Læsetid: 5 min.

Tid til at støtte palæstinensisk forsoning

Uden international opbakning til forsoning blandt palæstinenserne svigter det internationale samfund det sidste håb for en konstruktiv udvikling i regionen
27. januar 2009

Krigen mod Gaza har med al tydelighed vist at behovet for en løsning på konflikten i Mellemøsten er større end nogensinde. Stik imod Israels forventninger er Hamas blevet væsentligt styrket som en konsekvens af landets overdrevne magtanvendelse i Gaza. Hamas er ikke alene styrket i Gaza, men også på Vestbredden og for den sags skyld i resten af Mellemøsten. Langt de fleste i regionen oplever krigen som en sejr for Hamas. De var i stand til at kæmpe mod den israelske overmagt, og selv i krigens sidste timer sendte de raketter ind over grænsen til Israel. Også tunnelsystemet fungerer fortsat. Med andre ord opnåede Israel kun at styrke Hamas ved deres militære angreb. Til gengæld er Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, som ledes af den sekulære Fatah gruppering, blevet alvorligt svækket og det i en sådan grad den tilsyneladende er ved at indse at dens overlevelse er afhængig af en forsoning med Hamas. Netop derfor er der al mulig grund til, at det Internationale samfund med EU i spidsen - og forhåbentlig støttet af den nye amerikanske regering - genlæser den FN's sikkerhedsrådsresolution, der blev vedtaget, men ikke implementeret, under krigshandlingerne. I resolutionen understreges det, at FN opfordrer til "håndgribelige skridt i retning af inter-palæstinensisk forsoning".

En sådan palæstinensisk forsoning mellem Hamas og Fatah er en forudsætning for at det vil lykkes at genoptage meningsfyldte fredsforhandlinger mellem palæstinensere og israelere.

Blokadeophør

Ideen om at isolere Hamas og gennem kollektiv afstraffelse, dvs. gennem en massiv blokade af Gazastriben, lade, som om bevægelsen ikke eksisterer og ingen legitimitet har, virkede imod sin hensigt. Det skabte en humanitær krise af dimensioner. Ideen om gennem overdreven militær magtanvendelse at eliminere eller i det mindste svække bevægelsen virkede heller ikke. Det skabte blot øget legitimitet koblet med intensiveret humanitær krise - eller rettere katastrofe. Nu godt en uge efter kamphandlingerne i hvert fald for en stund er bragt til ophør, er Gaza fortsat under blokade og de vestlige nationer vil umiddelbart ikke bidrage til genopbygningen, så længe Hamas alene har kontrollen over området. Det går ikke i længden - og det vil ikke svække Hamas. Det mest konstruktive der kan ske nu er, at 18 måneders blokade bliver bragt til ophør så palæstinenserne kan koncentrere sig om at leve et bare tilnærmelsesvist almindeligt liv med uddannelse, job, sociale relationer, rejser osv. Men hvordan? Kan det gøres uden at styrke Hamas yderligere? Vi skal jo for alt i verden ikke imødekomme terroristerne ...

Forsoning

Det er efterhånden kun de mest forstokkede - og de tæller en del internationale politikere - som endnu ikke er kommet til erkendelsen af, at det er tvingende nødvendigt at gå i dialog med Hamas. Og den politiske ledelse i Gaza er rede til dialog. De har siden deres demokratiske valgsejr i 2006 stræbt efter anerkendelse, og ønsket at komme til at sidde med ved bordet. Det skal de, men de skal ikke sidde der alene. Det internationale samfund kan gennem kreativt diplomati medvirke til at sikre palæstinensisk enhed og tvinge Hamas ledelsen til politiske moderation. Men der skal handles hurtigt, mens de politiske kræfter i Hamas som i de sidste uger gentagne gange har diskuteret våbenhvile og givetvis også præmisser for palæstinensisk forsoning i Cairo har et vist momentum i forhold til hardlinerne i bevægelsen. Det mest reelle ville naturligvis være at begynde åbent at forhandle med Hamas.

Andre veje

Problemet med et sådant skridt set fra et EU- (og amerikansk) perspektiv er, at dette er ensbetydende med en erkendelse af at Hamas trak det længste strå. Et sådant skridt ville på stedet underminere den sidste kraft og saft i Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed i Ramallah, som den vestlige verden har investeret milliarder i gennem de seneste år, og således også være en åben anerkendelse af en totalt fejlslagen vestlig politik i forhold til konflikten. Sådan kommer det derfor næppe til at gå.

Men der er andre veje. Nemlig at arbejde bevidst og målrettet på at tilvejebringe en palæstinensisk national samlingsregering bestående af Hamas og Fatah samt andre mindre betydningsfulde palæstinensiske bevægelser og ikke mindst teknokrater. Netop Fatahs svækkede position giver dem for indeværende et øget incitament til at ville forhandle med Hamas. Gør de ikke det, risikerer de at miste alt.

Det første skridt

Det er også derfor at den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas flere gange i den seneste uge har talt om netop national forsoning. Hvis Fatah og de sekulære kræfter skal have en chance for at genrejse sig må de have hjælp og den skal bl.a. komme fra EU og den øvrige del af det internationale samfund. Ved på forhånd at garantere Fatah, at det internationale samfund vil acceptere dannelsen af en samlingsregering, som også tæller Hamas ministre, vil de have en chance. De har prøvet det før, i 2007, men dengang ville de vestlige lande ikke acceptere en sådan regering - og det samme gjaldt dele af Fatah og radikale elementer i Hamas. Men tingene ser anderledes ud i dag. Hamas styrkede position gør en sådan midlertidig national samlingsregering til det mindst ringe alternativ for alle parter. Og i øvrigt er det også en sådan løsning som langt størstedelen af den palæstinensiske befolkning har ønsket gennem flere år.

Grundlaget for samlingsregeringen skal i forhold til Israel blandt andet indebære en gensidig våbenhvile og en accept af allerede indgåede aftaler. Hvis der bag lukkede døre gives garantier til Fatah om, at omverdenen vil støtte en sådan regering har de en chance for at overleve. Hamas får implicit anerkendelse og Israel får i første omgang sikkerhed og på længere sigt en mulig forhandlingspartner. Palæstinensisk forsoning er derfor det første skridt på en lang vej mod stabilitet, sikkerhed og ultimativt fred. EU og det internationale samfund har en forpligtelse til at slå til. Gør de ikke det, bærer de det reelle ansvar for at der heller ikke i denne omgang bliver skabt forudsætningerne for en konstruktiv proces, som afspejler den politiske virkelighed i området.

Michael Irving Jensen er ph.d. i Mellemøststudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birte Frandsen

Michael Irving Jensen lader til at overse at det første
krav til Hamas må være ,anerkendelse af Israels ret til at bestå.
Uden denne anerkendelse nytter det ikke at skrive begejstrede bøger om Hamas og dere såkaldte demokratiske sejr.
Krigen mod Gaza startes der med i ordvalg--er
det måske ikke en krig mod Israel ,med Iran som
manuskriptforfatter ?

Det er korrekt som anført -at der er tilført milliarder
til området--men er de gået til de fattige arabere
i slumkvarterer ? Nok mere til våben.

Det hele er jo absurd al den stund et højteknologisk
samfund som Israel slås med stammekrigere,for
hvem døden synes større end livet.

Glemt er--at da Israel,efter at Ægypten strengt havde siddet på Gaza,da sørgede for at der blev bygget skoler og universiteter samt sygehuse med det resultat--at palæstina-araberne blev verdens bedst uddannede arabere og børnedødeligheden den laveste blandt arabere.
Israel ville også bygge nye boligkvarterer,hvilket
Arafat modsatte sig--alt mens han sad med sine venner og filipinske tjenestefolk i de hvide palæer
ved kysten i Gaza.

Hvem bor i dag i disse store,sikre huse--og er de filipinske tjenestefolk der stadig ?

Israelerne blev af deres egne med magt smidt ud af Gaza--hvorpå Fatah og Hamas slog løs på hinanden,hvilket næppe vil blive anderledes.
Nogensinde.
Imens sidder palæstina-arabere i slum og end
ikke Jordan vil lukke dem ind--Ægyptens sympati er IKKE hos Hamas,hvilket de må gå stille med af
hensyn til det muslimske broderskab.

Og Libanon holder sig ude af stridighederne-idet
den libanesiske kvinde kun får een søn og ham skal der passes på--hvorimod der i slummen i
Selvstyreområder ofte er 12 børn i en familie.
Måske derfor passes der ikke nok på dem.

Bjarne F. Nielsen

Michael Irving Jensen peger opmuntrende på fredssporet.

Og et væsentligt problem, nemlig at ingen i dag kan repræsentere Palæstina ved fredsbordet.

Alt for meget i konflikten er destruktivt, også den dybt splittede palæstinensiske ledelse. Hamas og Fatah hader hinanden lige så meget som de hader Israel, der hader de andre.

Alle parter er præget af had og mistillid og fred har lange udsigter.

Forsoning mellem Hamas og Fatah ligger for tiden hensides det muliges kunst.

Som Birte Frandsen gør opmærksom på, så vil forhandlinger med Israel kræve, at Hamas anerkender Israels eksistens, og deri ligger, at en tilbagevenden, smerteligt for palæstinenserne, må fraskrives.

Tager et samlet Palæstina ikke dette skridt, så vil Israel have dette som påskud til at atter at afvise seriøse forhandlinger, og alt går på tragisk vis sin vante og skæve gang med blokade af Gaza og Vestbredden med fortsat besættelse og annektering.

Hamas vil ikke kunne anerkendes af Israel, EU og USA som forhandlingspartner, selv efter en hypo-tetisk forsoning med Fatah.

Et USA, endog efter præsidentskiftet, er ikke omtalt, skønt forhandlinger uden dets medvirken har meget små udsigter. Kun USA kan presse parterne til indrømmelser. Og også dette er meget van-skeligt.

Jo-jo, - det siger I jo nok, men for mig er der to forudsætninger for en seriøs dialog: at Israel indrømmer at Ben-Gurion begik "straffespark" i 1948, og at Hamas anerkender FNs mandat over det gamle engelske Palæstinamandat af 1947.

Det er selvfølgelig trist at man skal gå så langt tilbage i historien, men når tiden siden da har været præget af konfrontationer som følge af et umodent FNs dårlige administration afen af sine første store opgaver, så må man bide i det sure æble fra begge sider, og erkende at FN er skroget.

Både Israelere og Palæstinensere har lidt under at de lande der blev udset til at administrere delingen af englændernes mandat ikke havde noget indarbejdet samarbejde, og var for krigstrætte til at gribe ind overfor Ben-Gurions selvtægt.En god løsning kunne f.eks. være, at de lande der oprindeligt var udpeget til at forestå opdelingen af det engelske Palæstina-mandat, sammentrådte og erklærede at frem for at konfrontere Israels selvstændighed, så tildeler man istedet Palæstina ligeværdig national selvstændighed over deres del.

Birte Frandsen

Sven Karlsen
Man kan vel ikke tildele nogen noget de ikke vil have--her palæstina-araberne som jo to gange har afslået at få en stat !