Kronik

Den økologiske gæld skal tilbagebetales

Den nuværende miljødebat tager ikke tilstrækkelig højde for, hvordan miljøproblemer er snævert forbundet med ulighed i samfundet. Miljøproblemerne i dag handler ikke bare om fremtidige klimaforandringer, men om livsfarlig forurening nu og her, som har en klar social slagside. Det oplevede kronikøren på egen krop, da hun besøgte Sydafrika
Ngo-en Oilwatch har tidligere demonstreret mod de store olieselskabers forurening i Sydafrika.

Ngo-en Oilwatch har tidligere demonstreret mod de store olieselskabers forurening i Sydafrika.

Pedro Ugarte

3. januar 2009

Vi steg ud af bilen og så ud over industriområdet. Der var fabrikker, så langt vi kunne se. Store grå bygninger. Ilden fra fabrikkens høje skorstene fyldte himlen med sort røg. Jorden var sort af forurening, og græsset var ikke længere grønt.

I oktober måned var jeg i Sydafrika i forbindelse med et ophold på Krogerup Højskole. Her besøgte vi millionbyen Durban, hvor landets næststørste industriområde er placeret. I Durban blev vi vist rundt i industriområdet af den lokale miljøorganisation South Durban Community Environmental Alliance. Vi var 13 unge mennesker af sted, og efter to timers ophold i området fik hver eneste af os hovedpine. På nært hold oplevede vi forureningens betydning for de mennesker, der bor og arbejder i området. Under apartheid-styret blev sorte og farvede tvangsforflyttet til industriområderne, hvor de i dag stadig bor. Vi besøgte en skole i industriområdet, som er særligt hårdt ramt af forureningen: 52 procent af skolens elever har astma, og en af eleverne er netop død af kræft. På skolen er der indrettet et "isoleret sygerum", hvor der er iltmasker til eleverne, fordi de dagligt har problemer med at trække vejret.

Det, vi oplevede i Durban, er et typisk eksempel på, hvordan forureningen går ud over de fattigste - dem som ikke har ressourcer til at råbe op. Fra politisk side bliver der ikke gjort noget for at forbedre de fattiges situation, hvilket kan hænge sammen med, at mange af lederne i regeringspartiet ANC selv har aktier i industrien. Historien fra Durban fortæller således en hel del om det nye Sydafrika. Men samtidig peger den på afgørende, men alligevel til tider fraværende facetter i den aktuelle miljødebat: Hvordan miljøproblemerne i dag ikke bare handler om fremtidige klimaforandringer, men om livsfarlig forurening nu og her, som har en klar social slagside.

En ny slags ulighed

Miljøproblemerne i Durban hænger sammen med et Sydafrika, der kæmper med arven fra apartheid.

Selv om sydafrikanerne ikke længere bliver adskilt på baggrund af race, betyder den manglende transformation af samfundet, at den økonomiske ulighed i høj grad ligner den racemæssige ulighed, apartheid byggede på.

Sydafrika er et land med ekstrem ulighed, hvor de fattige ikke mærker den økonomiske vækst, som har præget landet de seneste år. Landet kæmper i statistikkerne med Brasilien om at være landet med størst ulighed. Samtidig spiller Sydafrika en vigtig regional rolle, fordi landet overordnet set har en stærk økonomi. Fabriksområdet i det sydlige Durban står for 10 procent af den samlede BNP i landet, hvilket gør området til en af Sydafrikas vigtigste indtægtskilder. Mange internationale virksomheder som f.eks. Shell og BP har valgt at flytte deres produktion til landet, fordi Sydafrika har noget af verdens billigste elektricitet. Det er et paradoks, fordi virksomhederne skaber indtjening og arbejdspladser, men samtidig ødelægger livet for tusinder af sydafrikanere.

Valget mellem arbejdspladser og sunde arbejdsforhold er et skisma, som findes mange steder i verden. I Indien er det skibsindustrien, der skaber arbejdspladser - og forurener. Det er de fattigste indere, der arbejder under de skadelige forhold på skibsværftet, hvor de bl.a. skal fjerne asbestplader fra skibenes sider uden sikkerhedsmasker. Det har resulteret i, at mange i dag har fået stenlunger og kræft, fordi de har indåndet det skadelige støv. Skibe fra Danmark er f.eks. endt i Indien, hvor de blev hugget op på en strand af fattige indere.

I byen Tehuacan i Mexico er det tekstilindustrien, der skaber arbejdspladser - og forurener. Spildevandet fra produktionen af cowboybukser ledes ufiltreret ud på byens marker, og som konsekvens deraf bliver jorden blå. Midt i den blå jord dyrkes majs, som er den vigtigste afgrøde for fattige mexicanere. Også her rammes de fattigste, dem som ikke har råd til ikke-forurenet jord, og dem som køber det billigste majs. Trods stor kritik fra miljø-organisationer og fagforeninger gør de store fabrikker intet for at forbedre forholdene.

Akutte problemer

Sammenhængen mellem miljømæssige problemer og social og racemæssig ulighed blev først begrebsliggjort i USA. Her blev environmental racism og environmental justice introduceret i slutningen af 1980'erne. Selv om bevægelser har taget emnet op, er problemerne langt fra udryddet. I USA er 80 procent af dem, der bor i en radius af tre kilometer fra et industriområde, sorte og farvede. Fattigdommen er i disse områder 1,5 gange større end i resten af landet.

De mange eksempler viser, at det ikke giver mening at diskutere miljø uden også at diskutere ulighed og fattigdom. I dag er miljødebatten præget af, at miljøproblemer ses som en fremtidig global udfordring. Dette overser de akutte miljøproblemer, som findes over alt i verden: Steder, hvor de fattigste dør som følge af den forurening, der er en direkte effekt af overforbruget i de rigeste lande. Vi har et særligt ansvar - en såkaldt økologisk gæld, som vi skal tilbagebetale til landene i det globale Syd.

Den økologiske gæld stammer fra Europas kolonisering af Amerika, Asien og Afrika, hvor europæerne udnyttede mange af verdens fælles ressourcer til egen økonomisk udvikling. Siden har udbytningen taget andre former, og det er i Nord, størstedelen af det forbrug, der fører til CO2-udledning og forurening, finder sted - også i vidt omfang den forurening, der skader fattige i Syd.

Regnestykket er i og for sig simpelt. Det gennemsnitlige CO2-udslip pr. person i verden er nu omkring fire ton. Hvis vi skal nedsætte udslippet til et bæredygtigt niveau, peger mange klimaeksperter på, at det samlede udslip skal nedsættes med over 50 procent - til cirka 1,7 ton pr. person. I dag bruger den gennemsnitlige amerikaner 20 ton, europæeren otte ton, og afrikaneren langt under de 1,7 ton. Betragter vi miljøspørgsmålet i sammenhæng med en ambition om social retfærdighed og lighed, er det tydeligt, at vi i Europa og USA overforbruger den fælles atmosfære og har gjort det længe.

Radikale løsninger

Begreberne om den økologiske gæld og miljømæssig retfærdighed sætter spot på spørgsmålet om løsninger. Det står for det første klart, at de rigeste lande skal tilbagebetale den økologiske gæld ved at støtte landene i Syd i form af miljøbistand ved f.eks. at overføre teknologi og viden.

Men det er ikke nok. I Durban mødte vi professoren Patrick Bond, økonom og forsker inden for miljøområdet og tidligere rådgiver for Nelson Mandela. Han og flere sociale bevægelser i Sydafrika og globalt går nu skridtet videre og foreslår radikale løsninger på både de langsigtede klimaproblemer og de aktuelle problemer med forurening.

Deres løsning er lige så simpel, som den er ambitiøs. Sagt populært: Keep the oil in the soil, keep the coal in the hole. Det vil sige en løsning baseret på udbudssiden frem for efterspørgsel. Det lyder måske urealistisk. Men i Ecuador, et olieproducerende land, er præsident Rafael Correa ikke afvisende. Vel at mærke, hvis Ecuador gennem betaling af den økologiske gæld får alternative indkomstkilder og miljørigtige alternativer.

Den nuværende miljødebat tager ikke højde for, hvordan ulighed i samfundet er snævert forbundet med miljøproblemer. Diskursen i miljødebatten skal derfor ændres, hvorfor der til klimatopmødet i København i 2009 skal arbejdes for at opnå en fælles platform med forskellige sektorer og organisationer for at inddrage problemstillingen i forslagene. Miljøproblemer skal ses som værende nærværende og akutte i stedet for noget, der hører fremtiden til. Der er mennesker, der dør lige nu og her af forurening. Ethvert løsningsforslag må medtænke dette aspekt og ikke bare være fremtidsprognoser.

Nina Husted Jørgensen er tidligere elev på Krogerup Højskole og med i gruppen Global Detox

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

God pointe og nok et lidt overset aspekt, som ikke destomindre er centralt.

Det er godt at konstatere, at du ikke er enig med tosserne i CEPOS, der mener, at større ulighed skaber større dynamik.

Selvom det sikkert er rigtigt, at den voksende trussel mod menneskehedens fortsatte eksistens i form af manglende bæredygtighed vil skabe kolossal dynamik.

Men det er nok ikke i den forstand CEPOS tror.

mona blenstrup

Det bizare ved den politik at køb Co2 kvoter af lande, der ikke bruger deres, er at det jo ikke nedsætter udledningen af CO2 på verdensplan.

Til jul kunne man købe en prut - tåbeligt.

Nok vanskeligt for beslutningstagere for alvor at se problemets alvorlighed, hvis de tilbringer fritiden i frisk luft ude i villakvarteret.

Måske er dette en gæld, hvor de påløbne renter har nået et omfang, der ikke gør tilbagebetaling mulig.

Selv de, der vil give deres børn alt, vil åbenbart ikke give dem en fremtid.