Læsetid: 4 min.

Skal USA sættes til salg?

USA er så tynget af gæld, at frasalg af offentlig jord og ejendomme nu fremstår som en attraktiv løsning
17. januar 2009

Så gældstynget er forbundsregeringen og hovedparten af USA's 50 stater, at flere ledende politikere nu overvejer en storslået amerikansk løsning: at sælge jord.

Jord har vi trods alt nok af: 9.372.143 kvadratkilometer faktisk. Dertil kommer en pæn sjat vand.

Vi har været i ejendomsbranchen fra første færd. Nordamerikansk territorium, som i reglen var tyvstjålet, blev af Europas kronede hoveder skænket til slægtninge, opdagelsesrejsende, handelsfolk, generaler, admiraler og præster til gengæld for diverse tjenester eller som simpelt hen som politisk smøremiddel.

William Penn, eksempelvis, fik af Englands konge tildelt de landområder, som blev til staten Pennsylvania. Denne gunstbevisning skulle dels betale en gæld, dels skaffe quaker-sekten ud af England og dels udvikle en ny koloni. Til gengæld tilbød Penn religiøs tolerance og god jord til billige penge.

Som en nation under udvikling og inspireret af vores tro på en Manifest Skæbne - forestillingen om, at USA har moralsk ret og pligt til at udvide sit territorium - ekspanderede vi gennem krige, men hyppigere ved landopkøb. Endnu før vi var en nation, slog vi handler af. Ifølge legenden blev øen Manhattan købt af indfødte for omkring 24 dollar - den mest fordelagtige ejendomshandel i historien.

Napoleon solgte os det vældige Louisiana i 1803 for 15 millioner dollar. USA's omfang blev fordoblet for pebernødder. I 1867 brugte vi under halvdelen af dette beløb på at købe Alaska af russerne og tillagde os således et iskoldt territorium, der var større end hele Skandinavien plus Finland og Island.

Bringe i balance

Vi købte nogle Jomfru-øer af Danmark i 1917 og føjede yderligere 344 kvadratkilometer til for 25 millioner dollar. Jord var nu blevet lidt dyrere, især når det lå under mere varme himmelstrøg.

At gafle jord til gode priser er, hvad der forventes af amerikanerne. Men nu, da vores ejendomsmarked er brudt sammen, og vores nationale gæld vokser eksplosivt for at finansiere forbundsstatslige programmer, militære operationer, infrastruktur og økonomiske hjælpepakker, bliver vi formentlig nødt til at omsætte nogle af vore aktiver til likvider.

Derfor søger delstatsregeringer private investorer, som kunne tænke sig at leje eller købe offentlige veje, broer, strande, skoler, fængsler, hospitaler, parker og lufthavne, bestyre dem med profit og give staterne en del af kagen. Der satses i første omgang mest på udlejning, men forværres situationen, kan også blive tale om dedicerede frasalg.

At sælge eller leje offentlig jord kan hjælpe til at bringe balance i de offentlige budgetter på flere måder. For det første er der selve indtægten ved salg eller leje. Når der skal svares skat af de afhændede værdier, genereres yderligere indkomst, ligesom omkostningerne ved vedligehold tilfalder den private ejer. Denne fremgangsmåde hjælper politikerne af krogen, da de i så fald ikke behøver at forhøje skatterne.

Men eftersom de statslige myndigheder ejer langt mere jord end nogen anden, kan et storstilet salg af denne på det åbne marked selvfølgelig medføre, at priserne for privat jord bankes yderligere i bund. Samtidig vil de mulige købere til større landstrækninger, som lad os f.eks. sige Alaska, nok være ret få under en global recession.

Hertil kommer politiske komplikationer. Mange amerikanere mener, at vi snarere bør købe mere eller i al fald bevare den eksisterende offentlige ejendom, ikke sælge fra. Tag f.eks. vores nationale militærparker som Gettysburg, slagmarker og kirkegårde. Det krænker os, når kommercielle entreprenører trænger ind i periferien af sådanne helligsteder, og vores nationale kulturarv skændes for mammons skyld.

Et politisk slagsmål.

Vi er imod boringer og minedrift på offentlig jord, ødelæggelse af reservater for den vilde natur, privatiseringer af by-, stats- og nationale institutioner. Vi bryder os ikke om at se nationens arvegods ribbet som løsning på en forfejlet skattepolitik.

Nogle bryder sig heller ikke om at se amerikanske værdier overgå til udenlandske ejere, og ignorerer ganske det faktum, at vores nationale gæld er finansieret af internationale investeringer. Andre er i udgangspunktet helt imod offentligt ejerskab, kalder den slags for socialisme og advokerer for mere privatisering til højest bydende.

Alt dette er selvfølgelig et politisk slagsmål. Nok er der masser af amerikanere, som gerne så stater, der domineres af deres modstanderparti, frasolgt til højest bydende, men som nation er vi ikke klar til at stryge det amerikanske flag - end ikke over de områder, vi aldrig kunne finde på at besøge.

Det er næppe sandsynligt, at berømte amerikanske mindesmærker som Det Hvide Hus, Frihedsgudinden, Yellowstone Nationalpark eller Mount Rushmore bliver sat til salg foreløbig. Men for at få styr på vores gæld kan det da godt være, at vi må til at slå 'til salg'-skilte op andre steder.

At det er kommet så vidt, at vi er nødt til at sælge ud af arvegodset, kan være lige præcis det wake-up call, vi har brug for at genfinde en finansiel ansvarsfølelse. Vi kan ikke bare blive ved med at bruge flere penge, end vi har. At se vore besiddelser blive frasolgt - måske Brooklyn Bridge, Manhattan, Jomfruøerne eller Library of Congress - kunne temmelig sikkert fange vores opmærksomhed.

Paul Ashdown er professor i journalistik på University of Tennessee

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu