Læsetid: 5 min.

Vejen til fred i Mellemøsten

Det er nødvendigt at skære gennem parternes gensidige mistillid - det er nødvendigt at genfremsætte Den Arabiske Ligas tilbud om anerkendelse af Israel til gengæld for israelsk tilbagetrækning bag grænserne fra før 1967
9. januar 2009

Der er fire jernlove i Mellemøsten: At palæstinenserne altid ender som tabere; at de altid bliver svigtet af deres arabiske brødre; at Israel handler unilateralt, hvis det er i dets intense, og at det internationale samfund intet gør for at standse dem, men venter med at gribe ind, til slaget er afgjort, og der skal findes en eller anden rodet afslutning på blodsudgydelserne.

Sådan var det, da israelske kampvogne rykkede ind på Vestbredden under de to intifadaer. Sådan var det sidste gang, de israelske styrker gik ind i Gaza. Sådan var det ved begge Libanon-invasioner, og sådan er det i Gaza i dag.

Efter de ubønhørlige bombardementer og invasionen er krigen nu tilsyneladende ved at vige for forhandlinger. Frankrig og Egypten presser for at gennemføre deres våbenhvileplan, mens Israel overvejer, om de militære gevinster ved at smadre Gaza kan stå mål med tabet af sympati i den internationale offentlighed.

Et stop for kamphandlingerne kan komme hurtigt, men slutresultatet vil forblive det samme: Gaza vil være reduceret til en ruinhob. Alle symboler på dets civilsamfund - politistationer, kommunale bygninger og kontorer - vil være ødelagt. Et folk vil være tvunget i knæ ved brug af ren overlegen våbenmagt.

Israel insisterer naturligvis, på, at det aldrig har ønsket at straffe et folk, men alene at trække gifttænderne ud på den fjende, det ser i Hamas. Men i en vis forstand spiller det ikke nogen rolle, om dets krigsmål var at lamme Hamas, udvirke et palæstinensisk regimeskift eller genoprette sit stolte ry for militær dominans efter det knæk, som dette led i Libanon. Uanset hvad formålet var, var midlerne at knuse et folk gennem en ren magtdemonstration.

Krig er acceptabelt

Kampvognene rullede ind i Gaza som eksempel på, hvad Israel kan finde på, når det føler sin sikkerhed truet. At det så har påført Gazas indbyggere og deres børn enorme lidelser og smadret deres fremtid, er sekundært.

Hvis vi på nuværende tidspunkt vil diskutere, om Israels handlinger var berettigede, om dets intervention var proportionalt passende, om det vil nå sit mål om at afmægtiggøre Hamas eller tværtimod har styrket den islamistiske bevægelse, accepterer vi også Israels referenceramme: At krig er et acceptabelt og anvendeligt politisk redskab, når et samfund føler sig truet.

Det er det ikke. Det kan ikke gentages ofte nok eller højlydt nok: Krig kan kun retfærdiggøres som absolut sidste udvej. Hære, som går i krig, gør det med en hensigt: at dræbe medmennesker. Højteknologisk præcisionsbombning, dronemissiler, nattesyn og kropspanser ændrer ikke på det faktum.

Men holder man kameraerne væk, som Israel gjorde så effektivt i Gazakrigens første uge, ser verden blot nogle tv-klip af skarpe lysglimt og høje brag. Og når den siden ser de menneskelige omkostninger, er skaden allerede sket. Når en våbenhvile så bliver erklæret, kan det internationale samfund ånde lettet op, problemet kan glide i baggrunden af mediedækningen, og alle kan lade, som om krig kan føres uden konsekvenser.

Men krig har altid konsekvenser. For en generation eller længere. Det var den vigtigste lære af afslutningen på Den Kolde Krig. Da isen smeltede, blotlagde den et morads af lokale konflikter og tribalistisk had, som aldrig var blevet bilagt. Og selvfølgelig vil ødelæggelsen af Gaza også få konsekvenser for hævntørsten hos de unge, for den smadrede forhåbning om en bæredygtig palæstinensisk enhedsstat, for de antivestlige stemninger i den arabiske gade og for Vestens politiske omdrejningsbevægelser, når den forsøger at afgøre, hvad den vil stille op med Hamas.

Tragedien er, at denne krig ikke var nødvendig. Efter alt, hvad vi kender til de involverede, burde det have været muligt at forhandle sig til rette om ny våbenhvile. Hamas havde nok gjort det vanskeligere ved at opsige den foregående og gribe til raketbeskydning, men Hamas havde ikke udelukket en ny våbenhvile.

Ydmyge dem

Tragedien er også, at Palæstina ikke behøver at være del af det skånselsløse mønster af provokationer, militære modsvar og voksende had, som har tegnet Mellemøsten i årevis. I de presserende våbenhvileforhandlinger, vil samtalerne koncentrere sig om at sikre et ophør for raketbeskydningen, tvinge Hamas til at anerkende Israel og genoprette Fatahs myndighed over Gaza. Israels succesfølelse kan tilsyneladende kun købes på bekostning af Hamas' ydmygelse, hvilket igen kun kan opnås ved at ydmyge palæstinenserne og med dem araberne.

Løsningen er der

Og på den måde bliver der aldrig fred. Forhandlingerne vil altid køre fast i de næsten umulige bestræbelser på gensidig tillidsskabelse. Palæstinenserne vil tro, at Israels virkelige formål er at fastholde deres splittelse for at sætte dem ude af stand til at skabe en uafhængig enhedsstat, og Gaza-krigen kan kun bestyrke dem i den tro. Israelerne vil tro, at palæstinenserne fundamentalt er drevet af ønsket om at udslette Israel og 'kaste jøderne i havet' og opfatter raketbeskydningerne som bevis på dette. Hvis der ikke er nogen tillid, nytter intet udefrakommende pres på Hamas eller krav om Fatahs tilbagevenden til Gaza. Ja, resultatet vil næsten helt sikkert blive det modsatte af det ønskede ved yderligere at ydmyge palæstinenserne. Men der findes også et tilbud på bordet, som kan slå bro over og endda inddæmme den grundlæggende palæstinensisk-israelske strid, og det er udspillet fra Den Arabiske Liga om at tilbyde Israel anerkendelse fra hele den arabiske til gengæld for israelsk tilbagetrækning til grænserne fra før 1967.

Forslaget, som først blev fremsat af Saudi-Arabien i 2002 og genfremsat sidste år har støtte fra alle 22 medlemmer af Den Arabiske Liga og stiltiende accept fra såvel Hamas som Iran. Det indebærer en afvikling af de jødiske bosættelser og fjernelse af Sikkerhedsmuren, og det forudsætter en delt myndighed over Jerusalem. Der vil stadig være problemer med de palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden, men dette fredsinitiativ ville omsider tvinge Israel, Hamas, Hizbollah og Iran til at strides om modpartens intentioner til fordel freden.

Der står den sort på hvidt, den aftale, der kan bryde mønstret i Mellemøstkonflikten og tilfredsstille Israels sikkerhedsbekymringer. Hvis der nu bare var nogen, der havde modet til at tage den op ...

Adrian Hamilton er lederskribent for The Independent

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er nemlig rigtigt!
Jeg ved der er mange der drømmer om at få deres indfødsret og en en-statsløsning, men det kan nok først blive et skridt nummer to, når freden har sænket sig og den har varet en rum tid.

Lennart Kampmann

Når Hamas begynder at anvende Gandhis metode med passiv modstand, så vil de kunne hæve deres position til den som moralsk overlegen. Martyriet med sprængstof bundet om maven vil intet bringe, ingen fred, ingen forsoning, ingen fremskridt. Det er den afmægtiges desperate handling.

Men det er en lang vej for Hamas at vandre, så mon ikke vi kan regne med forkastelser af fredsplaner og fortsatte fremvisninger af styrke og handlekraft fra Israelsk side.

med venlig hilsen
Lennart

Hamas vidste vel, at raketangrebene mod Israel ville medføre en israelsk modaktion og og dermed torpedere de fredsforhandlinger, som faktisk foregik udenfor "rampelyset" på diplomatisk niveau. Det er svært og møjsommeligt at skabe holdbar fred.

Israelske politikere kunne selvfølgelig ikke holde til at sige til israelerne,at de af hensyn til nogle obskure og usikre fredmuligheder på meget lang sigt bare skulle leve med, at Hamas' raketter jævnligt slog nogle tilfældige isralelere ihjel. Det vidste Hamas og alle andre i og udenfor fredsprocesserne udmærket .

Hvis ikke Hamas m fl begynder at bruge deres realpolitiske sans til at tænke i fredsbaner istedt for med stor flid at dyrke krigens gru, så har freden stadigt lange udsigter.

Krig er rædselsfuldt - bare læs f eks de grusomme beretninger om hvad der skete i Europa og fjernøsten under 2. verdenskrig. Set i jyset heraf og af erfaringerne fra andre væbnede konflikter så er tabene i Gaza faktisk overraskende lave.

Hvis en person har taget af kassen, så vil ingen ansætte vedkommende som kasserer - og det accepterer vi alle. Terrorister gør noget, der er meget værre - hvorfor skal man stole på dem?

Jeg synes Israel står i en ubehagelig sikkerhedspolitisk situation , og de har ikke råd til bare et eneste militært nederlag., for så er de totalt færdige.

Utroligt at alle taler som om det ikke var Israel der brød våbenhvilen to gange her under den sidste våbenhvile.
Det er tilsyneladende nemmere at fordømme en selvmordsbomber end én der smider flere hundrede tons bomber, - men for mig at se er det den stærkeste der skal give indrømmelser, for ikke at blive betegnet som terrorist!

Bente Simonsen

"Hamas har ingen interesse i fred. Deres ideiologi og dermed succes næres kun af fortsat konflikt."

Kunne også med rette siges om Israel.

"Israel har ingen interesse i fred. Deres ideiologi og dermed succes næres kun af fortsat konflikt."

Som P. Hyrland så ret siger, så er det Israel, som hver gang bryder våbenhvilerne.
Hver gang der har været en fredsavtale på vej, har israelerne provokeret den til døde enten ved en militær aktion/provokation i Gaza, eller som da Sharon tog en promonade på Tempelbjerget i Jerusalem før Fredagbønnen (i 2001) og dermed startede den anden Intifada. Det var ingen tilfældighed, dengang som nu, israelerne vil ikke lave nogen fredsavtale med palestinenserne. Ingen skal presse 'herrefolket' til noget.
Det værste er, at de ikke kan indse, at de selv har skabt dem den situation, de er i nu - fra nogle få stenkastende unge i 2001 til kraftig raketaffyring ind i Israel 2008/9.
Med Sharons udflytning af israelske 'settlers' fra Gaza, (som ikke var for at give palæstinensernes et bedre liv, men for israelsk militær kunne angribe Gaza uden at risikere israelske liv) og bygning af muren, har man skabt det perfekte fængsel uden flugtmuligheder.
- Man skal vist være amerikan eller jøde for ikke at se (indrømme), at det er et folkmord, som foregår.

Løsning? Fred?
Først af alt må omverdenen begynde at reagere forenet, tale om for Israel, at man ikke længere tolererer fortsat folkmord. Og jeg tror ikke diplomati hjælper - vi må sætte os ud over ubehaget med at blive kaldt antisemitter, nazisvin og alle de andre ting, som vil blive hældt ned over os, hver gang vi kritiserer beskidte handlinger begået af israelere, og iværksætte total sanktioner/boykot af al handel og samkvem med landet. Det som ville ha' sket for længe siden, hvis det var ethvert andet land, som havde opført sig som Israel.
Jeg ved, det vil udløse hævnaktioner og terror fra jødiske netværk verden over, men nogen må ha' modet til at gøre noget nu, eller så sker der ingen forandring - bare mere død.
Hvor længe kan verden bare se til?
Enough is enough!

Adrian Hamilton har fuldstændigt ret! Det Saudiarabiske initativ ligger bare og venter på at blive taget alvorligt. Samtlige arabiske lande bakker op om forslaget, men Israel har ignoreret det indtil videre.

Så hvad venter verden på? Hvorfor presses der ikke på for at få Israel til at tilslutte sig forslaget? Er det fordi Hamas ikke har tilsluttet sig forslaget? Det skulle ikke være noget problem, for Hamas har erklæret, at de er villige til at indgå en 50-årig våbenhvile med Israel, hvis Israel trækker sig ud af de besatte områder, som det saudiske forslag kræver. I praksis er dette det samme som en fredsaftale.

Er det fordi DK, USA med flere ikke har lyst til at trodse Israel som helt tydeligt nærer en dyb foragt for det saudiske forslag? Det er nok snarere her, at skoen trykker.

Imens Per Stig Møller stadig klamrer sig til sin "køreplan for fred" som afgik ved døden for adskillige år siden, bygger Israel lystigt nye bosættelser på Vestbredden og fortsætter den stille etniske udrensning af palæstinensere fra Østjerusalem og Jordandalen.

Come on Per Stig! Hvis du virkeligt mener noget med dine flotte ord om en to-statsløsning, må du kræve et øjeblikkeligt stop for byggeriet af bosættelser og bakke op om det saudiske forslag!

Ben,

Israel er en demokratisk stat. Der er ingen fælles ideologi, men derimod et antal, hvoraf nogle næres af konflikten.

Dit udsagn er derfor noget ufatteligt vrøvl, men efter at have læst videre i dit retorisk stærkt overdrevne, hadske indlæg, så undres jeg ikke.

Uanset hvilke sympatier eller antipatier man har overfor parterne, og uanset på hvilken mere eller mindre smagfuld måde der er givet udtryk for disse i diverse tråde under henvisning til historie eller retfærdighed, er det en kendsgerning, at Israel vil bestå som en stat i Mellemøsten.

Israel er en atommagt. Hvis det kommer til en reel trussel af Israels eksistens vil Mellemøsten blive lagt i en atomarruin.

Derfor skal Israels eksistens anerkendes og garanteres af alle og forslaget fra de 22 medlemmer af Den Arabiske Liga, der forudsætter en sammenkobling af dette med en sikring af oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat indenfor 1967 grænserne, bør gøres til fælles politik for alle, der har en international politisk rolle at udspille.

Det vil Israel ikke gå med til da de imellemtiden har ca. 485´000 illegale bosættere udenfor deres 1967 grænse på Vestbank. De har fortrinsvis sat sig på de bedste stykker land, f.eks. Wadi Qasa'a området i Nordvestbredden med de bedste landbrudsjorde og de bedste vandreserver. Så hvis alle de skulle flyttes ind i 1967-grænserne så står Israel pludsligt med et massivt bolig- og vandproblem.

@ Kim Vibe

Du mener mht. "tilbagetrækningen" fra Gaza?

For det første: Israel holder stadig Gazastriben besat ved at kontrollere grænserne, farvandet og luftrummet og holde disse transportveje lukket. Således er Gazastriben omdannet til verdens største fængsel. Læs mere herom på den israelske menneskerettighedsorganisation Btselems hjemmeside:
http://www.btselem.org/English/Gaza%5FStrip/

For det andet: Gaza i sig selv vil aldrig kunne danne en levedygtig stat. Dertil er der for stor en befolkning og for få naturressourcer. Gaza bliver selvfølgelig nødt til at være en del af en palæstinensisk stat sammen med Vestbredden. At gøre Gazastriben til en stat ville svare til at tage hele Storkøbenhavns befolkning (og flere til) og flytte den til Langeland og kræve at den opretter en levedygtig stat dér. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre.

For det tredje: Tingene havde med garanti udviklet sig i en bedre retning hvis Vesten havde støttet op om den samlingsregering som Hamas indgik med Fatah fremfor at boykotte Hamas og fremprovokere en borgerkrig mellem Fatah og Hamas.

Den saudiske fredsplan baserer sig på FNs sikkerhedsråds resolutioner og burde være en plan som Danmark helhjertet støtter op om og presser de involverede parter - i særdeleshed Israel - til at tilslutte sig.

@ Kim Vibe og Thomas Holm.

Jeg tror også at det kan blive frygteligt svært at få rømmet alle bosættelser på Vestbredden. Hvis Israel ikke vil bane vej for en to-statsløsning ved at rømme Vestbredden, er der kun én mulighed tilbage: én-statsløsningen.

Denne går ud på at der i hele det historiske Palæstina dannes én fælles stat for både palæstinensere og israelere med lige rettigheder for alle borgere. Grupper som PFLP har længe advokeret for denne løsning som på mange måder er den mest retfærdige løsning, men jeg har svært ved at forestille mig at Israel på nogen måde vil acceptere en sådan løsning, da den vil medføre, at Israel ophører med at eksistere som en jødisk stat.

Christian,

Vedr. Gaza. Israel kontrolerer ikke den ægyptiske grænse. Og Det går jo ellers udemærket i en lang række andre ministater med samme geo- og demografiske forudsætninger.

Den nyeste er vel Kosovo, hvor der trods problemer, dog er en langt mere konstruktiv tilgang til statsdannelse.

Så aldrig er et stort ord. De kunne jo også opgive snakken om en palæstinensisk stat og lade Gaza gå tilbage til Ægypten, hvis de ikke mener, at Gaza kan udgøre udgangspunktet for en stat.

Og hvorfor er det lige at palæstinenserne skal have en stat? De har aldrig haft en.

En enstatsløsning virker heller ikke spiselig.

Steffen Boeskov

"Og hvorfor er det lige at palæstinenserne skal have en stat? De har aldrig haft en. "

Nej, og det havde de jøder, der bosatte sig i Palæstina efter 1945 heller ikke, men det er vel helt ok, at de skulle have én går jeg ud fra?

Magen til dobbeltmoral..

Bente Simonsen

C. Schønbeck

Kan blot tilslutte mig.
Hvis man har været i Israel lige efter 1967- krigen og har været der de inden for de seneste 5-6, så ved man hvor mange israelske bosættelser, der findes fra Golan-højderne og ned. Det er slet ikke realistisk at tro, at israelerne skulle give afkald på noget land.

Idealet er nok blot et ideal.

Som tankeeksperiment ville dog Israel/Palæstina kunne eksistere som en stat, om ikke hadet og fanatismen på både sider (Hamas og rabiate jødiskortodokse grupper) var så stor. Sikkert er dog at den palæstinske befolkning, omend den største, sandsynligvis vil forblive den med den ringeste levestandard og med israelerne som overklassen.

Ser vi på Sydafrika, trods 'forsoningkommision' har man der aldrig opnået nogen retfærdig løsning med lige rettigheder for alle der. Det var de hvide, som satte dagsordenen, det var deres rettigheder, man tog hensyn til, deres forretninger som tilgodesås, til gengæld akceptere de så en afrikansk præsident, ellers ville de forlade landet med sine forretninger og brænde jorden efter sig. Allerede tidligt havde de store bolag registreret sig og overført sine penge til svejsiske banker af frygt for, hvad ANC måtte gøre.

Men ANC havde et skrækeksempel i Mozambique, hvor portugierserne, da de forlod landet, havde taget alt af værdi med sig, alt som kunne flyttes og resten blev ødelagt, huse, køretøjer el-, og vandforsyninger alt, hvilket næsten bankede landet tilbage til et stenaldersniveau.
Mandela ønskede for alt i verden ikke, at det samme skulle ske i Sydafrika og var derfor eftergivende i den grad, at trods apartheiens afskaffelse, så fik den afrikanske befolkning aldrig nogen forbedret levestandard, tværtimod er den blevet meget værre siden. Mange har mistet sine gårde og jord, sine huse og 50% flere lever i dag i slum.

Så man kan forestille sig et lignende billede i en israelsk/palæstinsk stat.
Alligevel syntes jeg, at énstatsløsningen er det eneste alternativ til den nuværende situation.

Det kan ikke være sådan, at vi skal se et helt folk blive nedslagtet, kan det?

Uden at gøre noget, fordi nogen har ret til at forsvare sig?

Jøderne har dog tidligere i historien haft en stat.

Er palæstinenserne overhovedet et definerbart folk. Er der tale om et folkeslag? Kunne de ikke ligesågodt være jordanere? Er der etnisk og sproglig forskel på jordanere og palæstinensere?

Tidligt i historien, ja for ca. 2000 år siden. Indtil Romerne smadrere den og oprette provinsen 'Palaestina' på dens ruiner. Denne provins forblev så som administrativt område indtil den indgik i de islamiske rige, under samme navn, Palæstina, blev den genfødt under Korstogene, hvorefter den igen indgik i Mamelukriget som del af Damascus-området, under Ægypterne som Bilad-området. Under det Osmanske Rige var Palæstina et overbegreb for området og Briterne overtog det da derfra.

Alle Eurpæiske landkort over området fra middelalder og optil 1948 viser området som Palæstina.

Mange flygtninge har stadigt deres ejendoms- og skattepapiere fra den sdene Osmanske Tid og den Britiske Mandatstid som bevis på at de er de rigtige og oprindelige ejere af landstykker som i dag er Israel.

Og ja Palæstinenserne er et definerbart folk, og ja den palæstinenske dialekt er forskelligt fra de andre arabiske dialekte i området.

Dit argument, snarere rhetoriske spørgsmål, er en tro kopi af det sædvanlige pis der kommer fra ultra-orthodoxe jøde og medlemmer af Yisrael Beiteinu som fornægter at der var et land og et folk før Israel kom til, den såkaldte 'tomt land' løgn.

@ Kim Vibe

Hvis palæstinenserne ikke skal have deres egen stat og der heller ikke skal dannes en fællesstat med Israel, hvad skal der så ske med palæstinenserne?

Skal de leve under en apartheid-lignende besættelse til evig tid?

De kunne integreres i de omkringliggende arabiske stater. Det er den normale løsningsmodel.

Den er anvendt i alle lignende tilfælde.

Kosovo?

Og sagen er jo lige at de ikke vil gå under i de omliggende nationer. De vil bevare deres egen kultur og deres uafhængighed.

Nej de ville gerne have været en del af Albanien, men det passede ikke ind i den overordnede situation.

Ellers Bosnien, Indien/Pakistan/Bangladesh, inddragelsen af østpreussen i Polen. Inddragelsen af det østlige Polen i Rusland. Listen er uendelig.

Ud af folkeforflyttelserne i kølvandet på de to verdenskrige og koloniernes nyvundne selvstændighed i det tyvende århundrede, udgør palæstinenserne en forvindende lille del.

Ja, men de er til gengæld meget bevidste over det og nægter at give op. I 60 år har de nu kæmpet for deres ret. Mens deres midler til tider er ret tvivlsomme, så kan man dog bifalde deres standhaftighed og vedholdenhed.

Jørgen Nielsen

Og her gik man og troede at venstrefløjen havde afskaffet nationalstaten, og kun havde hån tilovers for specifikke kulturelle og religiøse værdier.

@ Kim Vibe

Du mener, at palæstinenserne i de besatte områder "kunne integreres i de omkringliggende arabiske stater. Det er den normale løsningsmodel."

Mener du virkeligt, at de skal forlade deres hjem og jorder for at bosætte sig i et arabisk land? Det er jo nærmest en opfordring til etnisk udrensning.

Hvorfor er det ikke Israel, der skal afslutte 42 års besættelse af de palæstinensiske områder, som udtrykt i FN-resolution 242 gentaget i adskillige efterfølgende FN-resolutioner?

@ Ben Simon

Tak for konstruktive kommentarer vedrørende mulige udfordringer/problemer ved én-statsløsningen.

Både to-statsløsningen og ét-statsløsningen har fordele og ulemper og jeg har ikke noget endeligt svar på, om man skal støtte den ene eller den anden løsning. I øvrigt må det også være op til palæstinenserne selv, om de vil ønsker deres rettigheder sikret gennem den ene eller den anden løsning.

Men første prioritet her og nu må være at få stoppet blodbadet i Gaza og få løftet blokaden, dernæst kræve stop for udbygning af bosættelser og presse på for en holdbar og retfærdig løsning på konflikten.

@ Troels Siegthorwyn

Palæstinenerne bruger skam Ghandis metode. Det når bare aldrig frem til medierne som altid vælger at fokusere på volden. Se f.eks.

http://www.stopthewall.org/

eller

http://palestinafredsvagter.dk/

Palæstinenserne ikke-voldelige demonstrationer bliver bare altid mødt med vold af de israelske besættelsesstyrker.

Læs også om landsbyen Bilin som i over tre har har afholdt ugentlige demonstrationer mod den israelske adkillelsesbarriere som stjæler landsbyens jorder:

http://www.bilin-village.org/

Christian,

Fordi det aldrig kommer til at ske. Vestbredden er for vigtig for Israels sikkerhed. Kort sagt kan palæstinenserne enten blive i deres offerrolle, eller acceptere realiteterne og få sig et liv. Det skulle de have gjort for 60 år siden. Så havde der ikke været nogen konflikt.

De fleste nuværende grænsedragninger i Europa bygger på en eller anden form for etnisk udrensning eller folkeforflyttelse. Det er normalmetoden

"Forestil dig at araberne i stedet havde brugt Ghandis "våben"?"

Det er ret interessant at bemærke, at Gandhi himself, i en korrespondence med Martin Buber, foreslog det samme i forbindelse med jødeforfølgelserne i Tyskland.

In 1939 Mohandas Gandhi published an article stating that it was wrong and inhumane to impose Jews on the Middle East, which belonged to the Arabs. He wrote that Jews should stay in Europe and do non-violent civil disobedience with Nazis!

http://www.kehillasynagogue.org/KehillaMEPeace/Document_II.html

Desværre blev det heller ikke Martin Buber's ideer om en inkluderende og civilt baseret statsløsning, der vandt dette tidlige slag om zionismen. I stedet blev palæstinenserne fordrevet til deres nuværende "homelands" og Israel blev oprettet på et religiøst/etnisk grundlag.

Derfor handler det ikke om etnisk/religiøse argumenter, som Jørgen Nielsen ellers postulerer, men om imødekommelse af palæstinensernes helt basale menneskerettigheder. Heribland retten til selvbestemmelse, fri bevægelighed og basale ressourcer.

@ Kim Vibe.

Ville det ikke være bedre om du støttede kampen for palæstinensernes rettigheder frem for at advokere for etnisk udrensing?

Hvis en så aktiv person som dig kastede dig ind i kampen for menneskerettigheder, synes det da ikke helt umuligt, at den israelske besættelse vil få sin ende?

Christan,

Jeg er godt nok ufatteligt god, men tror dog nok alligevel, at det vil kræve bare end kende mere end min indsats, at løse konflikten i mellemøsten.

Hvad angår rettigheder, så er det noget man tilkæmper sig, og der er ikke en kinamands chance for, at palæstinenserne får en reelt selvstændig stat i min levetid.

Jeg tror, at alle inklusive palæstinenserne ville få væsentligt mere ud af at acceptere realiteterne.

Ja, Kim Vibe. Rettigheder er noget man tilkæmper sig. Og det er jo netop det palæstinenserne kæmper for: deres rettigheder. Og vi bør naturligvis støtte dem - ligesom vi bør støtte alle andre mennesker i deres kampe for rettigheder.

Ikke nødvendigvis. Det kommer helt an på, om det er i vores (Danmarks) interesse, at støtte deres rettigheder, eller om vi har større interesse i at støtte israelernes eller ingen af delene.

Lige nu hælder vi udenrigspolitisk til Israel uden dog direkte at tage parti. Det virker fornuftigt at indtage en semineutral holdning, da konflikten sikkerhedspolitisk i princippet rager os en papand, hvorimod vores militære hovedsponsor og væsentligste allierede klart tager parti for Israel og har klare sikkerhedspolitiske interesser i området.

Måske skal man se lidt mere globalistisk og helhedsorienteret på problemet og på dets mulige løsning: Vejen til fred i mellemøsten - kunne være at hele kloden kom under ét styre af samme stil som det Cubanske - så bliver det en biting derefter at løse de lokale konflikter rundt omkring på kloden.