Læserbrev

Kurderne fortjener fred og forsoning

En kurdisk mand hopper over et bål i forbindelse med det kurdiske nytår, Newroz, hvor fejringen blev mødt med brutal politivold. Hvorfor gør Danmark eller EU ikke mere for at få Tyrkiet til at overholde de mest basale menneskerettigheder.

En kurdisk mand hopper over et bål i forbindelse med det kurdiske nytår, Newroz, hvor fejringen blev mødt med brutal politivold. Hvorfor gør Danmark eller EU ikke mere for at få Tyrkiet til at overholde de mest basale menneskerettigheder.

MUSTAFA OZER

15. januar 2009

2008 var på alle måder et forfærdeligt år for den kurdiske del af befolkningen i Tyrkiet. Selv om kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyggere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom den kurdiske identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder.

I foråret blev landets eneste kurdiske avis lukket. Og nogenlunde samtidig stod 25 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde formastet sig til at skrive et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de bad ham om ikke at lukke den kurdiske tv station ROJ TV, som bliver sendt fra København. Kun ved hjælp af et stærkt internationalt pres lykkes det i sidste øjeblik at få ændret dommene til et par måneders betinget fængsel og bødestraf.

Demokratisk løsning

I sidste måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsaktivist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt. Netop nu føres der også en politisk retssag mod det pro-kurdiske parti DTP, som både sidder i parlamentet og har adskillige borgmesterposter. Formålet med retssagen er at få partiet lukket inden de vigtige lokalvalg til marts. Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Amnesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Noget der især er slemt i de kurdiske områder.

Det er os dybt uforståeligt, at hverken den danske regering eller EU gør mere for at få Tyrkiet til at overholde de mest basale menneskerettigheder. Vi må kræve, at alle demokratiske kræfter går sammen om at få Tyrkiet til at stoppe brugen af tortur, anerkende sine etniske mindretalsrettigheder og søge en fredelig løsning på den kurdiske konflikt.

Den kurdiske befolkning har gang på gang peget på en fredelig løsning og klarlagt sit ønske om en demokratisk løsning af den kurdiske befolkning inden for eksisterende grænser.

Svaret på de fredelige tiltag - også i 2008 - var barbarisk undertrykkelse og fornægtelse; senest ved Newroz-festlighederne, hvor millioner af kurdere over hele Tyrkiet fejrede den kulturelle dag med musik og dans, men desværre blev de mødt med brutal politivold, hvor mindst en ung person blev for offer politiskud.

I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af oprør og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres - også i Danmark.

Lars Rasmussen, medlem af borgerrepræsentationen i Købenavn (S), Serdal Benli, medlem af regionsmedlem, region hovedstaden, SF og Necati Harmankaya, formand for Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den kurdiske sag trænger om nogen til opmærksomhed. Især i disse tider, hvor trofaste meningsfæller let sammenkæder den palæstinensiske sag med den kurdiske, må kurderne må være meget varsomme med at forlenes til at tro, at palæstinensernes islamochauvinistiske agenda omfavner vores. Det gør den ikke.
Tak til læserbrevets forfattere for et tiltrængt opråb om at se i kurdernes retning.

Ayhan Sütcü

Først og fremmest vil jeg gøre opmærksom på komentarens Halil Serts ,korte og dygtige indlæg.
Ligesom Mahir Kaynak fra Tyrkiske avis STAR ,skriver Abdullah Öcalan i Kurdiske avis Özgür politika,fra Fange Øen Imrali, at stor lande Iran og Tyrkiet skal straks igang med Demokratisierings processen.
Under dette historske udvikling er det vigtig vi støtter og samarbejder med Modstands Bevægelserne,Studenterne og Kvinderne osv.i begge lande.
Omkostninger ved ønsket om Frihed og Demokrati kan være stort.Det fleste ting vi har her i Vesten ,kan koste livstids domme eler halshugning i overnævnte lande.
Men ønsket om Frihed og Folkestyrre vil sikkert vinde over Præsestyret og Tortur staterne.
hvad er det så der er forhindrer for Fred og Demokrati i Mellemøsten?
1-Korruption:hvilket holder det mange uduelige,dovne embedsmænde i begge lande ved magten.
2-Racisme og Fanatisme;Disse middelalder begreber ligesom Køns diskrimination er nok det ,der forhindrer udvikling i området.
Når all det svage sider bliver erstattet med stærke sider som;Mellemøstens gæstfrihed,5000 års Friheds Historie ,vil der nok komme gang i udviklingen.

Ayhan Sütcü

Det er ikke så meget med Religion og Kultur forskellen at gøre.Det er mere Kampen om Værdier som ;Ytringsfrihed,Folkestyret,Fred og Frihed der er gældende for alle mennesker.
Det såkaldte Fanatiske og Racistiske lande vil ikke nemt give afkald, på deres illegitime krav om magten.
I lyset af Israel/Hamas Krigen,hvilket Halit Sert i sit Kommentar nævner Islamofachismet er også et problem.Stor lande som Iran og Tyrkiet er mere tilbøjelige til at vælge Militær løsninger fremfor Fredelige løsninger.Under konflikten i Palæstine,havde Tyrkiet, svært ved at holde balancen på et fod.Med sine Kurdiske og Demokratiske udviklings problemer er man i en historisk periode i Tyrkiet.Den nyeTyrkiske/Kurdiske Parti DTP ,vil man holde mundet på.Regerings Partiet i Tyrkiet,havde selv, halvt år siden en retsag mod sig ,er blevet mere uforsonlige i sin fremtoning.
Det der kan satte gang i Reformerne i begge lande, er det Kritiske stemmer,Oprøre,Frihedskæmper osv. er nok den gruppe, der har været mest udsat for forfølgelser og dårlig behandling.
Lad os føre et kritisk Dialog med alle parter,uden fordomme og had til hinanden.

Vilhelm von Håndbold

Den kurdiske klassekamp for lighed og kamp for uafhængighed mod forskellige besættere går flere århundreder tilbage i historien. Kurderne er spredt mellem fire stater i Mellemøsten; Tyrkiet, Syrien, Iran og Irak. Op i gennem historien har kurderne rejst sig mod hver af disse lande.

Lad os blot starte ved Irak, da det er dér verdens opmærksomhed er rettet i dag.
Den irakisk-kurdiske kamp for uafhængighed begyndte for alvor under 2. verdenskrig, da nationalismen havde svøbt Europa og efterfølgende Mellemøsten. Den ledende figur i kampen var Mullah Mustafa Barazani, som initierede en Guerilla-krig mod det monarkistiske regime i Irak i 1942.[1] Oprøret varede knap 20 år men kurderne var ikke stærke nok og kunne ikke få tilstrækkelig udenlandsk støtte. Slutteligt fik kurderne gennem Barazani deres støtte fra Rusland i form af tilflugt og træning i en periode over 11 år (1947-58). Efter kuppet i Irak i 1958, vendte Barazani og hans tropper tilbage, da han fik lov af Abd Al-Kader Qassem, som lovede kurderne deres uafhængighed.[2] Dette håb endte, efter Qassem brød sit løfte.[3] I 1959 genopstod den kurdiske kamp for uafhængighed og adskillige angreb fandt sted, samtidig med at Barazani søgte våben ude fra. I 1961 havde oprøret eskaleret til en de facto Guerilla-krig mellem parterne. Kurderne havde i 1962 oparbejdet en hær på 20.000 soldater med lette våben.[4] I 1963 blev Qassem overvæltet af Abd Al-Salam Arif, som heller ikke ønskede at etablere et uafhængigt Kurdistan. Dette udmøntede sig i fortsættelsen af Guerillakrigen og etableringen af statsinstitutioner i det kurdiske Irak.[5] Israelske forbindelser til kurderne udviklede sig under hemmelige forhold i slutningen af 1950erne i Paris. Barazani mødtes med Israels første premierminister Ben-Gurion i 1963. Israelerne betragtede deres forhold til kurderne gennem israelske og iranske relationer under den iranske Mohammad Reza Shah Pahlavi. Iranerne, som var USA's hovedallierede i Mellemøsten ønskede at se et svagt Irak, og tilskyndede derfor Israel, at støtte kurderne med kommunikationsudstyr, "for at bibeholde oprørets flamme, uden at forvandle den til en ukontrollerbar brand." Iran havde egne grunde til at underminere kurderne. I Iran var der 4 millioner kurdere; et langt større antal; hvorfor Shahen ikke ønskede et succesfuldt irakisk-kurdisk oprør.[6] I 1965 besluttede Israel sig for at forøge deres støtte til kurderne i Irak; først og fremmest fordi, at det ville skabe "a dam against Nasserism and Communism."[7] I 1968 kom der endnu et kup i Irak, denne gang var det Saddam Hussein. Også han tilbød kurderne deres autonomi, da han betragtede Iran som Iraks fjende (det var ikke meget ved siden af!). Løfterne blev afbrudt og Saddam angreb kurderne gentagende gange med vestlig støtte, alt i mens Israel (meget mildt) støttede kurderne med våben, træning og gentagende besøg fra Mossad.[8]
Den amerikanske regering forsøgte i 1970erne at anvende kurderne som et våben i forholdet ml. Iran og Irak. Washington støttede en kurdisk oprejsning mod Irak i 1974. Desværre endte situationen med, at Iran og Irak opnåede en aftale året efter, hvilket banede vejen for irakisk massakre på kurderne - hvorefter amerikanerne og Shahen af Iran vendte dem ryggen. Det er på dette tidspunkt, at den famøse udtalelse fra Kissinger viste sig i offentlighed: "Covert action should not be confused with missionary work."
Den kurdiske situation i Irak har ligesom i de andre lande været særlig grusom - vi har alle hørt gasningerne og massakren på kurderne i 1988. Dette var et led i Al Anfal kampagnen [9]. Fra 1986 til 1989 igangsatte Hussein brutale angreb mod den kurdiske befolkning i Irak, som ledte til kæmpemæssige dødsfald. Den irakiske regering benyttede sig af kemiske våben mod kurderne, hvoraf den mest kendte episode er i Halabja. Som danskere, hvis regering deltog i krigen i Irak, er det afgørende punkt, hvordan man i Vesten valgte at beskæftige sig med den gruopvækkende situation. Det er nemlig disse irakiske forbrydelser, som senere blev anvendt som begrundelse for overvæltningen af Saddam Hussein. USA, Rusland og England, som hovedsageligt støttede Hussein, gjorde intet for at stoppe massakren, selvom de udemærket var klar over, at den foregik. Den slags har afgørende betydning, når man i retrospekt retfærdiggører egne forbrydelser i lyset af disse begivenheder! I USA blev der afholdt hastemøder i kongressen, for at få massakren fordømt, men den daværende Reagan administration blokerede indsatsen. De modgik enhver tale om fordømmelse på såvel skrift som i praksis. Det er vigtigt at bide mærke i, at Irak på dette tidspunkt op gennem deres værste grusomheder mod kurderne blev støttet af USA, Rusland og England såvel diplomatisk som militært. De fortsatte med at støtte Irak militært efter disse forbrydelser op i gennem slutningen af 80erne og under Bush Sr. regeringen i begyndelsen af 90erne. Støtten omfattede betydelige oprustninger - heriblandt midlerne og ekspertisen til udviklingen af kemiske og masseødelæggelsesvåben osv. [10] Pentagon forsøgte senere, at fortælle verden en løgnhistorie om hvordan det ikke var Saddam, men Iran som gassede kurderne i Irak. [11] Der er naturligvis ingen i dag, som tror på dette længere - heller ikke USA.
Ofte er Halabja-gasningen af kurderne blevet brugt som kurdernes Guernica, men vi skal ikke glemme 1991! Efter golfkrigen i 1991 gav USA et meget klart grønt lys til Saddam Hussein om knusningen af den kurdiske oprejsning, efter knusningen af den Shiitiske oprejsning. USA støttede begyndelsesvis begge oprejsninger ligesom den gør det i dag blot 30, 20 og 10 år efter - og de kan kun gøre dette, fordi begivenhederne gemmes godt væk i Orwells "memoryhole" og fordi folk fra den vestlige verden havde/har travlt med politisk selvforherligelse (den diskussion kan vi i øvrigt SAGTENS tage, såfremt man føler sig fremmedgjort!!)

