Duften af en malisisk gryderet siver ud under presenningerne i gården og breder sig ind i den store forsamlingssal. Her dækker hundredvis af tyndslidte madrasser det hårde stengulv. "Velkommen til Afrika" - lyder det, da vi træder indenfor i ly for regnen.
Vi befinder os i det 3. arrondissement - et af de mere mondæne kvarterer i Paris, i den gamle arbejdsbørs, som i 1892 blev indviet som et fristed for arbejderklassens organisering, forening og kamp for rettigheder.
Bygningen danner nu rammen om en ny klassekamp. Siden maj måned har stedet været besat af omkring 800 illegale immigrant-arbejdere, hvoraf størstedelen er fra Vestafrika. De såkaldt 'papirløse' ønsker rettigheder og anerkendelse for det arbejde, de udfører i det franske samfund. Men med den franske regerings erklærede mål om årligt at deportere 26.000 papirløse, er der ikke meget håb at klamre sig til i menneskerettighedernes land.
Man anslår, at der i Frankrig befinder sig omkring 500.000 papirløse. En sammensat gruppe af mennesker fra særligt Afrika, Asien og Østeuropa. Langt størstedelen af dem arbejder og betaler skat i Frankrig. Nogle har boet i landet i mere end ti år.
Men selv om de er en aktiv del af det franske samfund, står de uden helt basale rettigheder og må leve i konstant fare for at blive taget i en af de razziaer, det franske politi jævnligt foretager i Paris. De papirløse, der bliver arresteret under disse razziaer, ender i de stærkt kritiserede tilbageholdelsescentre. Her lever de sig under kummerlige forhold, indtil den franske regering sender dem tilbage til den fattigdom, de i sin tid flygtede fra. Inden for arbejdsbørsens mure er de papirløse dog i midlertidig i sikkerhed. Grundet sit historiske ophav trækker bygningen på en symbolik, der ikke er forenelig med anholdelser, og som netop baserer sig på retten til at gøre oprør.
"Uden papirer, Uden rettigheder, Udslettet af loven". Sådan lyder budskabet på en af de plakater, der har været klistret op på arbejdsbørsens ydermur siden de demonstrationer, som den 2. maj sidste år førte til besættelsen. Med den ønsker de papirløse at få samme rettigheder som de franske arbejdere. De baserer deres ønske på det faktum, at de varetager de manuelle beskidte jobs - de tømmer skraldespande, holder den parisiske metro ren, vasker op og foretager andre af de opgaver, som ingen franskmænd gider røre. Målet for de papirløse er en legalisering af hele gruppen af papirløse arbejdere på tværs af national herkomst, men de kollektive idealer må dog også vige til side for det mere kortsigtede perspektiv. Ved de demonstrationer, der jævnligt afholdes, bliver der lavet navnelister med deltagerne. De bliver sendt ind til de franske politikere i håbet om, at netop de vil komme igennem det nåleøje, der de seneste år er blevet endnu mindre.
Fransk berømmelse
Sarkozys nye udlændingelov fra 2007 markerer en stramning af den tidligere lovgivning, der med ophævelsen af den såkaldte ti års-regel nu ikke længere rummer nogen generel legaliseringsmulighed. Loven har skrevet den papirløse gruppe ud og baserer sig nu i stedet på en 'valgt migration'. Her bliver de papirløse vurderet én for én ud fra forskellige kriterier baseret på deres potentiale til at bidrage til det franske samfund. Loven tager således ikke højde for den papirløse gruppe som helhed, som kan siges at udgøre en ny arbejderklasse i Frankrig, der bidrager gavnligt til den franske samfundsøkonomi.
"Frankrig kan ikke modtage hele verdens elendighed", udtalte premierminister Michel Rocard under Mitterands socialdemokratiske regering i 90'erne.
En holdning, der lader til at have fået fodfæste i fransk politik, og som kun tages mere og mere bogstaveligt. Det var da også særligt Sarkozys stramme immigrationspolitik, der fik ham til magten i 2007 i kølvandet på urolighederne i de parisiske forstæder i 2005, der havde efterladt mange franskmænd utrygge og skeptiske over for den ellers så udbredte multikulturelle ide "Vivre ensemble" (Lad os leve sammen red.)
Sarkozy har på baggrund af denne skepsis fået opbakning til en politik, der lægger vægt på at værne om landets sikkerhed, som formodes tæt relateret til immigrationsproblematikken og derfor er stærkt forbundet med en 'vellykket integration'. Den skærpede 'valgte immigration' skal derfor baseres på Frankrigs kapacitet og økonomiske behov.
Det hedder sig, at det handler om at tiltrække de bedste kompetencer, hvorfor en opholdstilladelse i princippet tildeles en indvandrer, der "grundet sine kompetencer og talenter er i stand til på en varig og betydningsfuld måde at bidrage til Frankrigs berømmelse i verden", som der står udlændingeloven.
Blinde pletter
Identitetskontroller, razziaer, fængslinger og udvisninger. Frygten for at blive taget af politiet er en del af hverdagen for den halve million papirløse i Frankrig. Både voksne og børn - og kun baseret på manglen på papirer. Paradoksalt nok sker disse angreb på de papirløses frihed i en nation, der har bygget sine værdier op omkring en universel humanisme og som bryster sig af parolen "frihed, lighed og broderskab".
Frankrig er særlig kendt for at prædike menneskerettigheder, idet de anses at være udsprunget af "Declaration de droit de l'homme et du citoyen" og optræder som en del af nationens selvforståelse. Men med den anseelige gruppe af rettigheds- og papirløse immigranter har den franske universalisme afsløret sine blinde pletter. Baggrunden synes at ligge i, at franskheden trods sin formodede storhed hos nogle i samfundet opfattes som truet.
Anerkendelsen af Frankrigs behov for arbejdskraft eksisterer nu side om side med et øget fokus på bevarelsen af den særlige franskhed. Dette afspejles særligt i Sarkozys dannelse af ministeriet for integration og immigration, hvor også national identitet indbefattes i titlen.
Ministeriets navn både forener og modsætter immigration med national identitet og understreger et behov for at definere mentale grænser for fransk national identitet - og dermed en regulering af de identiteter, hvortil rettigheder kan knyttes. Det vidner desuden om en konservativ og essentialistisk opfattelse af fransk identitet.
Begrænset solidaritet
Det er denne manglende anerkendelse og ekstreme marginalisering af Frankrigs nye arbejderklasse, som har fået de papirløse til at forene sig og i samlet flok uge efter uge at demonstrere mod de forhold, de lever under. Det franske samfunds paradokser synes klart erkendt af de papirløse, der heller ikke viger tilbage for at ribbe op i den store nations fortid som kolonimagt. På de forenede papirløse arbejderes hjemmeside lyder det i en af appellerne:
"Den kolonialistiske ånd er aldrig holdt op med at vise sit ansigt. De mest elementære rettigheder for farvede kvinder og mænd, tidligere koloniserede - i dag udnyttede - er til spot. Og det foregår midt i Paris' centrum."
Problematikken finder sine klare paralleller i andre europæiske modtagerlande, der står i lignende dilemmaer i forhold til håndteringen af de tiltagende migrationsstrømme og Europas nye arbejderklasse. Sarkozy og det solide flertal i den franske befolkning, han har i ryggen, står ikke alene, når det kommer til at lægge en hård linje i udlændingelovgivningen. I Italien har Berlusconi f.eks. for nylig haft held med at indføre en lov om op til fire års fængselsstraf til illegale immigranter, fordi de anses som en trussel mod landets sikkerhed. Indtil i foråret stod de papirløse arbejdere ikke alene i kampen for rettigheder. Den kommunistisk orienterede fagforening CGT, Confédération Générale du Travail, fungerede som en form for mediator mellem de papirløse og ministeriet for immigration. Men fagforeningens solidaritet rakte kun til og med opnåelsen af 1.000 legaliseringer, og forhandlingerne gik i hårdknude, efter de papirløse i tråd med deres kollektive visioner krævede en fortsættelse af legaliseringsarbejdet.
De papirløse på arbejdsbørsen er nu begyndt at diskutere mulighederne for at danne deres egen fagforening. Med den håber de på at kunne bryde med den isolation og marginalisering, der kun er blevet intensiveret med stramningen af udlændingeloven.
Men som tiden skrider frem, og solidariteten svinder ind, kunne de papirløses handlekraft og store visioner godt tåle at blive mødt med en håndsrækning fra de franske politikere. En modificering af lovgivningen, der vidnede om en anerkendelse af Frankrigs nye arbejderklasse, kunne være et skridt på vejen.
Ida Meisling er Bachelor i kultur- og sprogmødestudier og internationale udviklingsstudier fra RUC, og Mikkel Sander Rydzy er bachelor i historie og journalistik fra RUC
