Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
12. januar 2009

Træt af den konflikt

Kjeld Madsen, Århus C

Ærlig talt, jeg er så inderlig træt af denne uendeligt udsigtsløse og tåbelige Israel/Palæstina-konflikt. Jeg har nedlagt våbnene og er stået af for længst.

Jeg gider ikke mere hele historikken og alle teknikaliteterne bag alle spørgsmålene om, hvem der bærer skylden for hvad, hvornår og hvorfor. Og jeg vil slet ikke deltage i et heppekor for nogen af konfliktens parter.

Enhver må kunne indse, at de usammenhængende, ludfattige overbefolkede, ressourcesvage reservater, som skal for stille at gøre det ud for en palæstinensisk stat, aldrig vil kunne skabe værdige livsforhold for sine indbyggere og derfor vil være en evig trussel og fredsforstyrrer omkring den israelske 'vognborg'.

Ligeledes må enhver kunne indse, at de mennesker, som her og nu udgør 'vognborgnationen' Israel og har deres hjem og hele grundlag for deres eksistens bag dens svært væbnede mure, hverken kan eller vil flytte nogen som helst andre steder hen. Derfor er det min overbevisning, at Israel/Palæstina-konflikten ikke er løst og freden etableret i området, førend Israel/Palæstina udgør én sekulær åben pluralistisk demokratisk stat (eller statsliggende enhed) med almindelig stemmeret til alle og Jerusalem som hovedstad.

Konsekvens

Sacir Camo, Hjørring

I øvrigt mener jeg, at alle frie og demokratiske lande burde gør ligesom Venezuela; at udvise den israelske ambassadør og afbryde alle diplomatiske forbindelser til den zionistiske stat indtil denne lærer at opføre sig ordentligt.

Fakta om Israel

Frederick Gani, København S

Staten Israel havde 60-års fødselsdag i 2008. Jeg har, som så mange andre mennesker i Europa, hørt og læst om Israel gennem hele mit liv. Israel har udviklet sig til et tilbagevendende mareridt. Her er kernen af det jeg ved om Israel: (1) Staten Israel undskylder pr. princip aldrig, uanset hvilke tragedier den er indblandet i. (2) Staten Israel betragter sig pr. princip altid som offer, uanset hvor mange menneskers død, den er skyld i. (3) Staten Israel betragter alle sine markante kritikere som 'antisemitter', uanset hvilke argumenter, der bruges. (4) Staten Israel betragter alle palæstinensere, der gør modstand for 'terrorister', uanset hvilken form for modstand, der er tale om. (5) Staten Israel bryder konsekvent vedtagne internationale regler og konventioner, hvis den finder det nødvendigt i sine mangfoldige militæraktioner. (6) Staten Israel straffer næsten aldrig israelere, der udøver grov vold imod civile palæstinensere. (7) Staten Israel elsker indhegninger og mure; det er efterhånden umuligt at bevæge sig på Vestbredden, uden at skulle ydmyges af israelske grænsevagter ved de hundredtals afspærringer i området. (8) Staten Israel forhandler ikke; den sætter ufravigelige krav. (9) Staten Israel baserer sig på enorme tilførsler af våben og teknologi fra USA, der bruges i kampen for at nedbryde palæstinenserne. (10) Og til sidst, staten Israel tilgiver aldrig.

Jeg ser ingen årsag til at ønske Israel tillykke med dagen. Det er på høje tid, at verdenssamfundet vågner af sin dvale og får etableret en international kriminaldomstol, der kan give staten Israels repræsentanter en retfærdig straf for 60 års brud på internationale konventioner. Alt andet ville være uetisk og uforsvarligt.

Sikkerhedshegn, derfor

Michael Sandfort, Brønshøj

Den 31. december blev to fredelige israelere, der solgte hårplejeprodukter, uden anledning skudt ned i Odense af en herboende dansk-palæstinenser. Det er vold af netop denne type, der gør, at den jødiske skole i København og den jødiske stat i Mellemøsten er omgivet af sikkerhedshegn.

Asymmetrisk krig

Eske Asbjørn Daniel, Humlebæk

Israels mål er en 'komplet løsning' på 'Gaza-problemet'. At ordvalget ligger så tæt på nazisternes 'Endlösung' på 'jødeproblemet' er tankevækkende. Når målsætningen ytres fra en nation, der har været udsat for århundreders forfølgelser, levnes meget lidt tro på andet end, at vold avler mere vold.

Med Israels mål fremstår det endnu tydeligere, at den krig, der aktuelt føres, er asymmetrisk. Den er asymmetrisk ligesom f.eks. opstanden i en Warszawa ghetto i 1943 var det: Israels moderne og veltrænede hær mod Hamas, som kæmper med håndvåben. Opstanden i Warszawas ghetto blev udkæmpet mellem tusindvis af veludrustede erfarne soldater i tysk tjeneste mod få hundrede jødiske frihedskæmpere bevæbnet med pistoler og et par geværer. I Gaza udkæmpes kampene i boligområder, hvor selv skoler bombes - og civile dør side om side med Hamas. I Warszawa døde tusindvis af civile som følge af systematisk nedbrænding af de beboelsesejendomme, som husede såvel frihedskæmperne som civile.

Når Israel fører en asymmetrisk krig, der minder om de uhyrligheder, de selv er blevet udsat for, udgør det internationale samfunds accept ikke en reel støtte til Israel.

Israel ville være bedre tjent med at blive bremset i sin bølleadfærd. Ellers er der vist ikke meget håb for at få bremset voldsspiralen.

Bravo Melchior

Nils Villadsen, talsmand for Humanistisk Forum for Fred

Bent Melchior fremkom i interviewet i Information den 5. januar med et pletskud af indsigt omkring løsningen af konflikten mellem israelere og palæstinensere: "Vi ved alle, at det alligevel kun kan ende med en tostatsløsning. Om grænserne skal gå det ene eller det andet sted, det er jo detaljer."

Hermed angives, at grænserne for så vidt godt kan være de oprindelige grænser i FN's delingsplan fra 1947. Hvis dette synspunkt kan realiseres, betyder det, at Melchior har fat i den totale fred i Mellemøsten.

Alle de arabiske lande samt Hamas og Hizbollah har stået for dette synspunkt i årevis: Israel skal opgive alle de besatte områder inkl. Jerusalem, før bliver der ikke fred.

I de største bataljer glemmer man oftest, de petitesser, det hele drejer sig om. Bravo Melchior.

Miljøets hellige treenighed

Joachim Nielsen, Vanløse

Statsministeren har nu gentaget, at Bush er en overbevist miljøforkæmper. Præcis som han selv bevist ved, at han igen har udskrevet en check til salig Lomborg.

Det, nogen vil kalde miljøets ondskabens akse, viser sig altså at være miljøets hellige treenighed. Så kan vi lære det!

Skam dig, demokrati

Emilie Nura Gram-Hansen, Odense SV

Skam dig, Anders! Skam dig, George! Skam dig, Per Stig! Skam dig, Hosni! Skam dig, Angela! Hvor længe I end skrubber jeres hænder, bliver Ehuds blodsudgydelser siddende! Siddende som et symbol på det israelske angreb, der ifølge jer både er legitimt og helt berettiget!

Jeg er træt af en blind og stum, men tilsyneladende nu grøn statsminister. Jeg kræver at mit vestlige såkaldte demokrati omgående fordømmer Israels offensiv. Dog vel vidende at dette måske er lige rigeligt at forlange af civiliserede, akademiske folkevalgte, der har set igennem fingre med først en irakisk, så en afghansk og nu ser passive til, mens en palæstinensisk krigsforbrydelse udspiller sig for øjnene af dem. Det 21. århundredes korstog er indledt: 'Krigen mod terror'. Og skam Jer!

Vores politistat

Ib Jensen, Søborg

15 brugere af Ungdomshuset fik som bekendt hårde straffe for at overnatte i huset. Grund: Der lå kasteskyts på loftet!

Seks politifolk bryder ind i en sagesløs borgers hjem, smider manden ned i mudder, forsøger at kvæle ham og foretager derefter en ulovlig ransagning. Straf: ingen!

Hvor er Dansk Folkeparti og Brian Mikkelsen?

Begyndelsen på et smukt venskab?

Sune Auken, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU

Det er dejligt at være blevet gode venner med DanskIndustri. Jeg har lidt tvivl om, hvor langt venskabet holder (f.eks. plejer venner at gøre sig umage med at gengive hinandens synspunkter korrekt), men det kan selvfølgelig være indledende misforståelser.

Når jeg nu har fået mig en magtfuld ny ven (den slags har jeg ikke for mange af i universitetspolitiske sammenhænge), så må jeg vel hellere benytte mig lidt af det. Så: kære nye ven, vi har i universitetsverdenen forfærdelig brug for en af-bureaukratisering, vi har forfærdelig brug for en omfattende ledelsesreform, og vi har forfærdelig brug for ikke evig og altid at skulle omsætte vore tanker til fakturaer og på andre måder orientere os efter lokale behov i dansk erhvervsliv.

Hvis DI går aktivt og lyttende ind i en diskussion af disse forhold uden konstant hensyn til DI-medlemmernes nærsynede egeninteresser, så kan dette være the beginning of a beautifulfriendship.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@ Ib Jensen:

"Seks politifolk bryder ind i en sagesløs borgers hjem, smider manden ned i mudder, forsøger at kvæle ham og foretager derefter en ulovlig ransagning. Straf: ingen!"

Jamen, se det i øjnene: Dansk politi har immunitet til at behandle borgerne nøjagtigt, som det passer dem.

Det karakteriserer netop en stat af den type, du omtaler.

Og eftersom det er det, Brian Mikkelsen og DF ønsker, skal man naturligvis ikke forvente reaktioner derfra - måske bortset fra krav om mere politi på gaderne.