Kronik

Gymnasieelever uden udsyn

Internationale relationer dannes ikke i klasseværelset. Derfor skal gymnasielærere motiveres til efteruddannelse i udlandet, og gymnasierne skal have tilskud, så tysk og fransk ikke nedlægges som højniveaufag
Da regeringen i 2006 lancerede i globaliseringsstrategi lå det i kortene, at danske gymnasier skal være en del af et globalt fællesskab. Det er langt fra lykkes, mener dagens kronikører.

Da regeringen i 2006 lancerede i globaliseringsstrategi lå det i kortene, at danske gymnasier skal være en del af et globalt fællesskab. Det er langt fra lykkes, mener dagens kronikører.

Keld Navntoft

4. februar 2009

Gymnasiereformen er til eksamen. De mange nyskabelser vurderes og Evalueringsinstituttet, lærerne, rektorerne og ministeren har hver deres synspunkter på, hvad der skal laves om i reformen for at vi i fremtiden får studenter i verdensklasse. Men som det ofte sker har alle parter fokus på det, der eksisterer og ingen har tanke på de oplagte mangler, som ikke umiddelbart er synlige.

Det er glimrende, at gymnasiet nu i langt højere grad end tidligere fokuserer på anvendelsesorienterede kompetencer, på nye former for faglighed, på varierede arbejdsformer og nye eksamensformer. Men få tænker desværre på, at morgendagens danskere også skal kunne begå sig i en globaliseret og foranderlig verden.

Nu anvendes ordet globalisering så ofte, at det af og til kan synes at være en kliche. Men klimaforandringer, stigende fødevarepriser og en international finanskrise med konsekvenser for danske lønmodtagere og husejere er blot beskedne eksempler på, hvor dybt globale begivenheder påvirker vores dagligdag.

Vores overraskelse over den voldsomhed, sådanne begivenheder rammer os med understreger, hvor vigtigt det er at forstå globaliseringen for at kunne handle i forhold til den.

Fremgang og tryghed

Regeringen lancerede i 2006 sin globaliseringsstrategi om fremgang, fornyelse og tryghed. Strategien tager udgangspunkt i en forståelse af, at Danmark befinder sig i en skærpet global konkurrencesituation, og at Danmark skal ruste fremtidens borgere til denne virkelighed. Hvis ikke man som ung lærer at forstå sig selv som medvirkende og medansvarlig i et globalt skæbnefællesskab, mister Danmark handleevne.

Derfor er det vigtigt, at det danske uddannelsessystem også fokuserer på at give undervisningen på alle uddannelsesniveauer en international dimension.

Det gør de ungdomsgymnasiale uddannelser slet ikke i tilstrækkelig grad i dag.

I globaliseringsstrategien udtrykker regeringen sin ambition om, at alle elever på ungdomsuddannelserne skal deltage i et internationalt projekt i løbet af deres gymnasieforløb, men det er vanskeligt at få øje på de konkrete tiltag, når man ser på de mange forskellige forslag til ændringer af gymnasiereformen.

Hvis ikke gymnasieskolen skal uddanne de rene hjemmefødninge, er det derfor nødvendigt, at eleverne tilbydes samme muligheder som de andre uddannelsesniveauer.

Det skal sikres, at alle gymnasieelever får mulighed for at indgå i konkrete internationale samarbejder og kommunikationssituationer med elever fra andre lande, hvis fremtidens unge skal bibringes udsyn. Internationalisering består nemlig ikke kun i at lære om verden uden for Danmark hjemme i klasseværelset.

Det er absolut nødvendigt med internationale kontakter, hvis man skal forstå sig selv og sit samfund i en større sammenhæng.

Interkulturelle evner

Danske unge skal bibringes interkulturelle kompetencer, der sætter dem i stand til at samarbejde internationalt. De skal kunne flere sprog, og de skal kunne begå sig i lande med andre kulturer. Det er nødvendigt, for det bliver et grundvilkår i deres fremtidige studie- og arbejdsliv. Disse kompetencer opnår eleverne bedst gennem personlige erfaringer: enten med deciderede udlandsophold eller gennem samarbejder med mennesker med anden kulturel og social baggrund.

Der er alt for få gymnasier, der deltager i internationale samarbejder. Det skyldes måske, at gymnasiereformen har medført mange nye krav, der skal honoreres. Men det hænger i høj grad også sammen med, at der mangler ressourcer til at kompensere skolerne og de involverede lærer for det store arbejde, det er nødvendigt, hvis man skal tilrettelægge og koordinere undervisningen med internationale partnere.

Konsekvensen er, at mange gymnasiers internationale engagement enten overlades til enkelte ildsjæle blandt lærerne eller til socialt prægede studieture i 2.g med større eller mindre faglig fundering, og som i alt for sjælden grad sætter det interkulturelle i spil.

Forligspartierne bag gymnasiereformen må sikre, at der afsættes uddannelsestid i studieplanerne til internationale aktiviteter. Alle gymnasier er i dag organiseret med lærerteams som kan forpligtes på, at den enkelte elev gennemgår et forløb inden for et eller flere fag, som netop sigter på at give den enkelte gymnasieelev personlig erfaring med internationalt samarbejde.

Hvem er ansvarlige?

Eleverne skal altså ikke have mere undervisning, men gymnasiet skal forpligtes på den internationale dimension inden for de eksisterende rammer.

Undervisningsministeriet har gennem gymnasiereformen desuden vanskeliggjort elevernes muligheder for at tage en del af deres uddannelse i udlandet.

Det skyldes blandt andet de komplicerede fagbindinger, der reelt forhindrer længerevarende, individuelle studieophold. Det kan man dog i nogen grad komme om ved, hvis gymnasierne samarbejder med udenlandske institutioner om forlæggende undervisningsforløb, hvor eleverne i udlandet modtager undervisning, som kommer til at indgå i deres samlede studentereksamen. Men det kræver selvsagt ressourcer til forberedelse, afstemning af læreplaner, udgifter til medfølgende lærere m.m.

Det er nødvendigt at give gymnasierne bedre muligheder for at tilbyde eleverne kortere eller længerevarende studieophold i udlandet.

Forligspartierne bag reformen kan fx i lighed med andre tilsvarende uddannelser sikre gymnasierne et internationaliseringstaxameter, der kan styrke danske gymnasieelevers mulighed for at indgå i internationale samarbejder.

Styrk sproget

Og så er der selvfølgelig sprogundervisningen. Det er en kendt sag, at der med gymnasiereformen er sket en betydelig indskrænkning af de udbudte sprogfag og en generel sænkning af elevernes sprogkompetencer. Dette har flere årsager.

Blandt de væsentligste er, at eleverne i stigende grad fravælger fortsættersprogene tysk eller fransk i gymnasiet til fordel for begyndersproget spansk. Og for at føre spot til skade opgiver flere og flere gymnasier helt at udbyde fransk og andre sprog, fordi de bliver urentable som følge af den lave elevsøgning. Og så er der skabt en negativ spiral.

Det er direkte katastrofalt, at langt størstedelen af danske gymnasieelever i dag kommer gennem uddannelsessystemet med kun ét funktionelt fremmedsprog, nemlig engelsk. Der bør enten indføres bedre regional koordinering af de udbudte studieretninger eller indføres et årligt tilskud til almene gymnasier, som opretter tresproglige studieretninger på samme måde, som det allerede er sket med klassisksproglige studieretninger. Noget bør i hvert fald gøres.

Incitamenter

Endelig er det meget vigtigt, at der skabes incitament for især sproglærere til jævnligt at tage kurser i udlandet og praktik ved udenlandske uddannelsesinstitutioner. Ikke mindst, fordi lærerne ikke i deres uddannelse har været pålagt at tage ophold i de lande, hvis sprog de underviser i.

Som det er nu, kan lærerne søge EU-tilskud til efteruddannelsesophold i udlandet, men der bør skabes incitamentstrukturer, der kan motivere flere lærere til at tage af sted. For eksempel ved indførelse af det føromtalte internationaliseringstaxameter.

Alle elever, studerende og lærlinge kommer efter deres ungdomsuddannelse til at studere eller arbejde i sammenhænge, som direkte eller indirekte er præget af globaliseringen. En del kommer i kortere eller længere tid til at opholde sig i samfund med en anden kultur og et andet sprog.

Det er alene af den grund nødvendigt, at undervisningen på alle uddannelsesniveauer indrettes på at forberede dem på dette, og det er helt nødvendigt, at skoleledelserne og skolebestyrelserne tager ansvaret på sig ved at formulere internationaliseringsstrategier for den enkelte skole og sørger for, at disse strategier bliver ført ud i livet. Sker det ikke, kommer Danmark både på kort og på langt sigt til at tabe i spillet om at holde sig konkurrencedygtig i den globaliserede verden.

Rådet for Internationalisering af Uddannelserne blev nedsat i 2007 med repræsentanter for alle niveauer afuddannelsessystemet. Rådets formand, Hans Peter Jensen, er tidligere rektor for Danmarks Tekniske Universitet, DTU. Jens Boe Nielsen er medlem og rektor på Nørre Gymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Christian Wind Nielsen

Der er behov for et langt større fokus på fremmedsprog, kultur og internationalisering hele vejen op gennem uddannelsessystemet, fordi uddannelsessystemet jo fungerer som fødekæde til erhvervslivet.

Derfor har Taskforce Sprog med forbundsformand Birgitte Jensen i førersædet udarbejdet en række anbefalinger, der nu vil blive fulgt op på.

Overskriften på oplægget er "Dansk og engelsk ja, men kan du ikke et fremmedsprog?"

Udgangspunktet er:

Danmark har behov for, at flere borgere har bedre fremmedsproglige kompetencer. Det er en helt naturlig følge af et stadigt mere intensivt samspil på tværs af grænser i en globaliseret verden. Men faktum er, at danskerne ikke bliver bedre til sprog i disse år. Vi bliver dårligere.

Samtidig har holdningen til fremmedsprog ændret sig de seneste år. Unge mennesker søger stort set kun ind på engelskstudierne. Og virksomhederne mener, at årsagen til deres kommunikationsproblemer med andre lande skal findes i, at de potentielle partnere i andre lande ikke er gode nok til engelsk, snarere end at det er vores sproglige kompetencer i tysk, fransk, russisk, kinesisk etc., som skal forbedres.

Sproglige kompetencer er andet og mere end engelsk. Får vi ikke en bredere sprogpalette, vil vi gå glip af forretningsmuligheder.

Derfor bør der være særlig fokus på de sprog, Danmarks vigtigste handelspartnere taler. I EU drejer det sig f.eks. om Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig, Polen, Estland og Slovakiet. Uden for Europa er Danmarks vigtigste nuværende og kommende handelspartnere Tyrkiet, Asien, de arabisktalende lande samt ikke mindst BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina).

Målet må være, at bedre sproglige og kulturelle kompetencer prioriteres højere i alle dele af uddannelsessystemet - både som selvstændigt fag og som integreret fagligt element. Dette mål er i øvrigt indeholdt i de sprogpolitiske mål i EU, den såkaldte Barcelona-målsætning, ifølge hvilken borgerne skal mestre deres modersmål + mindst to fremmedsprog. Skal vi leve op til denne målsætning, er der behov for at den bliver tænkt ind i børns læring fra den tidlige barndom til og med efter- og videreuddannelsestilbudene til voksne borgere på arbejdsmarkedet. Om ikke fra vugge til grav, så fra børnehave til grav.

Undersøgelser fra det britiske CiLT – The National Centre for Languages – viser, at der i England er et voksende behov i virksomhederne for fremmedsprogskompetencer, altså behov for andet end engelsk. Undersøgelserne viser, at i de lande, hvor kunderne taler engelsk, sælger England mere, end de køber. Men fra de lande, hvor kunderne ikke har engelsk som modersmål, importerer England mere. Hvis engelsk ikke er nok for britiske virksomheder, er det vel næppe nok for danske!

Konkrete anbefalinger:

Taskforcen har følgende anbefalinger til en egentlig handlingsplan for opbygning af mere fremmedsproglig kompetence i det danske samfund. Handlingsplanen dækker børnehave, grundskole, gymnasium, videregående uddannelser, forskning, virksomheder og medier.

Børnehaveniveau
Vi er overbevist om, at der er behov for en tidlig indsats, og mener derfor, at man bør introducere fremmedsprog allerede i børnehaven, hvor interessen vækkes under leg og ikke relateres til terpen, udenadslære etc. Det behøver ikke være ressourcekrævende. Man kunne for eksempel trække på forældre eller pædagoger, som selv kan et fremmedsprog, og få dem til at lære børnene en sang eller remse på alverdens sprog. Alle små børn er glade for rim, remser og sanglege. De er nysgerrige og elsker at efterligne. Samtidig viser forskning, at børn, der tidligt opmuntres til at prøve at udtrykke sig på et fremmed sprog, får lettere ved at lære fremmedsprog senere i livet, uanset hvilket sprog der er tale om .

Tosprogede danskere
Vi skal styrke sprogkompetencerne hos tosprogede unge. I dag er det reelt sådan, at en del tosprogede unge har, hvad man kan kalde en kaffe-sproglig kompetence på deres modersmål. Det vil sige, at de kan klare sig i dagligdagen på f.eks. urdu, men deres sproglige niveau kan ikke anvendes i arbejdssammenhænge. Der bør derfor tidligt i deres danske skolegang være tilbud om undervisning i det ikke-danske modersmål, således at man på sigt kan bruge det i arbejdssammenhænge. Et modersmål er et modersmål, og det er dét, der skal udvikles og professionaliseres som den nødvendige forudsætning for at andre sprog senere kan læres. I stedet for ’tosprogede’ med to halve sprog, opnår Danmark en ressource, hvor det fremmede sprog sidestilles med dansk, og Danmark drager nytte af de sprogkompetencer, som allerede findes i befolkningen.

Grundskolen
Det skal være muligt at læse tre fremmedsprog i grundskolen. Det betyder, at engelskundervisningen skal begynde allerede i 1. klasse – så børnenes umiddelbare glæde ved at lære engelsk kunne smitte af på det andet fremmedsprog. Tysk eller fransk skal påbegyndes i 5. klasse, og så skal der være tilbud om undervisning i et 3. fremmedsprog fra 7. klasse.

Gymnasiet
Taskforcen støtter anbefalinger (sendt til undervisningsminister Bertel Haarder d. 18. september 2008) fra Rådet for Internationalisering af Uddannelserne.

Videregående uddannelser og forskning
Mange danske virksomheder ønsker medarbejdere, som har en dyb faglig viden inden for eksempelvis teknik, økonomi eller biologi, samtidig med at de er i stand til at agere på et marked uden for Danmark på et andet sprog end engelsk.

For at styrke de sproglige kompetencer bør der indlægges obligatoriske ”huller” på de videregående uddannelser til kompetenceudvikling inden for sprog og kultur. I forhold til mange af de lande, som vi sædvanligvis sammenligner os med, har vi meget lange uddannelser med fokus på en enkelt faglighed, og der bør være mulighed for at finde plads til undervisning i kulturforståelse og sprog samtidig med, at der opretholdes et tilfredsstillende niveau inden for kernefagligheden.

Det skal være muligt at indlægge obligatorisk(e) studie-/praktikophold i udlandet på en uddannelse, og det skal synliggøres, hvilke kompetencer en studerende opnår ved et sådant udlandsophold.

Endelig bør der forskes i hvad det betyder – også økonomisk - for danske virksomheder og for Danmark at have sprog og sprogkvalitet med som en aktiv komponent i virksomhedernes kompetenceportefølje.

Efter- og videreuddannelse
At tilegne sig sprog- og kulturkompetencer bør være en naturlig del af livslang læring, og der skal være større udbud af efteruddannelser i sprog samt flere tilbud om fremmedsprog på de videregående uddannelser. Samtidig skal virksomhederne være meget bedre til at tænke sprog og kultur i forhold til efteruddannelse af medarbejderne.

Erhvervslivet
Virksomhederne bør indføre en gennemarbejdet sprog- og kulturpolitik, som er knyttet til virksomhedens værdisæt.

En del af den gratis rådgivning fra Økonomi- og Erhvervsministeriet bør være rådgivning vedr. sprog, f.eks. rådgivning til virksomheder, der ønsker sprog- og kulturekspertise.

Public service
Der skal mere fremmedsprog og kultur ind i public service-loven. Hvorfor udbydes der ikke programmer så som ”Fem franske minutter, ”Ti tyske minutter” og ”Vild med dansk.”

Læs hele oplægget her:
https://www.kommunikationogsprog.dk/file_upload/1192.PDF

Forbundet Kommunikation og Sprog
Jørgen Christian Wind Nielsen