det fint med Brian M., pletrenset som manden er for gammelkonservativ kulturel broadmindedness.

Bortset fra det er han skam en flink fyr, og man ønsker ham jo intet ondt. Men hvor er den demokratiske konsekvens af alt dette meningsløse kludder? Vel samme sted som konsekvensen af den kreative bogføring, løgnene og den grove vildledning. You know.

I ugens løb meddelte de to præster i DF at de ikke genopstiller til næste valg. At de to har haft indflydelse, er der ingen tvivl om. Gud, sønnen, Helligånden og de to sorte fætre.

Men de vinder ikke, det er trøsten. Deres værk er skrevet i sand, fordi det ikke matcher den virkelighed, de gerne fornægter under henvisning til deres egne dybfrosne forestillinger om både den og nationalstaten.

De to blev personificeringen af det sidste store tilbageslag i redefineringen af det danske, inden internationaliseringens endelige gennembrud med nye krav til det nationale i en hastigt forandrende verden. Om få år vil man opfatte præstefætrene og folkepartiet som en kuriøs og irriterende forsinkelse af en nødvendig ny national formulering indfattet i internationalt synkrone love.

Sjovt nok er det Grønland og Færøerne, der nu må gøre opmærksom på, hvor tåbelige de danske indvandrerregler virker i forhold til virkeligheden.

DF's svar er at forlange grænsekontrol over for Grønland. Hvad ellers? Man kan næppe takke de to præster for god underholdning, humoristisk og spirituelt har bekendtskabet ikke just været. Dog skal de have en lille papblomst for Søren Krarups bedårende svajryggede selvhøjtidelighed, når han med patos altid beskriver sin levebrødspolitikerkarriere som en "national værnepligt".

Det er det, man kalder halsbrand i røven.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Desværre ikke uenig i Metz´s fremstilling. Derfor bare et par tilføjelser.
Thor Pedersen fiflede med sin landbrugsstøtte og kunne ikke holde loven om sin bopælspligt. Det er i mine øjne en større sag end Løkke Rasmussens bilags rod. Men det fik ikke konsekvens for nogen af dem selv om regeringen og DF ellers taler meget om konsekvens og ansvar, når det er alle andre.
Derudover kommer alle de forsvundne dokumenter til brug ved forskellige retssager mod staten og alle de fortielser , rettelser , hemmeligholdelser af rapporter der skulle bruges i diverse forlig osv.………….

Inger Sundsvald

Regeringen, det forsøgt sminkede lig, er nu kommet så langt ud at ’man’ begynder at forlade den synkende skude. Det er ikke længere muligt at skylde skylden for ulykkerne på en tidligere regering, eller at tage æren for en tidligere regerings tiltag. De sorte er jo ikke dumme, så hellere annoncere i god tid at der ikke mere er nogen glæde ved ’værnepligten’. Et valg kan jo også komme lige pludseligt, og senest i det øjeblik hvor Fogh må frigøre sig fra åget for at tiltræde en ny stilling.

@Per

Må jeg foreslå, at den udstoppede Krarup placeres et velegnet sted som skamstøtte for VKO's asociale politik.

Jeg vil derefter med glæde smide et råddent æg i hovedet på ham :oD

Indsamlinger til gode formål er normalt ikke noget for mig, men hvis Krarup udstoppes med strå fra H.K.H. Prins Joachims jorder, er jeg absolut ikke utilbøjelig til at fiske prangerpungen frem og gøre en undtagelse. Én.

Bruno Lundkvist

Velskrevet Georg Metz!
Det allerstørste problem for Danmark er den manglende moral og etik hos det politiske lederskab, som du ganske rigtigt påpeger. Denne mangel ligner til forveksling den amerikanske højrefløjs forvandling af den amerikanske forfatnings forstandige ord om demokrati af folket, ved folket og for folket; til løgne, fortielser, trusler mod anderledes tænkende, tortur osv. Som dorte Sørensen rigtigt skriver: ingen konsekvenser, når det drejer sig om VCO's egne utilstrækkeligheder på den anstændige og etiske/moralske front.
Det amerikanske folk har heldigvis vist vejen - og , hvor man glæder sig til en ændring af krigsretorikken fra Bush, Cheney, Rove til forhåbentlig en anstændig samarbejdspolitik fra USA's side. Måtte Bush's gode venner Fogh, Kjærsgård og Hjortnæs - som de sidste krigsretorikere og Irak løgne også snart blive sat fra bestillingen af et flertal af danskere!

Per Holm Knudsen

Jesper Berg

Strå fra H.K.H. Prins Joachims jorder er jo aldeles nationalt, det bør overvejes, selv om jeg nu mest hælder til kapok.

Inger Sundsvald

I øvrigt bemærkelsesværdigt, hvorledes skulpturen "Min Indre Svinehund" får vendt etymologien på hovedet, så det er offeret i skikkelse af (vild)svinet og ikke den aggressivt jagende hund, der indtager skurkerollen. Meget pølsevognsdansk.

Inger Sundsvald

Jesper Berg

Du må være lidt mere pædagogisk (jeg har slået etymologi op ;-).
Hvad pølsevognsdansk er det du ser?
Jeg ser en (møg)hund der er et ’svin’. To af skulpturerne stod i lang tid foran min bys Rådhus, til skræk og rædsel ;-). Meget ubehageligt at blive mindet om.

Kunstnerens intention var vist netop at få os til at se ind i os selv. Jeg vedkender mig personligt mit lille hundebæst, og forsøger at holde det i skak så godt jeg kan. Engang imellem slippes det løs, til skamfuld fryd.

Men i øvrigt kom jeg lige til at se for mig: - Pølsen der jagter en hund ;-)

Per Holm Knudsen

Jeg har googlet kapok og kan godt se, at materialet nok er mere velegnet til udstopning end selv de mest solgule kongelige strå (evt. kørt i lade til sang af Aksel Schiøtz). ;-)

Per Holm Knudsen

Inger Sundsvald

Jeg tror nu nok, jeg forstår Jespers indvending. Jeg har ikke kunnet finde svinehunds etymologi - men mon ikke det var en hund, man brugte til at jagte svin med?
Og i den betydning er det, som Jesper skriver offeret (svinet), der udstilles som skurken - og ikke hunden (skurken).

Inger Sundsvald

Min pointe var sådan set blot at påpege, at en 'svinehund' jo i ordets oprindelige betydning er en hund, der jager vildsvin. Derfor er det paradoksalt, at svinet i Galschiøts fortolkning er det 'onde' af de to dyr. Kan det mon hænge sammen med, at vovhunden i vores kultur har status af ophøjet kæledyr, mens grisen er reduceret til et animeret kødprodukt, der oven i købet tillægges alskens slette karaktertræk? :-)

PS: Som 'kunstværk' betragtet er Galschiøts skulptur efter min vurdering intet andet end ubehjælpsom kitsch: banal, sentimentalt flæbende, selvgod.

Inger Sundsvald

Jesper Berg

Du kan godt have ret i det du skriver om: ”kitsch: banal, sentimentalt flæbende, selvgod”.

Jeg tog den nok mere alvorligt, som en påmindelse om at selv den/det sødeste lille grisebasse/hundehvalp/menneskebarn i visse tilfælde forvandler sig og viser svinet/køteren/…

Måske fordi jeg ikke har megen forstand på kunst, så selv det værste kitsch kan gøre indtryk ;-)

Nu er kapok jo noget der kommer fra de varme lande, så mon ikke der er overhængende fare for en farlig kemisk reaktion?

Lars Christiansen

Hvad med at udstoppe danefæet Georg Metz?

Hans art er truet og findes kun på beskyttede udkantsbiotoper som Dagbladet Information.

Per Holm Knudsen

Lars Christiansen: Jeg retter en henvendelse til redaktionen.

Folkebevægelser kommer fra det danske folk ikke fra Informations redaktion - du må ud på gader og stræder, selv om det er et koldt arbejde. På med vanterne.

Rifbjerg opholder sig p.t. i Europa.

Poul Genefke-Thye

@ Per Holm Knudsen

Hvorfor dog få Søren Krarup udstoppet?
Udstopning er da kun relevant, når det drejer sig om eksemplarer af sjældne, værdifulde og eventuelt udryddelsestruede arter - selvovervurderende mennesker med en begrænset viden og horisont har vi da rigelig af!