Læsetid 5 min.

Privatisering - er det vejen?

Fællesskabets institutioner privatiseres. Borgernes velfærd og tryghed underlægges profittænkning. Profittens forskrift for menneskets handlinger er enkel: Gør kun hvad, der kan betale sig
31. januar 2009

Privatisering af offentlige opgaver. Det er da oplagt. Vi har hørt det så tit. Især fra liberalistisk hold. Konkurrence øger effektiviteten. Forsvaret har svært ved at skaffe kvalificeret mandskab til landets krigsforpligtelser. Politiets ledelse fjumrer med reformer. Kriminalforsorgen har problemer med at få fængslernes kvalitet og kapacitet til at matche udbudet af indsættelsesberettigede fra den i udpræget grad private og succesfulde underverden. Privatiser de offentlige tjenester!
Det lyder som en rationel ide. Men kun ved første øjekast. Der er grunde til at sige nej. Kan de mon komme i betragtning?

Den nuværende liberalistiske regering har bevæget samfundet et godt stykke fra den solidariske socialstat mod den minimalstat, der gør kvaliteten af de serviceydelser, der er til rådighed for borgerne afhængig af deres jobsituation og indkomst. Vi bevæger os i disse år mod et samfund, der tilgodeser de bedrestillede på de dårligst stilledes bekostning. Så længe den nuværende regeringskonstellation er ved magten, vil udviklingen fortsætte. Stadig flere statslige aktiviteter vil komme i søgelyset som emner for det frie markedsentreprenører. Forsvaret, politiet, kriminalforsorgen. Lyder det usandsynligt? Hvem havde for årtier siden tænkt sig togdriften, postvæsenet, sygehuse, hjemmehjælp osv. udsat for privatisering?

USA sætter dagsordenen

Privatisering af for eksempel politiopgaver strider mod grundlæggende opfattelser af den enkeltes sikring mod vilkårlig magtanvendelse i lovens navn. Men den står for døren. I et samfund, hvor der arbejdes med planer om udvidet brugerbetaling og mærkbare skattenedsættelser er den en mulighed om ikke en nødvendighed. Det flertal, der er henvist til offentlige ydelser, må tage dem, som de er. Forleden kunne medierne berette om en borgmester i Mississippi, USA, der opfordrede borgerne til at bevæbne sig mod den kriminalitet, det offentlige politi havde givet op over for. Ekstremt. Utænkeligt her.Før marts 2003 var det ekstremt og utænkeligt, at Danmark skulle blive part i en angrebskrig fordømt af FN. USA sætter trenden. Vi har vist stor villighed til at følge den. Vi har udskiftet klassiske velfærdsværdier med nye forestillinger. Den enkeltes følelse af ansvarlighed over for næsten er afløst af liberalistisk tankegods, der begrænser ansvaret til den enkelte selv.

I velfærdsstaten manifesteredes det fælles ansvar i en række offentlige institutioner, som fællesskabet gav den enkelte adgang til uanset indkomst. Holdningen var lige adgang til de institutioner, der var resultatet af den fælles formåen.

Liberalistisk samfundssyn forfægter andre idealer. Fællesskabet, som det kommer til udtryk i staten, skal reducere sin efter liberalistisk opfattelse begrænsende rolle i den enkeltes liv. Dynamikken der skal udvikle samfundet og øge den totale velstand kommer stadig, ifølge liberalistisk tankesæt, af konkurrence. Konkurrence mellem mennesker, der frisættes mest muligt fra initiativbegrænsende beskatning og udfoldelseshæmmende lovgivning. Vi ser i disse år resultaterne af filosofien. Vi bevæger os i samme retning som den store trendsætter for vestlig kultur – USA. Velfærdsstatens klassiske institutioner visner i skyggen af økonomisk favoriserede private alternativer. De der må tage til takke med offentlige tilbud vånder sig over faldende kapacitet og kvalitet.

Velfærd skal skabe profit

Privatiseringstanken har slået rod. Vi diskuterer den knapt. Nu gælder opmærksomheden, hvor meget den kan omfatte. Findes der grænser. Når sundhed og sygdom gøres til arbejdsfelt for profitsøgende entreprenører, hvorfor så ikke forsvaret, som allerede er bragt på tale? Eller politiet, som allerede åndes i nakken af private udbydere af sikkerhed? Eller kriminalforsorgen? Den sidste burde være oplagt. Når statens serviceinstitutioner ikke længere skal begrundes med fællesskabets vilje, men duelighed på markedet er det svært at begrunde undtagelser. Som borgere i et kapitalistisk samfund har vi lært at respektere profit som legitim begrundelse for erhvervsaktivitet. I det såkaldt socialliberale samfund, vi har foretrukket i mange år, har vi håndhævet, at staten skal vogte og regulere erhvervslivets udfoldelser. Det er med profit som med ild. Den skal holdes under opsyn. Når private entreprenører påtager sig offentlige velfærdsforpligtelser forudsætter de selvfølgelig plads til den profit, der er deres hovedmotiv for at påtage sig opgaverne. I liberalistisk ånd underlægges velfærden den økonomiske rationalitet: Gør hvad der kan betale sig. Velfærden og borgernes sikkerhed åbnes for økonomisk spekulation og spekulanters ofte bizarre forestillinger om, hvor grænserne går for beskyttelse af deres investeringer. I USA er fængselsvæsenet forlængst blevet en givtig arbejdsmark for private investorer. Det har ikke danske mediers opmærksomhed med mindre der forekommer ekstreme udslag af investoreres moralske labilitet. For nylig forlød det, at USAs forhenværende vicepræsident Dick Cheney er under anklage for embedsmisbrug. Han skulle have forhindret en strafferetlig undersøgelse af påstande om umenneskelige forhold i privatdrevne amerikanske fængsler. Mærkeligt, kan det forekomme, at han stiller sig i vejen for en undersøgelse, der burde interesserer enhver med ansvar for privates forvaltning af det offentliges tillid. Mærkeligt indtil det erfares, at en undersøgelse kunne få betænkelige følger for Cheneys økonomi. Han har investeret betragtelige beløb i det selskab, der har ansvar for driften af de berørte fængsler.

Vi er langt fra privates indtog i den danske kriminalforsorg. Og dog. Det vil ske, så snart en borgerlig regering kommer til magten, forkyndte de konservatives retspolitiske ordfører Helge Adam Møller før valget i 2001. Private virksomheder kan gøre det billigere og bedre, hævdede han. Tanken blev afvist af hans partiformand. Men den var der. Siden har VK-regeringen med stor energi forfulgt sine forestillinger om privatiseringens velsignelser. Som hørte den tiden til. Som var den et trin i samfundsudviklingen, der nu med den liberalistiske regerings mellemkomst omsider var nået.

Stigende privat aktivitet

Alt kan privatiseres. Med regeringens rigide skattestop og forventede skattelettelser vil mere og mere blive det. Det er ressourcer og holdning, der afgør hvor grænserne går. Hvis pengene ligger bedst i borgernes lommer, fortsat skal være mantra for skattepolitikken, vil stigende skattelettelser gå hånd i hånd med øgede forventninger til privates engagement i det offentliges forpligtelser. Forpligtelserne vil gradvist blive konverteret til den kontrol af de privates ageren, der er politisk vilje til.

Privatiseringen af grene af forsvaret er allerede til diskussion. Private sikkerhedsfirmaer imødekommer i dag frustrerede borgere med tryghedsskabende foranstaltninger politiet ikke magter. Kriminalforsorgen udmarves af den nuværende regerings populistiske svar på følgerne af mangelfuld social- og integrationspolitik: Flere og strengere straffe. Vi må leve med den nuværende regerings menneske- og samfundssyn. Vil vi også leve med følgerne? Det er holdning, der afgør samfundets beskaffenhed. Vil vi bekræfte den nuværende regeringsholdning med fornyet mandat ved næste valg? Det vil betyde en fortsat reduktion af det offentliges ressourcer og forpligtelser over for borgerne og fællesskabet. Det vil betyde opbakning til den økonomisk-industrielle tænkemåde, der har ekspansion som væsentligste succeskriterium. Vi vil opleve stigende privat aktivitet over alt hvor knappe ressourcer bringer staten i defensiven over for befolkningens oplevelse af voksende problemer. Det vil ske. Men ikke nødvendigvis. Det er vores holdning til udviklingen, der former den. Privatisering er blot en af flere muligheder.

Niels Kølle er redaktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

kortslutnigen i privatiseringsmanien, ligger i totalt manglende erkendelse, at profit er det samme som merværdi. Dvs. når en samfundsbærende funktion som f.eks. postvæsnet, kan skabe t overskud, eller skabe merværdi, vil postvæsnet, så længe det er i samfundetstjeneste, og ejet af samfundet, levere yderlige ressourcer, til andre af sanfundets bærende funktioner, f.eks. folkeskoler, og sygehus, der ikke på samme måde kan skabe direkte merværdi.
Når profitten/overskudet/merværdier, ender i private lommer, som den gør når safundbærende funktioner, bliver privatiseret, betyder det at samfundets samlet værdi, forrringes og bliver til en discount model, af et velfærdssamfund.

Brugerbillede for John Fredsted

Tak til Niels Kølle.

"Vil vi bekræfte den nuværende regeringsholdning med fornyet mandat ved næste valg?"

Ja, selvfølgelig vil et flertal af danskere fortsætte den nuværende linie, hvis den nuværende regering kan overbevise dem om, forsikre dem om, at der er flere penge på vej til dem. For penge er efterhånden alt. Jeg vil lade følgende citat fra Sigmund Jensens roman "Hvide dværge. Sorte huller" tale for mig:

"Glæden ved en solopgang findes ikke uden, at der er fæstnet en prislap til den. En spadseretur i Hyde Park en søndag formiddag er direkte idioti med mindre den optræder som et aktiv på selvangivelsen. Hånden, der glider hen over hoften på en nøgen kvinde, er en stor fejltagelse, hvis berøringen ikke kan trækkes fra på skattebilletten."

Brugerbillede for Bente Simonsen
Bente Simonsen

Kan helt tilslutte mig Michael Skaarups indlæg.

Den fri konkurrence, er en anden kortslutning.

Der er en grænse for, hvor meget fri konkurrence,
det kan betale sig at ha'.
Der er en grænse for hvor mange konkurrenter et lille marked, som Danmark, kan bære før prisen på varen bliver højere, end den ville ha' været med bare èn udbyder.
Måske ville udbyder og kunder have overlevet bedre billigere og med et mere gennemsskuelige udbud, om bare èn el-, en tele- eller èn postleverandør var på markedet.
(I det mindste tror jeg, at billetprisen fra Helsingør til Helsingør var billigere, om bare et selskab sejlede.)

Brugerbillede for Villy Frølund Thomsen
Villy Frølund Thomsen

Jeg har lidt forsinket lige læst denne debat for og imod privatiseringer.
Det slår mig, at de mange direktiver, som udgår fra EU ikke nævnes. Man kan muligvis ikke nøjagtig præcisere, hvor direktiverne dikterer privatisering og hvornår lokale liberalister står for det.
Men behandle et så centralt samfundsmæssigt emne og forbigå EU forfatningens krav om fri konkurrence med konkurrenceforvridning som helligbrøde synes mig at indkassere en "ommer"