Kronik

Biblioteket i Alexandria - et lyspunkt i islam

Oldtidens største bibliotek i Alexandria brændte omkring år 400. Den egyptiske stat har nu skabt et moderne bibliotek, som mange håber vil tage udfordringen op fra sin berømte forgænger: et sted for debat om udvikling og reformer i den arabiske verden
Alexandrias nye bibliotek kalder sig Egyptens vindue mod verden og verdens vindue mod Egypten. Samtidig er det et mødested for dialog på tværs af kulturerne og er kendt som et håb for oplysning i den islamiske verden.

Alexandrias nye bibliotek kalder sig Egyptens vindue mod verden og verdens vindue mod Egypten. Samtidig er det et mødested for dialog på tværs af kulturerne og er kendt som et håb for oplysning i den islamiske verden.

Claus Bjørn Larsen

16. februar 2009

Oldtidens bibliotek i Alexandria var et mødested for intellektuelle fra hele den dengang kendte verden. Det var her Euklid skrev sin geometri, og det var her Arkimedes lavede sine fysiske teorier. Omkring år 400 brændte biblioteket og gik så mere eller mindre i glemmebogen indtil genoprettelsen ved en international indsats, men med lederskab af den egyptiske regering, i oktober 2002.

I mellemtiden var det berømte fyrtårn i Alexandrias havn, der var et af verdens syv vidundere også forsvundet, ramt af et jordskælv. Det genoprettede bibliotek er på mange måder en kombination af de to oldtidsinstitutioner. Biblioteket kalder sig Egyptens vindue mod verden og verdens vindue mod Egypten. Samtidig er det et mødested for dialog på tværs af kulturerne og er kendt som et håb for oplysning i den islamiske verden, altså fyrtårn og bibliotek på samme tid. Ideen om oplysning illustreres også i selve bibliotekets arkitektur, der minder om en opgående sol over havnen i Alexandria.

Bibliotekets direktør, egypteren Ismail Serageldin, er et renæssance-menneske, der selv har beskæftiget sig med arkitektur og derudover taler med stor vægt om næsten alt. Han er også en modig mand, der kræver reformer i den islamiske verden. Serageldin ser problemerne i Mellemøstens lande som en kamp mellem to poler. På den ene side de statiske kræfter, støttet af militæret, som kun har til formål at blive ved magten. Det er tydeligvis styreformen i Egypten, Syrien og Marokko. På den anden side de islamistiske kræfter, der har magten i Iran, Sudan og Gaza. Serageldin argumenterer for en reformeret samfundsorden et sted midt imellem de to poler.

Da præsident Bush ved Irak invasionen i 2003 talte om demokratiske reformer i Mellemøsten, reagerede Serageldin ved at samle en gruppe arabiske intellektuelle og forretningsmænd, men ingen politikere, for at skabe den intellektuelle baggrund for reformer.

De mødtes på biblioteket og blev efter flere dages diskussion enige om den såkaldte Alexandria-deklaration. Hensigten var, at den skulle vedtages af Den arabiske Liga.

Man har meget svært ved at blive enige om noget som helst i den institution, så deklarationen blev aldrig godkendt. Men den er alligevel et vigtigt dokument, der om ikke har den egyptiske præsident Mubaraks fulde støtte så dog stiltiende accept. Og på biblioteket fortsætter der standhaftigt en debat om deklarationens konklusioner om politiske, økonomiske, sociale og kulturelle reformer.

Behovet for reformer

En politisk reform drejer sig først og fremmest om demokrati og ytringsfrihed. Hvad demokrati angår, står det stadig skralt til i den arabiske verden, dog med spæde forsøg med kvinders stemmeret i Marokko og til en vis grad i selve den islamiske højborg, Saudi-Arabien. Men det kniber stadig gevaldigt. Præsident Mubaraks modkandidat ved valget i Egypten i 2005, Ahman Nur sidder i fængsel, og den med Pundiks Frihedspris belønnede Saad Eddin Ibrahim vil blive arresteret, hvis han dukker op i Cairo.

Med ytringsfriheden selv går det dog lidt bedre. Det er ofte forbavsende, hvor åbent regeringen kritiseres i egyptiske aviser. Langt mere frit, end hvad jeg oplever i Kina. Forfatteren Alaa Al-Aswamy er med sine to bøger, Yacoubians Hus og Chicago, gået hårdt til værks mod stort set alle tabuer i den arabiske verden. Egypten er nok sammen med Libanon det frieste arabiske land. Men der er stadig langt igen før kritik af styret bliver muligt i lande som Syrien, Tunesien og Saudi-Arabien.

Økonomiske reformer er flere steder på vej. Ideen har ofte været at gennemføre Verdensbankens program uden at nævne Banken ved navn. Det drejer sig om makroøkonomisk stabilitet, med skattereformer, frihandel og fremme af udenlandske investeringer. Men nu rammes disse reformer af verdenskrisen, og det er svært at se, hvordan de arabiske lande skal slippe gennem den uden at blive ramt hårdt.

I Egyptens tilfælde er landets største indtægtskilder olie og gas, hvor prisen er faldet dramatisk, samt indtægter fra turisme, Suez-kanalen og udenlandsegyptere, der sender penge hjem. De vil alle få et kraftigt tryk nedad, så længe den globale økonomiske nedtur fortsætter.

På langt sigt bliver det afgørende, om de arabiske lande kan højne arbejdskraftens niveau, som det eklatant er sket i Kina. Det vil især dreje sig om kvinders deltagelse i arbejdsstyrken. Det er fatalt for økonomierne i Mellemøsten, at 50 procent af den potentielle arbejdskraft stort set ikke deltager i økonomien. Der er også andre ømtålelige områder, hvad arbejdsstyrkens produktivitet angår. Fasten i ramadan, en måned om året, er ikke ligefrem fremmende for kreativitet og energi, når man hen på eftermiddagen i 40 graders varme ikke har fået hverken vådt eller tørt siden halvanden time før solopgang.

Alexandria-deklarationens forslag om sociale reformer drejer sig om uddannelse, forskning og menneskerettigheder. Uddannelsesniveauet er under al kritik i de arabiske lande.

I Egypten møder de fleste elever kun sporadisk op i gymnasiet, for det gør gymnasielærerne ikke selv. Læreren dukker måske lige op om morgenen for at se, hvad der foregår, inden han går i gang hjemme med den meget mere lukrative manuduktion af eleverne. Et lovforslag kræver, at eleverne skal være til stede 80 procent af tiden for at kunne tage studentereksamen. Et andet er, at lærerlønningerne skal forbedres og de udueligste lærere fyres, men begge forslag sidder fast i parlamentet.

Langt fra ligestilling

Den islamiske verden var et center for forskning i Middelalderen med store fremskridt i medicin, astronomi og matematik. Den tid er for længst forbi. De islamiske lande er langt bagefter Vesten og Kina i dag. Biblioteket forsøger at udbedre skaden ved afholdelse af seminarer med internationale forskere og deres islamiske kollegaer, men hidtil uden større resultat.

Menneskerettighederne er inkluderet i de fleste forfatninger i Mellemøsten, men realiteten er en anden. Der er stadigvæk overgreb fra politi og sikkerhedsstyrker i de fleste lande med tortur og tilfældig domfældelse som resultat. Det var ikke tilfældigt, at amerikanerne sendte mistænkte terrorister til forhør i deres hjemlande.

De foreslåede kulturelle reformer drejer sig først og fremmest om pigers og kvinders stilling i de arabiske lande. Det er simpelthen ikke acceptabelt, at et moderne samfund diskriminerer halvdelen af sin befolkning. Tendensen går desværre ikke mod større lighed for kvinderne i Mellemøsten. Hvor stort set ingen kvinder bar tørklæde eller hijab, da jeg begyndte at komme i Egypten for 25 år siden, er det nu hen ved 90 procent af kvinderne, der hyller sig ind. Nu er tørklædet i mange tilfælde mere et symbol end et udtryk for diskrimination, men deltagelsen af kvinder i arbejdsstyrken er kun blevet minimalt større.

Til syvende og sidst bliver det nødvendigt med en reform af islam. Det tør Ismail Serageldin godt sige, men dermed tilhører han et meget lille mindretal. Islam har brug for en Martin Luther, eller måske snarere end Barack Obama eller allerbedst en Kemal Atatürk for at blive moderne sekulariserede samfund.

Det ser sort ud for den islamiske verden. Krisen vil ramme samtlige lande hårdt. Det skyldes, at de fleste er såkaldte rentier-stater, der i meget høj grad påvirkes af faldende priser på råvarer, især olie. En gennemførelse af de reformer, der regelmæssigt diskuteres på biblioteket i Alexandria har lange udsigter. Men det er al ære værd, at biblioteket fortsætter sin ensomme kamp for en bedre islamisk verden.

Sven Burmester er forfatter og udforsker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vesten eller mellemøsten ?

Tja. synes nu at "lyset" fra Vesten p.t. også er af en meget tvivlsom karakter - men hvis biblioteket i Alexandria ( og man må jo sige at arven forpligtiger ) og lign. reformbevægelser i den arabiske verden , kunne finde en slags tredie vej ( og andet end blot en blanding ) - kunne de måske medvirke til at forbedre os alle sammen.