Læsetid 6 min.

Den anden krig

Mens landkrigen raser videre i Gaza, er det vigtigt at huske på, hvad krigen i 2009 drejer sig om: strukturel vold mod en forarmet befolkning, et splittet palæstinensisk folk og styrkelse af de radikale positioner både i Israel, der snart vil blive ledet af en højreregering, blandt palæstinenserne, der kan tilgives for at tvivle på Israels vilje til fred, og i de arabiske befolkninger, som vender sig mod deres magthavere
Den 5. november lukkede Israel grænsen til Gaza fuldstændigt, og den totale blokade og den kraftige forværring af energi- og fødevaresituationen har på kort tid gjort en alvorlig humanitær situation i området katastrofal.

Den 5. november lukkede Israel grænsen til Gaza fuldstændigt, og den totale blokade og den kraftige forværring af energi- og fødevaresituationen har på kort tid gjort en alvorlig humanitær situation i området katastrofal.

Jack Guez
9. januar 2009

En aften, imens Israels soldater rullede over grænsen til Gaza, tonede den israelske regerings talsmand, Mark Regev, frem på tv-skærme verden over og forsikrede, at den nuværende konflikt i bund og grund drejer sig om at sætte en stopper for Hamas' raketangreb.

Israel har unægteligt et sikkerhedsproblem i form af Hamas. Men krigen drejer sig om andet og mere end Hamas' raketangreb og israelernes brutale forsøg på at standse dem. Israels forsøg på at fremstille krigen i 2009 som et forsvar mod en terroristfjendes angreb giver et nu-og-her billede, der passer godt til vores tv-virkeligheds korte tidshorisont, og som bevidst søger at udviske de større linier i Mellemøstkonflikten.

Uden for meget mere information eller historisk hukommelse er det let at sympatisere med Israels ønske om at ville nedkæmpe en aggressiv fjende på dets dørtærskel. Denne enkle erklæring har sikkert også vundet sympati blandt mange danskere, på trods af Israels bombning af tætbefolkede områder og de rapporter om store civile tab, som vi har måttet sluge med aftenkaffen - den beklagelige collateral damage vi er blevet vænnet til at acceptere i enhver konflikt mod terrorister.

Mens landkrigen raser videre, er det vigtigt at huske på, at den israelske blokade af Gaza var en af grundene til, at Hamas den 19. december valgte at ophæve den egyptisk forhandlede våbenhvile fra i sommer. Med en Hamas-leders ord gav blokaden dem valget mellem at sulte eller at kæmpe. Den mere taktiske overvejelse var sandsynligvis at undgå presset fra en stadig mere desperat befolkning, som Hamas i deres kapacitet af Gazastribens de facto regeringsmagt er ansvarlige over for. Så hellere kæmpe og forhåbentlig tvinge Israel til en ny og bedre aftale.

Blokaden, der af flere internationale observatører er blevet fordømt som en umenneskelig form for kollektiv afstraffelse, har officielt til formål at forhindre indsmugling af våben og ammunition til Hamas. Selv om Israel i 2005 trak sig tilbage fra Gazastriben og fjernede sine bosættelser, så styrer de ifølge den overdragelsesaftale, der afsluttede landets 27 år lange besættelse af Gaza i 1994, stadig grænseovergangene i den indhegnede og befæstede Gazastribe og er dermed herrer over områdets bistandsafhængige økonomi. Den sydlige grænseovergang kontrolleres af en anden gammel besættelsesmagt, Egypten, der havde kontrollen over Gazastriben fra Israels oprettelse i 1948 indtil 1967-krigen.

Kollektivt kvælertag

For Gazas beboere opleves blokaden mere som et kollektivt kvælertag. Ved at minimere importen af basale fødevarer, materialer og brændstoffer til Gazastriben har Israel inden for det sidste år gjort størstedelen af dens 1,5 millioner beboere afhængige af internationale hjælpeorganisationer. Ifølge UNRWA og the World Food Program, der sammen brødføder over halvdelen af Gazas befolkning, er kun en brøkdel af tøj, medicin og andre fornødenheder inden for de sidste par måneder nået frem, efter at Israel har indskrænket antallet af lastbiltransporter ind i Gaza drastisk. Hvordan sko, medicin og tekrus kan udgøre en sikkerhedstrussel, er uklart.

Den 5. november lukkede Israel grænsen til Gaza fuldstændigt som svar på raketangreb fra Hamas, der igen var svar på en israelsk indtrængen. Den totale blokade og den kraftige forværring af energi- og fødevaresituationen har på kort tid gjort en alvorlig humanitær situation i området katastrofal.

Hamas bærer en del af skylden for at have gamblet med angreb, netop som Israels magthavere stod foran et valg, der tvinger dem til at bevise deres handlekraft. Bredere set er situationen i dag en konsekvens af den politiske blindgyde, som palæstinensernes historiske kamp for selvstændighed er endt i siden den anden intifada i 2000 reelt satte en stopper for Oslo-fredprocessen. Yasser Arafats efterfølgere i den ledende sekulære Fatahbevægelse har været for svage og manglet amerikansk opbakning til at genoptage forhandlingerne om en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza, der var tæt på at lykkes i Camp David i 2000. I 2006 tabte Fatah så valget til Hamas, hvis sejr dog ikke blev anerkendt internationalt. Splittelsen førte til en mindre palæstinensisk borgerkrig, der i maj 2007 endte med, at Hamas etablerede sig som Gazas magthavere.

Siden da har Gazas internationale status mere end nogensinde før været uklar. Officielt er Gazastriben en del af de palæstinensiske selvstyreområder, men reelt er den nu styret med ganske hård islamisk hånd af Hamas, der ifølge Amnesty International har begået overgreb mod politiske modstandere.

Da Fatah forlod Gaza i 2007 blev området altså internationalt retsligt set til et ingenmandsland ledet af en bevægelse, som mange i Vesten ser som en ideologisk hovedmodstander i kampen mod islamistisk terrorisme. Disse diskursive konstruktioner af Gaza og Hamas som illegitim og isoleret medvirker til at retfærdiggøre og begrebsliggøre krigen for os. De gør det muligt at acceptere, at Hamas skal fjernes fra landkortet, og de gør det muligt at skylle de civile drab ned med kaffen.

Hvad end man måtte mene om Hamas' voldelige ideologi og dens negative indflydelse på fredsprocessen, så er gruppen imidlertid palæstinensernes hovedsagelige politiske repræsentanter i Gaza. Og palæstinenserne kan ikke undvære en eller anden form for politisk repræsentation over for de stærke israelere. Umiddelbart er der ikke noget alternativ til Hamas. Selv hvis de virkelig bliver væltet med magt i de følgende uger, er det svært at se, hvordan Mahmoud Abbas skal kunne træde ind som Gazas nye autoritet på ryggen af en israelsk tank.

Det kommer nok heller ikke til at ske. Lektionen fra Israels på mange måder tilsvarende krig mod Hizbollah i 2006 er nemlig, at organisationer, der bygger på sociale netværk, ikke kan væltes med bomber. Hamas er ikke en række bygninger men en ideologi, der kun vil blive styrket af en lang og blodig kamp.

Vold avler vold

I regional sammenhæng hører Hamas til de islamistiske ikke-statslige organisationer, der ligesom Hizbollah påkalder sig ret til at kæmpe mod Israel uden om staten. Hvad Israel og Vesten ikke ser ud til at have forstået, er, at disse organisationer trives med krig og opofrelse. Set gennem martyrdommens optik er selv et blodigt nederlag grundlaget for en fremtidig sejr.

Krigen er således også et led i en magtkamp mellem arabiske stater som Egypten, Saudi-Arabien og Jordan, der støtter en amerikansk dikteret fred i Mellemøsten - og som det Palæstinensiske Selvstyre med Mahmoud Abbas i spidsen tilslutter sig - og modstandsfronten med Hizbollah, Hamas, Syrien og Iran på den anden side.

Hvis den strategiske kalkulation fra Israels side har været at styrke Mahmoud Abbas og de moderate arabiske stater ved at neutralisere Hamas militært, så vil det sandsynligvis ikke lykkes. Jo længere krigen fortsætter og jo flere civile, der bliver dræbt, desto større helte vil Hamas blive i de arabiske befolkninger. Præcis som i 2006 sætter krigen i 2009 et dilemma i arabisk politik på spidsen: imens de arabiske regeringer har bevæget sig mod normalisering med Israel, støtter store dele af befolkningerne de kompromisløse islamistiske modstandsbevægelser.

Det hænger ikke mindst sammen med, at arabiske befolkninger får overgreb mod palæstinenserne direkte ind i dagligstuen gennem følelsesladede rapporter, der fokuserer på de civile ofre. Al-Jazeera, der stadig er den mest sete arabiske tv-kanal, har indtil videre dækket krigen på en ganske ensidig måde, der vidner om at arabiske medier og den arabiske offentlighed har er et stærkt og til dels forståeligt behov for at modgå, hvad de ser som Vestens hykleriske forsøg på at skildre begge sider ligeligt. Resultatet er desværre en mediedækning, der gør Hamas til de martyrer, som de gerne vil være.

Det er, hvad krigen i 2009 drejer sig om: strukturel vold mod en forarmet befolkning, et splittet palæstinensisk folk og styrkelse af de radikale positioner både i Israel, der snart vil blive ledet af en højreregering, blandt palæstinenserne, der kan tilgives for at tvivle på Israels vilje til fred, og i de arabiske befolkninger, som vender sig mod deres magthavere. Vold avler vold og, hvad værre er, selvretfærdighed.

Sune Haugbølle er adjunkt i arabisk ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, dr.phil. i mellemøststudier og forfatter til en række bøger og artikler om Libanon, arabiske medier, kultur og politik. Han er desuden en del af forskningsenheden Den Nye Islamiske Offentlighed, der arbejder med arabiske medier og islam

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Thomsen

FNs Sikkerhedsråd har krævet at der indgås våbenhvile og at Israel øjeblikkeligt trækker sine tropper ud af Gaza. Som vi har oplevet det så mange gange tidligere, er der tale om en resolution fra Sikkerhedsrådet som Israel ikke kunne drømme om at opfylde. Og som altid vil det ikke få nogen som helst konsekvenser for Israel.

I den forbindelse må det måske være tilladt at minde om at Per Stig Møllers og Anders Fogh Rasmussens påskud og undskyldning for at medvirke i det militære overfald på Irak i sin tid var, at de påstod at landet ikke samarbejdede med FN.

På den baggrund burde man vel kunne forvente at den danske regering vil optræde konsekvent, og i en nær fremtid vil gå til angreb på Israel? Næppe.

Vi kan ikke såmænd ikke engang forvente at regeringen vil tage tydeligt afstand fra den israelske nedslagting af den palæstinensiske civilbefolkning.

Den aktuelle situation i Gaza demonstrer tydeligt hvor dobbeltmoralsk, kynisk og hyklerisk regeringens ”aktivistiske” og militaristiske udenrigspolitik i virkeligheden er…