Kommentar

En bombe mod Israels fremtid

I dag udgør de 20 procent af befolkningen, i 2015 vil de udgøre 25 procent. Hvis israel vil overleve som liberalt demokrati, må det finde sig til rette med sine arabiske medborgere
27. februar 2009

Uanset hvilken koalitionsregering, der dannes i Israel, var dets valgresultat et historisk nederlag til Arbejderpartiet, dvs. til det parti, som med en vis ret kan hævde at have grundlagt Israel og som har leveret dets største statsministre, deriblandt så historiske skikkelser som David Ben-Gurion, Golda Meir og Yitzhak Rabin.

Israelsk politik domineres nu af tre højreorienterede partier: Likud, Kadima (Likuds aflægger, som blev grundlagt af Ariel Sharon) og Yisrael Beytenu (som især appellerer til russiske indvandrere). Men hvor de fleste kommentatorer har deres fokus rettet mod, hvilke fremtidsudsigter dette vil indebære for fredsprocessen og en to-stats-løsning, er et mere eksistentielt spørgsmål ved at vokse frem i hjertet af Israel.

Hermed sigter jeg til det spørgsmål, som er det afgørende for valgets store vinder, Avigdor Lieberman. Hans parti fik 15 mandater, hvilket gør det til det tredjestørste, men samtidig til en mulig tunge på vægtskålen. Uanset om den nye regering vil Liebermans parti eller ej, er det spørgsmål, han stiller, blevet af central betydning: Nok fordømmer han de militante grupper Hamas og Hizbollah i voldsomme vendinger, men hans erklærede hovedfjende er Israels arabiske mindretal. Han er således fortaler for de facto at deportere hundredtusindvis arabiske medborgere. Står det til ham, skal de arabiske israelere genbosættes med magt i udvalgte nordlige israelske byer, som derpå skal afstås til en palæstinensisk Vestbred.

Israels Jörg Haider

En gruppe på yderligere flere hundredetusinde vil kunne forvente at få frataget deres statsborgerskab, hvis de nægter at aflægge loyalitetsed eller nægter at lade sig omfatte af den obligatoriske værnepligt (hvorfra Israels arabere efter den nuværende ordning er undtaget).

Lieberman er blevet kaldt "neofascist", "en renlivet gangster" og "Israels modstykke til Østrigs Jörg Haider".

Vore dages arabiske israelere er efterkommere af de 160.000 arabere, der opholdt sig i det område, der blev til Israel i 1948. Deres antal er nu på 1,3 millioner svarende til 20 procent af Israels samlede befolkning, og demografer forudser, at de i 2025 vil udgøre en fjerdedel af befolkningen. Bortset fra deres værnepligtsfritagelse har de på papiret de samme juridiske rettigheder og forpligtelser som andre israelske borgere.

I realiteten er de udsat for diskrimination i mange sammenhænge, herunder ejendomsret til jord, uddannelse og beskæftigelse.

Antipatien er gensidig

"Denne ulighed er dokumenteret i en række undersøgelser, ligesom den bekræftes af retsafgørelser og offentlige beslutninger og har fundet udtryk i rapporter fra skattedirektoratet og andre officielle dokumenter," konkluderede den pensionerede højesteretsdommer Theodor Or i en officiel undersøgelse af den anden intifada. Or bemærkede videre: "Selv om det jødiske flertals bevidsthed om denne forskelsbehandling ofte er ganske lav, spiller den en central rolle i de arabiske borgeres følelser og holdninger. Denne forskelsbehandling er bredt accepteret ... som en væsentlig årsag til uro."

Antipatien er gensidig. "De mennesker, der slog sig ned her, er indvandrere. Dette er vores land," erklærede Azmi Bishara, et tidligere arabisk medlem af Knesset, da han blev anklaget for at have udtrykt støtte til Hizbollah:

"Derfor kan man heller ikke afkræve os loyalitet. Denne stat kom hertil udefra. Den blev presset ned over ruinerne af min nation. Jeg accepterede at få statsborgerskab for at kunne blive boende, og jeg vil intet foretage mig, der truer statens sikkerhed, jeg vil ikke konspirere imod staten. Men man kan ikke hver dag forlange, at jeg skal udtrykke min loyalitet over for staten. Statsborgerskab forudsætter, at jeg overholder landets love, men jeg behøver ikke støtte statens ideologi eller værdier."

Begrænset indflydelse

I årtier var Israels arabere loyale over for loven - og loyale over for landet i de mange krige med nabostater. Nu er denne loyalitet aftagende. Israelske arabere - selv de, som er kristne i stedet for muslimer - stemmer i stedse mindre grad på Israels mainstream-partier. Trods lav valgdeltagelse klarede de arabiske partier sig godt i dette valg og opnåede 11 pladser i Knesset. De arabiske parter er dog aldrig blevet inviteret med i et regeringssamarbejde. Den arabiske befolknings indflydelse i israelsk politik er således begrænset.

Vinder genklang

For Israel er håndteringen af forholdet til det arabiske mindretal af endnu større betydning end spørgsmålet om, hvad man skal stille op over for Hizbollah og den iranske præsident Ahmadinejad. Israel er nødt til at beslutte, hvordan man vil finde sig til rette med araberne i sin midte. Hvor ekstrem Liebermans deportationsopfordring end måtte lyde, så vinder den genklang blandt ganske mange af hans landsmænd. Også den kommende israelske statsminister, Benjamin Netanyahu har advaret om, at Israels arabere udgør en uacceptabel "demografisk bombe".

Selv Benny Morris, historikeren, der engang var en markant stemme på fredsfløjen og dokumenterede, hvorledes et flertal af palæstinenserne blev fordrevet fra den jødiske stat med magt i 1948, mener nu, at Israel har brug for beskytte sig mod de beboere, der bor inden for dets grænser: "De er en potentiel femte kolonne," siger han: "Såvel i henseende til demografi som til sikkerhed truer de med at undergrave staten. Hvis deres trussel imod Israel er eksistentiel, vil deportation være berettiget."

Det er en farlig spiral: Jo større mistilliden bliver, desto mindre loyalitet vil Israels arabere føle over for deres land og vice versa. Det seneste valg har bragt spørgsmålet frem i lyset. Hvilken løsning det finder, vil definere fremtiden for Israel som land, som jødisk stat, og som et demokrati.

Fareed Zakaria er redaktør og kommentator på nyhedsmagasinet Newsweek

Oversat af Niels Ivar Larsen

© Common Ground News og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Som jeg har set Avigdor Liebermans standpunkt refereret i en avis som Jerusalem Post, så taler han nu om en grænserevision der placerer de arabiske landsbyer inden for den gamle våbenstilstandslinie fra 1949 i de palæstinensiske selvstyreområder, samtidig med at de jødisk-befolkede områder øst for selvsamme linie placeres inden for Israel, i en tostatsløsning.

Vedrørende de kristne, så vil de dog næppe kunne leve i fred i en palæstinensisk stat. På Vestbredden og i Gaza bliver de jo forfulgt i en sådan grad, at de er på flugt - og den forfølgelse er som bekendt ikke en ny foreteelse, men har stået på lige siden den arabiske erobring af den romerske provins i 638. Naturligvis lige bortset fra korsfarerstaterne, der kom som følge af den tyrkiske trussel mod Østrom og dermed Vesteuropa efter slaget ved Manzikert 1071 og belejringen af Konstantinopel 1090-91.

Christian Jakobsen

Den bedste løsning for Israel må være at israel-araberne får deres eget territorie. Med den demografiske udviklling vil det ellers betyde at der en dag vil være flere arabere end jøder i Israel, hvilket jo ubestridt vil betyde Israels endeligt.

Europa må jo også forholde sig til det demografiske inden for overskuelig fremtid, fordi den muslimske befolkning har markant højere fertilitetsrater end det oprindelige europæiske folkefærd.

Hvis der i år 2100 er flere muslimer i Danmark end kristne/ateister etc. må det også betyde at Danmark som samfund vil ændre sig markant.

Det bør egentlig ikke komme som et chok, fordi en civilisation er dybt afhængig af at der bliver født tilstrækkeligt med børn - ellers vil et kontinent som Europa jo uddø (ihvertfald det Europa som vi kender i dag)

Martin Kaarup

Den nemmeste løsning er at behandle de kristne og muslimerne som mennersker og give dem en uddannelse, et job, en fremtid. Giv dem samme rettigheder i virkeligheden som på papiret. Fjern forskelsbehandlingen i grundloven.
Alle undersøgelser viser at kvinderne får færre børn.

Det samme gælder selvfølgelig for Israel og alle andre lande.