Som om kurdernes forhold i Irak ikke var grusomme nok, så viser det sig, at deres situation i Tyrkiet er flere gange værre. Dette er ikke fordi, at de irakiske regeringer har været mere demokratisk indstillet, men pga. magtbalancen, som i tyrkiske kurderes tilfælde var meget værre end irakiske kurderes. Kurderne havde trods alt flere rettigheder i Irak end i Tyrkiet. I Tyrkiet måtte man ikke indtil for nylig overhovedet nævne eksistensen af kurdere i officiel diskurs - de blev kaldt "Bjergtyrkere." Og deraf det uvidende racistiske, ofte anvendte udtryk: "bjergkurdere," som gør den tarvelige idiot, som benytter udtrykket herhjemme fortjent til en "ornli' syg kurderflad i fjæset!" Det minder mig om Golda Meirs udtalelse om, at "palæstinensere ikke findes."[12] I modsætning til kurdernes situation i Irak, var der i Tyrkiet tale om en permanent undertrykkelse indtil for nyligt pga. pres fra EU, som til stadighed ikke har udmøntet sig i hverken autonomi eller kurdisk selvstyre. Jeg vil ikke gennemgå historien hér, men blot nævne nogle nyere historiske vendepunkter, som refererer til vestlige relationer med Tyrkiet. I 90erne modtog Tyrkiet 80% af deres militære støtte af USA, hvilket gjorde dem til den største modtager af amerikanske våben og træning, uden for Israel og Egypten. I 1997 modtog Tyrkiet af Clinton flere våben end under hele koldkrigsperioden.[13] Det er også i 1997 at Tyrkiske grusomheder mod kurderne nåede sit højdepunkt. Op i gennem 90erne udrydde Tyrkiet Sydtyrkiet, hvor kurderne befandt sig; etnisk udrensning, mord og bombning af hele tæt beboede byer og nabolag. Ifølge de meget få europæiske undersøgelser, drejer det sig om fordrivelsen af knap 3 millioner kurdere. Den nuværende borgmester i Diyarbakir, var formand for menneskerettighedsorganisationen, som undersøgte situationen. Han estimerer mordene til at ligge ml. 50-100.000. Alt dette skete i 90erne og der var virtuelt ikke et pip omkring den amerikanske støtte til de tyrkiske operationer, før 2003! Dette skyldes, at Tyrkiet nægtede at hjælpe USA i Irak - det ved man, hvis man kan tænke sin vej ud af en papirpose -ellers er der ingen forklaring på den pludselige ærlighed i New York Times, Boston Globe osv. Det bør også noteres, at tyrkiske menneskerettighedsforkæmpere er blandt de mest dygtigste, intellektuelle og modigste af slagsen, måske i hele verden! Man må simpelthen grine, når man hører EU og Danmark beklage sig over, at Tyrkiet ikke er civiliseret nok, til at deltage i EU - når vi selv har været nogle latterlige kujoner i denne sammenhæng og andre - og vi står ikke over for brutal nedslåelse eller fængsling, vi kan kun påberåbe os hykleri! 1990erne er ikke særlig lang tid siden og jeg afventer stadig danske avisers dækning af historien, selvom jeg gentagende gange har gjort redaktørerne på de store aviser opmærksom. Tilgengæld blev den tyrkiske regering hyldet for deres handling, som en kæmpemæssig succesfuld model i "krigen mod terror."

[1] Shlomo Nakdimon, "A Hopeless Hope: The Rise and Fall of the Israeli-Kurdish Alliance, 1963-1975," s. 43 (Tel-Aviv: Yediot Aharonot)

[2] Ibid. s. 48

[3] Ibid. s. 56-59

[4] Dana Adams Schmidt, "Journey Among Brave Men" s. (Boston: Little, Brown, 1964)

[5] Shlomo Nakdimon, "A Hopeless Hope: The Rise and Fall of the Israeli-Kurdish Alliance, 1963-1975," s. 73-79 (Tel-Aviv: Yediot Aharonot); Edgar O'Balance, "Sudan: Civil War and Terrorism, 1956-99" s. 110-111 (New York: St. Martins Press, 2000); Ofra Bengio, "The Kurdisk Rebellion Against Iraq" (hebraisk) s. 22-23 (Tel-Aviv: Ha'Kibbutz Ha'Mechaud, 1989)

[6] Ofra Bengio, "The Kurdisk Rebellion Against Iraq" (hebraisk) (Tel-Aviv: Ha'Kibbutz Ha'Mechaud, 1989); Zeev Maoz, "Defending the Holy Land" s. 360ff (University of Michigan Press, 2006) - hvis du ikke kan læse hebraisk!

