Kronik

Myndig uden formyndere?

Kronik. Rune Lykkebergs bog om kulturradikalismens fald, som han modtog Brandes-prisen for, efterlader spørgsmålet om, hvordan en kulturel og politisk offentlighed kan opretholdes
29. januar 2009

Rune Lykkebergs stofmættede og analytisk grundige fremstilling om kulturradikalismens fald i bogen Kampen om sandhederne fremkaldte ved sin fremkomst både megen anerkendelse og en del debat, men også nogen usikkerhed: I hvilken lejr befandt manden sig egentlig selv? Godtede han sig over faldet eller begræd han det? Selv - eller måske rettere: netop - Søren Krarup, der naturligvis fandt Lykkebergs afslørende analyser af de kulturradikales hovmodige selvretfærdighed og efterfølgende detronisering "formidable", måtte efterlyse "en bekendelse af, ud fra hvilket punkt han analyserer. - Hvad er hans anliggende?"

Usikkerheden herom er dog i mine øjne kun en yderligere gevinst ved bogen. Tvivlrådighed og usikkerhed er man ikke forvænt med blandt meningsdannere. På ét punkt ejer bogen imidlertid ingen tøven eller vaklen. Det er i dens entydige fordømmelse af Klaus Rifbjerg. Nådesløst og uden nuanceringer erklæres han for en "museal figur", både takket være hvad han skriver, og måden det sker på, idet han ikke forholder sig til argumenter, men blot fælder domme over sine modstandere, og desuden har forfatterskabet i årtier været uden betydning uden for uddannelsessystemet og gøres i øvrigt ikke til genstand for forskning og kritisk læsning.

Lad nu være, at Lykkeberg i sin køllesvingende ophidselse vist har overset et og andet, så er det måske alligevel forståeligt, at han har kunnet opleve Rifbjerg som indbegrebet af den kulturradikale intellektuelles nedladende bedrevidenhed, der i al sin arrogance ikke fatter, at han nedtromler de mundlamme, som han gerne vil påvirke og meddele nogle sandheder.

Men hvad skulle han have gjort? Ikke været så højrøstet og øretæveindbydende? Eller måske helt tiet stille og overladt ordet til en anden intellektuel fra den kulturelle overklasse? For eksempel førnævnte lystlæser af Lykkebergs bog, der fandt hans analyser formidable, og som jo altid taler på vegne af hele nationen og dets tavse, jævne folk og selv er indbegrebet af arrogant nedladenhed. Med en træt hovedrysten over den dårskab og vankundighed, der møder ham, belærer han skolemesteragtigt om, at "sagen er jo" eller "det forholder sig sådan", og så kommer ikke én sandhed, men sandheden, og de, som ikke annammer den, er fortabte ignoranter. Jeg ved ikke, hvad der er værst: kulturradikal eller tidehvervsk fundamentalisme. Begge dele er som al skråsikkerhed lige dræbende for enhver form for samtale og gensidig respekt.

Klog på andres vegne

Lykkeberg ved godt, at den kulturelle overklasses dominans ikke blev afviklet med det kulturradikale og socialdemokratiske dannelsesprojekts endegyldige skrotning ved 'systemskiftet 2001', men vil samtidig fastholde, at det ikke er en demokratisk forfaldshistorie, at "de, der er bedst til at skrive, tale og gøre sig gældende, ikke længere uden videre kan fortælle andre, hvad der er moralsk rigtigt, og hvem der ikke er stuerene".

Nu er det svært at vide, hvad der ligger i ordene "uden videre", men man må da vist erkende, at der altid har været dominerende mindretal, der har villet fortælle de mange, hvad de skulle tænke og gøre, at der altid har været en magtfuld elite, som har villet opdrage folk og forme samfundsudviklingen. Nogle gange har det ført til forfærdende tilstande i skikkelse af imperialisme og totalitarisme. Men andre gange må man da være taknemmelig for, at nogle vidende og handlekraftige gjorde sig klogere på andres vegne og lagde sig i selen for at få tingenes tilstand ændret.

Det er således svært ikke at blive imponeret af det gigantiske folkeopdragelsesprojekt, som herhjemme strakte sig over mere end et århundrede, fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af 1900-tallet, og hvor en uskøn blanding af begavede og ærgerrige godsejere, landsbypræster og almueskolelærere, støttet af Landhusholdningsselskabet, med nidkær ihærdighed søgte at opdrage og omforme den tavse landalmue, så i hvert fald dens fæstebønder kunne lære at blive selvejerbønder og dermed skabe den øgede landbrugsproduktion, som kunne ernære en stedse voksende befolkning og løfte så mange ud af fattigdommen, at det endog med tiden blev muligt at overleve som intellektuel gavflab. Dannelsesprojektet lykkedes og det i en sådan grad, at en væsentlig del af det tavse flertal lærte at tage vare på deres eget liv gennem andels-, forsamlingshus-, højskole- og friskolebevægelsen. Hvad, der startede som påtvungen disciplinering, hvor de få gjorde sig kloge på de manges vegne, endte med, at en tidligere tavs samfundsklasse blev talende og jævnbyrdig med de kloge - i det mindste i en periode.

Opstigning og fald

Den frigørelses- og selvstændighedshistorie søgte arbejderbevægelsen at gentage i det 20. århundrede, og hertil knyttedes fra tidligt i århundredet det kulturradikale og socialdemokratiske dannelsesprojekt. Dets vigtigste udfoldelsesveje blev skole-, medie- og kulturpolitikken, og dets mest indflydelsesrige politikere socialdemokraten Julius Bomholt og den radikale Jørgen Jørgensen. Begge talte og arbejdede målrettet på andres vegne og mente at skabe rammer for en folkeoplysning, som kunne befordre øget personlig myndighed og demokratisk samfundsudvikling. Med om bord i dette oplysnings- og dannelsesprojekt kom en række socialpædagogiske reformbevægelser, arkitekter, kunstnere og andre intellektuelle godtfolk, der også frimodigt agerede på andres vegne. Uundgåeligt blev de fanget i det dilemma at agere som formyndere, der gerne ville være med til at myndiggøre de umyndige, blandt andet i kampen mod mellemkrigstidens totalitære bevægelser.

Det var dette velmente og resultatrige projekt, som kuldsejlede. Ikke ved 'systemskiftet 2001', hvad Rune Lykkeberg også understreger, men uden nøjere at indkredse tidspunktet for og årsagen til dets forlis, og det er i hvert fald ikke Rifbjergs flabethed og dømmesyge, som er lækagens årsag. Hvad der udløste forliset, tror jeg, skal søges i medieudviklingen.

Radiomediet blev i løbet af 1930'erne dannelsesprojektets vigtigste organ. Bomholt var med i radiorådet fra 1934, dets formand 1940-53 og fik også som kulturminister afgørende indflydelse på radioens programpolitik. Han lagde i overensstemmelse med den daværende radiolov vægt på, at udsendelserne skulle være af alsidig, kulturel og oplysende art, men tilstræbte tillige i årene efter 1945 at skabe, hvad han kaldte "den farlige radio", der gav plads for udfordrende programmer, som pirkede til flertallets opfattelser og forventninger. Den formidlingsstrategi bevaredes også, da tv i 1960'ernes blev det dominerende massemedie, idet det fastholdtes, at den kulturpolitiske intention var gennem kulturformidling og samfundsoplysning at bidrage til udjævning af kultur- og dannelseskløfter i befolkningen.

Radioloven af 1973 ændrede radikalt herpå. Underholdning blev nu en programforpligtelse, og radiorådet kom til at fungere som programudvalg, hvad en politiker som Erhard Jacobsen vidste at udnytte i en spektakulær kamp imod fantasmet 'de røde lejesvende'. Disse nye formidlingsvilkår bragte det kulturradikale og socialdemokratiske dannelsesprojekt i vanskeligheder. Dets forlis indtrådte endeligt, da monopolbruddet kom i 1988. Ikke bare var de nye konkurrerende tv-kanaler totalt domineret af underholdningskulturen, den bredte sig tillige epidemisk i DR og fik konsekvenser også for de såkaldte 'smalle programmer'. Alt skulle serveres og formidles på indsmigrende vis som letfordøjelige varer, så kunderne ikke følte sig udfordret, men tværtimod havde det hyggeligt og fornøjeligt. For sker det ikke, så zapper lytteren jo bare over på en anden kanal. Og dermed adieu! un éternel adieu! mademoiselle dannelsesprojekt, den tavse dansker har forladt klasseværelset.

Det skal han vel også have lov til, ingen kan i hvert fald forhindre det. Alligevel vil jeg beklage det, ikke fordi nogen skal finde sig i at blive talt ned til, men fordi man ikke skal udelukke at kunne blive klogere ved at blive talt og pirket til. Mange finder det jo da også uheldigt, hvis unge mennesker dropper ud af skolen, så belærende den forhåbentlig er. Øjensynligt har vi en forventning om, at unge godt kan blive klogere og udvikle sig. Hvorfor skulle det være udelukket for voksne? I en tid, hvor vi alle er ignoranter på utallige områder - sikkerhedspolitik, økonomi, genteknologi, kunst, klimapolitik, retfærdighed, meningen med eller i livet osv. osv. - er det da nødvendigt at lade sig belære igen og igen, hvis det skal være muligt at opretholde både en kulturel og en politisk offentlighed, der kan holde demagogerne stangen i den babyloniske forvirring, vi i moderniteten er henvist til.

Povl Schmidt er litteraturhistoriker og professor emeritus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til dig Povl Schmidt for disse bemærkninger til Lykkebergs bog, som jeg har haft fornøjelsen af at blive 'påtvunget' af mine børn i julegave - som inkarneret anti-juler mente de kærligt at jeg trængte til at blive rusket lidt op i.

Og det blev jeg! Faktisk blev jeg ret rasende (uden helt at vide hvorfor) på denne Rune Lykkeberg, hvis navn associerer dels til noget gammel nordisk og dels til en oversukret udgave af et kendt marcipanbrød, foretrukket guf hos en nylig bortfaldet samfundsrevser!

Jeg kunne jo godt fornemme at han havde fat i noget, denne RL, men havde osse en følelse af at noget andet blev fordrejet, mast sammen og skubbet ned i en passende opbevaringskasse. Men hvad? Og hvorfor?

I modsætning til dig havde jeg under hele læsningen en klar fornemmelse af RLs ærinde. Hele bogen oser af indignation på nogle andres vegne, visse andre som RL ikke direkte kan formulere sig for, fordi de selv må gøre det! I modsat fald ville forfatteren jo selv blive ordfører på andres vegne. I stedet fremføres en lang række andre forfattere som taler mere direkte på disse andres vegne, især Bent Vinn Nielsen, men osse Kristian Ditlev Jensen, Hans Jørgen Nielsen, Per Højholt mfl. I deres bøger kommer almindelige danskere til orde... i hvert fald som forfatterne opfatter dem, men hvem kan have patent på det? Især hvordan kan et kludetæppe af andenhåndsfortolkninger som RL sammenfletter i bogen gøre krav på at være dækkende for alle borgere her til lands? Bent Vinn har jeg selv læst med stor fornøjelse pgr af hans spidse og karrikerede gengivelse af visse skøre sider af danskheden, som jeg osse har mødt, især da jeg boede i en mindre landsby på Sydsjælland...

En rød tråd gennem bogen er tanken om 'hvem fremstiller de bærende værdier i samfundet'? Hvem laver arbejdet, det sure, det anstrengende, op om morgenen og af sted - arbejdet? Så vi alle kan fungere og få mad på bordet! Ikke kulturradikalerne i hvert fald - og heller ikke RL, vil jeg sige. Fogh bliver ført frem som en slags talerør for netop denne gruppe samfundsborgere, og sært nok med en særlig sans for de bærende værdier. Fogh der tidligt gennemtyrer retskrivningsordbogen for at lære det særlig højpandede kulturradikalske sprog for at kunne tale med, eller rettere imod. Og det hjalp Fogh til at skære igennem al evt benovelse for de fine ord og erkende hvad de var: varm luft uden den bærende værdi! Osse selv om de kom fra nok så meget professorer og anerkendte genier. Varm luft uden noget at komme efter... Og det er som om Fogh har en særlig evne til at tale til/for den gruppe RL har i tankerne! Dem der repræsenterer de bærende værdier. Han gør det i hvert fald på en særdeles skråsikker måde.

Og Fogh er nu på ottende år talerør, og der er stadig ikke noget at komme efter. Og det virker som om den offentlige debat sådan set er ligegyldig, fordi de bærende værdier jo er repræsenteret direkte i regeringen uden for megen snak, men derimod i handling!

Man fornemmer at dem med de bærende værdier mere frimodigt end tidligere og uden den af RL beksrevne benovethed deltager i mediernes kakafoni af smådiskussioner på diverse blogs og her bæres hadefuldheden, egoismen, den manglende tolerance og foragten for videnskab og anden 'reel snak' frem med brask og bram af hele det Bent Vinnske persongalleri. Ikke noget tavs flertal der!

Er det nu udtryk for at den offentlige debat er blevet mere alsidig. Det forekommer mig at det mere tyder på at den offentlige debat er næsten forsvundet. Det er ligegyldigt hvad der menes og udtrykkes - det eneste der tæller er hvordan det hele kan koges ned til noget målbart: vælgertal. Det bærende indhold i folks meninger udtrykkes af alfaderen og de alfaderlige partier. Evt uenighed er udtryk for afvigeres holdninger, og de skal udryddes og blir det. Så hvad nytte er det egentlig til at vi skulle prøve at blive klogere på de utallige områder du nævner - ingen, vil jeg mene. Dertil er det kommet i DK. Og jeg tror at grunden til min rasen over RL er, at han ved at skrive en bog om kulturradikalismens undergang og 'underklassens' sejrsgang indirekte får sagt at der skulle være noget positivt ved det. Gu er der ej - det er blevet langt værre. Nu er alle meningsfulde debatter forstummet, og vi er alle blevet undertrykte!

@Ole Thofte

"Rune Lykkeberg, hvis navn associerer dels til noget gammel nordisk.... "

Hmm. Var det ikke svastikaen der var lykkerunen ?

-----------------------------------
Ditte Cederstrand påpeger jo: "Den socialistiske kritik's hævdelse af proletariatets ret og pligt til at overtage og vidreføre borgerskabets videnskab og digtning."

Men Marxistisk set, kan det kun give meget LIDT mening - fordi proletarerne er jo i en meget anden materiel/økonomisk samfundsmæssig situation end borgerskabet er, så borgerskabets videnskab og digtning KAN ikke give ret meget mening for proletarerne.

-------------

Om kritikken af proletarernes ( nuværende ) forkærlighed for malerier forstillende brølende kronhjorte.
( eller symboliserer de malerier, kulturpinger der anråber proletariatet om at blive mere åndligt ?
I så fald burde kulturpingerne jo ikke kritisere de malerier SÅ meget :-)

Til Hjorten

Så stop da for Pokker al den brølen efter vand!
For der var, er og kommer
aldrig andet end Verdnen Selv!
Godtag det, brug nu din forstand.

Til alt held er Verdnen: Ånden Selv,
Ånden er ét med Almoderens klippefjeld.

---------------------------------

Formodning:
Skulle det lykkes proletariatet at revoltere og erobre den samfundsmæssige-økonomiske magt, må man formode at den deruadkomne videnskab og digtning hverken vil være ret meget i stil med den nuværende proletariske eller med borgerskabets, men sandsynligvis vil blive noget temmeligt tredie.