Kronik

Studenterrådene lever i bedste velgående

Information har igennem længere tid lagt spalter til en massiv kritik mod studenterbevægelsen. Studenterrådene er udemokratiske. Når de stiller op til bestyrelsesvalgene, er de ikke interesseorganisationer for de studerende. De vælter sig i penge. Og ikke mindst, at andre studenterforeninger, der i virkeligheden er udtryk for et mere 'ægte' studenter- engagement, ikke kommer til orde. Men det er ikke sandt
8. januar 2009

Information havde for nylig et særdeles godt interview med Lars Bo Kaspersen om, hvordan staten har udviklet sig siden 90'erne. Fra en socialliberal stat, der forhandlede og søgte at involvere modsatrettede interesser til en intervenerende og på mange måder langt mere autoritær stat.

Ærgerligt at der ikke er flere af avisens journalister, der har læst artiklen. For den moderne studenterbevægelse er nemlig et produkt af efterkrigstidens reformbestræbelser. Og især den måde man tilrettelagde uddannelsespolitikken inden for den socialliberale stat.

Igennem 60'erne bredte ideen om elev- og studenterråd sig fra universiteterne til samtlige typer af uddannelser i Danmark. Og på landsplan blev de samlet i en stribe forskellige organisationer. Det accelererede voldsomt fra 1968, hvor unge under uddannelse pludselig begyndte at markere sig som en gruppe, der havde kollektive interesser at varetage både over for staten og andre grupper i samfundet.

På mange måder er der tale om et unikt fænomen. Det er kun i Skandinavien, at man finder et så gennemorganiseret uddannelsesområde, hvad angår unges selvorganiserede kollektive interessevaretagelse. Og inden for Skandinavien, har den danske elev- og studenterbevægelse, på mange måder været langt den stærkeste. Man kan bare gøre noget så banalt som at lave opgørelser over deltagelser i protestaktiviteter igennem de sidste 40 år, hvor elev- og studenterbevægelsen har givet baghjul til de fleste andre typer af sociale bevægelser.

Uanset om Information kan lide det eller ej, så samlede elev- og studenterorganisationerne i Danmark eksempelvis langt flere aktive unge end eksempelvis modstanden mod atomkraft nogensinde formåede. Der er på ingen måde tale om et afsluttet fænomen. Informations journalister kunne eksempelvis kigge på den forskning, der trods alt er lavet. Og som også fortæller om udviklingen de sidste 10 år.

Dementi af påstande

Når man læser Informations artikler, kan man blive noget i tvivl om, hvorvidt avisens journalister ved, hvad det egentlig er, man beskæftiger sig med i universiteternes bestyrelser, de akademiske råd, institutbestyrelser og studienævn. For det er hverken folketing eller kommunalbestyrelser, vi taler om. Tværtimod handler det om at forfægte de studerendes interesser i bedre undervisning, et bedre studiesocialt miljø, bedre levevilkår og andre ting direkte knyttet til de unges uddannelsessituation

Hvem kan så sige at repræsentere de studerende generelt? Valgene foregår forskelligt på de forskellige universiteter. Det nyligt overstående valg på RUC giver et godt eksempel på, hvordan det kan forløbe. Og er et effektivt dementi af de påstande, som Informations journalist Kristian Villesen jævnligt sender i omløb.

Studenterrådet stillede op med fem lister, der repræsenterede de forskellige fagområder. Frit Forum havde opstillet to lister til akademisk råd. Studenterrådet fik 80 procent af stemmerne på RUC. Frit Forum havde tilmed i forbindelse med valget sågar lavet koncert med Steffen Brandt for at få de studerende til at stemme på sig. Billedet af de økonomisk nødlidende partipolitiske studenterforeninger er vanskeligt at se på den baggrund.

Stor deltagelse

På Aalborg Universitet stiller det lokale studenterråd (Studentersamfundet) af princip ikke lister op. Her fik de ikke desto mindre 78 procent af stemmerne.

På CBS hvor der heller ikke er nogen listeforbund fik det lokale studenterråd 66 procent af stemmerne, 22 procent stemte blankt og beskedne 12 procent stemte på en af de partipolitiske studenterlister.

På Århus Universitet fik studenterrådet 77 procent og på Københavns fik studenterrådet 66 procent af stemmerne. På Københavns Universitet blev resten fordelt mellem blanke stemmer, Frit Forum, Grøn Agenda og et par andre mindre grupper. Ingen af disse fik mere end 10 procent af stemmerne.

På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) var det kun studenterrådet, der her hedder Polyteknisk Forening, der stillede op i år. Men de år, hvor der har været kampvalg, har de typisk fået mellem 70 og 80 procent af stemmerne.

Modsat Kristian Villesens forestillinger så ved de studerende godt, hvem de stemmer på. Og der er vist ingen diskussion om, hvem de opfatter som dem der repræsenterer deres kollektive interesser som studerende.

Nogle steder, har studenterrådene individuelle medlemmer andre steder har de ikke. På DTU er 5.500 studerende medlemmer. Det er 80 procent af studerende ved DTU.

På Aalborg Universitet har de 6.239 medlemmer (53 procent). På RUC har de 2.000 medlemmer. Til sammenligning har det socialdemokratiske Frit Forum i realiteten under 1.000 medlemmer på landsplan. Hvor mange af disse, der går på universiteterne, skal vi så ikke gøre os kloge på.

Daglig aktiv indsats

Fælles for hele den danske elev- og studenterbevægelse er imidlertid, at den organisatoriske grundstamme er de lokale råd, som samler de unge, der i det daglige gør en aktiv indsats for at forbedre deres uddannelse. På universiteterne er det fagrådene som findes ved de enkelte institutter.

Det er her, man diskuterer den studiemæssige dagligdag og forsøger på at skabe forbedringer og aktiviteter. Det er her den afgørende forskel er mellem studenterrådene og alle andre studenterorganisationer på universiteterne.

Information synes, det er urimeligt, at studenterrådene efter valgene får stemmepenge til deres aktiviteter. Det er ærgerligt, at redaktionen ikke har valgt at sætte sig ind i, hvad det er studenterrådene egentlig bruger deres penge på.

Mange steder er det studenterrådene, som sørger for at der bliver organiseret rus-introduktion for de nye studerende. De fleste laver håndbøger for nye studerende, hvor de kan finde råd om livet som studerende. De organiserer kurser og seminarer for de studerende. Ko-ordinerer indsatsen på tværs af fagene, så de studerende kan stå så stærkt som muligt over for ledelserne og meget mere. De sørger for, at der bliver udgivet uafhængige blade om, hvad der sker på netop deres universitet og giver vejledning til studerende med problemer.

Igennem tiden har de været skyld i, at der blev oprette ting som studenterrådgivningen, kollegieselskaber, studenterhuse, vuggestuer og meget mere. Hvis ikke studenterrådene varetog disse opgaver, så ville de ikke blive gjort. Alt sammen ting, der vedrører de studerendes almene interesser. Det kan så sammenlignes med de sporadiske møder, som de partipolitiske studenterforeninger afholder i ny og næ.

På mange måder er det ærgerligt, at de partipolitiske studenterforeninger fra Venstre, de konservative og Socialdemokraterne i øjeblikket bruger al deres tid på at angribe den tværpolitiske studenterbevægelse, og spænder ben for en varetagelse af de studerendes interesser netop som studerende.

For deres moderpartier har jo brug for nogle partipolitiske studenterforeninger, som kunne bidrage til idéudvikling og nytænkning. Hvad der er endnu mere ærgerligt er, at Informations journalister ikke vil sætte sig ordentligt ind i deres stofområde, men blot stædigt fastholder deres forudfattede meninger. Uanset hvordan virkeligheden så ser ud.

Det er dårlig journalistik og svært at se forenet med avisens motto om at være 'den mindst ringe'.

Maren Schmith Astrup er formand for Danske Studerendes Fællesråd. Knud Holt Nielsen er ph.d. med speciale i ungdomsbevægelser i Danmark efter 1960

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu