Kommentar

Afslut krigen mod narko

Det er kun en måde at vinde krigen mod de internationale narkokarteller på: ved at legalisere narkotika. Det viser udviklingen i Afghanistan og i Mexico - lande, der begge er i narkoterroristers vold og på vej til at kollapse
For nylig blev 21 dræbt i en skudduel mellem soldater og narkokateller tæt på den amerikanske græsne til Mexico. Faktisk kontrollerer narkobander hele otte procent af Mexicos globale BNP.

For nylig blev 21 dræbt i en skudduel mellem soldater og narkokateller tæt på den amerikanske græsne til Mexico. Faktisk kontrollerer narkobander hele otte procent af Mexicos globale BNP.

24. februar 2009

I en situation, hvor den globale økonomi ramler om ørene på os, er 'krigen mod narkotika' næppe, hvad der ligger præsident Barack Obama mest på sinde. Men handler han ikke hurtigt på også denne front, risikerer han - meget snart - at få alvorlige problemer i form af to sammenbrudte og forblødende lande. Det første ligger i Afghanistans fjerne bjerge. Det andet ligger lige på dørtærsklen på den anden side af Rio Grande.

Hvor i verden er faren for at blive halshugget størst? Hvor findes politifolks afhuggede kranier i gaderne uge efter uge med blodige budskaber vedhæftet: "Dette er her for at lære jer respekt"? Hvor bliver der kas-tet håndgranater ind i menneskemængder for at intimidere offentligheden til at holde kæft? Hvilket land har USA's generalstab udpeget som i størst fare for at kollapse efter Pakistan? Svaret er ikke Irak, det er Mexico! Dødstallet i Tijuana er i dag højere end i Bagdad.

Historien om, hvordan det kom så vidt, er historien om en krig, og om hvorfor det haster med at bringe denne krig til ophør. Når man kriminaliserer et rusmiddel, for hvilket der findes det stort marked, forsvinder det ikke af den grund. Handlen overgår blot til bevæbnede kriminelle bander. Og for at beskytte deres markedsandele og forsyningsruter vil disse bander ruste op - og dræbe alle, som stiller sig i vejen. Denne grumme virkelighed kan hver dag ses udfolde sig dag i Londons og Los Angeles gader, hvor teenagebander bruger knive og pistoler imod hinanden i kampen om kontrollen over et marked med profitrater på 3.000 procent. Forestil Dem de samme aktiviteter forstørret op til et helt lands niveau, så har De dagens Mexico og Afghanistan.

Balloneffekten

Narkobander kontrollerer hele otte procent af det globale BNP. Det betyder, at de råder over større ressourcer end flere nationale hære. De ejer helikoptere og undervandsbåde og har råd til at sprede korruptionens pæleorm i fattige som rige lande.

Hvorfor Mexico og hvorfor nu? I det seneste årti har USA brugt formuer på at sprøjte giftige kemikalier ud over Colombia cocadyrkende områder med den konsekvens, at narkoproduktionen nu er rykket til Mexico. Dette kendes som 'balloneffekten' - klem ballonen ét sted og luften bulner ud et andet. Da jeg sidst var der i 2006, var den narkorelaterede vold allerede i kraftig vækst, men aldrig havde jeg forestillet mig, at volden ville vokse til sit nuværende niveau: I 2007 blev over 2.000 mennesker dræbt, i 2008 var tallet 5.400, heraf mange helt uskyldige som en gravid kvinde, der vaskede sin bil, eller et fireårigt barn fra en familie, som sad og så fjernsyn i 'det forkerte hus'.

70 procent af mexicanerne siger i dag, at de frygter at gå på gaden på grund af narkokartellerne. Kartellerne stiller Mexicos politi og politikere over for valget: plato o ploma - sølv eller bly, tag imod bestikkelse eller tag imod en kugle. Indenrigsminister Juan Camilo Mourino erkender, at kartellerne har korrumperet politiet i en grad, at man ikke længere kan garantere meddelere og offentlighed beskyttelse. Den tidligere chef for USA's agentur for narkobekæmpelse Barry McCaffrey siger, at "Mexico ikke bare står over for farlig narkokriminalitet. Det står i en overlevelseskamp imod narkoterrorister".

Inden for fem år, spår han, vil det være en narkostat kontrolleret af kartellerne.

Magtesløst demokrati

Samme proces har fundet sted hos Taleban i Afghanistan. Landets uhyggeligt forarmede bønder er tyet til den eneste afgrøde, der indbringer dem nok til, at de kan holde deres børn i live: opium. Opiumsdyrkning tegner sig for op til 50 procent af landets BNP, og narkokartellerne opererer med et langt større budget end den folkevalgte regering. Det unge demokrati, hvis politi og hær er gennemsyret af korruption, fremstår følgelig magtesløst.

USA har reageret imod dette ved at erklære 'krig imod opium', ja NATO's øverstkommanderende har ifølge Der Spiegel sågar beordret sine tropper til at "dræbe alle opiumshandlere".

At ødelægge fattige bønders afgrøder og dræbe deres familiemedlemmer er at skabe et perfekt rekrutteringsgrundlag for Taleban, og krigen mod narko er da også en væsentlig forklaring på den islamistiske bevægelses genopblussen.

Hvad er alternativet? Terry Nelson, en af USA's ledende forbundsstatslige agenter i kampen mod narkokarteller gennem 30 år, konstaterer, at den nuværende taktik er nyttesløs.

"At slå til imod de dominerende narkosmuglere nytter ikke, for andre slås om at komme til at erstatte dem," forklarer han.

Resultatet bliver endnu mere vold, når en fortsat strøm af unge profitbegærlige mænd træder ind i tomrummet og søger at bekæmpe deres rivaler. Der er kun ét alternativ, konkluderer Nelson:

"At legalisere og regulere narkotika vil stoppe narkokriminalitet og -vold og sætte de store karteller og bander ud af spillet. Det er den eneste måde at komme dem til livs, men hvornår vil vores ledere begynde at tale om den?"

Også Norm Stamper, tidligere politidirektør i Seattle, er overbevist om, at incitamentet til kriminalitet vil blive decimeret, i det øjeblik at indtægtskilderne tørrer ud.

"En reguleret legalisering af al narkotika vil medføre bankerot for narkobanderne: intet produkt, ingen profit, intet incitament," siger han.

Lukrativ legalisering

Vi behøver ikke at spekulere over hvad følgerne vil blive af en legalisering. Det er tilstrækkeligt at kaste et blik på, hvordan forrige forbuds-tid sluttede. Da alkohol blev kriminaliseret i USA, steg mordraten dramatisk. Og samme år, som det igen blev legaliseret faldt den lige så markant og fortsatte med at falde i 10 år (alkoholisme holdt sig konstant, mens dødsfald som følge af hjemmebrændt sprut faldt drastisk).

På samme måde som Al Capone gik bankerot, da alkohol blev legaliseret, vil vi altså også kunne lukke butikken for de mexicanske karteller, for Taleban og for alle de bander, som nu skyder sig vej gennem verden.

Mexicanerne og afghanerne selv er de første til at kræve denne løsning. I 2006 foreslog den forrige mexicanske præsident faktisk en legalisering, og Mexicos kongres støttede forslaget, men Bush-regeringen gik helt amok og lagde et så massivt pres, at i præsidenten i sidste øjeblik nedlagde veto mod sit eget forslag.

I dag siger han, at USA "en skønne dag" vil indse, at "der ikke findes nogen anden løsning."

Obama er den tredje amerikanske præsident i træk, som indrømmer at have eksperimenteret med stoffer i sin ungdom, men han ved, at dette er et betændt emne, hvor han af sine modstandere vil kunne blive stemplet som "blød over for kriminalitet".

Hvor narkotika bliver afkriminaliseret som i Nederlandene er narkomisbruget ganske vist mindre end i USA. Og da flere amerikanske stater i 1970'erne afkriminaliserede marijuana, steg forbruget ikke af den grund. Men vil budskabet blive forstået?

Det er værd at huske på, at den folkelige opinion er lettere at rokke i en depressionstid. I begyndelsen af Depressionen var støtten til alkoholforbuddet stadig høj, men efter fem år var den næsten helt væk.

Som smøger og alkohol

Harvard-økonomen Jeffrey Miron har beregnet, at narkobekæmpelse koster den amerikanske regering 44 milliarder dollar om året, og at en legalisering samtidig vil kunne indbringe 33 milliarder dollar i afgifter, hvis narkotika afgiftsbelægges på samme måde som cigaretter og alkohol. Nogle af alle disse penge vil kunne bruges til afvænning og misbrugsbehandling. Har USA virkelig råd til fortsat at finansiere den fejlslagne krig imod narko, især når konsekvensen kan blive kollaps for dets eget naboland og for det land, hvori det udkæmper en krig for demokratiets sag.

En legalisering af narkotika vil også kunne blive det største fremskridt for borgerrettighederne siden Lyndon Johnson. I dag er 14 procent af amerikanske narkomaner sorte, mens tallet sorte udgør 74 procent af de narkokriminelle i USA's fængsler. En hel sort generation er blevet ødelagt af forbudspolitikken.

Obama selv kunne let være blevet en af disse fortabte, hvis politiet havde stormet det forkerte party på det forkerte sted.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

"Mexicanerne og afghanerne selv er de første til at kræve denne løsning. I 2006 foreslog den forrige mexicanske præsident faktisk en legalisering, og Mexicos kongres støttede forslaget, men Bush-regeringen gik helt amok og lagde et så massivt pres, at i præsidenten i sidste øjeblik nedlagde veto mod sit eget forslag."

Det er korrekt. Så mangler vi bare en artikel om hvorfor Bush regeringen gik amok. Det går tilbage til Bush Snr og hans tid hos CIA med et smut forbi Iran-Contra. Ja, rygterne er sande, CIA tjener tons af penge på narko og de gør Bush familien også...hvorfor var de ellersså gale på Taleban til at begynde med?

Morten Mørkøre

Ønsket om et total stop for brug af, og en evt. udryddelse af marihuanaplanten, kan af kulturelle grunde, ikke lade sig gøre. Hvorfor ikke se i øjnene, at vi ved en pragmatisk og visionær besluttet legalisering, kan stoppe denne 30årige omkostningsfulde forfølgelse og destruktive krig mod medborgerne og deres ret til et eget valg.

Ved en total legalisering, vil vi udover at hele det sår, som kriminalisering af marihuanaen har forårsaget på de kulturer, som denne plante igennem årtusinder, var en vigtig og givende del af, også give disse lande en stor mulig for, at bytte den omkostningsfulde og uværdige ulandshjælp ud, med eksportindtægter.

I lande som Nepal, Indien og Kashmir, Pakistan, Afghanistan, Iran, Irak, Tyrkiet, Libanon, Marokko og de andre afrikanske lande, Mexico osv. osv, har planten, i større eller mindre grad, altid været en integreret og uproblematisk del af kulturen.
I mange af disse lande lever en stor del af befolkningen i golde og ufrugtbare ørkenområder, hvor tørre og sandede jordbundsforhold, vanskeliggør dyrkningen af sunde og afsætningsmulige afgrøder. Under sådanne forpinte forhold vil denne plante være yderst velegnet til at dyrke.

Mange bønder vil hermed få en savnet mulighed for at udføre et dagligdags, selvværdsnyttigt og økonomisk indbringende stykke arbejde, som udover at understøtte og sikre familiens overlevelse og livskvalitet, også vil give den enkelte bonde mulighed for at sige fra og ikke ende, som en sulten opiumsdyrker eller som en destruktiv terrorist.