Kronik

Paradokser i primetime

I aften samles penge ind til støtteprojekter i Afrika med showet 'Danmarks Indsamling'. Atter eksponeres et stereotypt billede af Afrika som et tavst, forældreløst kontinent, der skal tages i hånden af de voksne i Vesten. På den måde bidrages til at den skævvredne magtbalance i den vestlige bevidsthed fastholdes
Ingen kan stå for de øjne, og derfor ruller to-cifrede millionbeløb ind til Afrika ved Danmarks Indsamling på DR i aften. Desværre fastholdes forældreløse Afrika som et barn, der skal hjælpes af Vesten.

Ingen kan stå for de øjne, og derfor ruller to-cifrede millionbeløb ind til Afrika ved Danmarks Indsamling på DR i aften. Desværre fastholdes forældreløse Afrika som et barn, der skal hjælpes af Vesten.

Marianne Grøndahl

24. januar 2009

I aften blænder DR1 traditionen tro op for det stort anlagte show Danmarks Indsamling. Her får den danske befolkning og det private erhvervsliv igen mulighed for at vise sig fra den mest uselviske side via donationer til børn i Afrika.

Opskriften på denne type støtteshow er enkel og velkendt: Masser af kendisser, velklingende pop og et let fordøjeligt show blandet med filmsekvenser og billeder af nødlidende, afrikanske børn og massive opfordringer til seeren om at yde et bidrag.

Konceptet stammer oprindelig fra Live Aid-koncerterne i 1985 og er siden set i mangt en national og international kontekst. Showet skaber et komplekst, interessemæssigt spændingsfelt mellem nødhjælpsorganisationer, det private erhvervsliv , public service institutionen DR, kendte mediepersonligheder og den danske befolkning.

Virksomhederne opnår positiv eksponering og viser sig som ansvarlige, DR får seere, nødhjælpsorganisationerne skaffer penge til projekterne, kendisserne får opmærksomhed, mens menigmand kan lette samvittigheden og oven i hatten vinde en bil. Showets egentlige hovedpersoner får mad, lægehjælp og skolegang.

Godt, det ikke er os

Kontrasten mellem det blankpolerede show og de afrikanske børns virkelighed bliver eksponeret ud i ekstremerne. Stærk mod svag, rig mod fattig, stjernestøv mod snavs. Disse kontraster bidrager til, at alle seere er i stand til at indse, hvor ulige verden er og dermed yde et bidrag. Man kan undre sig over, at det stadig er de samme greb, der benyttes tyve år efter, at vi alle sang "Giv en hånd til Afrika", og at der ikke siden er kommet flere nuancer på disse effekter.

Gennem billedmaterialet sikres det, at seeren får lov at komme helt tæt på, og der er intet, der er helligt: Fluer, snotnæser, laser og elendighed. Man ser det hele.

Seeren bliver en voyeur, der betragter det fremmede og ukendte, og som med skærmen som distancerende effekt godt tør komme tæt på. Fra den trygge plads i sofaen er der mulighed for med en let gysen at konstatere, at 'det er godt, det ikke er os'. Det ville nemlig aldrig ske for det 'os', som bebor de trygge, vesteuropæiske samfund.

I børnehøjde?

Donationerne fra showet går til de 12 største danske nødhjælpsorganisationer. Organisationerne har individuelle projekter, som dog ligner hinanden meget, og alle retter opmærksomheden mod familier, primært børn, for eksempel gennem hjælp til mad, lægehjælp eller bedre/mere skolegang.

Disse organisationer har uden tvivl prisværdige projekter og engagerede medarbejdere, der udfører et stort stykke arbejde med livet som indsats for at gøre verden til et bedre sted. Det er heller ikke dem, jeg opponerer mod.

Det er derimod den stereotypiserende fremstilling af afrikanere og Afrika, der finder sted i medierne, og det er konsekvensen af denne ensidige fremstilling, jeg vil fokusere på.

Aflad via pengepungen

Den ensidige fremstilling angår netop de afrikanske børn. Der kan være flere årsager til, at det primært er denne type billeder og filmsekvenser, der benyttes. De to mest oplagte grunde er, at et barn er synonym for fremtiden, og at barnet repræsenterer noget uskyldigt og hjælpeløst, der har behov for omsorg fra en voksen.

Ofte er billederne taget i fugleperspektiv, således at man får en fornemmelse af at betragte barnet med en voksens øjne. Gennem den entydige patosappel skabes en følelse af medlidenhed og omsorg hos beskueren.

Som seer nærer man et dybtfølt ønske om få disse billeder til at forsvinde, for de vækker ubehag midt i den bedste sendetid. Ubehaget bunder i basale menneskelige mekanismer blandet med en pinlig bevidsthed om det vestlige ansvar over for disse mennesker. Den mest nærliggende måde, vi kan få ubehaget til at forsvinde på, er med et greb i pengepungen.

DR er ikke sen til at tilbyde smertelindring. Man skal blot foretage et telefonopkald eller sende en sms, der automatisk donerer. Herefter er ens lørdag aften reddet, og man kan med god samvittighed nyde Tim Christensens performance i fred.

Det stereotype Afrika

Billedmaterialet har ikke kun en appellerende effekt. Hvis det blot var sagen, kunne man pege på en legitimering i kraft af det gode formål. Men jeg mener, at den stereotype fremstilling har større konsekvenser end forholdsvis simpel patosappel og næring af vor indre voyeur i primetime.

Gennem denne konsekvente fremstilling af Afrika som et forældreløst kontinent befolket af fattige børn opbygges netop et medialiseret, stereotypt billede af hele det store kontinent hos den vestlige beskuer.

Selvfølgelig er den danske seer på et rationelt plan klar over, at Afrika er andet og mere end lerhytter med underernærede børn på en gold savanne. Men rent kognitivt absorberes og lagres denne stereotype fremstilling, som vi gang på gang eksponeres for.

Dermed opstår et paradoks: Den typiske dagsorden for nødhjælpsorganisationer og støtteshows er at hjælpe til en selvstændiggørelse af fattige familier i Afrika. Men samtidig bidrager de til at fastholde et billede af Afrika som et forældreløst samfund, der skal hjælpes af det voksne Vesten i form af Europa og USA.

Helliger målet?

Det er oplagt igen at spørge, hvorvidt det ikke er en detalje, hvilke virkemidler, der spilles på, når blot det får folk til at gribe til lommerne, og hjælpen når frem? Hvis blot showet atter formår at indsamle et tocifret millionbeløb på den gode side af de 50 og dermed sikrer overlevelse og skolegang for børn i Uganda, Mali og Rwanda, er metoden vel underordnet?

Det kan man selvfølgelig argumentere for. Projekterne udføres i en god sags tjeneste med fokus på at hjælpe mennesker, der ikke har de samme muligheder, som en dansker under fattigdomsgrænsen.

Men det problematiske er netop, at de nævnte film og billeder bidrager til fastholdelse af den skævvridning i den globale magtbalance, der allerede er til stede. Gennem disse fremstillinger fremhæves den vestlige, eurocentriske identitetsfølelse.

Orientalisme

Nogle fornemmer i denne sammenhæng sandsynligvis Edward Saids postkolonialistiske ånd svæve over vandene, og det er ikke helt uberettiget. For et show som Danmarks Indsamling bliver også en cementering af Vestens paternalistiske rolle som den, der kender til Afrikas behov.

Jeg efterlyser afrikanere, der selv udtrykker deres tanker, håb og drømme for fremtiden, uden at de præsenteres af en vestlig person. Alene det, at Afrika ofte betegnes som et udviklingskontinent, udtrykker, at vi i den vestlige verden anser den globale udvikling som lineær, som for Afrikas vedkommende består i en bevægelse hen imod den tilstand, Vesten befinder sig i nu. Ikke den aktuelle tilstand med finanskrise, etc., men et mere overordnet billede på udviklingen gennem den industrielle og senere teknologiske revolution.

Dette vestlige selvbillede trækker dybe spor tilbage til imperialismen og koloniseringen af Afrika og understreger, at vi har et ansvar, som på ingen måde skal negligeres.

Distance - trods alt

Tilbage til aftenens show, hvor det glimter og glitrer, og donationerne strømmer ind. Imens understreger værten, at seerne kan redde liv med deres donation. Og trods kontrasterne til de eksponerede elendigheder, der skal få mig til at støtte, er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget.

Jeg kan sidde hjemme i stuen og glæde mig over, hvor godt jeg har det. I ly af skærmens trygge distance kan jeg røres i hjertet af små smilende børn med krøllet hår, hvide tænder og laset tøj, der kigger ind i kameraet i et land langt, langt borte. Alt imens Basim giver sin udgave af 'Glor på vinduer'.

Julie Maj Simonsen er stud. mag. i medievidenskab på Aarhus Universitet. Kronikken bygger på centrale pointer fra hendes bacheloropgave

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mogens Lønstrup Sørensen

Kender du tidsskriftet "New African"? Det giver tit en anden vinkel. God og tankevækkende artikel, du har lavet.

John Fredsted

Meget rammende beskrivelse af den sørgelige afladsopførsel.

Udviklingslandene kunne for eksempel hjælpes ved at industrilandene sænkede deres toldmure. Men vil vi det? Nej, det vil vi da ikke, for det koster for mange penge, for meget velfæld, og i sidste ende for mange flasker rødvin og for mange charterture. Så hellere lige et lille greb i pengepungen der foran fladskærms-tv'et.

John Fredsted

EU vil hellere end gerne fjerne toldmurene, men ingen Afrikanske industrier vil kunne klare sig i åben konkurrence med de Europæiske. Langt de fleste landbrugsvarer produceres billigere i Europa end i Afrika pga. tilskud (Afskaf landbrugsstøtte ordningerne, det ville batte.)

Afrikanske lande bliver også presset af meget billige kinesiske varer jf. Kinas meget høje produkvitet og en overflod af billig arbejdskraft.

AV Afrika!

Jeg synes personligt det er sejt at danskerne hiver 72 millioner op af lommen for at hjælpe andre. En indsamling udelukker jo heldigvis ikke andre løsninger. Danmarksindsamlingen står jo heller ikke i stedet for f.eks. udviklingsbistanden; at nogen politikere helt skamløst helst så udviklingsbistanden afskaffet, er en anden sag.

Det undrer mig virkelig at nogen mener at man køber aflad ved at støtte en god sag? Skal nødhjælpsorganisationerne simpelthen holde op med at samle ind og henvise til at EU burde hjælpe Afrika, fordi det er deres skyld Afrika ikke er på fode?

Det ville da i hvert fald skabe noget opmærksomhed, måske de ville blive kede af det i f.eks. Somalia hvor over 1/3 af landets befolkning er totalt afhængige af nødhjælp og hvor meget export ville der mon egentlig komme fra Somalia uden toldmure ind til EU? Andre Afrikanske lande er vist i samme situation.

Eurocentrisk identitentsfølelse... seriøst?

Er det virkelig kun vestlig egoisme (eurocentrisme) og selvtilfredshed over egne fremskridt, vi projicerer over på de stakkels fattige Afrikanere. Afspejler det på ingen måde drømme og håb hos den almene Afrikaner?

Jeg gad godt se en impirisk undersøgelse der viser at de fattigste Afrikanere IKKE drømmer om et liv med vestlig velstand, stabilitet, lighed og sikkerhed!

Ville du bytte Julie Maj?

John Fredsted

@uggi kaldan: Du har naturligvis ret i, at det er landbrugsstøtten, der er det reelle problem, frem for toldmurene.

Ja, det er da endog meget flot med de 72 millioner kroner, som danskerne har hevet op af lommen. Men grundlæggende er jeg stadig enig med forfatteren.

Julie Maj Simonsen

Først og fremmest glæder det mig, at jeg har skabt grobund for en god diskussion. Når det er sagt, vil jeg meget gerne ridse en vigtig pointe op, som tilsyneladende ikke er helt klar.

@Uggi Kaldan: Det er vigtigt for mig at understrege, at du blander to ting sammen, som skal holdes adskilt.
Det, jeg opponerer mod i min kronik, er den ensidige fremstilling og stereotypisering af afrikanske folkeslag i de vestlige medier, fordi det bidrager til at tegne et ensidigt billede af et helt kontinent. Tænk på, hvis vi i Vesteuropa konsekvent blev fremstillet som tyrolere i lederhosen eller tyrefægtende spaniere.

Jeg har ikke det fornødne kendskab til at udtale mig om nuanceret om, hvilke ønsker for fremtiden, de afrikanske folkeslag har, selvom vi hurtigt kan blive enige om, at den for manges vedkommende helt sikkert ikke afspejles i nuværende realiteter. Begyndte jeg at udtale mig på deres vegne, ville jeg blive en eksponent for det, jeg selv opponerer mod. Nemlig den vestlige repræsentation.

Den medierede fremstilling er én ting, diskussionen om selve støtten en anden, selvom de to ting er tæt forbundne. Som jeg også fremhæver i min kronik, er det netop ikke nødhjælpsorganisationerne og deres store arbejde, jeg går til angreb på, og jeg tager dermed heller ikke afstand fra det at støtte. Hvordan denne støtte skal udmønte sig, er en helt anden diskussion, som jeg har knap så meget faglig ballast til at udtale mig retvisende om, selvom jeg i udgangspunktet er enig med dig i, at justeringer af landbrugsstøtten ville være et fornuftigt indspark.

@Mogens Lønstrup: Nej, jeg kender ikke ”New African”, men skal helt sikkert undersøge det. Tak for tippet.

Bedste hilsner Julie Maj Simonsen