Kommentar

Opgør med martyriet

Israel blæser på verdensopinionens modvilje, for egenrådighed er en del af zionismens selvforståelse
13. januar 2009

Da lord Derby, et fremtrædende medlem af det britiske overhus, engang spurgte det georgianske Englands store historiker, Sir Lewis Namier, hvorfor han som jøde ikke skrev det jødiske folks historie, svarede denne: "Der findes ikke nogen moderne jødisk historie. Kun et jødisk martyrium, og det er ikke underholdende nok for mig."

Det kan tilføjes, at den egentlige formål bag det zionistiske projekt, som Namier var glødende tilhænger af, netop var at gøre op med det jødiske folks martyrium og forvandle jøderne fra passive ofre til aktive herrer over egen skæbne.

Den rå magt

Her har jøderne sejret. Sejret ad helvede til, vil mange kunne sige, når de følger dækningen fra Gaza, hvor det ene gruopvækkende billede afløser det andet. Men vi må forstå, at samme forkastelse af martyrium og offerstatus også forklarer det, som undrer så mange oprørte iagttagere: At Israel øjensynlig er fuldkommen ligeglad med, hvad man i den øvrige verden mener om det.

De muslimske er selvfølgelig intenst fjendtligt sindede over for Israel, der over for sine naboer til gengæld længe har efterlevet den romerske diktator, Sullas ord: maxime oderint dum metuant: "Lad dem blot hade os, så længe de frygter os".

Eftersom det alligevel er håbløst at forsøge at vinde arabernes hjerter og sind, så må vi i det mindste lære dem at respektere den rå magt, er devisen - en opskrift, som, må det indrømmes, har virket rimelig godt i praksis.

USA tæller mest

Med Vesten forholder det sig anderledes: Den europæiske holdning kan flyttes af begivenhederne, hvilket den da også er blevet. Israel og zionismen var engang vellidte i Europa, og især da på venstrefløjen, men fra og med Seksdageskrigen i 1967 begyndte dette at ændre sig. Og efterhånden som Israel angreb Libanon i 1986, og igen i 2006 og indimellem nedkæmpede to intifadaer, er den europæiske sympati ved at ebbe ud. Alligevel affejer Israel pr. automatik alle påtaler og bebrejdelser. End ikke kritik fra hjælpeorganisationer eller Røde Kors gør indtryk.

Selv Sikkerhedsrådets resolution om øjeblikkelig våbenhvile sidder Israel uden videre overhørig. En grund til dette er selvfølgelig, at det eneste land i Vesten, som virkelig tæller: De Forenede Stater, hvorfra Israel i mange år har kunnet forlade sig på betingelsesløs støtte. Efter at have truet med veto imod tidligere resolutionsforslag var USA dog denne gang med til at formulere sikkerhedsrådsresolutionens våbenhvilekrav, og man havde øjensynlig også tænkt sig at stemme for den.

Men sent torsdag chokerede den amerikanske FN-repræsentant så de øvrige rådsmedlemmer ved at afholde sig fra at stemme. Kovendingen kom efter direkte ordre fra Det Hvide Hus, efter at præsident Bush havde talt med Ehud Olmert, den israelske premierminister. Israelerne opfattede selvsagt USA's blanke stemme som tilladelse til at fortsætte aktionen: "Israel vil ikke udvise tilbageholdenhed," sagde Tzipi Livni, den israelske udenrigsminister, til Washington Post - forståeligt nok, disse omstændigheder taget i betragtning.

Overvældende flertal

Skønt Israel undertiden kaldes for en amerikansk klientstat, og rigtignok også modtager enorm finansiel støtte fra Washington, er landet som klientstat unikt: Israel kan gøre præcis, hvad det vil, velvidende, at det aldrig risikerer at alvorlige sanktioner fra sin velynder. Selv når Det Hvide Hus privat er irriteret over Israels handlinger, vakler Kongressen aldrig i sin loyalitet. Under bombardementerne af Libanon i 2006 vedtog Repræsentanternes Hus en resolution om total solidaritet med Israel med stemmerne 410 mod otte. Senatet har netop vedtaget en lignende ved håndsoprækning, med et så overvældende flertal, at ingen ulejligede sig med at optælle.

Bag brutaliteten

Enhver, som troede, at der ville komme et skift i tone og retning efter det seneste amerikanske præsidentvalg, har ikke hørt efter, hvad der blev sagt. Det nyvalgte og netop sammentrådte senat er stærkt demokratisk og pro-israelsk, og under sin præsidentvalgkamp udfoldede Barack Obama demonstrative bestræbelser på at markere sin opbakning til Israel. Med Hillary Clinton har USA fået sin måske stærkeste støtte af Israel i nyere tid som udenrigsminister (Henry Kissinger - en jødisk flygtning fra Hitlerregimet medtalt), om end hun i så henseende overtrumfes af Rahm Emmanuel, Obamas stabschef.

Men USA's støtte er ikke hele forklaringen. Israels uforsonlighed og ligegyldighed over for verdensopinionen går tilbage til statens fødsel. Det viser sig for øvrigt, at Emanuel har noget til fælles med Ehud Olmert og Tzipi Livni: Deres fædre var alle medlemmer af Irgun, den radikale zionistmilits, som blev betegnet som 'terrorister' af bl.a. Isaiah Berlin og som 'fascister' af bl.a. Albert Einstein, og som førte an i volden imod briter og palæstinensiske arabere i de sidste år af den britiske mandattid, 1946-48. Blandt Irguns aktioner var bombningen af King David Hotel i Jerusalem, hvor 92 blev dræbt, hængningen af to tilfangetagne britiske sergenter og massakren på landsbyboerne i Deir Yassin.

En vis hånlig distance

Bag denne brutalitet lå noget andet.

"Mennesker hævner sig for små krænkelser", sagde Machiavelli: "ude af stand, som de er til at hævne sig for større", og Irgun forsøgte at hævne den uden sammenligning større og helt ufattelige forbrydelse, som Europas jøder blev udsat for. Jøderne havde forsøgt at opføre sig pænt over for goyim, var zionisternes budskab i realiteten, og hvad fik de ud af det. Nu skulle en jødisk stat skabes og forsvares med al fornøden brug af vold og magt, ganske uanset hvad verden udenfor så måtte mene. Israel kunne herefter synge med på den gamle slagsang fra fodboldklubben Millwalls fanskare - no one likes us, we don't care.

Namier var ikke den eneste jøde, som bruge udtrykket 'jødisk' med en vis hånlig distance. Da en eller anden nævnte Trotskijs "hverken krig eller fred", kaldte David Ben Gurion dette slagord for "en eller anden dum jødisk idé". Ligeledes findes en velkendt israelsk historie om Moshe Dayan, den militære helt fra Seksdageskrigen: Når han underviste på det israelske militærakademi, plejede Dayan at afslutte sine redegørelser for taktiske problemer med ordene: "Og jeg ønsker ikke nogen jødiske løsninger her".

Hvad han mente, var, at han på strategibrættet og i felten forventede, at israelerne vandt deres slag ved dristighed og skånselsløs voldsomhed frem for ved de traditionelle jødiske dyder behændighed og tålmodighed. Denne stejle zionistiske egenrådighed har virket i lang tid, men det kan godt være, at Israel en dag vil opdage, at 'jødiske løsninger' alligevel har noget for sig.

Geoffrey Wheatcroft er britisk journalist og historiker. Blandt hans bøger er den prisbelønnede 'The Controversy of Zion: Jewish Nationalism, the Jewish State, and the Unresolved Jewish Dilemma'

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Irgun er bestemt en beskidt del af historien, men at sluse Irgun m v ind i dagens situation for at "undskylde" Hamas' asymetriske krigsførelse med raketter mod dagens ligitime israelske befolkning er nærmest at introducere "noget arvesynds-agtigt" som politisk norm. ( D v s kræve regnskab af dagens mennesker for hvad deres forældre, bedsteforældre , oldeforældre, tipoldeforældre o s v måtte have gjort af forkerte ting og sager.)

Vi kunne ikke finde på at holde dagens tyskere ansvarlige for hvad Hitler og den tids Tyskland gjorde mod Danmark og andre.

Dagens Danmark holdes vel heller ikke ansvarlig for vikingernes vold og terror ?

Vi kan på samme måde ikke holde dagens israelere ansvarlige for hvad Irgun og lignende gjorde for 1-2 generationer siden ?

På et eller andte tidspunkt må der ske en "lukning" af regneskaberne. Det er dagens levende mennesker og disses velfærd , som vi skal fokusere på.

Steen Erik Blumensaat

,, Troens lidenskab er af samme art som enhver anden lidenskab, sagde han til den mest rettro af de gamle lærde.
,, Man bliver blind af den. Man nægter at se helheden, fordi man ikke vil se andet end helheden.
Derfor fører troens lidenskab til begær, krig, kamp og død.
Men et frit menneske tænker mindst af alt på døden.
Den frie visdom er ikke meditation over døden.
Den er meditation over livet. Baruch Spinoza

Robert Kroll,

Artiklen gør intet af det, du ”pladrer om” i dit ubehjælpsomme forsøg på at undgå at forholde dig til, hvorfor palæstinensiske arabere, muslimer, sekulære eller kristne, skal undgælde for, hvad europæisk antisemitisme har påført mennesker af jødisk herkomst, både religiøse og sekulære, af uhyrligheder.
Den hverken undskylder Hamas eller introducere noget arvesyndagtigt. Ej heller kræver den regnskab af nutidige levende for, hvad deres forfædre har gjort.
Det er dine konstruktioner, hvad din brug af anførselstegn og far out-analogier viser.
Men i modsætning til dig opfordrer den ikke til at fortrænge men til at konfrontere sig med fortiden (i dens tilfælde ’zionismen’) for at frigøre sig fra den.

Selvfølgelig har det betydning at påpege, hvilke familiemæssige baggrunde og miljøer 3 nøglepersoner i den nuværende mellemøstlige tragedie har, i et sådant (mere eller mindre vellykket) forsøg på en historisk-psykologisk analyse.
For øvrigt var både Olmerts og Livnis mødre også tilknyttet Irgun. Deres biografier findes på Wikipedia.

Lennart Kampmann

Det er jo relativt billigt for os i det sikre Europa at udtale os skråsikkert om hvad Israel bør gøre og ikke.

Sikkert er det at Israel virkelig er omgivet af fjendtlige nationer, der ønsker at se det forsvinde i havets mørke dyb.
På den baggrund må man da sige at kampen mod Hamas, der brændende ønsker at fjerne Israel med økonomisk og moralsk støtte fra andre regimer i området, er en helt legitim overlevelseskamp, og at de civile tab i Gaza i langt højere grad må tilskrives at Hamas ikke opfører sig rimeligt, og undlader at benytte egne borgere som skjold.

Hvis Hamas endelig skal opnå et moralsk overherredømme, må det ske gennem ikke-vold, ikke det martyrium, som de konstant søger.

Den som sår vind, høster storm. De ved Hamas da godt.

med venlig hilsen
Lennart

Robert Kroll skriver :
"På et eller andte tidspunkt må der ske en "lukning" af regneskaberne."

Gælder det også "Holocaust" ?

Lennart Kampmann

@ Peter Jensen

ja, da det ved Israel da godt. Nu er de imidlertid blevet ret trætte af Hamas og agter ikke længere at tage imod længere.

Hamas spiller jo på at være offeret, i stedet for at komme frem i skoene og gå efter en fred. Den uforsonelige linie fører ingen vegne, ikke en gang til en perifær lilleput stat i form af et uafhængigt Gaza.
Så længe Hamas ønsker at styrte Israel i havet, kommer vi ingen vegne. Det er udsigtsløst at give Hamas længere line.

Dermed ikke sagt at alle israelske former for angreb bare er 112% iorden. Men glem ikke at Hamas har et stort ansvar for at sikre civilbefolkningen og ikke bruge dem som skjold.

Det er ikke så populært at tale Israels sag, men sådan må det nu være. Det er naturligt at reagere stærkt følelsesmæssigt, når der er mange omkomne på den ene side. Men helt ensidigt at give Israel skylden er nok at gøre sit analysearbejde halvt og kun med den ene hjernehalvdel.

med venlig hilsen
Lennart

Undskyld mig Hr. Kampmann, men du vender tingene på hoved ..
Var det Hamas der bombede King David hotellet ? Var det Hamas der gav Palæstina væk under visse betingelser som de derefter ignorerede højt og flot ? Var det Hamas der fordrev Palæstinenserne fra deres jord ?
Er det Hamas der har opført "bosættelser" på Israelsk jord ? Er det Hamas der i over 40 år højt og flot har skidt på enhver FN-resolution ?

Så længe Israel opfører sig som om de har en Gud-given ret til land fordi Jøder, i modsætning til alle os andre, er Guds udvalgte folk, bliver det ikke bedre . At du forlanger Hamas skal "anerkende Israel" er da temmelig ensidigt .
Hvad med at Israel anerkender Palæstinensers ret til deres eget RIGTIGE land, inklusive al det Israel har tyv-stjålet ?

Du må meget undskyld, men jeg bliver simpelthen nød til at spørge dig :
Er der et eller andet etnisk/religiøst tilhørsforhold der bevirker at du føler dig forpligtiget til at tale Israels sag ?

mht til at "bruge civil-befolkningen som skjold" .
PLEASE, kan du ikke spare mig for den gang IDF-propaganda . Det er ISRAEL der har pakket 1.5 million mennesker sammen på et frimærke .
Har du nogensinde overvejet at Hamas og en hel del Palæstinensere er trætte af Israels pis og ikke bare har tænk sig at tage imod længere ?
Om Israel synes at Hamas er for ekstreme skulle det måske have overvejet det der med Ramallah og Arafat lidt nøjere ? Din "løsning" synes at være at belønne Israels annektering af lebensraum .

"Whau, nu bliver spørgsmålene næsten inkvisitoriske!"

Det kan jeg ikke se. Derimod kan jeg se at folks holdning i dette spørgsmål ofte HAR noget med religiøst/etnisk tilhørsforhold at skaffe .
Og nej, jeg er ikke Israeler,Palæstinenser, Jøde, Muslim eller på anden maade personligt involveret i tragedien, jeg har bare fået NOK af judaisternes fascistoide racist-stat.
Jeg priser mig lykkelig over at min salig bedstefar
ikke lever mere, det ville have knust hans hjerte at se det folk han var med til at rede til Sverige, opføre sig som de gør .

Ja Lennart,

Det er helt sikkert relativt billigt for dig i det sikre europa at udtale dig skråsikkert om, hvad Hamas bør gøre og ikke .
Og også at pakke det ind i de moralske selvretfærdige fraser hvormed du ynder at gøre dig til.
For at hjælpe dig lidt ud over det noget overfladiske og lettere forældede propaganda-fraseagtige niveau, din forståelse af mellemøstsituationen tilsyneladende hviler på, vil jeg citere et udsnit fra artiklen “America’s hidden role in Hamas’ rise to power” fra 3/1-09 fra www.alternet.org af professor Stephen Zunes fra University of San Francisco og leder af et program for mellemøsten-studier:

…”were it not for misguided Israeli and American policies, Hamas would not be in control of the territory in the first place.

