Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
16. januar 2009

Ville vi gøre det samme?

Johnny De Vulcan, Ringe

Hvis Tyskland byggede en mur hele vejen omkring Danmark, bosatte sig overalt, stoppede for indførsel af fødevarer og energi, afbrød elektricitet og eksport i over 14 måneder, mens de skød til måls efter vores børn, tror jeg godt, vi kunne finde på at fyre et par hjemmelavede raketter af, eller ...?

I mister jeres fremtid

Johanne Rübner Hansen, gymnasieelev

Flere og flere besparelser terroriserer gymnasie- som folkeskoleelever. Men at besparelserne kan komme så langt, at det ikke blot er på gymnasieområdet, der bliver sparet, men også på den offentlige trafik, så de studerende ikke har mulighed for at komme til og fra uddannelsesstedet, er simpelthen for grotesk og surrealistisk. Danmarks fremtid står på randen til at falde i grøftekanten - er det fair?

Lyt dog til vores ord; indsæt mere offentlig transport og lad priserne være rimelige, så en studerende har råd og mulighed for at passe sin skolegang og i sidste ende agere som en ansvarlig borger. Det er til samfundets fordel.

Omvendtland

Pelle Dragsted, folketingskandidat for Enhedslisten

For at blive opfattet som et økonomisk ansvarligt parti har SF nu fået lov til at deltage i forhandlingerne om bankpakken. Det er formentlig det mest økonomisk uansvarlige indgreb i den nyere Danmarkshistorie.

Fast formand for EU

Johannes Lebech, MEP, Radikale

EU har i forbindelse med den israelske offensiv i Gaza naturligt forsøgt at spille en aktiv rolle og forsøgt at få fjendtlighederne stoppet. Både Nicolas Sarkozy, som afgående formand og EU's tjekkiske formandskab har været i aktion, desværre med forskellige udmeldinger. Det har svækket Europas indflydelse og skabt tvivl om den fælles linje. Situationen kan minde om det magtvakuum, der har lammet amerikanernes udenrigspolitik frem til den 20. januar, hvor Barack Obama bliver den 44. amerikanske præsident.

Som europæer er jeg ikke i tvivl om, at Europa med indførelsen af en fast formand, som det forudses i Lissabon-traktaten, ville have undgået forvirringen med flere delegationer som den franske, den tjekkiske og sågar en delegation ledet af Tony Blair.

Det glæder mig derfor, at udsigten til, at traktaten snart kan træde i kraft er forbedret med meldingen om, at flertallet i Irland har vendt sig fra nej til ja.

BUPL - en udenrigspolitisk aktør?

Mathias Schlippé-Steffensen, arbejdsmarkeds- og erhvervsordfører for Venstres Ungdom

Endnu engang har BUPL vist deres sande ansigt som en politisk forening frem for en fagforening, der varetager medlemmernes arbejdsvilkår. BUPL Århus' bestyrelse har officielt givet hjemmel til, at der kan gives både moralsk og økonomisk støtte til demonstrationer mod Israels offensiv i Gaza-striben.

Dette begrundes fra formand Henning Truelsegaard med, at mange af foreningens medlemmer arbejder med palæstinensiske børn. Dette sætter eventuelle israelske børn i de århusianske institutioner i et dårligt lys, og at BUPL Århus ikke har reageret på de eskalerende angreb mod Israels civilbefolkning hænger ikke sammen med Henning Truelsegaards forklaring om, at BUPL Århus er imod alle angreb på civilbefolkninger.

BUPL bør ikke bruge medlemmernes penge på andet, end det de får dem for, nemlig at arbejde på at sikre at medlemmernes løn- og arbejdsvilkår bliver overholdt.

Vindstille

Karl Vogt-Nielsen, miljøkoordinator, Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA)

I juledagene tilbageviste klimaminister Connie Hedegaard (CH) en kritik fra Per Clausen fra Enhedslisten af regeringens vindmølleindsats (Information d. 19. og 23. december 2008).

Inden 2012 vil regeringen have opsat 1.300 MW vindmøller skrev hun. Desværre er det ikke rigtigt. I de 1.300 MW indgår for det første de to havmølleparker på 400 MW, som den tidligere regering iværksatte, men som VKO aflyste, da de overtog regeringsmagten. De er nu på vej med syv til otte års forsinkelse. Var møllerne blevet opført som planlagt, ville de have sparet atmosfæren for fire mio. tons CO2. For det andet medregnes 150 MW, som alene består i, at kommunerne skal udlægge arealer til vindmøller. Om der står møller på arealerne i 2011, kan regeringen vist ikke garantere. Yderligere indgår 350 MW, som skal komme ved udskiftning af gamle vindmøller med nye. Regeringen har tidligere indrømmet, at herfra skal trækkes de 175 MW, som nedtages, men det glemmer CH stadig i sit regnestykke. Og om udskiftningen er gennemført inden 2011 er som oven for usikkert. Endelig har vi så to nye vindmølleparker på 400 MW, men ifølge energiaftalen skal de først opføres efter 2011.

Så medmindre regeringen har fremrykket disse investeringer må konstateres, at regeringen reelt ikke har påtaget sig ansvaret for en eneste ny vindmølle på denne side af 2012.

Bødlernes problem

H.C. Grau Nielsen, Odense M

Under Anden Verdenskrig stødte den tyske værnemagt ind i et alvorligt problem.

De soldater, der blev brugt til massakrer, begyndte efter nogen tid at udvikle psykopatiske træk og ville blive meget vanskelige at få tilbage i samfundet.

I Gaza- området fortæller Røde Kors-medarbejdere om afkræftede børn, der sad ved siden af deres døde mødre, og lige udenfor var der israelske soldater, der ikke havde løftet en finger for at hjælpe de nødstedte.

Det er uhyggeligt at tænke på alle de lidelser, jøderne var ofre for under det nazistiske rige. Men det er endnu mere skrækindjagende, at de tidligere ofres efterkommere nu opfører sig som bødler mod det folk, der blev jaget væk fra det land, som jøderne blev givet efter Anden Verdenskrig af vestmagterne. Man må nu spørge sig selv om den mekanisme, der forråede de tyske soldater, ikke også virker for israelske soldater og virker tilbage på det Israelske samfund.

Israel ser ud til at have et seriøst problem med den psyke, de israelske soldater vender hjem med som vil forrå dette samfund.

Folkemordet i Gaza

Frank Johannesen, Valby

Israel, de fleste medier, statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller giver ensidigt Hamas skylden for våbenhvilebruddet. Der er tale om misinformation, der skal legitimere Israels krig, der nu omtales som et folkemord af Miguel d'Escoto, præsidenten for FN's Generalforsamling.

USA's tidligere præsident, Jimmy Carter, har i en opsigtsvækkende artikel i Washington Post 8. januar erklæret, at Israel har ansvaret for krigen.

Parterne indgik en seks måneders våbenhvile 19. juni 2008, hvorefter Hamas stoppede affyring af raketter mod Israel. Men Israel indfriede ikke sit løfte om at hæve blokaden af Gaza, så palæstinenserne kunne få tilstrækkeligt med mad, medicin, el, olie og vand og fortsatte stranguleringen af Gazas økonomi og handel. Endelig foretog Israel et infanteri- og luftangreb den 4. november og dræbte seks modstandsfolk i Gaza. På denne baggrund valgte Hamas ikke at forlænge våbenhvilen.

Dygtigt spin i Gaza

John Ekebjærg Jakobsen, Valby

Forleden bragte DR2 et lille portræt af den norske læge Mads Gilbert. En dansk presseofficer vurderede, at Mads Gilberts arbejde var udtryk for dygtig spin fra Hamas. Da udsendelsen var slut, var jeg næsten overbevist om, at Mads Gilbert ikke var læge, men en spindoktor fra Hamas.

Er det samme useriøse analyser vi får, når de danske officerer beretter om vores indsats i Afghanistan?

Luder vs. fabriksarbejder

Hans Peter H. Møller, Slagelse

Thomas Dam Olsen (TDO) har med gårsdagens kronik "Købmandskultur i blodet" begået en imponerende akademisk stiløvelse. Meget lærd, og det er egentlig svært at sige noget derimod. Men stiløvelsen er forflygtigende, idet TDO ligestiller prostitution med et hvilket som helst andet job, f.eks fabriksarbbejde. Tja, hvad skal man sige ... Jo, nu ved jeg det: Hold op med det vrøvl. Der er forskel! Hvis din kone eller din datter kommer hjem og siger, at fra i morgen vil hun arbejde som prostitueret, så formoder jeg, at TDO vil reagere med undren og modvilje, fordi der er forskel på prostitution og fabriksarbejde.

Ugens kommentar

Jørgen Hagmund, Køge

Det Radikale Venstre havde i den forløbne uge indbudt statsminister Anders Fogh Rasmussen til en diskussion om menneskerettigheder set i lyset af den netop vedtage tuneserlov. I den forbindelse udtalte Fogh til en udsendt journalist: "Menneskerettighederne er vigtige, men nu har vi en finanskrise."

Læs lige den sidste linje én gang til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Holm Knudsen

Luder vs. fabriksarbejder

Hans Peter H. Møller: Hvis din kone eller din datter kommer hjem og siger, at fra i morgen vil hun arbejde som prostitueret, så formoder jeg, at TDO vil reagere med undren og modvilje, fordi der er forskel på prostitution og fabriksarbejde.

Skal det forstås sådan, at manden skal bestemme hvilket arbejde hans hustru skal have? Bortset fra det er der jo talrige eksempler på, at parterne er enige om prostitutionen. Så dit argument holder ikke.

Tom W. Petersen

Kære Hans Peter H. Møller
Din attitude til Thomas Dam Olsens kronik har lige en antydning af overbærende nedladenhed: "..akademisk stiløvelse. Meget lærd..." Han skal lige gøres lidt Erasmus Montanuasgtigt verdensfjern - selv om du har svært ved at modsige ham.
Og så kommer du til pointen: "Der ER forskel!" Heller ikke Olsen ville synes om, at hans kone eller datter var ludere! Stik den, Olsen!
Og det er nok rigtigt.
Men pointen er: PRÆCIS hvorfor er det bedre, at de er f. eks. kassedamer eller rengøringskoner? Det er netop DET, der skal findes ud af! Det er for nemt at konstatere, at sådan er det bare, for det synes de fleste. Det er jo ikke noget argument.
Det, jeg ser at Olsen vil, er, at det efter objektive kriterier bør undersøges, HVORFOR de fleste mener sådan.
Og deri er han en ægte akademiker. Og det skal forstås som en uforbeholden ros.
Først når vi har gjort os dette klart, er det muligt at diskutere erhvervet prostitution (alene ordet!!) uden alle de tåger af fordomme, der hele tiden lægger sig i vejen for reel argumentation og hindrer forståelse og dermed rationel håndtering af dette erhvervs problemer.