Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
30. januar 2009

Kommunisme i Japan

Anders Johansen, Humlebæk

Så rykkede endnu en kapitalistisk kæmpe økonomi nærmere socialisme. Først nationaliserede USA en række store finansielle institutioner, og nu har Japans statsejede udviklingsfond fået lov til at opkøbe aktier. Da Helle Thorning-Schmidt foreslog, at staten kunne eje aktier i danske banker, kaldte Lene Espersen det for "økonomisk politik á la Nordkorea". Hun er sgu analytisk begavet, hende Lene!

Og man spørger sig selv ...

Emilie Nura Gram-Hansen, gymnasiestuderende

Hvor ironisk er det ikke, at de selv samme folkevalgte politikere, der om nogen hylder det historiske faktum, at en brun mand nu er USA's mægtigste, er så frygtelige ræd ved tanken om, at en kvinde med hovedtørklæde skal dømme dem i sager vedrørende bilagsfusk og druk på skatteydernes regning? Tillad mig at citere en gammel viking: "Der er noget galt i Danmark (-) Der er noget skævt i toppen, noget der trænger til at skiftes ud."

Topstyring i kunstverdenen

Niels Henriksen, bestyrelsesmedlem, UKK (Unge Kunstnere og Kunstformidlere)

Kulturminister Carina Christensen er i fuld gang med at implementere en bagvendt argumentation om, at hvis vi skal klare os i den internationale udveksling, bliver vi nødt til at opruste vores nationale selvforståelse. International udveksling forudsætter national forskansning og isolation. Denne holdning afspejles også i det forslag til ny lov om Kunstrådet, der netop har været til høring. Som følge af den nye lov skal det Internationale Billedkunstudvalg ikke længere have sin egen formand, men lægges ind under formanden for det Nationale Billedkunstudvalg, som udpeges direkte af ministeren. Management-rapporten fra konsulentfirmaet Pluss anbefalede sidste år, at nedlægge det internationale udvalg, fordi det var en forhindring i ministeriets bestræbelse på øget kontrol og topstyring. En samlet kunstnerstand rejste sig mod det, men nu gennemføres det samme - bare pakket ind. Og det mest chokerende er, at lovforslaget er resultat af en bred politisk aftale, hvor Socialdemokraterne og SF er med.

Lovens konsekvens vil være mindre demokrati, mindre armslængde og færre muligheder for dansk kunst. Alt sammen til fordel for mere management og topstyring.

Hvor svært kan det være at køre oppositionspolitik på det? Eller har I bare solgt os, Pernille Frahm (kulturordfører SF) og Mogens Jensen (kulturordfører S), for en eller anden radio-tv-aftale?

De glemte krav

Leif Hermansen, Esbjerg

Ifølge Inf. 27. januar har EU's udviklingskommissær sagt, at hvis EU skal genoptage en politisk dialog, må Hamas acceptere to små betingelser: Israels ret til at eksistere og at opgive sin væbnede kamp. Den første betyder at gå ind for en to-statsløsning. Godt nok, men så må Israel også acceptere en lille betingelse: At rømme Vestbredden for alle sine ulovlige (i henhold til Genèvekonventionerne) bosættelser. En palæstinensisk stat uden sammenhængende landområde er en absurditet. Hvorfor mon kommissæren glemte at stille krav til Israel?

Guantánamo, også et problem for EU

Ole B. Sørensen, EP-kandidat (V)

Den 20. januar tiltrådte Obama som ny amerikansk præsident. Allerede i valgkampen gjorde Obama det klart, at han ville lukke Guantánamo. Derfor kom det heller ikke som den store overraskelse, at det første dekret Obama underskrev, netop var en lukning af fangelejren.

Der kan næppe herske tvivl om, at en lukning af lejren er første skridt til en ny start på det transatlantiske forhold mellem EU og USA. Guantánamolejeren har helt berettiget været genstand for kritik fra USA's europæiske allierede. Det har været - og er uacceptabelt, at man i et vestligt demokratisk samfund har kunnet tilbageholde fanger i årevis, uden muligheden for at blive stillet for en dommer.

Men lukningen af Guantánamo er også en udfordring for EU. For hvad skal der ske med de tilbageholdte? Her har det amerikanske synspunkt været, at når EU på den ene side presser på for en lukning, må EU på den anden side også hjælpe med at tage imod fangerne fra Guantánamo. Viljen hertil blandt EU landende har dog været yderst minimal. I realiteten er det kun Portugal, Tyskland og England, der har luftet muligheden for at tage imod nogle af de tilbageholdte.

Efter min opfattelse bør de 27 medlemslande under ét snarest få lavet en aftale med USA. En aftale, der fastlægger, hvordan afviklingen af lejren skal ske, herunder ikke mindst hvad der skal se med de tilbageholdte fanger. Her må EU's medlemslande påtage sig et fælles ansvar og om nødvendigt lave en solidarisk fordeling for modtagelse af de tilbageholdte fanger fra Guantánamo.

Én gang til for professor Curt

Henrik Gade Jensen, projektmedarbejder CEPOS

CEPOS har med sin bog 13 frihedstænkere ikke påstået, at alle frihedstænkere var demokrater. Bogen fremlægger forskellige tænkeres syn på frihed og nogle ældre af disse advokerede ikke for et politisk demokrati, som vi forstår det i dag, selvom det var den naturlige konsekvens af deres frihedssyn. Derfor er der ikke tale om historieforfalskning, som professor emeritus, Curt Sørensen påstod i Inf. 28. januar.

Cains øjenåbner

Leif Knudsen, Vedbæk

Geoffrey Cains glimrende beskrivelse af, hvorledes venstrefløjen har kapret begrebet menneskerettigheder til sine egne gustne formål, er en øjenåbner.

På samme måde er islamister gennem EU ved at kapre det samme menneskerettighedsbegreb i alliance med venstrefløjen. Ytringsfriheden omdefineres ved samme lejlighed til at tjene islam - dvs. afskaffes de facto. Det, der startede som en global nyskabelse og et vigtig mindstemål for måden folk behandler hinanden på, er reduceret til et våben for indførelse af islam med venstrefløjens villige hjælp.

Cains humanisme

Sven Karlsen, Brøndby

Man bliver jo helt rørt, når man læser "Bag humanismens maske" af Geoffrey Cain (Inf. 27. januar). Tænk, at han vil bruge tid og kræfter på at retfærdiggøre sig over for humanister. Og jeg giver da gerne ham - og hans fløj - min personlige syndsforladelse: Jeg mener ikke at I er ansvarlige for alle Verdens problemer med imperialisme, racisme, tortur, religion, censur, besættelser og kernevåben.

Men i den Vestlige Verden er skylden for de ting jeres alene. Så kald os da gerne oikofober. Det ord, som Roger Scruton opfandt i irritation over at blive kaldt xenofob, for at skabe et stuerent udtryk for 'redeskidere'. Men ordets sande tolkning er ikke 'hjemmehadere', som Scruton og Cain ønsker, men derimod 'hjemmeangste'. Og den etiket rammer plet på Vestens humanister; ikke bare USA, men hele Vesten har aktuelt overmagt på Jorden, og uanset hvem der sidder ved magten, så er humanister også - qua demokratiets spilleregler - medansvarlige for hvordan den magt udøves. Vesten er vores hjem, og vi er meget skræmte af den måde 'vores familie' opfører sig på 'ude i byen' for tiden. Og kald os ugudelige, men vi har ikke forkastet det kristne princip om at få pillet bjælken ud af vores eget øje først. Skæld os ud for at fornægte vores egen kultur, men den lille bid med at feje for egen dør først, har vi aldrig fornægtet. Og skæld os ud for, at vi bruger for få kræfter på at bekæmpe og kritisere de problemer som har rod udenfor den Vestlige Verden. Men det kan aldrig undskylde, at den Vestlige Verden forbryder sig på de områder. Der, kære Geoffrey Cain, er der ikke noget at komme efter!

DR's nyhedsdækning

Susanne Hegelund, chef for TV Avisen, DR

I Information den 23. januar er Vagn Bertelsen kritisk over for DR's dækning af indsættelsen af Barack Obama. Han mener bl.a., at værten talte for meget, og at Anders Fogh Rasmussens kommentar til præsidentens tale ikke hører hjemme, mens der endnu er markante talere på talerstolen i Washington.

Jeg har stor forståelse for de som ønsker en mere 'ren' live transmission af de store historiske begivenheder. Men som chef for TV Avisen har jeg en forpligtelse til at sikre, at DR1 favner den brede gruppe af seere, som vil have aktuelle nyheder, og samtidig ønsker en begavet analyse af de billeder, de konfronteres med.

Vi sendte på DR1 direkte i godt tre timer fra indsættelsen. Ambitionen med udsendelsen var at viderebringe en international begivenhed, samt at give danskerne et indblik i amerikanske forhold på et lidt højere plan. Det mener jeg, at en vidende vært, kyndige folk på pladserne i Washington og nøje udvalgte gæster i studiet bidrager til. I transmissionen valgte vi desuden at bringe en dansk vinkel på denne internationale begivenhed, hvor statsministeren gav sin allerførste vurdering af den ny præsident på baggrund af indsættelsestalen. Her valgte vi at tage de nationale briller på og få en allerførste bedømmelse af talen fra Danmarks politiske førstemand.

DR1 er den brede nyhedskanal, og derfor prioriterede vi, som vi gjorde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu