At skabe en taber

X-Factor er ikke blot rigtig godt tv. Det er også et rigtig godt billede på en tendens i tiden til på den ene side at lade sig rive med af enkeltfortællinger om tabere og vindere - og til på den anden side at udvise en udpræget blindhed over for de strukturer, som leverer støbeformen til netop disse fortællinger. Vi er enormt gode til at se på overflade, symptom og toppen af det berømte isbjerg, men dårlige til at se det fundament, der holder toppen af bjerget oven vande
16. januar 2009

X-Factors første auditions bliver på DR fremlagt som en fortælling om nogle voksne og myndige mennesker, der ganske selvvalgt tropper op foran de tre sagkyndige dommere, der vurderer om de har talent og derefter sender dem ud til værten Lise Rønne, som står klar med empati og omsorg. Enhver kritisk indvending mod konceptet, kan således affejes med, at deltagerne for det første ved, hvad de går ind til, at de for det andet får en fair og korrekt behandling af musikkyndige dommere, og at de for det tredje mødes med trøst og støtte, hvis det hele går skævt. Hvilket i øvrigt er nøjagtig, hvad der er sket, når journalister har stillet kritiske spørgsmål til DR 1's underholdningschef.

Problemet er, at det for alle tre punkters vedkommende er ren overflade.

Selvbedraget

I forhold til det første punkt, er det for så vidt ikke fuldkomment uberettiget som seer at forundres over, at en knægt på 17 år, der absolut ingen tone har i livet, vælger at stille sig op foran snurrende kameraer: "Hvor er selverkendelsen hos disse mennesker?" har mange spurgt. Og noget af svaret er givetvis, at den erkendelse af, at deres selv er noget unikt og særligt, som de udstråler, konstrueres af DR i den del af hændelsesforløbet, vi som tv-seere aldrig får lov til at se. Af de godt og vel 5.000 mennesker, der stiller op til showet, kommer de tre hoveddommere kun til at se 300. Resten sies fra i såkaldte precastings, hvor den store, grå midtergruppe, som er vanskelige at fremstille som enten tabere eller vindere, sendes hjem. Tilbage står med andre ord en udvalgt gruppe på 300 af lige dele freaks og winners, som kan kigge sig over skulderen og se mere end 90 procent af deres konkurrenter forlade lokalet og dermed med rette føle sig som en særlig skare. Intet under at selvtilliden - og selvbedraget om man vil - er pustet voldsomt op, når mødet med dommerne og kameraerne endelig kommer.

Iscenesatte fortællinger

Og hvor deltagerne står ansigt til ansigt med de tre, skrappe hoveddommerne, når vi til det andet punkt, som benyttes til at frifinde programmet for kritiske røster: Dommerne ved jo, hvad de taler om, og de vurderer deltagerne fair og ud fra visdom og sagkyndighed. Det er muligt, men også her vil jeg hævde at vi som seere præsenteres for en 'reality', der ligger tættere på Hollywood end på de faktiske hændelsesforløb. Det er eksempelvis tydeligt, at replikskifterne redigeres, således at dommernes vigtige vurderinger, der reelt kategoriserer deltageren som enten skidt eller skrammel, får lov til at hænge i luften i unaturligt lang tid. Special effects som glas, der knuses og hjerter der dunker, understreger, om vi her har at gøre med en taber eller en vinder. Og imens spiller den pompøse baggrundsmusik den samme rolle som vi kender det fra Star Wars og Ringenes Herre, hvor den benyttes som instrument til at fremprovokere bestemte følelser hos beskueren. Pointen er igen den banale, at det der umiddelbart fremstår som reality-tv og som en dokumentarisk udlægning af faktiske hændelser, i høj grad er iscenesatte fortællinger om henholdsvis tabere og vindere.

En skabelsesproces

Det tredje punkt i forsvarstalen for konceptet, nemlig at X-Factor er en omsorgsfuld seance, der trøster taberne, er efter min vurdering det punkt, hvor fremtrædelse og virkelighed ligger længst fra hinanden. Det står værten Lise Rønnes rolle i showet som det klareste symbol på. Tilrettelæggerne af programmet ved udmærket, at de minutter, som følger efter det øjeblik, hvor illusionen brister for en ung, håbefuld deltager og Thomas Blachman byder vedkommende velkommen til virkelighedens ørken, er fantastisk godt tv. Sårede og chokerede mennesker gør ureflekterede ting og begiver sig ofte ud i hadefulde vredesudbrud. Derfor er det meget vigtigt, at taberdeltagerne ikke løber væk, når de kommer ud fra deres audition. Lise Rønne er her en vaskeægte ulv i fåreklæder, der på overfladen lokker deltagerne med kram, omsorg og empati, mens essensen af hendes rolle er anderledes kynisk: Hun skal ganske enkelt få de nykårede tabere til at stå stille, således at manden med kameraet kan få sit money-shot og zoome helt ind på de vigtige trillende tårer.

X-Factor er godt tv, fordi programmet leverer en række fortællinger om tabermennesker og vindermennesker. Er det ikke på tide at afsløre, at deltagerne som udgangspunkt hverken er tabere eller vindere, men bliver til sådanne i programmets skabelsesproces?

Mathias Herup Nielsen er kandidatstuderende ved forvaltningsuddannelsen på RUC

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Rasmussen

X-Factor er moderne gudstjeneste. Den offentlige dom er skærsilden. Efterspørgslen efter det at være efterspurgt er gigantisk. Behovet for at være noget i offentlighedens øjne vidner om mangel på selvværd.

Deltagerne, konkurrenterne vidner med deres realitetssans om deres manglende evne til at se og høre sig selv som dem der ser og hører sig selv. De tror blindt på at scenen giver dem svaret på om de kan sanse og være til i det hele taget. 2 millioner mennesker (seere) med hvert sit par øjne bidrager til dommen. At være noget for hinanden, i et arrangeret forløb, hvor kun det at vinde er indholdet. Transformeringen af 5000 deltagere til henholdsvis 1 vinder og 4999 tabere er indholdet. Magien ligger i ritualet. Tænk sig, at den offentlige holdning har så høj status. Alle orienterer sig først mod hvad andre mener, hvorefter alle hver især lever i illusionen om at være i besiddelse af den sande oplevelse af hvad der er af kvalitet, selv om det eneste indhold, der var at komme efter, handlede om behovet for at være på.
http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-42.pdf

http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-32.pdf

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

Tak til Mathias Herup Nielsen for dette indlæg, der beskriver den forlorenhed og manipulation, der er åbenlys for ethvert begavet menneske.

"X-Factor er godt tv ...": Nej, det er ikke. Godt tv, som jeg formodentlig kommer til at spejde forgæves efter, ville være, hvis man lavede programmer om, hvilke psykologiske mekanismer (som Mathias Herup Nielsen er inde på), der ligger underneden hele dette pinefuldt kedelige cirkus, som jeg aldrig har magtet at se mere end bare et enkelt minut af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

Var det bare udelukkende pinefuldt kedelig, så gik det hele nok.

Men helt på linie med det meste af sendefladen, herunder også tv-nyhedernes tiltagende telegramagtige stil, bliver man ikke klogere på noget som helst andet end det umiddelbare, idet man ikke kommer bagom tingene, dybere ned i tingene.

Og det er fatalt, er jeg bange for, når tv'et har så stor en magt i en tid, hvor vi i den grad har behov for at tænke dybere over tingene for at kunne gøre os håb om at kunne løse de store udfordringer, som menneskeheden befinder sig i nu.

anbefalede denne kommentar