Kommentar

Vi har brug for et fixerum på Vesterbro

Vi skal have 'fixet' væk fra gaden til gavn for Vesterbros borgere og af hensyn til misbrugerne. Derfor er der brug for et fixerum
27. februar 2009

Der er ludere, junkier og drukkenbolte i vores by, også - og måske især - på Vesterbro. Der skal være plads til de svagere grupper i samfundet, og vi hverken kan eller skal smide alle, der ikke passer ind, i en institution. Det er jo det, der er hele pointen ved at bo i byen; du lever ved siden af mennesker, der ikke ligner dig selv. Der var nogen, der var her før os; de er her stadig, de er en del af byen, og der vil komme nye til.

Foreningen Dugnad, der driver sundhedsrummet på Vesterbro sammen med kommunen, fortæller, at Vesterbro ifølge politiet er den sikreste bydel i København, så vi skal holde proportionerne i diskussionen. Jeg har selv boet på Vesterbro, og det kan være meget voldsomt at se en misbruger stikke sig i armen.

Frivillig indsats

Det er ikke et problem vi kan fikse, men vi kan håndtere det. Vi bliver nødt til som et første skridt at anerkende, at det er der. Det har jeg brugt i hvert fald syv år på at påpege, og Vesterbroerne selv har været i gang i 35.

Danskerne er for

Det var en meget positiv oplevelse for mig at se med egne øjne, at det sundhedsrum, vi endelig har fået lavet på Vesterbro, fungerer. Derudover har vi med massiv frivillig og engageret indsat fået cafétilbud og kanyleopsamling.

I starten var misbrugerne undrende - er der en bagtanke? Hvad har i egentlig gang i? Men de er positive, og oplevelsen er, at når vi viser respekt for misbrugerne, så ændrer de også adfærd.

74 pct. af danskerne går ifølge nyhedssiden Altinget ind for et fixerum i København. I en kalender, som foreningen Dugnad lavede, udtaler misbrugere sig om et fixerum. En af dem siger: "Jeg nægter at skyde mig i halsen. Jeg har brug for hjælp nu."

En anden siger: "Vi er ikke i tvivl om, at I ikke gider ser på os. Vi er faktisk også helst fri for at blive kigget på, men så gi' os da det fixerum."

Tage stilling til livet

De talrige udenlandske erfaringer taler også for. Der dør ca. 60 mennesker af misbrug i København om året, mens der ikke er registreret ét dødsfald i et fixerum et eneste sted i verden. Schweiz har haft fixerum i 22 år, og undersøgelserne viser, at der er kommet øget bevidsthed om farligheden af stofmisbrug.

Med sundhedsrummet på Vesterbro har vi et rigtigt godt og velfungerende udgangspunkt. Misbrugerne kommer ind til en snak, der er hundekurv og hundekiks til deres gode ven, og de tager for første gang i deres liv stilling til, hvordan de har det.

Politisk vilje

Når vi får lov at indføre fixerum i København, er vi klar. Vi får 'fixet' væk fra gaden, fra de offentlige toiletter, fra baggårdene. Det betyder, at børn på Vesterbro ikke i ligeså høj grad bliver konfronteret med misbrugerne, og så giver det bedre sikkerhed for misbrugerne, så både de og samfundet ikke skal kæmpe med følgesygdomme, der følger af de uhumske forhold, som narkomanerne har nu.

Det eneste, vi mangler er den politiske vilje. Indtil den kommer, er det tvingende nødvendigt, at vi fortsætter indsatsen for at samle kanyler på Vesterbro. Forældre på Vesterbro kan ikke leve med, at deres børn kan støde på blodfyldte kanyler, når de leger i området, eller bare når de forlader deres opgang. Derfor fastholder vi den indsats, som vi i kommunen trods alt kan gøre.

Klaus Bondam er teknik- og miljøborgmester for Det Radikale Venstre i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu