Læsetid: 2 min.

Betyder euroen mangel på indflydelse?

Ofte har vi i eurodebatten hørt argumentet om, at Danmark mister indflydelse ved ikke at sidde med ved bordet, som det kaldes, selv om det burde hedde 'sidde med ved bordene', da der faktisk er to borde at sidde med ved
7. februar 2009

Sofie Carsten Nielsen (R) fremturer i Information den 5. februar med, at vi vil miste indflydelse, hvis ikke vi sidder 'med ved bordet', selv om det ikke er rigtigt. Ingen af bordene vil give den danske befolkning eller politikere nogen synderlig indflydelse.

Det første bord er Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, hvor rentebeslutninger mv. tages. Her er der reel indflydelse, men til gengæld er politikerne bandlyst ved bordet. Her sidder direktørerne for de nationalbanker, som er med i euroen. Imidlertid er den politik, som Styrelsesrådet skal følge, fastlagt i den gældende Nicetraktats artikel 105, nemlig at sikre prisstabilitet og dermed en monetaristisk nyliberal politik. Desuden er det ifølge traktatens artikel 108 strengt forbudt at søge eller modtage instrukser fra medlemslandenes regeringer. Med andre ord er den politiske indflydelse for Danmark ved at have Nationalbankdirektøren siddende i rådet lig nul.

Det andet bord er anderledes politisk, men til gengæld uden reel politisk betydning. Det drejer sig nemlig om den såkaldte eurogruppe, som består af finansministrene i eurolandene. Her er der ingen reel politisk beslutningskompetence, idet man ikke må udstede instrukser til Centralbanken. Man kan til gengæld udtale sine holdninger, hvilket Danmark selvfølgelig også kan i dag. Derudover fungerer eurogruppen mest som en kaffeklub, hvor man kan løfte pegefingre ad de lande, som har svært ved at overholde stabilitetspagten. Disse lande er dog ikke forpligtet til at følge de løftede pegefingre fra eurogruppen. Reelt er eurogruppen altså af mindre betydning.

Mister selvbestemmelse

Men andre ord mister Danmark ikke indflydelse ved ikke at sidde med ved bordet. Tværtimod kan man sige, at danskerne har større selvbestemmelse og dermed større indflydelse på egne forhold ved at stå uden for euroen. For det første bestemmer Danmarks Nationalbank selv over renten, og det betyder, at vi faktisk har stor sikkerhed for at få en rente, som passer til den danske økonomi. Modsat nu hvor ECB-renten er en gennemsnitsrente, der skal tage højde for 16 forskellige landes økonomiske behov, hvilket ikke mindst Irland, Italien, Spanien og Grækenland lider under. Senest har analytikere som den svenske økonom Gabriel Stern og chefen for Hedgefonden Eclectica Asset Management, Hugh Hendry, i Daily Mail den 27. januar advaret mod, at euroen risikerer at bryde sammen på grund af dette. For det andet har vi uden for euroen mulighed for at vælge at føre en flydende valutakurs som Sverige, Norge, Schweiz og England. Som det er nu, så betyder fastkurspolitikken (eller et euromedlemskab) en glidende opskrivning af kronen, som svækker konkurrenceevnen og koster job. At hoppe på eurotoget nu vil altså hverken gavne dansk økonomi eller give indflydelse. Med krisen i 'Euroland' in mente svarer det derimod til at indløse billet til Titanic fem minutter før mødet med isbjerget.

Jakob Lindblom er medlem af Folkebevægelsen mod EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Ja, vi har mulighed for at genindføre en flydende kronekurs, herunder over for Sverige, Norge, Schweiz og UK.

Men vi er så nogle der husker hvordan det gik, da Anker Jørgensen fulgte den politik. Også Heinesens senere udtalelser om at vi havnede langt nede i afgrunden.

Mens han stadig var i politik talte han kun om at vi /nærmede/ os afgrunden.

Ingen ansvarlige politikere vil naturligvis genindføre den politik, men det vil den Folkebevægelse naturligvis, der nostalgisk længes tilbage til dagene under Anker, med en tocifret inflation og 300.000 arbejdsløse.

Jakob Lindblom

Kære Per Erik Rønne

Tak for kommentaren til min artikel. Imidlertid tager du fejl på et afgørende punkt.

Før fastkurspolitikken i 1982 havde Danmark nemlig ikke en flydende kronekurs, men var medlem af først den såkaldte valutaslange og siden EMSsamarbejdet, der tillod visse udsving i forhold til de øvrige valutaer i samarbejdet. Dette muliggjorde spekulation i kronen for at se, om disse udsvingsbånd kunne brydes, og om spekulanterne kunne tjene penge.

Forskellen fra fastkurspolitikken var, at kronen og andre valutaer med jævne mellemrum blev nedskrevet gennem devalueringer i forhold til især D-marken, hvilket kunne aflæses i udlandsgælden og derfor var fastkurspolitikken på det tidspunkt fornuftig. Omvendt har fastkurspolitikken siden kostet os mange milliarder i tabt konkurrenceevne ved at kronen kunstigt er blevet opskrevet ift. vores mange samhandelspartnere, som ikke har euro (eller D-mark). Dette har bla. økonomen Jesper Jespersen netop srevet en længere kommentar i Politiken om i går.

En flydende valutakurs, som den svenske og Schweiziske har netop hverken binding eller udsvingsbånd, som muliggør spekulation og devaluering. Flere bankfolk som Steen Bocian og Jyske Banks chefanalytiker (kan ikke lige huske navnet) har faktisk peget på denne mulighed.

Du er også meget velkommen til at læse mere i denne pjece fra Folkebevægelsen mod EU, som jeg har været medforfater på:

http://www.folkebevaegelsen.dk/IMG/pdf/europixi-jan09.pdf

Med venlig hilsen

Jakob Lindblom

mona blenstrup

Al den snak om at sidde med ved bordet i EU regi, kostede jo Centrumdemokraterne deres parti.

At sidde med ved bordet i en forsamling, hvor man reelt ingen indflydelse har, er da helt til grin.

Og med den nye traktat bliver det lille Danmark slet ikke i stand til at gøre ret meget, hverken økonomisk eller politisk.

Men kan man forherlige den EU mønt ved at få charterturister til at synes, det er fedt ikke at skulle veksle inden dase og drink ferien, så har man desævrre nok tilslutning til det.

Selv er jeg helst fri for fælles mønt. Det er rigeligt, at alting ellers snart er magen til i hele euroland.

Indførelsen af fælles mønt skulle have været til folkeafsteming i alle lande. Så havde den været lige sså stendød, som en vis statsminister sagde om unionen.
og mine italienske venner hvade ikke fået de voldsomme prisstigninger, som har nedsat deres livsgrundlag.