Israel initially encouraged the rise of the Palestinian Islamist movement as a counter to the Palestine Liberation Organization, the secular coalition composed of Fatah and various leftist and other nationalist movements. Beginning in the early 1980s, with generous funding from the U.S.-backed family dictatorship in Saudi Arabia, the antecedents of Hamas began to emerge through the establishment of schools, health care clinics, social service organizations and other entities that stressed an ultraconservative interpretation of Islam, which up to that point had not been very common among the Palestinian population. The hope was that if people spent more time praying in mosques, they would be less prone to enlist in left- wing nationalist movements challenging the Israeli occupation.

While supporters of the secular PLO were denied their own media or right to hold political gatherings, the Israeli occupation authorities allowed radical Islamic groups to hold rallies, publish uncensored newspapers and even have their own radio station. For example, in the occupied Palestinian city of Gaza in 1981, Israeli soldiers -- who had shown no hesitation in brutally suppressing peaceful pro-PLO demonstrations -- stood by when a group of Islamic extremists attacked and burned a PLO-affiliated health clinic in Gaza for offering family-planning services for women.

Hamas, an acronym for Harakat al-Muqawama al-Islamiyya (Islamic Resistance Movement), was founded in 1987 by Sheik Ahmed Yassin, who had been freed from prison when Israel conquered the Gaza Strip 20 years earlier. Israel's priorities in suppressing Palestinian dissent during this period were revealing: In 1988, Israel forcibly exiled Palestinian activist Mubarak Awad, a Christian pacifist who advocated the use of Gandhian- style resistance to the Israeli occupation and Israeli-Palestinian peace, while allowing Yassin to circulate anti-Jewish hate literature and publicly call for the destruction of Israel by force of arms.

American policy was not much different: Up until 1993, U.S. officials in the consular office in Jerusalem met periodically with Hamas leaders, while they were barred from meeting with anyone from the PLO, including leading moderates within the coalition. This policy continued despite the fact that the PLO had renounced terrorism and unilaterally recognized Israel as far back as 1988.

One of the early major boosts for Hamas came when the Israeli government expelled more than 400 Palestinian Muslims in late 1992. While most of the exiles were associated with Hamas-affiliated social service agencies, very few had been accused of any violent crimes. Since such expulsions are a direct contravention to international law, the U.N. Security Council unanimously condemned the action and called for their immediate return. The incoming Clinton administration, however, blocked the United Nations from enforcing its resolution and falsely claimed that an Israeli offer to eventually allow some of exiles back constituted a fulfillment of the U.N. mandate. The result of the Israeli and American actions was that the exiles became heroes and martyrs, and the credibility of Hamas in the eyes of the Palestinians grew enormously -- and so did its political strength.

Still, at the time of the Oslo Agreement between Israel and the PLO in 1993, polls showed that Hamas had the support of only 15 percent of the Palestinian community. Support for Hamas grew, however, as promises of a viable Palestinian state faded as Israel continued to expand its colonization drive on the West Bank without apparent U.S. objections, doubling the amount of settlers over the next dozen years. …”

Forhåbentlig bemærkede du, Lennart, hvad der overgik den kristne og Gandhi-inspirerede pacifist Mubarak Awad?

Med hensyn til at bruge civilbefolkningen som skjold vil jeg gerne henvise til den nu 85-årige israelske journalist, forfatter, krigshelt, tidligere knesset-medlem, initiativtager til den israelske fredsorganisation gush-shalom.org, og endda som teenager med i Irgun-terroristgruppen (han blev klogere) Uri Avnery’s artikel ”How many divisions” fra 10/1-09.
Den kan findes på
http://zope.gush-shalom.org/home/en/channels/avnery/1231625457 og begynder sådan her:

NEARLY SEVENTY YEARS ago, in the course of World War II, a heinous crime was committed in the city of Leningrad. For more than a thousand days, a gang of extremists called “the Red Army” held the millions of the town’s inhabitants hostage and provoked retaliation from the German Wehrmacht from inside the population centers. The Germans had no alternative but to bomb and shell the population and to impose a total blockade, which caused the death of hundreds of thousands.
Some time before that, a similar crime was committed in England. The Churchill gang hid among the population of London, misusing the millions of citizens as a human shield. The Germans were compelled to send their Luftwaffe and reluctantly reduce the city to ruins. They called it the Blitz.
This is the description that would now appear in the history books – if the Germans had won the war.

Absurd? No more than the daily descriptions in our media, which are being repeated ad nauseam: the Hamas terrorists use the inhabitants of Gaza as “hostages” and exploit the women and children as “human shields”, they leave us no alternative but to carry out massive bombardments, in which, to our deep sorrow, thousands of women, children and unarmed men are killed and injured.
IN THIS WAR, as in any modern war, propaganda plays a major role……”

Læs den fulde tekst, han er en israeler, der ved hvad han taler om.

Lennart Kampmann

Naturligvis, Hr. Thalmay, det er altid Israels skyld. Hamas er fredens tjenere.

Mener du virkelig at vi skal opfatte belejringen af Leningrad som den røde hærs værk og at tyskerne var de uskyldige ofre for denne onde politik? Come on!

Jeg kan forstå at man har en følelse for det palæstinesiske folk - de fortjener bedre politikere end dem de stemmer på. De fortjener også mere fred end de beder om.
Men tag de klare briller på. Jeg er ikke forpligtiget til nogen af siderne. Det er bare så indlysende at konflikten forekommer på den måde den gør, fordi parterne er låst fast i forhold til hinanden.

Det store perspektiv er jo hvilke nationer der bliver opbygget i mellemøsten. Israel er det eneste demokrati, jeg håber at der snart kommer andre demokratier til, for eet demokrati er måske lige lovligt lidt i længden.

med venlig hilsen
Lennart
(på det neutrale hold, ikke rød, ikke blåt ;) )

Lennart, enten glemte du at læse det her inden automat-piloten blev slået til eller også forstod du det ikke :
"Absurd? No more than the daily descriptions in our media, which are being repeated ad nauseam: the Hamas terrorists use the inhabitants of Gaza as “hostages” and exploit the women and children as “human shields”, they leave us no alternative but to carry out massive bombardments, in which, to our deep sorrow, thousands of women, children and unarmed men are killed and injured.
IN THIS WAR, as in any modern war, propaganda plays a major role……”

Læs den fulde tekst, han er en israeler, der ved hvad han taler om.

Hr.( :-)) Lennart K.
Enten kan du ikke læse engelsk (og det skal du da ikke bebrejdes), eller også er du mere tungt opfattende, end jeg troede.

Hvis det sidste skulle være tilfældet så prøv at læse både Stephen Zunes og Uri Avnery’s tekster igen. Langsomt, omhyggeligt og det hele.

Og allerhelst:
Tryk dig frem til de fulde artikler – de er ret så tankevækkende.
Måske endda især for ”neutrale” (farve-løse/blinde? :-)) der i tryg afstand mener, palæstinensere skal følge Gandhi’s beundringsværdige eksempel, men hvis nogle af dem ikke gør det (hvad bestemt heller ikke alle indere gjorde), så er det helt i orden, at de alle risikere at blive bombet sønder og sammen. For så er der sået vind og så må der høstes storm, og det behøver vi jo ikke at blande Gandhi ind i.

Men svaret på, hvem der har sået vinden og hvem der høster stormen, blæser vist i vinden, langt, langt vestpå.

Nå, det er blevet sent. Men hvis du ikke allerede har lagt dig – så husk at vask hænder. :-)

Lennart Kampmann

Jeg ser en analog til den jugoslaviske borgerkrig, hvor man heller ikke kunne regne med at nogen af parterne var helt objektive og venligtstemte.

I den optik er det stadig op til Hamas at vælge ikke-volden som den rette vej til moralsk overherredømme. Israel gør hvad enhver anden nation ville gøre. En trussel mod nationens borgere vil blive mødt med militær magt. Hamas kan aldrig matche det niveau som Israel præsterer, derfor er det nyttesløst at fortsætte med små raketter. Det vinder ikke respekt, det er ikke "nobelt" om man vil.

Så kan man naturligvis spørge om ikke Israel skulle holde inde. Jo, men det er Hamas der vil styrte Israel i havet, ikke omvendt (selvom der måske er en eller to israelere der måske gerne vil alligevel).

En anden strategi er at lade sig integrere i Israel, føde dobbelt så mange børn som israelere og vente et par generationer, så kan man opnå flertal ad parlamentarisk vej.

Keine hexerei........

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

Mht. at anbefale læsning, så er jeg på det rene med at I opfordrer til at man skal granske jeres sikkert velmenende kilder (Jensen og Thalmay). Tiden tillader dog ikke for mig at kravle igennem de mange sider, men tak for uddragende. Jeg læser det, jeg når.

Hvis det ikke når jeres niveau, er I velkomne til at suse forbi mine input, no hard feelings.

med venlig hilsen
Lennart

Claus Oreskov

Robert Kroll ja jeg giver dig fuldstændig ret, hvorfor skal fædrenes synder smitte af på sønnerne? Og husk så, at heller ikke Irgun var et entydig fænomen, kan vi ikke slippe for disse historie forenklinger, det er ganske rædsomt idiotisk!!!
Geoffrey Wheatcroft er en anset og seriøs skribent, alligevel ser det for mig ud, som om han forsøger at vildlede læserne. Udgangspunktet er en enkel udtagelse, fra en historiker: om den jødiske historie som et martyrium. Men få vi at vide at, denne historiker ikke alene er historiker, men også jøde (og det forandre alt). Det giver Geoffrey Wheatcroft frit lejde, til at generalisere denne påstand, over på alle jøder til alle tider! Næste trin er, at gøre denne påstand drivkraften bag zionismen: martyriet og vejen ud af det gøres til noget specifikt jødisk, altså noget ved det at være jøde, og her bevæger Geoffrey Wheatcroft sig ind i rendyrket racisme. Her har jøderne sejret af helvede til, siger Geoffrey samtidig med at han kobler denne konklusion, til de aktuelle politisk styrede begivenheder i Gaza. Hvad der sker i Gaza er altså en kollektiv jødisk foreteelse! Umærkeligt skifter han begrebet jøder, ud med Israel, i samme afsnit. Meget behændigt for den kollektive skyld, er allerede placerede på alle jøder, store og små hvor i verden de måtte leve. Henry Kissinger afklædes også enhver individualitet, idet vi straks få at vide at også han er jøde! Så ved vi de, han er med i den internationale sammensværgelse! Hvor hørte jeg det sidst? Det er jo det sjove ved generaliseringer – de gør os nemt til racister. Eller skulle man sige de få den indre antisemit frem i lyset, ligesom med Peter Jensen der frejdigt udbryder: ” Så længe Israel opfører sig som om de har en Gud-given ret til land fordi Jøder, i modsætning til alle os andre, er Guds udvalgte folk, bliver det ikke bedre”. Her er så en erklæring om jøder i al almindelighed, at de mener at de er Guds udvalgte folk, og derfor må gøre som de vil. Jeg vil gerne spørge Peter Jensen om det at tro at man er Guds udvalgte, er noget medfødt jødisk, eller det er noget der kommer med alderen? (kan vi fratage lille Sara på 11 fra Valby?) og gælder det uanset hvor man er født? Og endelig må Peter Jensen meget gerne, fortælle os hvor han ved det fra? Har du virkeligt mødt alle jøder Peter, og har de virkelig alle sammen bekræftet din racistiske tese?