[7] Shlomo Nakdimon, "A Hopeless Hope: The Rise and Fall of the Israeli-Kurdish Alliance, 1963-1975," s. 43 (Tel-Aviv: Yediot Aharonot); Se også min redegørelse for Islamisk Fundamentalisme i Mellemøsten her på Modpunktet.

[8] Shlomo Nakdimon, "A Hopeless Hope: The Rise and Fall of the Israeli-Kurdish Alliance, 1963-1975," s. 341-43 (Tel-Aviv: Yediot Aharonot)

[9] Middle East Watch, "Genocide in Iraq: The Anfal Campaing Against the Kurds," (New York: Human Rights Watch, juli 2003); tilgængelig online på: www.hrw.org/reports/1993/iraqanfal/

[10] Bruce W. Jentleson, "With Friends Like These, Reagan, Bush and Saddam, 1982-1990," (New York: W. W. Norton, 1994); Irene Gendzier, "Dying to Forget," (Lanham, MD: Rowman & Littlefield)

[11] Joost R. Hiltermann, "Iran's Nuclear Posture and the Scars of War," Middle East Report, tilgængelig online på: www.merip.org/mero/mero011805.html

[12] Sunday Times (London), 15. juni, 1969

[13] Tamar Gabelnick, William D. Hartung & Jennifer Washburn, "Arming Repression: US Arms Sales to Turkey During the Clinton Administration", World Policy Institue & Federation of American Scientists, Okt. 1999 Tabel 1, tilgængelig online på: www.fas.org/asmp/library/reports/turkeyrep.htm

Ayhan Sütcü

Tak for kaffen Poya ,sikke en lang artikel.
Men jeg mener ikke det hele er Vestens eller USA's skyld.Tværtimod det uduelige,dovne Politikere fra Mellemøsten er forhindring i vejen for Demokrati i Mellemøsten
Forskelen mellem Akademisk eller Militant løsnig er og har aldrig været så lille som nu.Vi alle ønsker et værdigt og rigt liv.Så kan vi så være ligeglad med det andres tro,race og kønsforfold.
Så nemt så godt ,går det ikke, i det totalitær hoveder.
Walid Jabbolat fra Libanon va et godt eksempel for kampen om Fred og Frihed.Jeg mener alle det fangslede og jagtede Modsand folk i Tyrkiet og Iran kan gå hen og blive det nye Mandela'er eller Gandhi'er.
Her er to vigtige elementer ;
Tyrkiet på vej til et fuld medlemsab af EU,burd indse sine fejl,satte et samarbejede med alle Legale Partier.Og ved at ønske ,en Forsoning ,Sandhed og Dialog mulighed til at afslutte Krigen i Øst Tyrkiet.I hvert fald ønsker det Kurdiske PARLAMENTS GRUPPE DETTE ,OPTIL FLERE GANGE.Ved at nægte samarbejde med den Kurdiske gruppe har Regeringen opført sig i næsten 1,5 år siden valget i Juli 2007 meget uforsoneligt og Konflikt skabende part.En af betagnelserne af Statsterrorisme/Terrorisme er at modarbejde og fangsle det folkevalgte.Det andre to betagnelser for Terrorismen er,1-Grupper går i lukket celler,uden egentlige leder,med skjulte våben
2-Bevægelser eller lande der nægter Demokratisk rettigeder som Modersmål undervisning osv.I lyset af undersøgelser om Terror Bevægelsen Ergonakon og de skjulte våben,også Hovedstaden Ankara,vækker tvivl og mistillid om Tyrkiets medlemskab af EU.
2-Iran med sine gammel og stolte kultur kan gå hen og blive et forbillede i Mellemøsten.Man har også her begået mindst to fejl;
1-Hængning af ofte unge og Kurdere i gade og stræder ,uden en egentlige retfærdige retter gang ,giver skepsis over Iranske Regerings reform ønsker.
2-At opildne hellig krig mod Jøder,Kristne ,snart hele verden kan betagnes som billig trick.Ved at få ofte Fanatiske og Racistiske befolknings grupper mobilisiret er ikke den rigtige måde at føre Reformer på.
For begge lande gælder det,at lære af sine fejl,at undertrykkelsen giver nemlig modstannd netop lige nu.Fordi Folke Bevægelsen"EDI BESE"(nOK ER NOK)ER NEMLIG STARTET I DIYARBEKIR,MEN ER PÅ VEJ TIL HELE MELLEMØSTEN.Lederen for Folkebevægelsen muligvis ,hedder Mustafa Karasu.En tidligere Fanger fra Tyrkisk Fængsel;så venner og mindre venner,man får,hvad man sår...

Vilhelm von Håndbold

Kære Ayhan,

Jeg mener heller ikke, at kurdernes tilstand udelukket skyldes vestlig indblanding... faktisk gør jeg det klart, at såvel den iranske, irakiske og tyrkiske involvering har haft en afgørende betydning. Men, jeg synes ikke, at det er anstændigt at pege fingre ad andre, medmindre vi afregner vor egen (vestens) involvering. Det er trods alt hér vi kan og skal gøre en forskel.

Ayhan Sütcü

Hej Pakzad
Jeg er helt enig med dig,at vi fra Vesten kan kun komme med undersøgelser,analyser og debatmuligheder,og ikke andet end det.
Men gå hen og blive håndlængere for det korrupte lande ,er meget udbredt i Danmark. I såkaldte Nationalistiske,Fanatiske stenalder værdier er der også Dansk fødte Indvandrere og Flygtninger der er smittet med.Det vi kan gøre; udover debattere begivinheder er, samtidig gribe ind ved at holde møder,oprette netværker osv.Derfor er jeg meget åben for en evt. kontakt med dig og anre forfættere af denne artikel.
Min E- Mailer:ayhansutcu123@hotmail.com

Jeg kan se, hvor I kommer fra - tro mig. Vestens hykleriske stillingtagen - ikke bare i forhold til de pågående krige imod kurderne - får ingen ende. Ved nærmere eftertanke, så mener jeg ikke engang, at Vestens hykleriske agitation kan være at anse som en 'stillingtagen'. Vesten tager nemlig kun momentant og lettere flygtigt stilling. Dette er desværre blevet dets varemærke.

Så hvis kurderne (endnu en gang) lader deres skæbne hvile i Vestens blege, klamme hænder, så vil en afklaring på problemet udelukkende komme på Vestens præmisser, hvilket iogforsig ikke er noget problem, såfremt bare Vesten sørger for at udstyre deres sattelistater - jeg taler om KRG (Nordirak) - med tilstrækkelig idéel kapacitet til at agere selvstændigt demokratisk.
Den herskende diskurs omkring KRG - i Vesten generelt og i Danmark i særdeleshed - har været og er positiv - dette efter min mening udelukkende, fordi VK har en interesse i at opretholde denne positive omtalen af Nordirak. Denne interesse består i de afviste irakiske asylansøgere. Jeg tvivler på, at Nordirak bag mediefilteret er så og så idyllisk, som Vesten og Danmark ynder at skildre.

Kurderne skal først og fremmest, som samlet folk, magte at gøre rent i eget hus. Dette er lykkedes dem - men som splittet folk. Næste stade kan kun blive til det bedre...

Ayhan Sütcü

Den fornuftige losning vil vaere,at Kurderne som samlet folk,dog uden at proklemere en Stat ,kan indfore Demokrati i deres respektive leveomroder.
En saadan smukt tanke er ikke fjernt nu.Personer som Leyla Zana,tidligere faengslede Tyrkisk,Kurdisk Parlemants medlem, eller Osman Baydemir,nuvaerende Overborgmester i Diyabekir,kan med tiden vaere brobyger ikke alene mellem Kurdere,men ogsaa vaere symboler og drivkraeften,for at afskaffe Mellemstens Despotisme og indfore Vestens velfaerd i Kurdiske omraader.

mehmet kurt

I kan jo starte med at stoppe med at undertrykke jeres egne piger, kvinder mm. Kurderne har de mest fanatiske værdier og normer, hvilket betyder de dræber deres kvinder hvis ikke de adlyder manden, eller hvis ikke de lever op til deres kulturelle værdier. Pigerne bliver skudt af broderen hvis ikke hun gifter sig med den person forældrene har udvalgt til hende...I gengælder altid med blod det ved hele verden jo, i burde skamme jer over jeres barbariske værdier...! også skriver i kløgtige indlæge herinde for at bevise jeres værd, som sagt i er som fluer på en væg, som skal have smæk i ny og næ:-)

Chris Henriksen

Det var kurderne, ikke tyrkerne, som myrdede over 1 million armeniere i slutningen af Første Verdenskrig, men det har alle åbenbart glemt.

mehmet kurt

Det har du ret i men nej, det vil de kurdisk skribenter herinde ikke erkende, de kurdiske tyrkere i Danmark, fortælle stolt de er kurdere når de gør noget fornuftigt for det danske samfund, men så snart de bliver anholdt for mord, tyveri, narkotika mm. er de pludselig tyrkere er det ikke underligt? så er de ikke så stolte over at være kurdere hehe, små hjerner små fornøjelser...I Danmark bor der i hverfalt 1500-2000 illegale kurdere som bliver smugle hertil fra PKK, som de tjener fedt på, jeg hørte af en kurdisk ven som fortale mig de fik ca. 100.000 kroner for den gode gerning:-)

Ayhan Sütcü

En mulig forsoning kræver Tyrkiet skyder en hurtig Undskldning til Kurdere for alle det lidelser og smerter.
Muligvis en eller flere Nordiske folkevalgte må træde frem og få Tyrkiet til at overholde Meneskerettighederne.Det er sikkert svært med en udvej for Tyrkiet, med så mange sorte sider omkring Demokrati.Men alle mulige betræbelser må træde ind fordi;
1-Som brobygger mellem Demokrati og Despotisme kan et land som Tyrkiet kan være et godt eksempel ,for det overvejende Muslimske lande i MELLEMØSTEN.
2-Først anklager på Folkemordet på Armenier,nu Folke mordet på Kurdere siden 1980 kan løses muligvis.Ved at følge rådgivning af den Danske Udenrigsminister.Nemlig et hold Neutrale Akademiker og Historiker kan se på sagen på Armenske Folkemordet .
3-Ytringsfrihed, eksemplet om den Arabiske El-Jezzirre Tv kanalen er blevet sortlistet af nogen lande.Men igen har Per Stig møller gik ud og støttede Ytringsfriheden.Samme modig fremfærd savnes ,når det er SAGEN OM Roj Tv,Det kan skyldes at Danske Udenrigsminister ikke er Liberalt nok,måske?

Atilla Akinci

Folk herinde snakker om forfølgelse og undertrykkelse af kurdere i Tyrkiet på ligefod med Hitlers indgriben mod jøderne, men mange glemmer desværre, eller ignorerer at det var Tyrkiet der åbnede sine grænser for hundrede tusinder kurdere i forbindelse med Saddams forfølgelse af kurderne i Irak i 90´erne.

Atilla Akinci
Husk også nævne at det er Tyrkiet der står bag over 10.000 uopklarede mord i det kurdiske område i Tyrkiet.

Samtidig må man jo også "rose" Tyrkiet for deres fængsels system hvor tusinder af systemkritiker afsoner deres "straf" under menneskelige forhold

Klapjagt på folk med andre baggrunde end tyrkisk, undertrykkelse af mindretallet, forfølgelse af folk med anden etnisk baggrund eller religion hører efterhånden til hverdagen i dagens Tyrkiet.
Derfor Atilla Akinci: Tak fordi Tyrkiet åbnede dørene for Kurderne i 1989.
Tyrkiet hører ikke til EU så længe de træder på menneskerettighederne og respekten for mindretallet skal opretholdes.
Danskerne burde at Boykotte Tyrkiet og alt hvad der er Tyrkisk.
Vælg din sommerferie med omhu og undgå at dine penge bliver brugt af en facistisk militærmagt!

Atilla Akinci

Vær venlig at bevise det ovennævnte hvis folk skal tage dig seriøst. Med den rasictiske, snæversynet og ignorante holdning du har, er det lidt svært for folk at føre en dialog med dig.