Læserbrev

Vismændenes konklussioner er uansvarlige

Debat
30. januar 2009
Trods udsigten til stort beskæftigelsesfald har vismændene desværre støttet regeringen i, at finanspolitikken for 2009 ikke bør lempes ud over, hvad der ligger i finansloven for i år.Arkiv

Trods udsigten til stort beskæftigelsesfald har vismændene desværre støttet regeringen i, at finanspolitikken for 2009 ikke bør lempes ud over, hvad der ligger i finansloven for i år.Arkiv

David Trood

"It's the economy - stupid!"

Dette udtryk tillægges Bill Clinton, da han vandt præsidentembedet fra George Bush, Sr. Men måske skulle også andre overveje den økonomiske situation, inden 'gode' råd fremsættes.

I Inf. 26. januar er den nyudnævnte økonomiske vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen citeret for, at politikerne burde fremrykke stigningen i aldersgrænsen for efterløn til 2014. Af vismændenes seneste konjunkturvurdering fremgår ellers, at beskæftigelsen de næste tre år vil falde med 120.000. Så i bedste fald er det et dårligt timet forslag. Og det er langt fra sikkert, at ledighedskrisen er forbi i 2014. Det tog jo næsten 20 år efter oliekrisen i 1973.

Uansvarligt

Trods udsigten til stort beskæftigelsesfald har vismændene desværre støttet regeringen i, at finanspolitikken for 2009 ikke bør lempes ud over, hvad der ligger i finansloven for 2009. I afvisningen heraf manipulerer vismændene endvidere helt utilsløret, idet de skriver: "Forsøg på at holde ledigheden nede på det aktuelle niveau vil blot føre til større import, højere lønstigninger og en markant forværring af konkurrenceevnen."

Jeg har ikke kendskab til nogen med indsigt i dansk økonomi, der har argumenteret for, at ledigheden skulle holdes nede på omkring 43.500 ledige, som vismændene henviser til. Det, der har været argumenteret for - i lyset af den krise, der har været under udvikling i mere end et år, og som vismændene helt indtil deres seneste rapport har undervurderet eller ligefrem overset - er, at finanspolitikken skulle modvirke, at der fremover sker en for stor stigning i ledigheden.

Det er jo ikke smart - for at sige det mildt - at vente på, at ledigheden stiger til 100.000. For det standser jo ikke ved 100.000. Og derfor er vismændenes konklusion i deres nuværende rapport næsten lige så uansvarlig som i deres juni 2006 rapport, hvor de ligefrem afviste endda blot at diskutere en finanspolitisk stramning, selv om der dengang var alt for meget blus på dansk økonomi.

Desværre tyder den nye vismands udtalelser på, at de helt skæve konjunkturbedømmelser fortsætter. Og på det strukturmæssige område er der måske heller ikke nyt på vej. Det ville f.eks. være af langt større betydning, hvis vismændene undersøgte virkninger på det langsigtede arbejdsudbud af lærermangel og uigennemtænkte reformer af uddannelsessystemet end at fremsætte forslag, der ingen chance har med de nuværende beskæftigelsesudsigter. It's the economy -

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Kun idioter er i stand til at sige, at det hele er økonomi.

Arbejdsløshed er selvfølgelig et problem. Det er komplekst. Men problematikken kan opløses, til dels. Vi kunne f.eks. fordele den smule lortearbejde der er tilbage, og som er nødvendig at få udført. Og så kunne vi genoptage det liv, vi har fortrængt med evnen til at producere og forbruge.

Som min bedste ven Peter Tranberg skrev i sin kronik i 1991:
http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-44.pdf

Den dag i dag ville jeg ikke tøve med at tage hvert eneste af hans ord i min mund, som om de var mine egne.

John Henriksen

Kære Christen Sørensen,

du kan vel ikke for alvor mene, at krisen kun har været undervejs det seneste år. Den har været undervejs, lige siden huspriserne begyndte at lette i 2003, og det gjorde de uantastet og endda understøttet af regeringen, der jo netop har ført en ekspansiv finanspolitik før og under højkonjunkturen, og det er den forbrydelse mod menneskeheden, som er blevet begået over hele kloden, som nu får systemet til at kvæles i gæld.

Skattestoppet har været ekspansiv finanspolitik. Nye former for lån har været ekspansiv finanspolitik. Skatteletelser har været ekspansiv finanspolitik. Og centralbankernes alt for lave styrerenter har været problemet overalt på kloden, anført af og eksporteret fra USA.

Når først overophedningen og boblen er en kendsgerning, er der ikke noget at gøre ud over at nedbringe gearing i banker og gæld hos private og virksomheder. Regeringen kan føre så ekspansiv en finanspolik som den vil, det kommer ikke til at ændre noget som helst.

Lige så lidt som regeringen 'skabte' arbejdspladser under boblens opbygning - det gjorde adgangen til gældsætning gennem husprisernes himmelflugt og bankernes ringe evne til at gøre det, de er bedst til - lige så lidt kan de 'skabe' arbejdspladser, mens deflationen i de oppustede aktiver fører til tvungen gældsafvikling.

Og hvis du tror, at regeringen bare kan sælge for 100 mia kr statsobligationer om et par måneder, så må du tro om igen, for konkurrencen om kapitalen bliver benhård - USA og England har så enorme finansieringsbehov, at basisrenten på både 10-årige og 30-årige obligationer steg betragteligt på en auktion i dag, der skulle hente sølle 30 mia dollars. Om kort tid skal FED skaffe 800 mia dollars til Obamas forsøg på at lave det nummer, der ikke kan laves, nemlig at købe arbejdspladser for regeringens penge. Løbende skal FED også finansiere sine enorme opkøb af efterhånden enhver form for gæld - boliglån, commercial paper, FED skal finansiere næste trin i bail out-programmet + en evt. kommende 'bad ban', der skal opbevare alle de dårlige lån ... og England skal låne indst 180 mia pund i 2009.

Bottomline: regeringen har bevidst ført ekspansiv finanspolitik i en højkonjunktur, hvilket har efterladt borgerne med en gældsstigning på 53% i gennemsnit pr. husstand over fem år, iflg. Sydbank. Staten har til gengæld betalt en masse udenlandsk gæld med skatteindtægterne fra det falske opsving, der ikke bundede i nogen reel værdiskabelse. Nu har bankerne og borgerne så fået aben - sammen med landbruget, hvor jorden er handlet op i så sindssyge hektarpriser, at erhvervet skylder 371 mia og kun lige kan tjene til renterne.

Man kan slukke en brand, mens den brænder, men det er for sent at ville slukke den, når kun gløderne er tilbage.

John Henriksen

Og så er Det Økonomiske Råd jo et af den slags organer, som amerikanerne kalder 'pork' - altså en form for beskæftigelsesprojekt, som ikke har nogen som helst eksistensberettigelse. Det kunne man med sindsro nedlægge, for det siger ikke andet, end det samlede kor af økonomer i de sunde og veldrevne danske banker.

Torben Petersen

jJohn Henriksen

Med risiko for at lyde som Ritt Bjerregaard, så er det Christen mener, at krisen opsejling ikke har været til at overse siden Bank Trelleborgs konkurs for et år siden (andre varsler kan naturligvis også påpeges).

Til din lange række af kriseårsager skal jeg blot påpege at det ikke er konsistent. Nationalbankernes lave "styrerrenter" tvinger ikke de kommercielle institutioner til at låne ud til priser hvor profitten er negativ.

Her mangler du helt grundlæggende en forklaring på hvorfor disse institutioner ophører med at tjene aktionærernes interesser.

Torben Petersen

Med hensyn til om DØRS er pork eller ej, så afhænger det af, hvem der edpeges og hvorfor.

Problemet er, (og så hanr vi endda fået Hans Jørgen - gammel VS'er og arbejdsmarkedsmand), at man grundlæggende køber den borgerlige handelsregnings præmis om at det i den nuværende situation handler om at få produceret arbejdsløse nok til at profitraten ikke falder, så vi undgår overophedning af økonomien.

Steen Rasmussen

En gang i begyndelsen af 1970´erne, blev den daværende ukronede rejsekonge og psykolog konfronteret med en kæmpe skatteregning. Den gode Spies skulle så interviewes i den anledning.
Da intervieweren kom frem til det altafgørende spørgsmål; ”Hvad vil de så gøre ved den regning hr. Spies”?, svarede han med sin karakteristiske høje stemme: ”Jo, jeg vil tage mit checkhefte, og så vil jeg skrive en check på 26 millioner, og det er jo ikke noget problem, hvis der er dækning for den, og det er der jo”! På den måde sluttede interviewet lige så overraskende, som interviewerens forventning om jammer var blevet skuffet.

De eneste typer økonomiske aktører, der på sit løbende regnskab kan skrive andre i debit, uden at kreditere en anden konto, det er nationalbanken. Staten med sin nationalbank behøver ikke at bekymre sig om der er dækning for noget som helst. De eneste spørgsmål, der melder sig ved årets slutning, er om debitorerne stadig eksisterer, og om de har formøblet deres aktiver, så de må have tilført nogle flere, fuldstændigt lige som bankerne nu modtager donationer i rå mængder, fordi de har foræret deres penge ud til højre og venstre, venner og bekendte. Bankerne som stadig kan betale nationalbanken sin gæld tilbage kan så i det omfang registreres som nationalbankens aktiver ved årets afslutning, men tabene er sådan set ikke tab, for det koster ingen ting at lave penge.

Et helt andet spørgsmål går på, hvor længe nationen, nationalbanken kan få folk til at bruge pengene, som om de havde værdi, og altså udveksle goder og tjenesteydelser for dem. Dybest set kan enhver jo udstede sine penge, skrive andre og sig selv i gæld. Den magt der ligger i at kunne lave sine egne penge er gigantisk. Den bygger på lovgivning og gensidig social tillid.

Hvad lovgivningen angår, så er den ved at miste sin forpligtende karakter, i det nationalstaten og det overnationale organ, dvs. EU for længst har mistet sin legitimitet. Kunsten er at etablere tillid til det medie, der kan bære den økonomiske kommunikation, altså pengene.

Pengene har ikke længere nogen værdi i sig selv. Kontakten med og funderingen i realøkonomien er semantisk, dvs. de er kun et kommunikationsmedie, de virker så længe fiktionen eksisterer i hovedet på dem der bruger dem om at de har værdi i sig selv, der svarer til noget, eller så længe de har begrundet forventning om at andre vil modtage dem som betaling for modydelser.

Efter at pengenes værdi blev helt uafhængig af det, de lader sig præge på, eller den beholdning af ædelmetaller, der ind til Bretton Woods-samarbejdets sammenbrud udgjorde de bagvedliggende begrænsede værdier, som nationalbankerne ind til da var forpligtet på at lade gælde som dækning for dem, var der grænser for hvor mange penge eksempelvis USA kunne udstede. Det er der ikke længere.

Udfordringen for økonomer og nationalbanker går i dag på at bevare pengenes funktion som kommunikationsmedie. At bevare illusionen om økonomisk værdi. Hvis den er ved at briste, så er det måske udtryk for at en hypnose er ophævet, at illusionen, om at alt er økonomi, nu omsider er brudt sammen.

Det er en spændende tid vi lever i.

Lars Peter Simonsen

Steen Ole Rasmussen:
Spændende at se, hvordan Hvorslev, Søllerød
og Frederikshavns kommuner har været vækstlaboratorier for vore dages (a)socialpolitik...
Der er en dyb sandhed i det gamle udtryk :Penge er roden til alt ondt"...

Enhver konklusion, draget af en økonom eller andre, der ikke er indlejret i og forholder sig til, at vi lever i et økosystem, der ikke kan rumme uendelig vækst og på en række strategisk vigtige områder kun råder over finale ressourcer (olie som eksempel).

Bæredygtighed og plads til de næste par generationer, tak, ellers må økonomi betragtes som den mest skadelige af alle de indtil nu eksisterende religioner.