Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
29. januar 2009

Stop samarbejdet med VKO

Jeppe Milthers, Albertslund

Det aktuelle forslag fra VKO om at skære i indvandrerfamiliers børnecheck, hvis forældrene ikke lader deres børn deltage i ekstra sprogundervisning, er endnu et eksempel på slet skjult racisme og ondskab.

Forslaget vil endnu engang ramme børnene hårdt, da børnechecken er til for at være med til at styrke barnets tarv. I forvejen er 59.000 børn ramt af fattigdom ifølge Red Barnet, hvilket for de fleste skyldes den lave starthjælp, kontanthjælpsloftet og 300-timers reglen.

Imens har vi tre såkaldte oppositionspartier, der deltager i det ene asociale forlig med VKO efter det andet.

I stedet for, på denne måde at give regeringen kunstigt åndedræt, burde R, S og SF følge Enhedslistens klare oppositionslinje og droppe ethvert samarbejde med VKO.

Noget fra nogen

Leif Emil Hansen, Valby

Fem øl

Tyve snapse

Pind i øret

Løkke om halsen

To skattenydere

Det var dog forbløffende

Claus Münchow, Sønderborg

Kurt Loftkjærs lange læserbrev den 23. januar kritiserer ombudsmanden for "gang på gang at svigte sin opgave" på grund af en sag om aktindsigt, 20. januar. Loftkjær forholder sig slet ikke til det svar ombudsmanden gav 21. januar. Derimod kritiseres personen Hans Gammeltoft-Hansen for ikke i embedet at inddrage det Loftkjær vil have ham til: "Hvor han har stået over for valget mellem at håndhæve loven eller være lydhør over for sin arbejdsgiver (Folketinget), har han i almindelighed valgt det sidste, hvilket også grundlæggende er hans pligt."

Hvad søren? Kan ombudsmanden sættes i det dilemma: Valget mellem at håndhæve loven og følge sin grundlæggende pligt? Hvad er det for noget?

Embedet var hvad han skulle have sat på spil. Men så ville det nuværende folketingsflertal vælge en anden ombudsmand, en som er "lydhør over for sin arbejdsgiver" af hele sit hjerte. Det var da vist ikke lige hensigten? Det er en forbløffende, formørket bitterhed som præger Loftkjærs ræsonnementer: "Gentagne gange har vi set, at han accepterer at hans udtalelser udvandes ved, at myndighederne - med statsministeriet i spidsen - ignorerer hans afgørelser". Jamen hvad i al verden skulle han gøre? Stille sig op og råbe? Bevæbne sine medarbejdere og drage i leding? Jeg husker tydeligt en fjernsynsudsendelse hvor han var til samtale om situationen efter at statsministeren uden begrundelse afslog at tale med Bo Elkjær fra Ekstra Bladet. Han udtrykte sin kritik helt umisforståeligt.

Åbenhedskomiteen har sandelig et horn i siden på ombudsmanden.

Information?

Allan Danfær, København NV

Jeg deltog i demonstrationen 13. januar i København mod den israelske hærs overgreb i Gaza. Demonstrationen, som startede på Rådhuspladsen og sluttede på Christiansborg Slotsplads, blev gennemført på ordentlig og fredelig vis med god stemning blandt deltagerne. Jeg kan derfor helt tilslutte mig kritikken af DR's dækning af begivenheden, som var helt misvisende for, hvad der reelt foregik. Information skrev 27. januar om de mange klager til DR desangående. Fint nok - men hvad med Informations egen dækning af demonstrationen? Den var ikke et hak bedre end DR's.

Cains opfindelse

Ernst Johansen, Otterup

Geoffrey Cain (GC) har i Information 27. januar begået et helt ubetaleligt 'Synspunkt': Han opfinder en imaginær gruppe, tillægger denne gruppe nogen imaginære holdninger og sviner dem så til på dette grundlag. Gruppen kalder han '68'erne', senere dog skjult under dæknavnet 'humanisterne'.

Hvem denne gruppe præcist består af, lader han klogeligt være usagt, man kunne jo risikere et genmæle. Men måske er det bare alle anderledes tænkende, han mener. Denne gruppe tillægger GC følgende holdninger: 1. De er imod tortur, dog ikke i Nordkorea og Kina. 2. De er imod religion, dog ikke Islam. 3. De er imod censur, dog ikke når islamister udøver det. 4. De er imod besættelse, dog undtaget Rusland og Kina. 5. De er imod kernevåben, undtagen hvis de tilhører Iran. 6. De er for demokrati, men synes det er i orden at DR laver venstreorienteret propaganda.

Jeg ved ikke om GC nogen sinde har hørt nogen fremsætte ovennævnte synspunkter, jeg har i hvert fald ikke. Men det er vel heller ikke det, der er pointen. Pointen er, at når man selv opfinder både sin modpart og dennes synspunkter, er det pærelet at gå sejrrigt ud af en argumentation. Forfatter, cand.mag. et art. Geoffrey Cain konkluderer med følgende svada: "De er blevet hængende i barnekammeret, og derfor er de - ligesom børn - blottet for selverkendelse, men desto bedre til at mobbe anderledes tænkende."

Skal vi ikke lige lade denne bemærkning stå og funkle et øjeblik ...

Men en cadeau til Information for stor rummelighed.

Obamafobi?

Pietro Cini, Bælum

Geoffrey Cains stinkbombe mod 68'er-humanisterne rejser et interessant spørgsmål: Kunne det tænkes, at Cains øh, 'hørm(m)anister' i hans mere eller mindre bevidste optik fungerer som Prügelknaben/stedfortrædere for en vis herre? En herre, hvis omgang med Mellemøst-suppedasen må antages at blive en lille smule mere indsigtsfuld end Bush'?

Sagt på en anden måde: Er Cains indlæg udtryk for slet dulgt Obamafobi?

Religion er en privatsag

Jonathan Nielsen, partisekretær Borgerligt Centrum

Information citerer lørdag den 24. januar den katolske teolog Iben Thranholm for, at danskerne er religiøse analfabeter, som hverken forstår eller respekterer mennesker, der har tro. På det punkt er jeg mere enig med imamen Naweed Baig, som i samme artikel mener, at danskerne er meget åbne og tolerante over for troende. Dog synes jeg, det er væsentligt at tilføje, at først og fremmest er religion en privatsag, som det på den ene side er vigtigt at give den enkelte rum for at udøve i overensstemmelse med dennes tro, og på den side at holde resten af samfundet fri for at blive påduttet. Jeg mener, at Muhammedtegningerne, fadervor i folkeskolen og debatten om religiøse symboler i danske retssale er tegn på, at danskerne prioriterer rigtigt i forholdet mellem samfund og religion. Vi ønsker ytringsfriheden - ikke fordi vi ikke kender religionerne godt nok, men fordi vi kan se alle de gevinster, den fri meningsdannelse giver vores samfund. Vi ønsker at vores børn selvstændigt tager stilling til tro - ikke at de bliver påduttet den af autoriteter. Vi ønsker dommere, der ikke kun er uafhængige, men også fremstår som sådan, så vi kan være overbeviste om at retssager afvikles i overensstemmelse med vores alles fundamentale rettigheder.

Det er for let købt, når man påstår, at bare fordi danskerne ikke danser teologernes fløjter, så må det betyde manglende stillingtagen til et af tidens hotteste emner. Vi må behandle religion, som det, den er - en privatsag. Og privatsager indretter men ikke hele staten på.

Præstesnak

Poul Erik Hornstrup, Frederiksberg

Det kan altid diskuteres, hvad ordet ekspert dækker over - bortset fra at Information snarere bruger det (i tide og utide) til at dække sig bag - dog sjældent mere grotesk komisk end 24. januar, hvor præster og imamer og i særdeleshed den interviewede Iben Tranholm på forsiden udråbes til 'religionsekspert'.

Præster er så vidt jeg ved uddannet til at forkynde evangeliet. Og Tranholm forkynder frejdigt; hun kan slet ikke lade være. Men til en 'ekspert' stiller man uvilkårligt nogle forventninger, hun har svært ved at indfri. F.eks. om at hun holder begreberne stringente og adskilte og i nødvendigt (og muligt) omfang præciserer dem. I lange passager virker det som om begreberne spiritualitet, tro, religion og Gud for hende er synonymer, så det i den enkelte sammenhæng nærmest er lidt tilfældigt, hvilket af dem hun vælger at bruge. Et andet begrebssæt som flyder i ét - og ud i tåge - er humanisme, sekularisering og endda ateisme. Her lyder hun som et ekko af Søren Krarup, bortset fra at han naturligvis også ville have føjet kulturradikalisme til pærevællingen.

Lad os gerne få religion på dagsordenen - troen på at den går væk ved at blive fortiet er naiv, deri har Tranholm ret. Men må vi bede om kvalificeret debat, ikke bare - ja undskyld - præstesnak.

Grådighed

Niels Engelsted, København K

Det er med skattelettelser som med Irakkrigen. Hvis det ene argument falder, finder man på et andet. I Information 28. januar citeres Torsten Schack Pedersen for et nyt argument. Konfronteret med undersøgelser, der rejser tvivl om den påstand, at skattelettelser får folk til at arbejde mere siger skatteordføreren fra Venstre: "Jeg har ikke truffet en økonom eller vismand, der siger andet." Nej, da. Vismænd og økonomer synger fra det samme blad. I det store mødelokale på økonomernes fakultet på KU hænger lige over dekanens forsæde en tavle med sentenser. Den øverste lyder: Grådighed er ikke længere et negativt ord (på engelsk selvfølgelig). Indtil den tavle bliver taget ned, skal man nok ikke forvente en anden melodi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Stop samarbejdet med VKO, Jeppe Milthers, Albertslund"

Efter 7 års ørkenløs samarbejdspolitik og endeløs diplomati uden nævneværdige resultater, så er løsningen ganske rigtigt at overlade hele ansvaret til regeringen.

Senest med bankpakkerne, hvor oppositionen alene fik lov til at sætte underskriften på aftalerne, blot for at kalde sig selv ansvarlige! Sikke en fest der er blevet for bankerne..

Det ansvarlige ville havde været ikke at skrive under. Den absurde gavebod af en bankpakke, uden tilbagebetalingpligt, skulle regeringen havde haft for sig selv, - nu tørrer de den af på S og SF..

Regeringen har flertallet i folketinget og de misbruger det groft ved alle lejligheder, men det betyder også at de skal tage konsekvenserne heraf, når de indimellem har brug for oppositionens troværdige stemmer, til udadtil at legitimere dens liberale og samfundsnedbrydende politik.

Det må og skal være regeringens eget ansvar hvilken politik der føres og aldrig være oppositionens.

Der er ustandselig folk, der tænker sig til et andet Danmark end det eksisterende.
Men nej, Danmark er - heldigvis - et kristent land. Det fremgår af grundloven, og det kan kun vanskeligt laves om. Folkestemninger kommer og går, og man risikerer, hvis man lytter for meget til dem, at helt grundlæggende og umistelige værdier forsvinder og kun igennem uendelig lang tid lader sig opbygge på ny.
At tro dog ikke er sådan at slå ihjel fik vi dog et tydeligt billede af, da kommunismen bragede sammen i 1989-91: uden videre tog folk troen op igen efter de mange år i ateismens sjælsfortærende åndeløshed.