Kronik

Massemediernes reelle dagsorden er manipulation

TV2's serie 'Skolen - verdensklasse på 100 dage' handler om læringsstile - et princip om, at den enkelte elev lærer bedst ved at se, høre, røre eller gøre. Det fremstilles som et videnskabeligt forsøg med en given sandhed. Men man kan ikke uden videre generalisere et forsøg som videnskab. Flere serier i samme genre er endnu et eksempel på massemediernes manipulation
29. januar 2009

Vi lever i en tid, hvor stor set al ny viden og alle nye tiltag kommer igennem massemediernes centrifuge.

Denne centrifuge både formidler ny viden, forenkler ny viden og kan manipulere med ny viden. Den fragmentariske og fængende nyhedsformidling klarer sig desuden bedst i opmærksomhedsøkonomien.

Denne medietilgang giver dog borgerne problemer med at se tingene i rette perspektiv. Netop nødvendigheden af at se tingene i rette perspektiv rammer essensen af denne kronik.

Et konkret eksempel, som der længe har været tærsket langhalm på, er modtagelsen af PISA-resultaterne fra 2003. Både Ritzaus Bureau, TV-Avisen og TV 2 Nyhederne bragte under stor bevågenhed det resultat, at eleverne i PISA 2003 havde klaret sig dårligere end i den forgangne PISA-undersøgelse.

Problemet var, at dette ikke var sandt: Eleverne var ikke dårligere placeret end tidligere, de havde i PISA 2003 fået samme placering som sidst. Senere kom selvfølgelig et dementi fra blandt anden den danske leder af PISA, Niels Egelund, i form af en pressemeddelelse med overskriften "Fortolkningen af PISA-tal er dumpet".

Dementiet fik dog langt mindre bevågenhed og druknede vel dermed i mediecentrifugen.

Et nyere og mere aktuelt eksempel er TV2's serie Skolen - verdensklasse på 100 dage. Serien var en opfølger til den tidligere sendte serie Plan B. Begge serier omhandler læringsstil-begrebet (se, høre, røre og gøre), hvilket italesættes som noget nyt og ganske epokegørende indenfor undervisning. Serien fremføres som et videnskabeligt forsøg, der når frem til en given sandhed i form af en journalistisk slogan-retorik, der lyder: 'Kan det ske her - kan det ske alle steder' samt 'Kan de vise Danmark, hvordan vi kan forandre vores børns fremtid?'

Det er vigtigt her at konstatere, at eksperimentet Skolen - verdensklasse på 100 dage trods deltagelse af "den internationalt anerkendte forsker inden for pædagogik Hans Henrik Knoop" - ikke er et videnskabeligt forsøg. Der er alt for mange parametre, der ikke bliver målt, mangel på kohærente og eksplicitte ræsonnementer, manglende refleksion over udvælgelse af skole, elever og testmetode, ingen diskussion af validitet og reliabilitet m.m.

Serien har mere karakter af et forsøgs- og udviklingsarbejde, hvor man ændrer den nuværende praksis. For at forstå dette koncept til bunds, må det medtænkes, at forsøgs- og udviklingsarbejde bærer en normativ forestilling om at kunne ændre til noget bedre, og dermed ligger der implicit en kritik af den eksisterende praksis. Problemet er, at man ikke uden videre kan generalisere et forsøgs- og udviklingsarbejde; det er, hvad det er, lige der hvor det er - og intet andet.

Serien er dermed endnu et eksempel på massemediernes manipulation. Erik Smith fra tænketanken Sophia har derfor også kritiseret den videnskabelige italesættelse, hvortil Hans Henrik Knoop har redegjort for projektets ståsted netop som et udviklingsprojekt. Problemet er, at Knoops udsagn, så at sige, drukner i mediecentrifugen.

Dermed bliver den realitet, massemedierne videregiver til borgerne, en manipuleret virkelighed som medfører mangel på perspektiv. Hertil kunne så spørges: Hvorfor manipulerer massemedierne?

Drama og infotainment

Vi lever i en tid (trods finanskrise), hvor samfundets ideologiske hegemoni stadig er stærkt præget af neo-liberalismen, og der sker en markedsgørelse af stort set alt - dermed også vores massemedier (konkurrence om opmærksomhed, seertal og endelig sponsorer).

For at massemedierne kan opnå de høje seertal og bevare deres egen overlevelse, er de derfor nødt til at gøre brug af dramaturgiske virkemidler, hvorfor der i denne tid også er en tendens hen imod, at dokumentargenren tager farve af reality og infotainment.

Filosoffen Morten Albæk hæfter sig ligeledes ved debatten om det rette perspektiv og brugen af dramaturgi i sin tiltrædelsesforelæsning som adjungeret professor ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi på Aalborg Universitet.

Han påpeger, at borgerne ikke kan kende forskel på kvalitet eller manglen på samme, hvorfor eksempelvis reality shows, som "iklædes videnskabelige gevandter", kommer til at stå for at være den eneste sandhed, og konkret konstaterer han omkring Skolen - verdensklasse på 100 dage følgende:

Iscenesat som et drama

"Her var klippet og redigeret som i Robinson Ekspeditionen. Her var lyssætning som i Paradise Hotel. Og her var fundet underlægningsmusik som i De unge mødre. Præcis de samme virkemidler: dramaet, tårerne, smilene, skæbnerne, vinderne" (Berlingske Tidende den 21. november 2008).

Er dette så helt uproblematisk? I en artikel i Information med titlen "Public service: at løse samfundets problemer", nævner Palle Strøm, programdirektør for TV 2, at han "ser det som en pligt for TV 2 at tage samfundsmæssige problemer op på en måde, der engagerer flest mulige danskere - uanset hvad parnasset måtte se fra deres elfenbenstårne". (Information, den 21. november).

Palle Strøm henviser her til dokumentargenren kaldet social change, hvor medierne i stedet for at gå efter magthaverne med hemmeligt kamera og stille spørgsmålet 'Hvad vil I gøre ved det?' nu selv går ud og ændrer 'virkeligheden' som i Skolen - verdensklasse på 100 dage .

Samtidig er det vigtigt her at bemærke Palle Strøms ord: "på en måde der engagerer flest mulige dansker".

Han har her fat i dels public service-forpligtelserne, men også påvirkningen fra opmærksomhedsøkonomien, og ifølge Palle Strøm uden hensyntagen til, hvad parnasset ellers skulle mene!

Dette sender en påmindelse tilbage til problematikken omkring at kunne se det rette perspektiv, især når det gælder vigtige samfundsmæssige områder, og at det er vigtigt at kunne se forskel på skidt og kanel.

Faren ved ikke at kende forskel på skidt og kanel er nemlig at både menigmand, men også vores magthavere, kan risikere det, som sociologen Joel Best i sin bog Flavor of the month betegner falling for fads. Joel Best definerer fads som en grille eller et lune. Fads kendetegnes ved en historie om, at noget er galt, det kunne være bedre m.m., og deraf kommer behovet for udvikling.

Er recepten så ikke videnskabeligt og forskningsmæssigt bevist, kommer manglen på det rette perspektiv, hvilket fører til, at man risikerer at falde for fads. Faren ved fads er netop, at det ikke har nok substans, ikke har bund i virkeligheden og ikke nødvendigvis er sandt.

Politiker kopierer serien

TV2's italesættelse af serien som videnskabelig åbner op for en generalisering, hvorved menigmand og magthaver kan falde for denne fads.

Et eksempel ud af flere er rådmand Louise Gade (V) i Århus, som har ladet sig inspirere af serien til et visionsoplæg, som indeholder, at alle Århus Kommunes pædagoger og lærere (10.000) skal sendes på kursus i læringsstile. Louise Gade påpeger dog, at hun først har et ønske om at sende 24 fyrtårne (udvalgt pædagogisk personale som skal virke som inspiratorer og igangsættere for læringsstile) af sted på kursus.

Ergo et eksempel på, at en af vore magthavere er blevet forført af de 'videnskabelige' gevandter og måske også er offer for fads.

For hvad nu hvis der, inden Gade er færdig med at sende de 10.000 lærere og pædagoger af sted på kursus i læringsstile (alt i den bedste mening), kommer nye undervisningsmetoder til, som er bedre, - eller måske nye forførelser i form af nye fads?

Er vores folkeskole ikke trængt nok i forvejen, uden at den skal udsættes for modediller på må og få? Vigtigt er det altså, at både menigmand og magthavere er opmærksomme på massemediernes reelle dagsorden: så mange seere som muligt! (hvilket pudsigt nok glemmes i den almindelige hverdag).

En dagsorden og en mediecentrifuge, som bruger virkemidler/krydrer med drama, således at informationer bliver manipuleret til det upålidelige.

Rikke Due er stud. cand.pæd. soc. ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole - Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu