Når anklageren bliver historiefortæller

De straffeprocessuelle regler er lavet for at kunne gøre noget ved overtrædelser af straffeloven samt for at beskytte individet i forhold til statsmagten. Det er afgørende, at man både kan straffe individer, der overtræder straffeloven, og samtidig - hvilket er mindst ligeså vigtigt - kan beskytte de selvsamme individer mod tvivl og unødig overlast under deres rettergang. Straffeprocessens regler har afgørende betydning i et demokratisk samfund. Det er i høj grad disse regler, der gør det muligt at proklamere Danmark som retsstat, hvor individer der sigtes og senere tiltales for en overtrædelse i straffeloven har rettigheder, og hvor der stilles store krav for at kunne blive dømt skyldig

Tilliden til systemet

De danske domstole, anklagemyndighed og politi nyder stor tillid hos den danske befolkning, for Danmark er det land i Europa, som har den højeste tiltro til, at disse myndigheder udfører deres arbejde med høj troværdighed og etisk standard.

Den store troværdighed i befolkningen har gjort det muligt for politiet og anklagemyndigheden at arbejde tæt sammen omkring opklaring af forbrydelser. Der er simpelthen tale om et godt samarbejde. Fortæller man det til en anden EU-borger, så tror de man bor i en bananrepublik. I de fleste andre EU-lande er der en grundlovssikret og adskilt proces for politiets og anklagemyndighedens arbejde. Det er således én myndighed, politiet, der står for at indsamle beviser, og en anden myndighed, anklagemyndigheden, der har til opgave at se, om beviserne holder i retten, og om der kan rejes tiltale. I Danmark har man en mere pragmatisk tilgang, hvor politi og anklagemyndighed sidder de samme bygninger og kan tale lidt om sagen under efterforskningen. Det er tale om et tillidsmæssigt og tidsbesparende grundlag for samarbejde. Et samarbejde, der tilsyneladende virker så godt, at over 90 pct. af alle rejste tiltaler fører til domfældelse.

Men der er måske slet ingen grund til fortvivlelse, for i Danmark har anklagemyndigheden et såkaldt objektivitetsprincip. Det er et princip, der sikrer, at enhver tiltale, der rejses, også skal kunne føre til domfældelse. Dette princip udgør en slags retssikkerhedsgaranti, som sikrer, at uskyldige mennesker ikke bliver dømt, og at de sager, hvor der er stor tvivl, aldrig kommer for en domstol. Omvendt sender det også et ganske tydeligt signal til domstolene om, at såfremt der er rejst tiltale, så må den pågældende også være skyldig - anklagemyndigheden har jo lavet førstesorteringen.

Ekstremt perspektiv

I andre europæiske lande lader denne pragmatiske tilgang sig ikke gøre. Her nærer man ikke den samme tillid til anklagemyndighed, politi, eller for den sags skyld dommere. Der er således skabt minutiøse og meget strenge regler for, hvorledes skyldsspørgsmålet skal afgøres. Såfremt der er de mindste uoverensstemmelser, overlades intet til pragmatisme, men sagen må afvises eller gå om.

Strategi og taktik

Disse regler kan fra et dansk perspektiv synes ekstreme, men sammenlignet med næsten alle andre vestligt inspirerede retstraditioner er det os, der fra et europæisk perspektiv synes ekstreme

I disse år oplever de danske domstole en stigende kompleksitet i de enkelte straffesager. Der er kommet flere østeuropæiske kriminelle, organiserede forbrydernetværk på tværs af landegrænser og flere nye former for teknologi hos forbryderne. Det gør det ofte langt mere vanskeligt for dommere og lægdommere at gennemskue sagens faktum, og der må derfor ofte hentes hjælp udefra i form af eksperter. Den stigende kompleksitet i straffesager har skabt plads for nye metoder til at formidle. Ifølge retoriker Janus Beyer bliver retorisk og psykologisk teori brugt stadig mere i danske straffesager. Dette sker, fordi sagerne er mere komplekse og ofte afgøres af lægdommere, der er helt almindelige danskere udvalgt til at bedømme en straffesag. De skal have tingene forklaret mere indgående end de juridiske dommere, og det betyder ifølge Janus Beyer, at anklageren i den pågældende straffesag skal lave en strategi og taktik for, hvorledes hans pointer i sagen skal eksekveres, og hvordan forbrydelsen skal italesættes.

I langt den overvejende del af andre EU-lande, hvor der er langt flere restriktioner for, hvad anklageren må og ikke må, synes denne form for historiefortælling stærkt betænkelig. Det er ydermere kendt praksis, at lægdommere, der medvirker i straffesager, under ingen omstændigheder må blive præsenteret for irrelevante oplysninger fra anklageren.

Grænselandet

Disse regler omfatter blandt andet, at lægdommere ikke må få kendskab til tiltaltes tidligere straffe og personlige forhold som sådan. I forlængelses heraf er den anklagende myndighed ikke underlagt noget objektivitetsprincip, hvorfor der er en større usikkerhed omkring skyldsspørgsmålet, hvor 50% frifindes. Der er så at sige en indbygget skepsis i systemet, så både politi, anklagemyndighed og domstole er underlagt strenge regler.

Tilbage til udgangspunktet: Hvorfor virker den danske model så godt, at vi har Europas laveste frifindelsesprocent i straffesager? Det er måske netop det, som kommentaren her lidt dristigt stiller sig tvivlende overfor. For i grænselandet mellem en høj tillid fra befolkningen og en stigende kompleksitet i straffesager, der tvinger den mødende anklager til en 'skæring' af sagerne, så de bliver forståelige, kan retssikkerheden sættes i skak. For det er måske et skråplan at give anklager mulighed for at vinkle og tilpasse, så der kan tegnes et "opfundet" billede af tiltalte?

Det er de formelle regler med til at ophæve. De fjerner enhver tvivl om objektivitet hos anklager og politi og lader i stedet strenge regler bestemme, hvad anklager må og ikke må, når forbrydelsens historie skal fortælles.

Lasse Laursen læser jura på Københavns Universitet som et led i sin cand.scient.soc. uddannelse i politisk kommunikation og ledelse ved Copenhagen Business School