Kronik

Tid til retsopgør med Bush-tortur

Straks efter sin tiltræden underskrev Obama et dekret, der vil lukke den berygtede Guantánamo-fangelejr inden for et år. Verden over har meddelelsen vakt stor glæde. Endelig er der blevet sat en udløbsdato for den skamplet, som den berygtede lejr i syv år har udgjort
Straks efter sin tiltræden underskrev Obama et dekret, der vil lukke den berygtede Guantánamo-fangelejr inden for et år. Verden over har meddelelsen vakt stor glæde. Endelig er der blevet sat en udløbsdato for den skamplet, som den berygtede lejr i syv år har udgjort
28. januar 2009

Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere modtog nyheden med stor begejstring. Men især hos FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, var der efter mange års indsats grund til glæde. Og Nowaks glæde blev ikke mindre, da lukningen af Guantánamo samtidig blev fulgt op af andre dekreter fra Obamas hånd, der forbød tortur og annullerede Bush-administrationens instrukser, som havde lovliggjort torturagtige afhøringsmetoder.
Den østrigske jura-professor Manfred Nowak følges af journalist Jørgen Flindt Pedersen i den dokumentarfilm, Min broders vogter, som TV2 sender i aften kl. 23.10 i programmet Dags Dato. Temaet er Manfred Nowaks arbejde rundt om i verden, hvor han taler det enkelte torturoffers sag, foretager systematiske undersøgelser af situationen i de enkelte lande samt konsekvent arbejder for, at FN’s konvention mod tortur overholdes. I dokumentarfilmen fastslår Manfred Nowak, at »USA i den såkaldte krig mod terror uden for al tvivl har anvendt tortur, man gjorde det med vilje og helt bevidst.«
Men for Manfred Nowak er lukningen af Guantánamo ikke nok. Han bebudede derfor i fredags, at nu er tiden kommet til at indlede det retsopgør, som han og fem andre uafhængige FN-menneskerettighedseksperter anbefalede allerede for tre år siden, da de skarpt kritiserede den umenneskelige behandling af fangerne på Guantánamo og de amerikanske brud på det internationale forbud mod tortur.
Retsopgør
I en rapport fra 2006 anbefalede Nowak og de andre FN-eksperter, at alle de personer, som har begået, beordret, tolereret eller accepteret tortur og mishandling – helt op til det højeste militære eller politiske niveau – bør retsforfølges. Selvom et retsopgør med Bush-administrationens ansvar for tortur måske ikke umiddelbart virker realpolitisk sandsynligt bør det forsøges gennemført under alle omstændigheder.
•Først og fremmest fordi USA ifølge FN’s konvention mod tortur har en forpligtigelse til at retsforfølge ansvar for tortur. Det er principielt vigtigt, at der ikke er straf
frihed for tortur, og samtidig er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.
•For det andet fordi amerikanske menneskerettighedsorganisationers opfordring til en undersøgelse af Bush-administrationens ansvar for tortur allerede har fundet udtryk i politisk belastende dokumenter. Senest dokumenterede en rapport fra det amerikanske senat i december, at præsident Bush og andre topfolk med deres godkendelser af brutale afhøringsmetoder var medansvarlige for de fangeovergreb, som siden fandt sted.  Et enigt forsvarsudvalg med 13 demokrater og 12 republikanere fastslog, at beslutningerne var en 'direkte årsag' til forholdene i bl.a. Abu Ghraib-fængslet i Irak.
•For det tredje bør andre lande opfordre den nye administration til at indlede en undersøgelse af ansvaret for den stedfundne tortur, hvis Obama ikke selv tager initiativ dertil. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtigelse til, at FN-konventionen mod tortur bliver efterlevet når det gælder staternes forpligtelse til at retsforfølge tortur. Det danske udenrigsministerium var utroligt stolt da FN’s generalforsamling i november 2008 vedtog en dansk resolution mod tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at retsforfølge eller udvise til strafforfølgelse i andet land de personer, som mistænkes for at have begået tortur.
Lakmusprøven på om Obama for alvor vil tage et fuldt opgør med tortur er derfor ikke kun den bebudede snarlige lukning af Guantánamo, men også om der vil ske retsforfølgning af Bush, Rumsfeld og Cheney for deres ansvar for de barske forhørsteknikker, som siden 11. september og den bebudede krig mod terror har sat en af de mest fundamentale menneskerettigheder, forbuddet mod tortur, under alvorligt pres.
Tortur er desværre ikke et isoleret amerikansk fænomen i Abu Ghraib, Bagram-lejren eller på Guantánamo-basen. Tortur foregår i flere end halvdelen af alverdens lande og er vel at mærke ikke kun vendt mod magthavernes politiske modstandere. Oftest er torturen knap politisk, men snarere er der tale om almindelige fattige mennesker, der bliver udsat for mishandling eller politivold.
Totur i mange lande
I aftenens dokumentarfilm får man et godt indtryk af torturens forskellige funktioner, ikke alene gennem Nowaks besøg i Guantánamo-lejren på Cuba, men også gennem besøg i så forskellige lande som Zimbabwe, Moldova og Danmark.
I Zimbabwe kommer Nowak ikke på invitation af Mugabe-styret. Tværtimod er der tale om et uformelt besøg på et center for torturofre i Harare, hvor man senest har modtaget en gruppe lærere, der har været udsat for et tæskehold fra præsident Mugabes parti, da de uddelte løbesedler ved en busstation. I partihovedkvarteret blev de gennembanket i timevis. Nu kan to kvinder og fire mænd vise Nowak de blå opsvulmede striber, der vidner om utallige knippel- og stokkeslag. Den modige stab på centret for torturofre prøver at lindre ofrenes smerte og ikke mindst dokumentere torturens omfang.
I Zimbabwe var formålet med torturen at lamme ethvert tilløb til at manifestere opposition mod Mugabes siddende styre. I andre lande er det for at sprede frygt, og i andre lande igen bruger politiet fortsat tortur for at få tilståelser frem, selvom landets regering egentlig har udtrykt ønske om at blive torturen kvit.
Det er tilfældet i Moldova, hvor Nowak på det lokale center for rehabilitering af torturofre Memoria i hovedstaden Chisinau i dokumentarfilmen møder tre ofre. De fortæller deres gruopvækkende historier fra politistationer, hvor man gennem ugelang tortur piner de mistænkte til at tilstå en lang række forbrydelser for at kunne opretholde en tradition fra Sovjettiden for høje opklaringsprocenter. På den anden side vil regeringen i Moldova gerne have landet ind i EU og derfor erklærer man, at man ønsker at komme torturen til livs. De rystende billeder af forholdene i det centrale fængsel, som Nowak besøger i dokumentarfilmen, viser, at landet endnu ikke lever fuldt op til internationale konventioner.
Alle kan gøre det bedre
Frem for noget andet er styrken ved Jørgen Flindt Pedersens dokumentar, at den også følger FN’s torturrapportør, da han i maj sidste år aflagde besøg i Danmark. »Alle lande kan gøre det bedre, når det gælder menneskerettigheder. Der er altid noget at komme efter,« siger Nowak om baggrunden for at se nærmere på forholdene i Danmark. Der er overvejende ros til Danmark fra Nowak, men besøget giver også anledning til kritik bl.a. da han mødes med daværende justitsminister Lene Espersen.
Ud over den fortsat omfattende brug af isolationsfængsling går hans kritik af den danske regering på, at politikerne ikke vil følge opfordringen fra FN og danske menneskerettighedsorganisationer om at medtage et direkte forbud mod tortur i straffeloven. I stedet valgte regeringen sidste sommer gennem en straffelovsændring, at gøre tortur til en straffeskærpende omstændighed, men ikke som en forbrydelse i sig selv.
Nowak kritiserede også det bebudede samarbejde med efterretningstjenester i Nordafrika og Mellemøsten, som chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Jakob Scharf bekendtgjorde 11.september 2007. På baggrund af Lene Espersen støtte til Scharf karakteriserede den fhv. operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen rammende udspillet som ’torturhæleri’ og i dokumentarfilmen advarer Nowak, om at regeringen kan blive medskyldig i tortur når den »spiser de fordærvede frugter fra det giftige træ«.

Jørgen Flindt Pedersens portræt af Manfred Nowak vises i aften kl. 23.10 i Dags Dato på TV2.

Tue Magnussen er cand.mag. og arbejder som advocacy-koordinator på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan ikke ofte nok stille spørgsmålet om, hvor længe vi skal vente på at oppositionen, medierne og den danske offentlighed stiller den danske statsminister til ansvar for sine ugerninger i forbindelse med det militære overfald på Irak, subsidiært at statsministeren bliver udleveret til retsforfølgelse i udlandet?

Den Internationale domstol i Haag har i de senere år haft travlt med at dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og Afrika. Det ser dog ud til at domstolen har et blindt øje, når det gælder ledere fra de rige lande i Vesten.

Bush, Blair og Fogh har startet en ulovlig angrebskrig mod Irak og har i den sammenhæng systematisk anvendt tortur, begået massakrer mod civilbefolkningen, anvendt ulovlige kemiske våben. Fogh & Co. har startet en blodig og beskidt borgerkrig i Irak, som ingen i øjeblikket kan se en ende på. En nyere undersøgelse viser, at der siden krigens ophør er blevet dræbt mere end en halv million irakere.

Bevismaterialet mod statsministeren og hans kammerater er ganske overvældende, og det burde være en formssag at få dem dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!

Bjarne F. Nielsen

Per Thomsen må igen kaldes til besindelse
i den slidsomme kamp mod VK-regeringen og dens udenrigspolitik.

Vestens demokratier kan ikke føre sig frem på en
troværdig måde med torturværktøj i redskabs-kassen.

Abu Ghraib er ikke glemt i Den muslimske Verden.
Fornedrende fotos af bødler i amerikansk battledress udnyttes hæmningsløst til at fremstille Vesten som værende lige så brutale som despoter, der er hundred fold værre.

Toppolitikere i vestlige demokratier kan ikke retsforfølges. Også danske toppolitikere er urørlig. Og dirrende forlangender om rigs- og krisretsag er oppositionspolitik ført med andre og forkerte midler.

Vedvarende og stærk kritik af den førte udenrigspolitik, er derimod endog særdeles velkommen, så det nødvendige regeringsskifte kan
rette op på selvværd og omdømme.

For der er meget at komme efter. Irakindsatset blev en beklagelig medvirken til en blodig katastrofe uden mindste genovervejelse.

Der afventes TV-jounalistik af, hvad vi ville, og
hvad vi opnåede. Udsendelser om "Den danske Irakindsat" efterlyses.

Den folkelige opbakning til Afghanistankrigen er faldende. Sporene fra Irak skræmmer.

Et demokratisk Irak er en kranial luftspejling. Afghanistan ligeså. Landet er plaget af årtiers ødelæggelser, uregerlighed og Vestens fejlslagen bekæmpelse af terror.

Taliban kan ikke nedkæmpes, og utilsigtede hændelser kræver sine ofre. Hjemlig terror-overvågning og -sikring forringes næppe af en tilbagetrækning fra Afghanistan.

Bush er faldet. Blair er faldet. Men Fogh er urørlig.
Der er tavshed og udenomsnak om trafikforlig og om vitalisering af Århus med letbane.

Hvor er selvransagelsen? Om Irak? Om Afghanistan?

Jørgen Flindt Pedersen fra dengang med sort-hvid TV har også førhen skabt fremragende og politisk ubekvemme dokumentarfilm om forarmede tilstande. Filmværkstedet anbefales altid på det varmeste.