Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
23. januar 2009

Regeringens grønne profil

Aase Bak-Nielsen, Nibe

Meningen med grønne afgifter er vel, at de skal være adfærdsregulerende: At de skal få folk til at være mere miljøbevidste - og vil folk ikke være det af hensyn til miljøet og de fremtidige generationers liv og helbred, så kan de vel lokkes/piskes til det af hensyn til deres pengepung.

Når nogle politikere mener, at nedsættelse af marginalskatten delvist kan finansieres med grønne afgifter, så regner de altså med, at folk vil blive ved med deres nuværende miljøbelastende adfærd, betale sig fra den - og dermed skæppe så godt i statens pengekasse, at regeringen kan gennemføre sin skatteomlægning, uden at det skal gå ud over f.eks. grundejernes gevinster pga. deres huses beliggenhedsværdi.

Det optimale mål med grønne afgifter er selvfølgelig, at de skal gøre sig selv overflødige. Statens indtægter via disse afgifter skulle da helst svinde voldsomt ind, fordi de minimerer folks miljøbelastende adfærd.

De afgifter, der trods alt vil komme ind, bør da bruges til en meget nødvendig genopretning af fortidens miljøsynder, ikke som et led i den almindelige skatteligning.

Men regeringens 'grønne profil' drejer sig måske slet om bekymring for miljøet, men er ren skatteteknik?

Danmarks Indsamlingens skyggeside

Michael Sandfort, Brønshøj

Akut nødhjælp står naturligvis ikke til diskussion. Men når det gælder udviklingsbistand, er erfaringerne ofte så dårlige, at pengene i bedste fald er spildt og i værste fald medvirker til at fastholde modtagerne i armod, undertrykkelse og krig. Til gengæld vil vi gennem Danmarks Indsamling 2009 i morgen kunne sætte en tyk streg under selvbedraget om at være på de godes hold.

Skyggesiderne ved udviklingsbistand er nemlig betydelige og næsten altid underbelyst. Ofte ses symptombehandling i stedet for hjælp til selvforsørgelse, udkonkurrering af lokale udbydere og en skæv fordeling af bistanden til krigsførende parter. Desuden kan bistanden i sig selv blive genstand for - og dermed være anledning til - væbnet konflikt. Gældseftergivelse er ofte blot en afskrivning af penge, som allerede er tabt, har ringe likviditetsvirkning og bringer derfor ikke megen udvikling. Samtidig opgives den kontrol, som långiver har med modtagerlandets (kleptokratiets) institutioner og repræsentanter. Det er jo dem, som har gælden, ikke de fattige.

Men hvad virker så imod kronisk fattigdom? Det gør private og offentlige investeringer, som er kommercielt sammenhængende i henholdsvis snæver og bred forstand. Forudsætningen herfor er frihandel, politisk stabilitet, privat ejendomsret og mindre korruption. Uafhængige domstole og politisk pluralisme hjælper også, men er ikke en forudsætning, hvilket flere lande i Sydøstasien viser.

Men så er det jo ikke flere penge, der er brug for, men derimod reformer i modtagerlandene, og det er vist politisk ukorrekt. Såkaldt progressive kræfter vil derfor samles om at gentage mantraet om (endnu) mere bistand og gældseftergivelse som hovedsvaret på klodens fattigdom. Uden reformer i modtagerlandene kender vi virkningen: mere ufred, ufrihed og elendighed for dem, vi hjælper, federe bankkonti for modtagerlandenes ledere samt heltestatus for de selvgode humanitære organisationer. Sidstnævnte hævder at have god samvittighed. Lad os i det mindste håbe det.

Paradoks

Peter Kocsis, Holte

Israel mener ikke, at man kan sammenligne nazisternes behandling af jøderne med den behandling, Israel selv giver Gaza ud fra det argument, at førstnævnte var meget værre.

Men samtidig siger man, at argumentet om, at Israel behandler Gaza meget værre end omvendt, ikke er gyldigt! Ifølge Israel er kvantificerende sammenligninger af lidelser åbenbart kun noget, der er tilladt at foretage, hvis det er i landets egen favør.

Vendekåben og den intellektuelle hoppebold

Nis Rasmussen, Hundested

Aldrig så snart er George W. Bush en saga blot som præsident over there, før udenrigsminister, Per Stig Møller og Søren Pind fremsætter en fordømmelse af samme og kalder hans (alt for lange) præsidentperiode for moralsk angribelig og tilmed forventer et retligt efterspil efter diverse alt for kendte tortur- og interneringsskandaler som Abu Ghraib og Guantánamo.

Hvor er det dog forstemmende og desværre ganske betegnende, at Møller (glem aldrig hans ynkelige optræden op til Irak-krigen!) og den intellektuelle hoppebold, Pind, først råber op nu, da det er ganske risikofrit og generel Bush-bashing-hour. Man skulle ellers synes, at de to sidste-dages-hellige førhen havde haft rigelig tid og lejlighed til vedholdende sylespids kritik af de åbenlyse urimeligheder.

Hvor ville det dog have klædt de to herrer langt tidligere at have vist et minimum af personlig, politisk integritet i stedet for ynkeligt at følge en statsminister ude af trit med almindelig moral og anstændighed. Bedre sent end aldrig, men kors i skuret hvor er det ynkeligt!

Stop miljøfarcen

Hanne Ahm, Gentofte

Dansk landbrugs forkarl, Peter Gæmelke, spanker nu Danmarks parodi på en miljøminister, Troels Lund Poulsen, der selv er landmand og medlem af Gæmelkes lille flok. Gæmelke synes ikke, kommunerne er hurtige nok til at udstede de miljøgodkendelser til at sprede gylle over store arealer, som svinebaronerne kræver. Det skal Traktor-Troels få dem til.

Det med miljøet er nu så meget sagt. I virkeligheden handler det hele om, at svinebønderne vil lave endnu større kz-lejre til deres millioner af svin og fikserede søer, hvilket nogle kommuner ikke er indstillet på. Faktisk har regeringen lovet at skrue ned for den stigende udledning af stinkende og sygdomsfremkaldende gylle, men da det jo stadig er en Venstre-regering med Dansk Folkeparti og konservative som rorkarle, der sidder ved rorpinden, er intet sket.

Nu er det på tide, at oppositionen vågner op og stopper miljøfarcen, inden landbrugets pression krones med held - og vi alle bliver syge og dør af dårlig mad og mangel på ren luft. Det lykkedes jo oppositionen at få indflydelse på bankpakken. Så kan den vel også få stoppet bøndernes miljøfarce. Både den såkaldte miljøminister og fødevareministeren varetager først og fremmest landbrugets interesser. Da de begge selv driver landbrug og med i Gæmelkes pressionsgruppe, er de dybt inhabile.

Anstændige chefer i DR?

Erik Vraae Jørgensen, Søborg

Et par overskrifter på DR Online 13. august: "Fyrede chefer glæder sig til DR-galla" og "Plummer: Fyrede chefer gjorde også godt".

Forhåbentligt havde de en god aften.

Christian Nissens, Munk-Rasmussens, Jørgen Kleeners og Finn Aabergs glæde var ikke uden grund. De var med ved åbningen af Koncerthusets i lørdags, inviteret af Michael Christiansen og Kenneth Plummer. For som Plummer opfatter situationen, havde de fire med deres budgetoverskridelser også sikret "Koncerthuset og hele DR-Byen i øvrigt".

Der er også andre, der har sikret byggeriet, om end på en ganske anden måde: De 521 medarbejdere der i 2007, på grund af overskridelserne og spareplanen der var en følge heraf, blev afskediget. De var vist ikke inviteret med til lørdagens galla.

Underholdende er det at læse, at Munk-Rasmussen ikke havde tænkt sig at blive væk fra åbningen: "Tværtimod. Jeg var ikke enig i, at jeg skulle fyres dengang."

Mon én eneste af de 521 var det? Plummer selv ser fremad. Efter "den sværeste dag i min generaldirektørtid", udmeldingen af spareplanen, ser han frem til "en ny æra, hvor vi ser fremad med Koncerthuset og lægger den kedelige fortid bag os". En ny æra som han altså indledte med en gallafest sammen med budgetoverskriderne.

De skulle ikke selv gøre det. I hvert fald siges det, at man hverken kan eller skal forvente sig for meget af magtens mænd. Øjensynlig heller ikke anstændighed.

Ansvarsforflygtigelse

Bente-Ingrid Bruun, Kgs. Lyngby

Bagsidelederen den 21. januar sluttede med ordene "massefyringer i verdensklasse".

Ifølge videnskabsminister Helge Sander skal Danmark både være verdensmestre i trådløs samfundsudbygning og trådløs innovation.

Det er en realitet, at biologiske og biofysiske forskere i stigende grad advarer om de menneskelige og miljømæssige negative konsekvenser af trådløse eksponeringer, således som det omtales i en bog om De trådløse samfund - myter og fakta, som snart udkommer.

I Danmark skal vi åbenbart også være verdensmestre i trådløse bivirkninger.

Det kan derfor ikke undre, at Helge Sander ikke vil give dispensation til studerende, som er kommet i klemme på grund af de nye skærpede adgangskrav på biologistudiet. Det passer desværre også med den politiske agenda, når der fyres biologiske forskere, for så vil de trådløse ekspansioner ikke blive forstyrret af deres forskningsresultater.

Jeg vil kalde det ansvarsforflygtigelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu