Afslut krigen mod narko

I en situation, hvor den globale økonomi ramler om ørene på os, er 'krigen mod narkotika' næppe, hvad der ligger præsident Barack Obama mest på sinde. Men handler han ikke hurtigt på også denne front, risikerer han - meget snart - at få alvorlige problemer i form af to sammenbrudte og forblødende lande. Det første ligger i Afghanistans fjerne bjerge. Det andet ligger lige på dørtærsklen på den anden side af Rio Grande.

Hvor i verden er faren for at blive halshugget størst? Hvor findes politifolks afhuggede kranier i gaderne uge efter uge med blodige budskaber vedhæftet: "Dette er her for at lære jer respekt"? Hvor bliver der kas-tet håndgranater ind i menneskemængder for at intimidere offentligheden til at holde kæft? Hvilket land har USA's generalstab udpeget som i størst fare for at kollapse efter Pakistan? Svaret er ikke Irak, det er Mexico! Dødstallet i Tijuana er i dag højere end i Bagdad.

Historien om, hvordan det kom så vidt, er historien om en krig, og om hvorfor det haster med at bringe denne krig til ophør. Når man kriminaliserer et rusmiddel, for hvilket der findes det stort marked, forsvinder det ikke af den grund. Handlen overgår blot til bevæbnede kriminelle bander. Og for at beskytte deres markedsandele og forsyningsruter vil disse bander ruste op - og dræbe alle, som stiller sig i vejen. Denne grumme virkelighed kan hver dag ses udfolde sig dag i Londons og Los Angeles gader, hvor teenagebander bruger knive og pistoler imod hinanden i kampen om kontrollen over et marked med profitrater på 3.000 procent. Forestil Dem de samme aktiviteter forstørret op til et helt lands niveau, så har De dagens Mexico og Afghanistan.

Balloneffekten

Narkobander kontrollerer hele otte procent af det globale BNP. Det betyder, at de råder over større ressourcer end flere nationale hære. De ejer helikoptere og undervandsbåde og har råd til at sprede korruptionens pæleorm i fattige som rige lande.

Hvorfor Mexico og hvorfor nu? I det seneste årti har USA brugt formuer på at sprøjte giftige kemikalier ud over Colombia cocadyrkende områder med den konsekvens, at narkoproduktionen nu er rykket til Mexico. Dette kendes som 'balloneffekten' - klem ballonen ét sted og luften bulner ud et andet. Da jeg sidst var der i 2006, var den narkorelaterede vold allerede i kraftig vækst, men aldrig havde jeg forestillet mig, at volden ville vokse til sit nuværende niveau: I 2007 blev over 2.000 mennesker dræbt, i 2008 var tallet 5.400, heraf mange helt uskyldige som en gravid kvinde, der vaskede sin bil, eller et fireårigt barn fra en familie, som sad og så fjernsyn i 'det forkerte hus'.

70 procent af mexicanerne siger i dag, at de frygter at gå på gaden på grund af narkokartellerne. Kartellerne stiller Mexicos politi og politikere over for valget: plato o ploma - sølv eller bly, tag imod bestikkelse eller tag imod en kugle. Indenrigsminister Juan Camilo Mourino erkender, at kartellerne har korrumperet politiet i en grad, at man ikke længere kan garantere meddelere og offentlighed beskyttelse. Den tidligere chef for USA's agentur for narkobekæmpelse Barry McCaffrey siger, at "Mexico ikke bare står over for farlig narkokriminalitet. Det står i en overlevelseskamp imod narkoterrorister".

Inden for fem år, spår han, vil det være en narkostat kontrolleret af kartellerne.

Magtesløst demokrati

Samme proces har fundet sted hos Taleban i Afghanistan. Landets uhyggeligt forarmede bønder er tyet til den eneste afgrøde, der indbringer dem nok til, at de kan holde deres børn i live: opium. Opiumsdyrkning tegner sig for op til 50 procent af landets BNP, og narkokartellerne opererer med et langt større budget end den folkevalgte regering. Det unge demokrati, hvis politi og hær er gennemsyret af korruption, fremstår følgelig magtesløst.

USA har reageret imod dette ved at erklære 'krig imod opium', ja NATO's øverstkommanderende har ifølge Der Spiegel sågar beordret sine tropper til at "dræbe alle opiumshandlere".

At ødelægge fattige bønders afgrøder og dræbe deres familiemedlemmer er at skabe et perfekt rekrutteringsgrundlag for Taleban, og krigen mod narko er da også en væsentlig forklaring på den islamistiske bevægelses genopblussen.

Hvad er alternativet? Terry Nelson, en af USA's ledende forbundsstatslige agenter i kampen mod narkokarteller gennem 30 år, konstaterer, at den nuværende taktik er nyttesløs.

"At slå til imod de dominerende narkosmuglere nytter ikke, for andre slås om at komme til at erstatte dem," forklarer han.

Resultatet bliver endnu mere vold, når en fortsat strøm af unge profitbegærlige mænd træder ind i tomrummet og søger at bekæmpe deres rivaler. Der er kun ét alternativ, konkluderer Nelson:

"At legalisere og regulere narkotika vil stoppe narkokriminalitet og -vold og sætte de store karteller og bander ud af spillet. Det er den eneste måde at komme dem til livs, men hvornår vil vores ledere begynde at tale om den?"

Også Norm Stamper, tidligere politidirektør i Seattle, er overbevist om, at incitamentet til kriminalitet vil blive decimeret, i det øjeblik at indtægtskilderne tørrer ud.

"En reguleret legalisering af al narkotika vil medføre bankerot for narkobanderne: intet produkt, ingen profit, intet incitament," siger han.

Lukrativ legalisering

Vi behøver ikke at spekulere over hvad følgerne vil blive af en legalisering. Det er tilstrækkeligt at kaste et blik på, hvordan forrige forbuds-tid sluttede. Da alkohol blev kriminaliseret i USA, steg mordraten dramatisk. Og samme år, som det igen blev legaliseret faldt den lige så markant og fortsatte med at falde i 10 år (alkoholisme holdt sig konstant, mens dødsfald som følge af hjemmebrændt sprut faldt drastisk).

På samme måde som Al Capone gik bankerot, da alkohol blev legaliseret, vil vi altså også kunne lukke butikken for de mexicanske karteller, for Taleban og for alle de bander, som nu skyder sig vej gennem verden.

Mexicanerne og afghanerne selv er de første til at kræve denne løsning. I 2006 foreslog den forrige mexicanske præsident faktisk en legalisering, og Mexicos kongres støttede forslaget, men Bush-regeringen gik helt amok og lagde et så massivt pres, at i præsidenten i sidste øjeblik nedlagde veto mod sit eget forslag.

I dag siger han, at USA "en skønne dag" vil indse, at "der ikke findes nogen anden løsning."

Obama er den tredje amerikanske præsident i træk, som indrømmer at have eksperimenteret med stoffer i sin ungdom, men han ved, at dette er et betændt emne, hvor han af sine modstandere vil kunne blive stemplet som "blød over for kriminalitet".

Hvor narkotika bliver afkriminaliseret som i Nederlandene er narkomisbruget ganske vist mindre end i USA. Og da flere amerikanske stater i 1970'erne afkriminaliserede marijuana, steg forbruget ikke af den grund. Men vil budskabet blive forstået?

Det er værd at huske på, at den folkelige opinion er lettere at rokke i en depressionstid. I begyndelsen af Depressionen var støtten til alkoholforbuddet stadig høj, men efter fem år var den næsten helt væk.

Som smøger og alkohol

Harvard-økonomen Jeffrey Miron har beregnet, at narkobekæmpelse koster den amerikanske regering 44 milliarder dollar om året, og at en legalisering samtidig vil kunne indbringe 33 milliarder dollar i afgifter, hvis narkotika afgiftsbelægges på samme måde som cigaretter og alkohol. Nogle af alle disse penge vil kunne bruges til afvænning og misbrugsbehandling. Har USA virkelig råd til fortsat at finansiere den fejlslagne krig imod narko, især når konsekvensen kan blive kollaps for dets eget naboland og for det land, hvori det udkæmper en krig for demokratiets sag.

En legalisering af narkotika vil også kunne blive det største fremskridt for borgerrettighederne siden Lyndon Johnson. I dag er 14 procent af amerikanske narkomaner sorte, mens tallet sorte udgør 74 procent af de narkokriminelle i USA's fængsler. En hel sort generation er blevet ødelagt af forbudspolitikken.

Obama selv kunne let være blevet en af disse fortabte, hvis politiet havde stormet det forkerte party på det forkerte sted.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen