So help him ...

De var helt fremme i skoene med besværgelserne, statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller: At forholdet havde været 'meget, meget nært' til George W. Bush, så meget, meget nært at statsministeren samfærdedes med præsidenten på dennes ranch i bare knæer og på mountainbike og i gensidig befamling havde armen op og ned ad ryggen på den overskuelige texaner, det spillede ingen rolle det - meget, meget nære - for forholdet til den næste i rækken. Parentetisk bemærket kan de Fogh'ske kærtegn af W's rygstykker have været for at finde et sted, kniven senere kunne stikkes ind, skal man bedømme statsministerens hastige tilbagetog fra venskabet ved seneste pressemøde.

Nu skal der to til en tandem; det er næppe sandsynligt at den åndelige overensstemmelse mellem Rasmussen og den lidt mindre overskuelige præsident Obama vil være helt så udtalt, som det åbenbart var med præsident dumpap. Så skal Fogh Rasmussen i hvert fald til at spille basketball og holde nallerne for sig selv. Der er en umiskendelig aura af Harvard-elite og nolo me tangere over den første afro-afrikaner i det ovale kontor.

Nummer 44's tilgang til den menneskelige komedie forekommer i modsætning til nummer 43 og hans buddy from Denmark at have udgangspunkt i den bredt orienterede intellektuelles forkærlighed for nuancering og dialektisk analyse.

Selvfølgelig kan man ikke vide om Obama sætter pris på dybsindigheder som: noget for noget og: der ikke er noget at komme efter eller på en manuduktion i kreativ bogføring eller en opskrift på borgerlig kulturkamp mod eftertænksom mangfoldighed og tilsidesættelse af eksperter og folk der har læst andet end Højskolesangbogen. Man kan ikke vide det.

Møller og Rasmussen har selvfølgelig ret i én forstand: det realpolitiske vil i betragteligt omfang også være den nye præsidents virkelighed; og det realpolitiske bestemmer forholdene mellem nationer. Men der er på den anden side en forskel på det nære forhold, det meget nære forhold og det meget, meget nære forhold. En og anden embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium har nok efterladt et notat om det meget, meget nære forhold mellem den danske statsminister og en af de absolut ringeste præsidenter i unionens historie.

Den realpolitiske nødvendighed af relationen Danmark/USA kan på den baggrund uden videre drosles ned til: et forhold. Så vigtig er Danmark, uanset næsegrus følgagtighed i VK(O)-regeringens tid, heller ikke for USA's nye præsident.

Historiens vingesus

Mens Danmark ivrigt deltog i den ulovlige krig i Irak, erklærede kandidat Obama krigen farlig og dum. Måske en krog af en afdeling i State Department med Denmark som resort også har noteret at denne Fogh Rasmussens parlamentariske støtteparti og flere i regeringspartierne inklusive et utilregneligt brushoved, men dog udenrigspolitisk ordfører for statsministerpartiet, stærkt gik ind for den halvt balsamerede republikaner McCain. Det ene med det andet når præsident Obama skal briefes om nødvendigheden af at modtage mr. Rasmussen i nærmere fremtid.

Fremmødet foran Capitol var rekord, flere end da Luther King talte, og da Kennedy aflagde eden. Følelsen af historiens vingesus drev folk af hus fra hele Amerika. En fremtrædende borgerlig kommentator i Berlingeren skrev i sin tid, da Obama blev nomineret, og der var partifolkefest på stadion i Chicago, at begejstringen mindede vedkommende, Kastholm Hansen er navnet, om Berlin i 1933, da Hitler greb magten, de brune fakkelbærende stormtropper marcherede gennem Brandenburger Tor, og det var nat med Frau Knudsen.

Hvordan den fremtrædende Kastholm kunne få en sådan association, skal man nok ikke forsøge ligefrem at forklare uden at komme mentalt til skade. Men hvad vil den fremtrædende så sammenligne hin 20. januar 2009 med, da Obama i samarbejde med højesteretspræsidenten fik kludret sig gennem embedseden, og jubelen fyldte himlen over Washington?

USA er et forunderligt land med en på én gang enkel og kompliceret politisk kultur.

Dér stimler de sammen i hovedstaden med den åndssvage beliggenhed i forhold til resten af det enorme land; de kommer i isnende kulde, 28 graders fahrenheit der på grund af vinden svarer til 16, som svarer til 9 graders celsiusfrost. De kommer i deres sjove hatte og dynefrakker, med kaffe i pap, røde næser, ørevarmere og lokale fjällräve, unge og gamle, hvide og mindre hvide, gule og brune, sorte og blandede, alle sammen med en endnu ung nations vibrerende sans for det historiske, de kommer for at hylde deres nye præsident, som de selv har valgt.

Big stars tumler rundt

På podiet optræder, de fine, republikkens big stars og tumler lettere udisciplineret og forsinkende for hele processen rundt mellem hverandre, tidligere præsidenter, vicepræsidenter, senatorer, femstjernede generaler med et menneskeligt ansigt og andet godtfolk af rang; og nogle der bare er med, fordi de er kendte og rige og har støttet kandidaten.

Så kommer der en eller anden fundamental præst og taler sort, og de sidder med bøjede hoveder, selv om flertallet af disse uomtvistelige begavede folk ikke i umådeholden forstand tror på gud. Og så taler the new guy. Og alle lytter stille, også til musikken forinden, der består af et velspillende marineorkester og siden en akustisk kvartet på klaver, violin, cello og klarinet.

Stille er dette ocean af mennesker. Ikke nogen med bajere i pegefingeren og bøvede tilråb (ikke ret mange i hvert fald). Og når den nye præsident har sagt sit, drager de hjem igen. Ligesom i gamle dage hvor de kom virkelig langvejs fra og tog tilbage til deres fjerne hjemstavn, når de således havde gjort deres demokratiske reverens og fulgt den gamle præsident til dørs og sagt goddag til efterfølgeren.

Det ligner sgu da ikke noget at sammenligne dét med Berlin 1933. Antiamerikanisme kan alt efter de politiske konjunkturer åbenbart også komme fra neohøjrefløjen.

Fra første dag står Barak Hussein Obama med et samfundssystem der ikke duede. Markedet har ikke ret. Markedet står ikke alene, sagde præsidenten i talen blottet for store ord og fedt flæsk i amerikansk retorisk forstand.

Højrekultur vil komme

Men allerede nu er hyperliberalisterne og de neokonservative i færd med at konstruere en ny ammestuefortælling: at det hele kun gik i kuk, fordi staten overhovedet blander sig. Hvis det offentlige indskrænker sig til at vedligeholde lyskurvene i gadekrydsene og intet andet, forgylder markedet såvel millionær som tigger, og vi kan alle tage til stranden.

Nu er krisen over landene, snart med fuld styrke. Indskrænkningerne i det offentlige både her og der rammer som kølleslag, fordi besparelser og skattestop - i USA kæmpestore skattelettelser for de velstående - har udsultet fællesskabernes grundstrukturer.

Her i sognet begynder de f.eks. nu med afskedigelser på universiteterne. Det er for at vi kan få en bedre uddannet befolkning og konkurrere med hele verden, som vi snart kan købe. Manden der sagde det, var i mange år finansminister i Danmark, blev ikke afskediget fordi han snød med sine sommerhuse, men endte som parlamentets formand i dette nedslidte visionsløse bananmonarki.

Men det skal nu nok gå alt sammen. Danmark har det med at ligne USA et par år forsinket. En politisk højkultur vil komme til landet. Vent og se. Alternativet skal bare lige øve sig. Hvor lyst, hvor stort.